Dagens fem fakta

  • Jeg har lært, at det kan være svært at planlægge en omsorgsdag i februar. Irma og jeg skulle have startet dagen med et besøg ved ørelægen (pigen taler UTROLIG højt hele tiden, og går hele tiden hen og skruer op for lyden på musik og tv når hun kan), og derefter havde jeg tænkt at vi skulle i Zoo, lidt cafe og lidt hjemme-hygge-pusle-tid, inden vi hentede Olga. Men nej, omsorgsdag i februar blev forvandlet til børns første sygedag – Olga med feber, Irma med hoste, begge med snot. Ørelæge meldte sig syg (ja, hvorfor ikke?), og vi brugte i stedet dagen på morfarbesøg (med kage, jatak) og med tandlægebesøg (tak til fleksibel skoletandlæge!).
  • Hjemmedag med to piger der begge kræver mere opmærksomhed end én person kan give, kræver meget mere kaffe end jeg har nået at brygge til mig selv i dag…
  • Alt kan tilgives og oplades på ny med et gjaldende “Mor, jeg elsker dig” (Efterfulgt af et meget mere insisterende “MOOOOOR, jeg ELSKER dig!” fordi jeg ikke lige responderede indenfor 100/sekund…)
  • Vi har hyret en babysitter! Jeg havde inviteret den søde pige på besøg til mad og en snak om alt det praktiske, og det gik fuldstændig forrygende. Hun er oprigtig glad for pigerne, og vi er 100% trygge ved at sætte hende som brandvagt næste gang vi gerne vil ud – om ikke så forfærdeligt længe…)
  • Manden og jeg er blevet afhængige af True Detective – serien vises på HBO og er fem afsnit inde. Den er blændende god, og endelig har vi noget vi ser sammen. Ved bare ikke helt om jeg skal afsløre hvor mange mareridt jeg ved jeg får, pga den her serie…
Reklamer

108cm, 22kg, 44cm

Så kort kan det vist siges… Irma og jeg var til hendes fire-års-undersøgelse ved lægen i dag. Og hun bestod alle de opgaver hun fik af lægen med bravur; gå på hæle, gå på tæer, hoppe, tælle til ti, nævne alle de farver hun havde på sit tøj (og vi kører seriøs mix-and-match, så der var mange) – og sagde så bagefter: “Du skal også spørge om jeg kan hinke”. Nåja, man skal da prale når der er nogen der kigger stolt på. Men fireårsundersøgelsen er en af dem med afsluttende vaccineskud, så der var også lidt piv – og moren gav meget nemt efter da vi kørte forbi bageren på vej hjem. Fastelavnsbolle med lyserød glasur er åbenbart kuren for vaccineskud. Det er hermed fasttømret.

Og så er bloggen her været grobund for at jeg er blevet kontaktet af en pige, der gerne vil passe vores børn. Lyder det mærkeligt? Jo, det synes jeg faktisk umiddelbart også… Men det viser sig at pigen bor i nærområdet, i ny og næ arbejder i pigernes institution og derfor kender dem begge to, og har babysitter- og pædagogmedhjælpererfaring en masse. Det er sgu da cool. Nu skal vi lige have inviteret hende på kaffe og mad, og have en snak om forventninger og den slags. Men tænker, at det i første omgang kunne være skønt med en, der kan sidde brandvagt mens pigerne sover og vi sniger os i biffen. Det kunne sgu da være luksus!

Og apropos luksus, så var jeg været på den skønneste venindetur i sidste weekend – er faktisk stadig helt høj efter turen. Fire tøser, der har kendt hinanden i forskammet mange år, nyder et døgn i København med frokost, shopping hos verdens bedste designer-Hanne, god mad og masser af drinks – toppet med hotelovernatning og brunch. Oh yes – mit februarbudget på lommepengefronten er overtrukket max, men det var så megafedt, at det er værd at spise havregrød for! Og har netop i dag fået den fede sms, at tøjet jeg købte/bestilte og fik rettet til så det netop passer mig, er på vej i en pakke! Så mit første mål for 2014 med flere venindeoplevelser er hermed seriøst i gang. Selvforkælelse udover alle grænser.

(Og med hensyn til selvforkælelse kan jeg også godt afsløre, at det går ret dårligt med et af mine andre 2014-mål, nemlig de hersens overskydende kilo… Har været på vægten for en måned siden, og tror ikke det er en god ide at træde op på den igen. Ikke hvis det gode humør skal bevares. Har valgt at ignorere vægten for nu og bruge mere tid på neglelak – mere shine, mindre brok.)