Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

Reklamer

For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!