Mor for anden gang…

Måske har jeg været tv-serie-fan for længe? I hvert fald sad jeg pænt mandag aften og så Medical Night og sendte tude-sms’er til min søster – fuldstændig klassisk mandag aften… – og da jeg slukkede og gik ud i køkkenet, fik jeg aftenens første ve. Klokken var 22.04. Fordi jeg havde fået at vide, at vi skulle komme hurtigt ud på hospitalet for at forsøge at nå de to antibiotika-indsprøjtninger, jeg skulle have mens jeg var i fødsel – pga de der streptokokker – ringede jeg allerede til Hvidovre efter 4. ve. De sagde ja til at vi kunne komme og vi skyndte os at tilkalde mormor og morfar til at kigge efter Irma. Min far kørte os ud på Hvidovre i en helvedes fart, og veerne tog stille og roligt til… Vi landede på akutgangen 23.30 og jeg blev modtaget på en kontorstol… ja, jordemorderen synes det var lidt pinligt at landets største fødeafdeling ikke kunne præstere en kørestol, og manden ærgrer sig vist stadig over at han ikke nåede at tage et billede… Nede på fødegangen havde jeg det virkelig som om jeg skulle tisse, og jeg fik lov til at gå på toilettet. Manden gik heldigvis med. For der gik ikke længe inden jeg fik en ny ve og besvimede – jeg kan åbenbart ikke føde uden drama! Manden nåede heldigvis at gribe mig lidt, men mit hoved nåede stadig væggen umådelig hurtigt… Har stadig øm pande, sår på næsen og et par skrammer hist og her. Da en jordemoder fik kontakt til mig igen efter et minuts tid anede jeg overhovedet ikke hvor jeg var, og først efter en ve mere kom jeg i tanke om det…

Nå, ikke mere drama! Nu skulle jeg bare tilbage på sengen og holde manden i hånden mens de næste veer kom i hastigt stigende tempo. Omkring 00.20 fik jeg lov til at presse – og på 7 minutter var hun ude. Både mandens og jordemoderens hurtige konklusion: Sikke en god føder du er, det skal du da gøre igen… Min tanke: Tror nu lige vi tager ét barn ad gangen… Lillefisen kom op til mig med det samme, og fik klippet navlestrengen af faren. Og jeg behøver vel ikke at sige, at jeg ikke nåede mine antibiotika-skud? Så vi blev ikke sendt hjem med det samme, men blev i stedet installeret på patienthotellet fordi man efter 36 timers observation, kan fastslå om barnet har fået en infektion eller ej. Jeg kan hermed løfte sløret for at hun tilsyneladende intet fejler, at hun er helt feberfri og spiser til den helt store guldmedalje!

Hun kom ud og var 51 cm og 3475 gram. Og lillesøster er samtidig blevet navngivet Olga. Hun har arvet sine fars lange lemmer, og har både lange fingre, tæer og fødder – helt modsat storesøsteren som mere slægter moren på (den korte og brede model…). Både moren og faren har en klar fornemmelse af at forskellene mellem de to søstre ikke stopper der, men lad os nu se som tiden går. Vi kom hjem i går til frokost og grovnyder at være hjemme. Irma er indtil videre en drømmesøster, som gerne vil nusse og kysse den lille ny – og da hun i dag blev sendt i børnehave med flødeboller var hun ét stort smil (og glemte næsten at fortælle om søsteren, fordi det lige pludselig var vigtigere med de der flødeboller…) Men da faren hentede hende senere på dagen, kunne pædagogerne fortælle at Irma havde brugt lang tid på at fortælle om sin nye rolle, der var blevet leget rigtig mange nu-er-det-min-tur-til-at-være-storesøsteren-lege og hun havde skiftet dukken et par gange eller 10…

Og vi er hermed blevet fire herhjemme i stedet for tre, og det er virkelig en kæmpe forandring. Ingen af os har vist vænnet os til det endnu. Men glade er vi – temmelig trætte og rigtig glade 🙂 Velkommen til verden, min skat. Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende.

Så skete det!

Jeg har tænkt meget på hvordan jeg skal indlede dette blogindlæg, fordi det har uden tvivl har været den mest oplevelsesrige og fantastiske uge i hele mit liv! Men jeg tror bare jeg springer ud i det…

Den 25. december sad vi til julefrokost hos mine forældre, og midt i en sjov historie og et stykke med sylte, gik vandet…En temmelig blodig affære for mit vedkommende. 3 kvarter senere var vi på Hvidovre Hospital, hvor jeg havde en forventning om at vi skulle være i ca. 10 minutter, og så blive sendt hjem, men sådan blev det overhovedet ikke. Det viste sig at min moderkage havde løsnet sig, derfor den blodige indledning. Og når det sker, går kroppen i beredskab og sætter turbo på, fordi der er risiko for at barnet kan lide af iltmangel eller andet farligt. Personalet fortalte os at de lige ville undersøge om jeg skulle have kejsersnit eller om jeg kunne føde naturligt, men under alle omstændigheder skulle vi berede os på at blive forældre samme dag – på dette tidspunkt var klokken 18!! Ret hurtigt vurderede lægen, at ved nøje overvågning, burde jeg sagtens kunne føde mit barn, hvilket jeg virkelig var glad for!

I samme nu begyndte jeg at få veer – med 5 minutters interval – sjovt som man ikke er i tvivl når den første ve kommer… Jordemoderen forklarede, at hvis vi havde planlagt at jeg skulle i badekar, have epidoralblokade eller andre sjove sager, kunne vi godt lægge de ideer på hylden. Godt så…Det var der simpelthen ikke tid til.

Herfra gik det temmelig stærkt! Ved “normale” førstegangsfødsler udvider kvinden sig 1 cm i timen, jeg udvidede mig 4… Det var nogle ret intense timer! Jeg er virkelig glad for at personalet på Hvidovre var SÅ professionelle – på intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller bekymret, og de var virkelig gode til at sætte al drama udenfor døren, og informere os på højeste niveau. Fantastisk altså! Jeg nåede at få lidt lattergas i udvidelsesfasen, men det kunne vist lige så godt have været ren ilt – det var sådan set kun det, at jeg havde en maske at fokusere på under veerne, der gjorde mig godt.

Cirka 21.30 havde jeg udvidet mig nok og var klar til presseveerne – ifølge personalet altså! Her var jeg godt nok klar til lige at tage en skraber og klare resten i morgen… Og da jordemoderen bad mig om at holde benene oppe selv, troede jeg aldrig jeg skulle klare det. Men det er altså utroligt hvad ros og peptalk fra jordemoderen kan gøre.

55 minutter senere kom vores lille datter til verden! Hun skulle lige have lidt ilt at starte sin færd på, men efter et par minutter fik faren lov til at få hende – det syn glemmer jeg aldrig. Min dejlige mand med vores helt nye datter i armene, helt fyldt af følelser og tårer, meget fantastisk at se. Herefter kom hun over til mig, hvor hun straks begyndte at søge efter bryst. Dejligt at se familiens gener træde i karakter allerede fra første færd: Mad kommer altid i første række 🙂 I to timer lå hun og pludrede – jeg forestiller mig at hun selvfølgelig gerne ville fortælle om hvordan hendes oplevelser havde været…

Nu er vores lille Irma 8 dage gammel, og vi har allerede været beriget med et utal af familiens og gode venners besøg og beundring – virkelig dejligt. Vores hjem er pyntet med fine buketter og barselsgaver, og både manden og jeg er i 7. himmel!! I virkeligheden tror vi nok at alting går efter bogen, hun spiser godt, har gode fyldte bleer, og er super opmærksom når hun er vågen. I dag skal hun have sit første bad, og vi er temmelig spændte på hvad hun synes om det.

Hun har et godt sovehjerte og ytrer stort set kun sin utilfredshed når moren ikke er hurtig nok til at finde babsen frem. Igen kan jeg se at mine gener skinner utroligt tydeligt igennem…

Velkommen til verden min lille skat!! 😀

Forberedelse og aftapning..

I fredags var vi til fødselsforberedelse for anden gang. Denne gang handlede det om smertelindring af enhver slags, og hele forløbet omkring fødslen. Nogen synes måske at det kan være skræmmende at høre om, men jeg synes at viden giver ro på – i hvert fald i det her tilfælde! Jeg synes det er meget behageligt at kende de forskellige muligheder, både indenfor bedøvelser, blokader, alternative muligheder og fødestillinger. Og jeg er meget tryg ved at vide, at jeg kan ignorere nogle af de nyhedsbreve og bøger der foreskriver, at man skal have lavet en ønskeliste over hvordan man tænker fødslen skal forløbe – for hvordan kan jeg på nogen måde lave sådan en liste når jeg ikke kender min egen smertetærskel (hvad fødsler angår..) eller i det hele taget ved hvordan alting vil løbe af stablen?!? Jordemoderen forklarede derimod at det bedste var, hvis vi holdt os åbne overfor alle muligheder, men at vi altid havde muligheden for selv at foreslå noget eller simpelthen sige nej til jordemoderens forslag. Måske banalt, ja, men dælme godt at få gentaget!!

Afslutningsvist spurgte jeg om de havde nogle gode forslag til hvad man kan stille op med al den overskydende væskesamling i kroppen – og her foreslog de begge (jordemoder og jordemoder-studerende) at jeg skulle opsøge en akupunktør. Der er ingen garantier for at det virker, men muligheden foreligger. Jeg har aldrig prøvet det før, men det skal jo ikke afvises af den grund. Så tiden er nu bestilt, og jeg glæder mig til aftapningen – ja, okay, jeg har en forestilling om, at lige så snart nålen stikkes ind, så pibler vandet ud… Måske har jeg et andet billede efter på onsdag, men lad mig lige blive lidt i troen… 😉