fredagsupdate

Irma vågnede kl 5.30 i morges, og var klar til endnu en dag fuld af hopla. Det er jo altid dejligt med glade børn, men behøver hun være SÅ glad SÅ tidligt??…Jeg tabte i sten-saks-papir til John, så det var mig der stod op – heldigvis er Irma lige så glad for Anders Breinholt som moren, så han er god underholdning for begge.  Til gengæld var hun klar til sin første lur halv 8, så jeg har haft en topaktiv morgen – af frygt for at falde i søvn… Blandt andet har jeg endelig fået vasket det vasketøj der kun må håndvaskes. Tror den ene kjole har ligget på bunden af kurven i det meste af et halvt år…hovsa. Men hvorfor er det lige man igen og igen køber det der åndsvage tøj, der ikke kan kommes i maskinen? Og jeg er for det meste så autoritetstro at jeg overholder reglerne. (Sidst jeg ikke gjorde, ødelagde jeg en temmelig dyr skjorte af Johns, hovsa igen…)

Så nu hænger det og drypper inde i stuen – elsker bare når vores hjem ligner en tørrekælder…

I denne uge har vi herhjemme haft sådan en uge med planer og aftaler i ét væk, og i virkeligheden skulle jeg have været i svømmehal i dag med min mødregruppe, men faren har tidligt fri, så den står i stedet på familietid og ikke mindst far-datter-hygge, mens moren forhåbentlig kan shoppe lidt…udspekuleret som altid 😉

Jeg er nemlig kommet frem til at selvforkælelsen skal være tøj. For det første er garderoben præget af temmelig meget mørkt tøj – både fordi det jo lige har været vinter, men også fordi jeg sidste forår var gravid på den der “jeg er gravid, så derfor tager jeg lige 10 kilo på på en måned”-måden… Og det tøj fra forrige forår er enten totalt uddateret, slidt, eller lettere udvidet fordi jeg til trods for overvægten, skulle prøve det på sidste år. I går stod jeg og kiggede nedslået på min garderobe, og selvom jeg selvfølgelig ikke har råd til at udskifte hele baduljen, så skal jeg jo starte et sted – derfor er det ikke helt skidt at udflugtsmålet i dag er Vesterbro 🙂 Tror fx at jeg skal besøge både Hanne og Annette – det tegner til at blive en god fredag!

Reklamer