Helsedum

Jeg falder igen og igen i fælden der hedder sundhed. Jo jo naturligvis går jeg ind for sundhed, det er ikke sådan. Jeg spiser mine grøntsager sprøde, økologiske og allerhelst lokale. Jeg cykler, løber og svømmer når jeg kan. Jeg serverer grønt og frugt og fiberrigt for mine børn (og så snakker vi ikke om, at de i dag begge spiste sig mætte i hvide ris med ketchup, fiber min bare), og holder igen med sukker, kager og alskens E-numre. Både hvad angår mine børn og mig selv (førstnævnte dog mere end sidstnævnte). Jeg vil vældig gerne kunne blive i den str 40, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og maven må gerne være til den flade side. Sundhed og forfængelighed går nu engang så fantastisk i spænd – i hvert fald hos mig.

Men jeg læser blogs og følgere bloggere på IG. Og det er nu vi kommer til fælden. For jeg har igennem de sidste mange måneder set et væld af regnbuefarvede morgenmadsskåle, toppet med blandede bær, hjemmelavet granola (det hedder åbenbart ikke müsli mere??), og smilende anbefalinger af dette vidunder der ligger under alle farverne. De udblødte chiafrø. Jeg troede ALLE vidste hvad det var, for jeg kan da ikke være den eneste der læser alle disse blogs og falder for farveserveringen? Men ingen af mine kolleger kendte det “chi-hvad-for-noget??”. Jeg kunne så fortælle om disse pissedyre frø som mest ligner små hørfrø, og de skal så blandes med mandelmælk, stå natten over i køleskabet, hvorpå de på magisk vis er blevet til smagsløst, slimet, blegt fiskeægslignende grød som du lige topper med lidt lækkert, frisk og knasende, for at tage den grimme smag af ingenting… Jeg havde kvalme i knap fire timer – alene pga konsistensen. Adr! Kan i dén grad ikke anbefale at hoppe med på den bølge! Oh, så sundt eller ej.

I næste uge hopper jeg sikkert på noget nyt, men forhåbentlig mere smagfuldt. Nu vil jeg Google mig til hvor jeg kan proppe de dyre frø hen,  så jeg kan indtage dem uden at smage dem. Som en klog jyde engang sagde: “Hellere skide det ud end smide det ud”.

Forår i Lunden

I dag blev jeg igen bekræftet i hvorfor det er så godt at være flyttet. Den oplevelse gjorde mig næsten rørt og meget fortrøstningsfuld omkring at have taget den beslutning for pigerne og for os selv. Jeg henter pigerne på cykel og vi kører hjem, snakkende om dagen der er gået og hvad vi skal lave når vi kommer hjem. Olga sidder i cykelvognen og bladrer i en af Irmas biblioteksbøger, helt opslugt. Vi lander på stierne til Alberts Have og bliver mødt med Hej fra naboer, der står og sludrer over de hække, der stadig bare er grene plantet imellem husene. Irma cykler i forvejen og bliver løbet i møde af hendes veninde i nr 21, og Olga bliver nærmest omringet af børn, der nysgerrigt spørger hvad hun læser og om hun vil lege. Det tager under to minutter, så har jeg småsludret med 3-4 voksne, mens tøserne begge har lavet legeaftaler og er løbet ind selv. De to store øver sig i slå vejrmøller i stuen, mens de to små prøver al klæd-ud-tøjet og har en fest med det. Der er ingen ulvetime og ingen sure børn – og kun glade stemmer når jeg kommer med marmelademadder og grøntsagsstænger. Da Irmas veninde bliver kaldt hjem, løber de begge derover og leger lidt. Klokken er halv seks før vi igen kun er de fire vanlige på adressen, og Irma kommer kun ind da Olga iført strutskørt og plastic-stiletter, råber ud af døren:

“VI SKAL SPISE, FOR FANDEN” – det er også vigtigt ikke at blive opslugt i al idyllen, det er jo trods alt vestegnen, og min treårige lyder som en havnearbejder…

 

“Du må godt lige tage dine børn med ud på gangen”…

Jeg var en anelse overmodig i går. Jeg holdt en hjemmearbejdsdag med indlagte speciallæge-besøg MED børn. Ærligt talt ved jeg ikke helt hvad jeg havde forestillet mig.. Det blev mest til arbejde i går aftes kan jeg allerede godt nu afsløre..  Jeg skulle både nå hen til en blodprøve-klinik og en øjenlæge – og have et eftermiddagsbesøg med veninde og hendes børn. Nogle gange går der bare lidt en tidsoptimist i mig, og jeg tror jeg kan det hele på den halve tid. Og nogle gange lykkes det…

Det gik rigtig fint med blodprøven. Venteværelset var udstyret med bøger og lidt legetøj, så pigerne var fint underholdt. De kom med mig ind, og mens Olga var mest optaget af et vikle sig ind i forhænget til aflukket, stod Irma med halvt sammenknebne øjne og kiggede på nålen i armen. Lidt væmmeligt. “Gør det ondt, mor?”. Hun endte med at blive næsten overbesvist om, at en blodprøve var okay at få lavet.

Hos øjenlægen – som ligger inde midt i Rødovre Centret, hurra – var det en anden sag. På det her tidspunkt synes jeg selv jeg havde været ret smart, og havde pakket tasken med både vand, müslibarer, frugtstænger og andet godt. Klokken nærmede sig frokosttid. Også her var venteværelset udstyret med duplo og papbøger – og efter 3 minutter var vi færdige med de 5 bøger, der lå fremme. Pigerne begyndte at lege med lego. Og Olga kastede ét blik på sin søster og tog en hurtig beslutning om, at hun under ingen omstændigheder måtte få nogle af klodserne. Lige meget hvilken klods Irma greb ud efter, skreg lillesøsteren: “NEEEEEEEJ, DET ER MIIIIIIINE KLODSER!!” Der var (naturligvis) temmelig mange mennesker i det lille venteværelse, og lige til venstre for legestationen stod et eller andet særligt tjekke-syn-apparat, som lægen selvfølgelig skulle bruge lige der hvor Olga skreg højest. Ret tørt henvendte han sig til mig med ordene “I skal dæmpe jer eller gå udenfor, det her er altså en arbejdsplads”. Åh, skamme skamme. Så måtte jeg hive begge piger med ud på gangen hvor de på skift spurgte “Hvorfor skal vi være her?” og “Hvornår skal vi hjem?”. Skøn tur til lægen.

Jeg skal simpelthen øve mig på, at det nogen gange er okay at gøre ting på egen hånd og ikke for enhver pris være sammen med ungerne.

Selfiedronningen

Og hvorfor så alle disse læger?? Nåja, pga nogle mærkelige pletter i mit ansigt har hudlægen sat mig på anti-malaria-piller (åbenbart ganske almindeligt at bruge på udvalgte hudlidelser og gigt…), og da en af bivirkningerne kan være en forringelse af synet, skulle jeg have tjekket synet nu og igen om et år.

De spisende børn

Der er emner med børn, som bare er konstant tilbagevendende. Søvn, sygdom, trodsalder, tigerspring og mad! Hold nu op hvor jeg har været opslugt af disse emner i de år jeg har været mor. Det er artikler om disse emner, som jeg næsten altid trykker på, når der dukker overskrifter op rundt omkring. Kan ikke lade være. Er der mon noget jeg har misset, noget jeg kan blive klogere på? Nogle der måske har fundet en magisk genvej til hele bunken?…

I går aftes følte jeg mig meget klog på det ene emne. Bare for en enkelt aften. Jeg var alene hjemme med pigerne, og havde lavet langtidsstegt kylling med broccolibuketter og broccoliris (jeg koger helt almindelige basmati og rører dem op med kogt, blendet broccolistok – den gider jeg nemlig aldrig rigtig spise alligevel – og det er en meget smart måde at få især Olga til at spise lidt grøntsager). Irma spiste og roste, spiste og roste: ‘Det smager bare SÅ godt, mor’. Så går bølgerne ikke meget højere! Olga spiste ingen buketter – dem delte Irma og jeg (seje tøs!), men fik til gengæld 4 portioner ris. Du godeste altså. Langt de fleste aftener, skal Olga have ekstra mad inden hun skal sove, men det blev ikke noget problem i går.

Og det, at Irma bare guffer mad i sig – der er ikke ret meget kræsenhed tilbage i forhold til for et år siden. For nogle er det måske ikke så vigtigt, men jeg elsker det. Jeg synes det betyder alverden, at hun langsomt er ved at blive rigtig glad for mad. Og så pyt med at hun bedst kan lide sin pizza med tomat og mozzarella, straight up. Og at hun ikke er så god til hverken syrlig eller stærk mad. Hun smager på tingene, er nysgerrig, og kan lide mere og mere. Jeg elsker det.

Og selvfølgelig ikke fordi hun skal være en rollemodel hele tiden, men det gør sgu ikke noget at storesøster smager og spiser, når nu lillesøsteren gør præcis hvad storesøsteren gør. Lille copycat🙂 Ville ønske jeg kunne give jer et billede af Irma der gnaver i et kyllingelår iført pyjamas og katteører… men ak, hun nægtede pure. I må bruge fantasien i stedet.

Tag barnet med i køkkenet

Gave fra Kitchen4Kids 1På mit arbejde er et af vores hovedformål, at få børnene til at blive mere involveret i madlavningen. Statistikken viser, at det er overraskende få, der rent faktisk laver mad sammen med deres børn – selvom intentionerne er gode! Alle vil det gerne, men hverdagen og ulvetime spænder ben for det. Jeg prøver virkelig også at få pigerne med ombord når det gælder maden. Både det, at være med til at dække bord, og f.eks. gøre klar til når vi skal spise morgenmad. Og jeg vil i dén Gave fra Kitchen4Kids 2grad også rigtig gerne have dem med når vi laver aftensmad. Mine gode intentioner møder nogle gange en sur lunte, hvor jeg faktisk er blevet helt overrasket over mig selv, fordi jeg simpelthen ikke kan overskue al den mel, mælk og andet godt udover det hele, og den efterfølgende rengøring der følger med. Reelt set ved jeg jo godt, at det kan dreje sig om ekstra fem minutter med en klud, men oveni alt det andet, kan det jo vælte læsset!

Gave fra Kitchen4Kids 3Nogle gange sker det heldigvis alligevel – specielt når jeg ser hvordan Irma og manden hygger sig med at lave søndagspizzaer og alt mulig andet. Dét vil jeg også have med mine børn!

Og da jeg så fornylig blev kontaktet af Dorthe fra Kitchen4Kids, som spurgte om jeg ville teste et par af hendes varer, sagde jeg fluks ja. For hvis sjovt børne-køkken-grej kan gøre det lettere for Gave fra Kitchen4Kids 4både pigerne og deres tilsyneladende sarte mor, at lave mad sammen, så jatak!! Så jeg fik en superfin pakke med en børnekniv, nogle æggeformere og to sjove silikone-bageforme. Jeg åbnede pakken sammen med pigerne, som straks tog ejerskab på det hele. Kniven praler med at kunne skære i grøntsager, men ikke i fingre. Og det er sgu da en cool aftale. Den har bølget skær og er naturligvis ikke superskarp – og skærer derfor heller ikke pæneste stykker – men Irma tog den Gave fra Kitchen4Kids 5straks til sig, og fik skåret nogle gode agurkestykker, som blev indtaget med stor fornøjelse. Æggeformerne er også ret sjove. Man koger sine æg helt normalt, piller dem, og lægger dem varme ind i formen. De lukkes (og her vil jeg anbefale at man ikke købe giga-øko-æg, der var altså en del af hviden, der gik til spilde da formen skulle lukkes), og lægges i koldt vand i fem minutters tid. Og herpå får man så fine æg formet som kanin, bil, bamse eller fisk. Sjov gimmick!!

Gave fra Kitchen4Kids 6De sidste to silokoneforme er til kager eller is. De giver enten et resultat der ligner et tog eller et slot. Jeg lavede noget smoothie-is og kom i formene, og pigerne fik så lov at spise et helt lokomotiv af is dagen efter… Et kæmpehit! Til oplysning kan jeg sige, at hver portion i den tredelte form, svarer cirka til en muffinstørrelse. Jeg nåede desværre ikke at tage billeder af det færdige resultat, da pigerne var lidt for utålmodige, men I må tage mit ord for det – de var fine🙂

Gave fra Kitchen4Kids 7Jeg håber stadig på at blive bedre til at tage pigerne med i køkkenet – kunsten er, at få plads til skærebræt, madvarer, gryder, skåle og to tøser på køkkenbordet… men det kan altså lade sig gøre.

 – Sponsoreret indlæg.

Om at skuffe børn

Lige siden Irma var helt lille – nok også langt før hun forstod noget som helst – har vi haft den regel, at vi først fortæller hende hvad der er at glæde sig til, umiddelbart før det kommer til at ske. Så ikke noget med nedtælling til at vi skal på ferie, eller til hun skal i biografen med far. Hun får først lov at glæde sig samme morgen som det kommer til at ske. En håndfuld gange har jeg haft en datter med et temmelig forbløffet udtryk når andre voksne er kommet til at afsløre for hende, hvad der skal ske om fem dage – uden at hendes forældre har løftet sløret for noget. Det er selvfølgelig ikke specielt heldigt, men det har heldigvis været nemt at forklare hende om, at hun på lørdag skal i svømmehallen med en veninde eller noget andet sjovt, og hun er endnu ikke blevet vred over, at vi har givet hende forklaringen på bagkant. Det er jo altid noget sjovt vi venter med at fortælle hende om – så skaden er ligesom ikke så stor.

Nu har vi så et par gange lavet en legeaftale med en pige fra børnehaven, som uheldigvis er gået i vasken tre gange. Der har været sygdom og andet irriterende inde og spænde ben for tingene. Men fordi den anden pige har kendt til Irmas og hendes legeaftale flere dage i forvejen, har vi også måtte sige det til Irma, så hun ikke stod helt blank nede i børnehaven. Hun har jo så de sidste gange gået og glædet sig til den her legeaftale – hjemme hos veninden, UDEN (Irmas) mor og far, som Irma har understreget mange gange. Og hele tre gange har vi nu måtte sige til hende, umiddelbart inden aftalen skulle løbe af stablen, at den desværre ikke bliver til noget alligevel. Årh, hvor jeg synes det stinker. Der er da næsten ikke noget værre end det her skuffede barneansigt, der bare gerne ville opleve det, hun nu er blevet lovet.

I virkeligheden bliver vi andre jo mindst lige så skuffede, vi har bare temmelig meget erfaring med at æde det skuffede udtryk – nogle bedre end andre…

Nu har jeg lavet en aftale med legaftale-moren, at vi først afslører overfor pigerne når deres date rent faktisk kommer til at ske. Vi arbejder på i morgen. Jeg krydser fingre for at jeg kan overraske Irma i morgen tidlig med hvor hun skal være hele eftermiddagen! Elsker at se hendes ansigt lyse op når hun opdager at en almindelig dag ikke bliver så almindelig igen.

Men hvad synes I? Skal børn have lov at glæde sig i længere tid, selvom der så også er en risiko for at barnet bliver skuffet hvis aftalen går i vasken, eller er I med på min båd hvor man nærmest overrasker barnet med dagens event?

Dagens fem fakta

  • Jeg har lært, at det kan være svært at planlægge en omsorgsdag i februar. Irma og jeg skulle have startet dagen med et besøg ved ørelægen (pigen taler UTROLIG højt hele tiden, og går hele tiden hen og skruer op for lyden på musik og tv når hun kan), og derefter havde jeg tænkt at vi skulle i Zoo, lidt cafe og lidt hjemme-hygge-pusle-tid, inden vi hentede Olga. Men nej, omsorgsdag i februar blev forvandlet til børns første sygedag – Olga med feber, Irma med hoste, begge med snot. Ørelæge meldte sig syg (ja, hvorfor ikke?), og vi brugte i stedet dagen på morfarbesøg (med kage, jatak) og med tandlægebesøg (tak til fleksibel skoletandlæge!).
  • Hjemmedag med to piger der begge kræver mere opmærksomhed end én person kan give, kræver meget mere kaffe end jeg har nået at brygge til mig selv i dag…
  • Alt kan tilgives og oplades på ny med et gjaldende “Mor, jeg elsker dig” (Efterfulgt af et meget mere insisterende “MOOOOOR, jeg ELSKER dig!” fordi jeg ikke lige responderede indenfor 100/sekund…)
  • Vi har hyret en babysitter! Jeg havde inviteret den søde pige på besøg til mad og en snak om alt det praktiske, og det gik fuldstændig forrygende. Hun er oprigtig glad for pigerne, og vi er 100% trygge ved at sætte hende som brandvagt næste gang vi gerne vil ud – om ikke så forfærdeligt længe…)
  • Manden og jeg er blevet afhængige af True Detective – serien vises på HBO og er fem afsnit inde. Den er blændende god, og endelig har vi noget vi ser sammen. Ved bare ikke helt om jeg skal afsløre hvor mange mareridt jeg ved jeg får, pga den her serie…

Afslappethed

Sker det her mon for tit:

“Irma, du skal ikke gå ud i køkkenet lige nu. Olga har skidt på gulvet.”

…Når det her er den respons jeg får?:

“Nå.”

Vi har holdt en meget afslappet weekend. Det har virkelig været stille og roligt, og med masser af mortid. Der har ikke Irma nu som Klumpværet ret mange timer hvor jeg IKKE har været i en joggingbuks (og nej, min røv har ikke set skyggen af et træningscenter i over en uge, så det har kun været den virkelig afslappede buks). I går var vi for første gang på Post- og Telemuseet, som virkelig er en børneplet midt i centrum. Vi var seks piger – tre voksne og tre små.
Muligvis er vi de sidste herboende københavnere, der aldrig har været der, men pyt. Det er en rigtig sjov indendørs legeplads og da vi bagefter var i cafeen helt oppe på 5. sal, var det et fantastisk personale, der uden en eneste sur mine, godtog at vores unger skiftevis græd, spildte, tabte mad på gulvet, rendte ind foran tjenerne, og efterlod vores bord helt igennem trashet! Ret fedt at være ude når man bare betaler med et smil.

Og selvom jeg stadig mangler at få samtlige slutningerne på de historier der blev fortalt i lørdags, så var det en superhyggelig lørdagstur…Afbrydende børn kan altså være en smule anstrengende med deres snak, deres leg, gråd, sult, tissetrang og alverdens andet – de er jo heldigvis også skidesøde, så pyt med det.  Der er bare tidspunkter hvor børns charme og udtryk kun fanges af forældrene… fx når Olga beslutter at lege tittebøh under dugen, der ligger på spisebordet, eller når hun med snot og mad over alt i ansigtet, flækker af grin over storesøsteren, der skærer ansigter. Eller når Irma skriver sine første ord og stolt spørger: “Hvad står der her, mor?”. Og pludselig i dag siger: “Mor jeg kan sige noget på færøsk: one, two, three, four, five”…🙂

Lidt om ærlighed

Jeg tænker nogle gange på, hvornår man begynder at tillægge sig de her høflighedsløgne? Hvor gammel er man, når man aflæser et andet menneskes reaktion allerede inden den er sket, for så at svare det, man ved de bliver gladest for? Jeg er helt med på, at nogle mennesker sværger til 100% ærlighed – men let’s face it, det er også disse mennesker, som af andre ofte bliver opfattet ufølsomme og uden situationsfornemmelse. Så hvornår mon børn opfanger (eller er det noget vi simpelthen skoler vores børn i?), at en given situation vil blive mere smooth og mere tilfredsstillende for alle hvis du roser værtindens hjem, komplimenterer maden, siger, at det har været en virkelig sjov fødselsdag eller at den der bluse virkelig sidder blændende?..

Irma lægger jo efterhånden mærke til alt. Hun ser næsten altid hvis jeg har noget nyt tøj på, hvis jeg tager et par øreringe på hun aldrig har set før, og da jeg fik klippet pandehår i december, var hendes kommentar: ‘Du ser anderledes ud, mor. Du ligner ikke den rigtige mor’… Jeg har også efterhånden oplevet hendes observerende natur (som børn er flest, går jeg ud fra) når vi går hjem fra børnehaven eller kører i bus, hvor hun tit kommenterer på folk der går forbi, eller snakker om bygninger, hunde i snor, andre i cykelvogne ligesom vores eller noget helt syvende. Og med voksenbriller på, kan det altså blive helt afskyeligt pinligt! (Nu skal det måske lige indskydes at jeg bliver pinligt berørt over mange ting. Jeg kunne ikke holde til at se Klovn, og i serien Fraisier har jeg flere gange måtte skrue væk i de mest pinlige scener…).

Og nu har jeg ikke selv været for enden af sådan en børnepegefinger, der stritter og kommer med kommentarer som ‘se hende der, mor, hun er godt nok tyk’, og jeg tænker, at hvis det en dag skete, så ville jeg nok være temmelig overbærende og så bagefter, i al hemmelighed, gå en tur på vægten (vi ved jo alle hvor sandheden kommer fra!!)… Jeg har skam også været på tur med den pegende Irma, og selvom jeg vist har fortrængt hvad pigen i virkeligheden sagde, så var det noget med den der mand, der vist nok så lidt sjov ud. Og så har hun jo også været i svømmehallens omklædningsrum med faren, hvor hun både pegede og fulgte efter en temmelig stor nøgen mand, fordi det jo simpelthen var så imponerende… Børn er bare pinlige, det er simpelthen fakta!

Jeg synes måske bare det kunne være sjovt at finde ud af hvornår situationsfornemmelsen kommer til med al sin rigtighed og hvide løgne… For hvis nu alle lagde filteret ned bare en enkelt dag (og helst den samme dag tænker jeg..) og gik på Facebook. Hvordan ville det se ud? Og hvor mange venner ville man sige farvel til? Efter at have ytret sin bundærlige mening om børne-katte-mad-solopgangs-billeder? Eller efter at have kommenteret på jeg-har-fået-nyt-job med et det-har-du-da-vist-ikke-fortjent… Eller efter at have fortalt hele verden hvad man i virkeligheden synes om et andet menneskes holdning til straffelovgivningen-farthastighederne-børneopdragelse?

Jeg tænker vi alle sammen skal aftale en dato hvor vi prøver det af? 31. december måske? Så kan dagen derpå bruges på både fysiske og virtuelle tømmermænd…

 

De der børn…

Så stod vi op klokken 05… igen… Kan vi ikke nå at stemme om nedlæggelse af vintertids-konceptet til det kommende kommunalvalg? For så tror jeg nok de fleste børnefamilier ville komme afsted og sætte deres kryds…

Men bortset fra de vågne børn på et virkelig upassende tidspunkt, så har det været en hel og aldeles skøn dag. Efter at være blevet advaret om stormvarslerne på arbejde, og om frarådning af udkørsel ml. 16-19 her til aften, drønede jeg ud af døren en halv time inden klokken normalt ringer ud. Så jeg nåede at komme hjem og stille bilen inden alle mennesker endte i køer på de danske veje. Heldigt med den slags fleksibelt arbejde! Pigerne var i fantastisk humør, selvom Irma godt nok var lidt stille og klagede over, at hun var træt (kan man tillade sig et “så kan du lære det”?…). Og normalt kan mandag alene på skansen godt være lidt op ad bakke, men i dag var pigerne bare i hopla. Irma underholder med sit nyerhvervede smølfesprog – herhjemme bruger hun bare prut i stedet for smølf… Så sangen hedder pludselig ‘Jeg gik mig over sø og land, her mødte jeg en gammel prut. Han sagde prut og sagde så…’ Og eftersom barnet synger HE-LE tiden, så kan I måske tænke jer til hvor mange varianter, der findes over ‘der bor en bager’, ’10 indianere’ og ‘Lille Peter edderkop’ (som i den udvidede version nu har 117 vers…who knew?)

Olga er ét stort smil for tiden. Hun er glad for sin vuggestue, glad for sin storesøster og glad for at gå. Hun vandrer rundt i lejligheden og bliver mere og mere sikker på sin vej. Alting skal også bestiges nu, senge, sofaer, bænke, toiletter og meget mere. Og den er sikker hver gang. Hun falder ned de første 5-7 gange hun kravler op, og så finder hun ud af hvordan hun får måsen ned først. Men det er ikke altid de små stænger kan mærke jorden, og så sidder hun ligesom fast på svævende grund… Hun giver ikke op! Og derfor har hun også røde mærker i hovedet og på kroppen mere eller mindre permanent… Hun øver sig også i at løbe – primært når storesøsteren hele tiden forsvinder om et hjørne. Men her er de små stænger altså ikke klar!

Og da morfaren kom på et kort uanmeldt visit midt i eftermiddagsgrøden, møffede Olga sig op af sin triptrapstol selv – hun kræver hurtige reflekser, den lille fis – fordi morfaren skulle have et stort kram. Det helt store, med armene rundt om halsen og kind mod kind. Og herefter sagde hun sgu ‘hej’. Vi var faktisk helt sikre. Vinkede og sagde hej. Okay, måske var det mere et ‘ej’, men intentionen var der, og hun synes det var sjovt at vi også sagde det.

Så jeg tænker, at hvis vi har en pige, der synger 93% af sin vågne tid, og en, der har sagt sit første ord inden hun er blevet et år, kunne det så være, at man skulle booke en weekend i absolut tysna i meget nær fremtid? For jeg tror vi går en øresmeltende tid i møde…