At være savnet

Jeg ved godt jeg ofte blir lamslået af hvor forskellige mine piger er af sind, men i dag er jeg endnu engang faldet på rø… over, at de kommer fra præcis samme udgangspunkt…

Vi er taget alene i sommerhus her til aften. Der skal males udendørs i morgen, og det blir simpelhen for kedeligt hvis pigerne skal sidde på sidelinjen hele dagen. Så mine forældre tilbød at underholde mens vi så får både friaften og arbejdsdag med god samvittighed i morgen. Tak for det!!

Inden vi kørte fra Brøndby, skulle Irma dog lige advare mormoren om, at hun i sidste weekend, da de sov hos bedsteforældrene på Fyn, kom til at savne os, og på et tidspunkt var blevet ked af det. Mormoren tog det med vanlig ro og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

Men inden vi faldt helt om over, at vi ikke kunne rejse fra børnene under et døgn uden at være savnet, kom det meget nøgternt fra Olga:

Jeg savnede ikke mor og far da vi var hos bedstemor og bedstefar, for vi fik både slik og is.

Og sådan kommer man nemt ned på jorden igen, når man hurtigt kan bytte et sæt forældre ud med et par vingummier…

Reklamer

Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

En fireårig holder fri..

Det bedste ved at være sammen med pigerne hele dagen, er de fuldstændigt fantastiske ting der blir sagt. Særligt Olga er i den gode alder for vildt gode udtryk og sætninger – og når alting så oveni er sagt på sublimt Københavnsk og krydret med et par bandeord hist og her (helt ærligt taler hun som en havnearbejder, og det er ganske og aldeles min skyld, vi arbejder på sagen…)

Bl.a. da vi i morges talte om, at vi i den kommende weekend skal til Fyn og fejre bedstefars fødselsdag. Jeg foreslog at Olga gemte den pæne kjole til på lørdag, hvilket hun afviste pure: 

“Jeg gider ikke være med til fest for bedstefar. Der kommer helt sikkert mange voksne og så gider jeg ikke. Så jeg beholder kjolen på”

Hun skal nok komme på andre tanker i løbet af ugen – og i et sommerhus uden vaskemaskine kan festkjolen vel håndvaskes…

Da vi lidt senere tog et smut ind til Holbæk, sad Irma og hende og diskuterede på bagsædet. Irma fortalte om engang da Olgas veninde M. var på besøg: 

Irma: ” M. fortæller altid rigtig mange historier. Hun sagde engang at vandet i en vandflaske var giftigt”

Olga: “Hun fortæller ikke bare historier, Irma. For M. er 5 år og i storegruppen og derfor ved hun alt. Og i øvrigt var det den grønne vandflaske, og vandet i den er megagiftig. HELT ærligt”.

Da Irma forsøgte at pointere at hun selv gik i skole, blev dette overhovedet ikke accepteret som argument for at have ret. 

Vi kæmper så med, at når barnet siger SÅ mange skægge ting, så bør hun også kunne tage imod at familien griner… der er vi ikke helt endnu… 

Eventyrsmix

Pigerne har fået flotte Pinocchio-dukker af morfaren. Importeret fra Italien. Så med lidt øvelse kan vi begynde at tage billetpris for alle besøgende inden længe… (spørgsmålet er hvor mange gæster vi får hvis jeg annoncerer at alle er tvangsindlagt til dukketeater ved hvert besøg?..)

Men da jeg bad Olga finde dukkerne frem så faren kunne se dem, spurgte hun: 

Men hvorfor er de lavet af træ? Det er jo ikke godt. For så kan ulven puste og puste og puste dem omkuld. Jeg ville ønske de var lavet af mursten. 

Så ikke nok med at Pinocchio ville ønske han var en rigtig dreng – nu skal han tilmed også være stor nok til at huse tre grise OG være støbt i sten… Det er en hård skæbne for én lille dukke. 

De store plusser og minusser

Det handler om at gribe de små stjernestunder, putte dem langt ned i lommen, så man kan varme sig godt og grundigt på dem på de kolde vinteraftner. Og på trods af en ret varm september indtil videre, har det været nogle dage med KOLD stemning for den her mor. Hvis det ikke har været den ene, har det været den anden. Ungerne har sloges om de mest latterlige ting, nægtet at rydde op, nægtet at spise aftensmad og/eller morgenmad, råbt af deres mor, kastet med ting og været trætte og har skiftevis sagt “jeg kan ikke sooooove”… Det har været alletiders.

Men så er det rart, at der er de her gode ting fra lommen. Dem som man ganske forsigtigt tager op, som om de var lavet af glas.

Som da jeg sidste weekend vågnede ved siden af Olga. Hun slår øjnene op og ligger og aer mig på kinden, kigger på mig og siger “du er smuk, mor”.

Eller da jeg for godt halvanden uge siden hentede Irma fra skolen. Hun var i vildt godt humør fordi vi skulle have besøg af mormor og morfar og fordi hun havde haft en superdag i skolen. Vi aftaler at hun skal køre hjem selv og være hjemme i de ti minutter det tager at hente Olga. Og vi cykler det første stykke sammen, og så skilles stierne. Hun råber “hej hej mor”, jeg svarer med et “vi ses om lidt, skat”, og hun returnerer med “jeg elsker dig!!”. Sagt så højt, at jeg både blev varm og forlegen – og ikke fik svaret igen før ved sengetid.

Og nu hvor jeg har pakket de her små gaver ud og vist dem til jer, pakker jeg dem ned igen, og gemmer dem godt. Noget siger mig, at jeg får brug for at lune mig ved dem igen, senere på efteråret.

Lidt at varme sig på

Sommerferien er allerede 5000 kilometer væk, og jeg har besluttet at hænge fast i de små detaljer fra ferien så længe jeg kan. De der små højdepunkter, som jeg kan lune mig ved når nu august har tænkt sig at lege oktober. Her kommer den:

  1. I ferien har pigerne leget rigtig godt sammen. Selvfølgelig har de råbt af hinanden som almindelige børn, men de har også fundet på sjove universer, lavet huler og bygget med lego. Helt uden at blive bedt om det. Og når Olga har spurgt Irma, mens de hopper på trampolinen om de skal “lege slås”, og der i stedet for et svar, bare kommer et “AAAARRRGGGHHH” med en udstrakt arm som lanse, og de falder grinende omkuld nærmest oven på hinanden, jamen, så kan man kun blive en lykkelig mor.
  2. På en af de temmelig mange ture i Sommerland Sjælland (vi er allerede blevet uenige om hvor mange gange vi har været der…), var pigerne henne og prøve nogle mekaniske heste. Jeg overværer Olga da hun kommer ind på sin hest, hvor hun i stedet for at sige “Hyp hyp”, siger “Hip hip”, og hvad er den naturlige efterfølger til det?… Så barnet kommer ind på sin hest mens hun siger “hip hip hurraaaa, hip hip hurraaaa” 🙂
  3. Den der følelse når man er ude at gå tur, strækker sin arm og åbner sin hånd – nogle gange begge – og de så på magisk vis lynhurtigt bliver fyldt af en børnehånd. Det elsker jeg. Det er den dejligste følelse at gå der med hele sin formue i hænderne. Jeg kommer så meget til at savne det når det ikke længere sker automatisk!!
  4. Regnvejrseftermiddage fyldt med boglæsning. Vi har læst et hav af bøger i ferien. Både en masse gengangere: De børnebøger vi har sat i sommerhuset, og som med en helt bestemt selvfølge skal læses når vi er deroppe. Og også en del biblioteksbøger, som er blevet lånt før og i ferien. Olga lærer lynhurtigt teksten i bøgerne udenad, og læser man bare to ord forkert eller springer en sætning over, bliver man korrekset og bedt om at læse om! Irma er blevet helt vild med mangategneserier, og læser dem med stor fornøjelse – læser er nok så meget sagt, men hun er vild med tegningerne og fanger en hel del af meningen selvom teksten er svær. Og nogle gange hvor vi alle fire har siddet fordybet i hver vores bog, og der har været helt stille, bare i 10 minutter (indtil nogen er begyndt at synge eller har bedt om at få læst noget højt), har der været et saligt smil over morens læber.
  5. Den morgen i ferien hvor jeg havde lavet vafler til hele familien, og vi sidder og træffer de svære valg: Hindbær- eller solbærmarmelade? Honning eller nutella?… Og Irma reflekterer over det hun lige nu synes var størst mulige dilemma i hendes liv: “Hvad nu hvis vi en dag løber tør for hindbærmarmelade?” Hvilket vist for alvor fastnagler de firstworldproblems vi bokser med hjemme hos os…

Famileselfie gone wrong...

Denne weekend har vi også brugt i sommerhus, og det var skønt, men også lidt trist at snakke med Olga i morges, der afgjort var klar til endnu en omgang sommerferie, og ikke kunne forstå at vi allerede skulle i børnehave/på arbejde/i skole i morgen tidlig. “Vi har jo kun sovet her to gange”…

I morgen er det mandag, men ikke hvilken som helst af slagsen. Irma starter i 1. klasse og hun glæder sig. Tasken er pakket, alle rum i penalhuset fyldt med spidsede blyanter og farveblyanter, og tøjet er lagt klar. Hun sover sågar med fletninger, fordi det er så fint at “have krøller på i skole” 🙂

Jeg fik tidligere i dag en sms fra min far, der mindede mig om at komme film i kameraet i morgen…en detalje som mine forældre glemte dengang i sommeren 1985, og som gjorde at vi var nødt til at lave første skoledag om dagen efter… Har ikke forsøgt at sætte film i kameraet, men det er ladet op!! Vi er helt klar.

Sandheden kommer fra…

Lige kommet hjem fra børnehave og vuggestue og begge piger leger i gården. Irma er læge og råber til Olga: “Har du en sygdom?”, og Olga svarer frejdigt “Ja, jeg har, Irma” – Altid beredt på leg, hende lillesøsteren. Men efter kort tid skal jeg også undersøges af lægen. Irma spørger hvor jeg har ondt, og vi bliver enige om, at de ømme fødder skal plejes. “Måske kan du ikke tåle neglelakken, mor. Jeg tror der sidder lidt Karius og Baktus i den”…

Efter lidt mere undersøgen, skal jeg også have taget en blodprøve. Det bliver gjort med en (måske knap så klinisk) lille pind. Stik. Irma går hen til sit laboratorie og kigger på prøven. Og efter meget kort tid kommer svaret: “Mor, dit blod er rødt. Så fejler du ikke noget. Hvis det var blåt, havde du haft en sygdom”.

Igen ser hun lige igennem mig 😉 Og lige i dag, på valgdagen, vækker bemærkningen ekstra stor glæde…

Rødt blod

Rødt blod

Sagde hun virkelig det??

Der er bare ting man ikke skal fortælle sine børn. Men sjovt nok skal den slags læres på den hårde måde…

Der er jo den her ting med, at jeg lige nu henter børn iført alt for stramme cykeltights. Øøøøndigt. Jeg er langsomt begyndt at affinde mig med det her look, men der er ting ved netop dette look som gerne må forblive min lille hemmelighed. Men ikke længere, takket være Irma. Tak skat.

Jeg hentede pigerne i dag sammen med Irmas veninde og hendes mor. Vi tog alle herhjem til leg og risengrød. Pigerne havde glædet sig hele dagen! På vej væk fra børnehaven, kom den skønne bemærkning, som jeg ville have ønsket ikke var blevet ytret – og slet ikke SÅ højt…

“Og min mor… Min mor har slet ikke nogen underbukser på”.

Tak…

Evolution i børnehøjde

For tiden er det helt umuligt at læse en bog, se en film eller bare gå en tur uden at blive bombarderet med mere eller mindre filosofiske spørgsmål fra Irmas side. Og da hun for nylig begyndte at interessere sig for hvor mennesker kommer fra, kan jeg kun forestille mig hvordan det lille hoved røg på overarbejde. Vi havde en snak om ,at vi alle nedstammer fra aberne, og jeg kunne godt mærke, at de svar jeg gav hende, ikke rigtig tilfredsstillede de billeder der kørte på nethinden.

I dag fortsatte snakken så – som så meget andet med 4-årige, begyndte det fuldstændig ud af det blå:irma

“Mor, er det rigtigt, at vi kommer fra aberne” (her lød det næsten som om hun spurgte, om det stadig var rigtigt…)

“Ja, det er rigigt”

Lidt stille, mens hun formede næste spørgsmål…

“Har alle mennesker så været i Zoologisk Have?… I bur?”

…det må blive et nej…

 

Citater i stereo!

Udover at sige ‘op’ og ‘gynggang’ er vi ikke kommet så langt med sproget endnu med Olga. Hun er lidt mere den fysiske type – for nu at sige det mildt… Men i dag var der hul igennem da vi skulle synge sange – hvor hun indtil nu har dirigeret med fingrene (to pegefingre mod hinanden betyder Lille Peter Edderkop, to fingre der kravler op af armen betyder Giraffen Gumle…), sagde hun i dag Bager Bo (i hvert fald så moren forstod det…), da det var den sang hun gerne ville høre. Og jeg skal da lige love for at hun blev begejstret da jeg forstod hvad hun mente!! 🙂 

Irma på den anden side, var knap så begejstet da jeg forleden morgen forsøgte at liste ind på ungernes værelse efter noget tøj. Hun var ikke vågnet endnu, men da hun hørte mig (åbenbart ikke lige så stille som en ninja, som jeg ellers gik og troede!!), løftede hun lige hovedet og sagde tørt: ‘Mor, jeg vil gerne sove lidt i fred’… Godt så. Gad vide hvordan den sætning ville blive modtaget hvis det var mig der sagde den kl. 04 om natten…Billede