Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

Reklamer

Afslapning tiltrængt!

Min lille børnehave-udbryder af en 4-årig valgte igen i mandags at chokere både personale og forældre, da hun endnu engang tog turen væk fra børnehaven, uden opsyn… Ikke verdens sjoveste opkald at få, midt i en mødetung dag, at “Olga har sammen med to andre piger åbnet den store låge og gået på tur”… pigerne var blevet stoppet af en voksen, der syntes de var lige lovlig små til at gå rundt for sig selv, og så var de blevet eskorteret retur… 

Så resten af ugen har jeg haft telefonen lige ved hånden just in case at de igen skulle ringe fra børnehaven… Hvor mange grå hår kan man mon gro på en enkelt uge??? Heldigvis har hun (tilsyneladende) forstået budskabet, men sidder nu bare og venter på hendes næste træk…

Da faren fx havde talt med pigerne om hvad de mente fantasi var. Irma havde talt længe om hjemmedigtede historier om prinsesser og drager. Olga derimod havde sagt: 

“Far, jeg har hele tiden fantasi i hovedet, for jeg tænker jo hele tiden. Og fantasi og tænke er det samme. Jeg tænker når jeg spiser, og lige inden jeg skal sove, og når jeg sidder på toilettet”. 

Det kommer ikke bag på mig, at hun er en lille tænker, for hun forsvinder meget ofte ind i sine egne tanker. Men hvis jeg lige kunne få en personlig gps til de tanker, bare i ny og næ, så jeg ved hvor hun tager hen?? Det må være en mors privilegium…

 

Efter-børnehave-snak

Efter at have pjækket fra hjem-cykelturen i dag (18 km i gråt snask er bare virkelig kedeligt) hentede jeg Olga i børnehaven. Vi cykler ved siden af hinanden og hun stopper for at spise lidt af sit æble: 

“Mor, jeg har ondt her (peger med en legeplads-beskidt finger inde i munden). 

Nu ved jeg det. Det er jo fordi at mellemgruppen snart skal være storegruppe. Og når man er storegruppe, ryger alle tænderne ud. Det siger Ida og hun har faski en storesøster. Idas storesøster blødte lige ned i tallerknen. Og der var blod overalt”

Måske er Olga klar til at være storegruppe om en måneds tid. Men er jeg klar?? Det lyder som lidt af en gyser!!

8 børn, 20 pølsehorn og kakao ud af næsen…

Første fødselsdagsfejring hjemme. Og den meget-tæt-på-4-årige måtte lige tage en lur i eftermiddag ovenpå strabadserne (den selvsamme næsten-4-årige som i morges fik en nedsmeltning og slet ikke ville have at børnehaven skulle komme på besøg, da hun ikke kunne finde ud af hvor gammel hun var: “Er jeg stadig 3 et halvt eller er jeg 4”? “Du bliver fire på søndag, så du er næsten 4” = STOR KRISE!!)

Krisen blev heldigvis afblæst ved hjælp af farens geniale afledningsmanøvre “Skal du se ballonerne som mor har købt?”, og så var alt godt. Lidt før de skulle gå fra børnehaven, gik jeg derned og satte balloner op på halvdelen af lygtepælene mellem børnehave og hjem. Der var en til hver af børnene – og lidt ekstra i tilfælde af bortfløjne slagser… Det var en total kopi af en 4-års fødselsdag vi holdt for storesøster for tre år siden. Ungerne synes det var vildt skægt at fange ballonerne, og gik meget op i at de forskellige farver.

Hjemme fik de afmonteret flyverdragter og fløj direkte op på 1. salen – op til alle legesagerne. Alt blev vist leget med: Barbie, klæd-ud-kjoler, lego og køkkenet med legemaden. Fisme praktisk med store dobbelt-værelser!! Der var vist et par stykker der gik på opdagelse i stuen på 2. og en af pædagogerne spurgte nysgerrigt til det manglende fjernsyn, og stillede det spørgsmål jeg har småklukket over resten af dagen: “Ja, altså, undskyld jeg spørger, men når man ikke har noget fjernsyn, hvad laver man så om aftenen??”…

Vi afledte legen på børneværelset med frugt og juice – og lidt senere boller, pølsehorn og varm kakao. Et par af ungerne fik et grineflip (noget med at puste luft på hinanden igennem gennemsnaskede sugerør tror jeg…), og sådan blev bordet pludselig sprøjtemalet med kakao. Og så var der sang og gaver fra børnehaven. Sangen blev dog lidt for lang for Olga, da hun halvvejs igennem afbrød (primært de voksnes) skønsang for at bede om et pølsehorn mere…

Pludselig var der gået to timer, og børn, pædagoger og balloner drog hjem igen mens hovedpersonen fik lov at blive hjemme iført sin favorituniform: Undertøj. Hun mente bestemt at have haft en god fødselsdag – med stadig lidt mere i vente på søndag.

For 1453 dage siden

Nu er der kun en uge til at Olga bliver 4 år. Og jeg skal nok komme tilbage med indlægget om hende og de mange ting hun har givet os i løbet af de seneste år. I ugen der kommer skal vi både have børnehaven hjem på besøg og have 4xbedsteforældre til at komme og fejre og rockerforkæle den lille fødselar. Børnehaven har ikke været her før – mest fordi vi havde boet her i Albertslund i cirka tre uger, da Olga blev 3 år, men også fordi hun på sin fødselsdag sidste år skvattede ned af trappen og slog hul i hovedet… Så i stedet for at dele frugt og godter ud, tog hun med moren på skadestuen. I virkeligheden siger det bare rigtig meget om Olga og hendes væsen, for jeg kan ALDRIG forudsige hendes handlinger og reaktioner. Når jeg mener at have forstået hende til fulde, vender hun 180 grader og gør det modsatte af hvad jeg havde forventet. Mere om det senere på ugen…

Lige nu sidder jeg og skriver mens ismaskinen i køkkenet snurrer – det er en maskine jeg har lånt af min mor, da jeg på ingen måde ville kunne styre at have den slags easy-fix-maskiner i hjemmet – så er første del af Olgas islagkage in the making. Jeg kender nærmest ingen der er så glad for is som hende, og da hun ikke er den store kagespiser, og heller ikke er til flødeskum, var de vanlige fødselsdagsmodeller ikke rigtig på tapetet, og det her blev den fødte løsning. Faren mener dog ikke at man i vores familie kan have en fødselsdag uden en ‘føsdagsbrunner’, så vi er nok ude i dobbelt-op på kagefronten… Så er bedsterne hermed advaret!!

Og nu er det sengetid for mødre, der var ude og fejre årets første julefrokost i går, og som sov i køjesengens underkøje hele natten med en hostende datter som sovebuddy… Zzzzz…

Nemme ting som man lige kan underholde omtrent 10 4-årige med på torsdag, modtages i øvrigt med kyshånd!! Vi har nemlig taget fri, og købt ind til mad – men har derudover planlagt lige præcis ingenting…

Barnet, der ku’ det hele

Jeg har en datter, der burde få en guldmedalje. Hvis man kunne få en medalje for at være god til at gå i børnehave, flytte til ny by, blive renlig og få 300 nye ord, OG faktisk være sød og omgængelig det meste af tiden. Jeg synes faktisk det er ret godt gået når man kun er 2 år og 9 måneder.

Hun kan sætte ord på alle sine følelser – i hvert fald dem hun har behov for. Hun bliver praktisk talt ikke frustreret over ikke at blive forstået længere. Den eneste hun bliver rigtig sur på er sin søster, når Irma triumfer hende udi styrke, argumentation og stemmevolumen… Hun er blevet sindsyg sej til at gå i børnehave. Allerede her efter 14 dage vinker hun til mig om morgenen og går tryg ind på stuen. Og jeg er bare så imponeret over hende OG institutionen. Alle de ansatte er simpelthen så imødekommende, og virker til at kunne huske de aftaler vi har indgået om lur og sutter og hvad der ellers lige er aftaler om. Det her er måske et minimum af hvad man burde kunne regne med i sit barns børnehave/vuggestue, men det er bare ikke den oplevelse vi havde med i bagagen, desværre.

Og så er hun simpelthen blevet renlig. Det har taget en sommerferie og en sjat herefter. Hun har fuld kontrol over hvad hun skal på toilettet og hvornår hun skal det. Hun sover ikke engang med natble mere. Hun vil stadig gerne lave lort (kalder vi det det? Ja, gør vi ikke??) i sin ble, og det får hun lov til. Men resten er fuldstændig på skinner. Hun vil endda gerne tørre sig selv. Hvor nemt kan det pludselig blive?!

Og den her flytning. Af pigerne har det absolut taget hårdest på hende, men hun klarer det bare SÅ flot! Hun har spurgt et par gange efter at komme rigtigt hjem, og det er da også smaddersvært at forstå, hvorfor vi opholder os så lang tid på de her mellemstationer. Men nu glæder hun sig egentlig bare til at komme hjem og fortælle mormor og morfar om sin dag i børnehaven. Og det er sgu da fedt. Begge piger har affundet sig med, at blive fragtet rundt i bil i stedet for på cykel, og jeg tror egentlig at det lige nu, er helt okay.

Kan jeg leve med at hun i denne sommer faktisk er blevet en stor pige? Ja, det kan jeg. Det er skønt – både for Olga og mig!

Om løgnhistorier og flyvende madpakker

Det er sjovt som man kan glemme (læs: fornægte) hvor hård sådan en indkøringsuge er. Ikke med Irma, heldigvis. Hun har været glad hele ugen, er gået i seng og har glædet sig til dagen efter. Hun har leget med nye børn hver dag, selv gået ind i klassen med ordene: “Bare gå, mor”, og har været på cykeltur hele dagen i dag. Da jeg spurgte om hun ville have en rugbrødsmad da vi ramte hjem, sagde hun: “Jeg vil gerne have 2! Min madpakke fløj væk fordi det blæste så meget”. En simpel konstatering. Ikke sur og totalt nedsmeltet pga sult, men bare “smør lige en ekstra, nu du er i gang-agtigt”. Store barn.

Olga på legepladsDet har naturligvis været temmelig meget noget andet med Olga. Hun er startet i en institution, der indeholder én vuggestue-stue og én børnehavestue. Så det er meget overskueligt. Lokalerne er dog cirka lige så store som i den gamle institution, hvor der var 3 gange så mange børn, hvilket i høj grad giver pluspoint på lydniveauet på stuen! Pædagogerne virker superkompetente og imødekommende, og er ikke bange for hverken temperament og løgnehistorier. Heldigt, for allerede på dag to begyndte Olga at lyve. Vi var med ude på legepladsen hvor hun lidt genert holdt sig lidt i baggrunden og betragtede de andre børn. En pædagog hun ikke havde mødt før, kom hen og sagde hej og spurgte hvad hun hed, hvortil hun siger “Jeg hedder Sofie”… Okay så… Til frokost samme dag sidder vi og venter på at alle er klar til at spise og vi, som de nysgerrige forældre, spørger de andre børn hvad de hedder. Det slutter med at Olga siger “Min far hedder John, og jeg hedder Jonna”… Øøøøøøøhhhh….??

På tredjedagen tager hun dog alligevel prisen da hun deltager i en gruppe på tre børn og en pædagog i lidt dialogisk læsning. De læser Guldlok og taler om alt muligt rundt om historien, og pludselig begynder Olga at fortælle om dengang hun havde en rokketand (!!!?), og hvordan hun lagde den under puden (?!?), og så kom tandfeen med en gave (!!??) og til sidst fik hun plaster på… Jeg er åbenbart mor til Münchhausen…

De sidste to dage har hun prøvet at være alene i nogle timer. I onsdags tøede hun op efter 10 minutter og var faldet så meget til ro efter tudeturen, at hun var faldet i søvn på skødet af ham, der står for indkøringen. I dag var hun blevet god igen efter bare to minutter, og jeg fik det sødeste opkald af køkkendamen fem minutter efter jeg var kørt derfra. Jeg var gået grædende fra børnehaven (fordi det med at gå fra sit grædende barn bare ikke er særlig sjovt) og var stødt ind i køkkendamen på parkeringspladsen. Hun gav mig et kram og sagde at det nok skulle gå, og 5 minutter ringede hun og bekræftede netop det. Meget omsorgsfuldt.

Nu krydser jeg bare fingre for at mandagen og resten af næste uge går som det skal. Irma skal starte i SFO og Olga skal afleveres til en fuld dag i børnehave. Og moren skal på arbejde efter 4 ugers pause! Puuuuuha!

Historieundervisning…

Irma går kort fortalt i verdens bedste børnehave. De har ikke de flotteste lokaler eller den mest udfordrende og grønne legeplads, men de har nogle helt sindsygt dedikerede voksne mennesker ansat, som kaster deres kærlighed på vores heldige børn. Hun har gået i børnehaven i 2,5 år og helt ulig vuggestuen, så har der været 100% stabilitet på stuen, hvilket jo er fuldstændig uhørt i vore dage. Pædagogmedhjælperen på stuen er en mand med benene solidt plantet på jorden, han elsker hård rock og fortæller myter og historier til ungerne. De historier bliver genfortalt. Og det er så ubeskriveligt sjovt.

I lang tid var det de nordiske myter, som han fortalte. Og jeg har stort set al min viden herom fra Valhalla-tegneserierne og min fars godnatfortællinger… Mange af historierne kan jeg dog stadig stykke sammen, og med det sammensurium af historie-brudstykker Irma kommer hjem med, stykker vi tingene sammen på kryds og tværs. For tiden fortælles han historier om vikingerne. Her er jeg med ift. togter, tidsregning og (nogenlunde) geografi (og naturligvis Asterix og Vikingerne…), og jeg kan derfor ret nemt regne ud, at det Irma fortalte mig i dag, er temmelig skævt…

Vi er på vej hjem på cykel, næsten henne ved lågen ind til gården. Irma kigger på alle bilerne på gaden og fortæller så skråsikkert:

“Mor, kender du godt vikingerne? Det var dem der lavede alle bilerne, og husene også. Nu har de givet dem til nogle andre, og det er derfor vi har biler og huse i dag”

Jeg ANER ikke hvad Peter har fortalt ungerne om vikingerne, men jeg vil vædde alle de vikingebiler jeg finder på Amager på, at han ikke har fortalt dét!

 

14 børn, 2 pædagoger, ugennemtænkte pølsehorn og masser af glasur…

Det tager lidt på kræfterne at køre sådan et børnearrangement af. Vi fik begge piger ud af vagten i morges, og jeg styrtede tilbage og hjalp med at gøre de sidste ting klar. Der var lidt oprydning, formning af kanelsnegle, glasur der skulle farves, kakao der skulle lunes, boller der skulle formes, og pølsehorn der skulle rulles. På halvanden time… Og nej, det her er ikke et program jeg vil anbefale hvis du kun er én i køkkenet! Jeg hentede de afgangsklar børn i børnehaven, og Irma og jeg førte trop hele vejen hjem. Vejret var sådan set fint på det tidspunkt, så vi legede lidt i gården og drak varm kakao med flødeskum.

Oppe i lejligheden duftede der så vildt af hjemmebag, at børnene stort set instinktivt blev sultne. Så ret hurtigt linede vi op med smørsmurte boller og pølsehorn. Og her var det så, at INGEN af os havde tænkt tanken omkring svinekød i pølser. Jamen for filan, hvor dumme kan vi være? Sidste år var vi altså en del mere tjekkede hvad det angik. Nå, de tre drenge fik lidt flere boller, og så var skaden heldigvis ikke større.

Børnefødselsdag

Højdepunktet var da ungerne lidt senere skulle have kanelsnegle, og vi havde lavet tre skåle med hidsigt farvet glasur (Irma havde valgt lilla, gul og grøn) og sukkerkugler. Så var der dømt pyntning til den helt store guldmedalje. Ret simpelt! Resten af tiden var der fri leg, og manden fik lov at agere gamemaster, da et par af drengene viste interesse for nogle brætspil…

Men altså, bortset fra det med pølserne, forløb alting helt perfekt.

Ovenpå alt det hurlumhej er jeg helt kvæstet, hvilket betyder at Nisseline også er lidt hyggesløv… Hun har fundet alle de fine store barbapapa-puslespil frem og samlet dem alle sammen. Og i morgen er der dømt juleferie! Tror nok det betyder lidt ekstra i posen til alle 😉

Puslemani

Fødselsdagshjælper-nisse

I søndags fortalte jeg stolt om min meget tålmodige store datter, der sagtens kunne vente på at lillesøsteren vågnede før hun åbnede sine adventsgaver… I morges, var det godt nok svært for hende. Her lå den kæmpestore pakke lige foran nissedøren – og der lå endda et par små chokoladekranse ovenpå…åååååååhhhh. Lidt i 6 kom hun ind til mig og bad om at få lov til at spille Ipad. Det fik hun lov til. 20 sekunder efter kom hendes små fødder spurtende ind til sengen: “Mor, der ligger en stor gave og der er også chokolade. Må jeg godt åbne den?… Og må jeg godt spise chokoladen?”. Hun fik lov til at spise den ene af kransene (der var 2 til hver), men der var sørme kun Olgas tilbage da vi stod op… Og hun var virkelig ærgerlig over, at hun skulle vente med pakken. Juletiden er hård ved de utålmodige!!

Men jeg må virkelig anbefale de her Barbapapa-puslespil igen. De er megagode, og det her i Netto var en hel del billigere end de andre vi har købt i tidens løb. Så go go, mens de stadig er på lager.

Jeg morer mig lidt over, at alle forandringer herhjemme er nissens værk. Jeg havde hængt nogle julestjerner op i går aftes: Nissen. Manden går hjemme og kæmper med noget sygdom, og havde glemt en kiks inde på børneværelset: Nissen. Der er kommet blomster i vindueskarmen: Nissen.
Nu er nissen for alvor flyttet ind!

Og her til aften har Nisseline meldt sig som en hjælpsom sjæl. I morgen får vi jo børnehaven på besøg, og der skal bages og gøres klar med alverdens ting og sager. Og Nissen har simpelthen været så sød at puste de 20 balloner op som når børnene er fulgt i institution, (formentlig) skal bindes til et flag og plantes hele vejen hen til børnehaven. Det er den simpleste skattejagt, og vi gjorde det også sidste år. Irma synes det hører med, men jeg vil gerne gøre noget andet med dem… Så måske får hun sin vilje, måske bliver hun overrasket – vi ser hvad opfindsomheden rækker til.

Ballonfest

Ballonfest