Spontan tur sydpå

Irma og jeg har været på Falster til hygge med gamle venner og deres skønne børn. 7 børn har vi indtil videre imellem os, i alderen 11 uger til 4 år. Og vi taler jævnligt om hvordan vores møder har ændret sig over de sidste 5 år… Fra drinks og latenight spille-aftner til intensivt støjniveau og afbrudte samtaler… Ikke at nogen ønsker det anderledes, men derfor kan vi jo godt begynde at småglæde os til 10-15 år ud i fremtiden 😉

Men det er sgu fedt at se børnene udvikle sig, lege sammen, efterligne hinanden og lave ballade sammen! Og også opdage at de er lige så forskellige som vi jo er – jeg glemmer det bare nogle gange fordi jeg har kendt de tre mødre siden 6. klasse! Da vi ankom i går brugte Irma fx en hel time på at se de andre an, og det var faktisk først efter 2-3 timer at hun holdt op med kun at lege ved siden af, men også MED de andre. Jeg er ikke i tvivl om at hun har hygget sig på denne tur, men hun har brugt rigtig meget krudt på at observere og finde sig til rette blandt de andre børn. Ret pudsigt at se, når jeg til daglig ser hende i en rolle hvor hun er klart mere på hjemmebane.

Og så fik jeg igen bekymret mig for ingen verdens nytte, for turen til Falster tur/retur gik stort set smertefrit. Med fuldt opladet iPhone indstillet på de bedste Lillenørd-afsnit, masser af mariekiks, figenstænger og ekstra sutter, og hukommelsen tunet ind på alle de sjove børnesange til de steder på Sydsjælland for netforbindelse altid stinker. Det kan jeg sgu godt gøre igen (og det var så lige nu at nemesis kom og bed mig i røven…)
Men det gør mig da lidt mere rolig når jeg tænker på de bilferier der ligger ude i nær fremtid!

Dejlig weekend har det været og jeg er nu fuldt ladet op til en ny arbejdsuge – satser på 5 arbejdsdage i denne uge!!

Reklamer

Weekend med bil

Måske er det fordi vores almindelige weekender ligger lidt lavt når det kommer til oplevelser og udførelser, men jeg synes virkelig vi har været aktive i denne weekend. Og vi har virkelig fået udnyttet at være bil-indehavere for en weekend – og nu ingen smarte kommentarer om at de to ting hænger sammen… Men altså, fredag var jeg i Ikea og købe seng til Irma og vi samlede den samme aften. Irma var meget aktiv med at sætte skruer i alle huller – hvilket nok forsinkede processen en anelse… “Jeg hjælper, far” blev hun ved med at sige 🙂

Lørdag var vi en tur i Middelfart og fejre Irmas Bedstefars 70 års fødselsdag. Det var helt fantastisk at kunne køre ud og hjem samme dag og jeg er meget taknemmelig for at de havde valgt at fejre det med en lækker brunch nede på havnen. Det var den mest børnevenlige setting vi kunne ønske os. Det tog lige Irma en halv times tid før hun havde oparbejdet mod til at begynde at snakke (lige tids nok til den første tale…) og lige lidt yderligere tid før hun løb afsted sammen med kusinen. Så langt det meste af eftermiddagen så hun ud ligesom på billederne, opkogt og glad! Ikke helt skidt.

I går havde vi store planer om at tage på nye uopdagede legepladser eller drikke varm kakao et nyt eksotisk sted, og da vi havde gjort rent, pudset vinduer (mig), løbet knap 20 km (ikke mig…) og hygget med Irma hele formiddagen var vi klar til afgang. Men det var bare ikke rigtig gået op for os at Irma var gået hen og blevet træt (ups!), så efter 2 minutter i bilen snorksov barnet… Så meget for planerne. Vi endte med at køre en længere søndagstur, købe is i Dragør og sludre – alt imens barnet snorkede derudaf. I dag har jeg holdt en ekstra fridag for at besøge et styks lækker baby på Falster. En af mine ældste veninder har fået barn nummer to, og hende skulle jeg ned og møde. Der er nu ikke noget som en uge gammel baby, der kan få æggestokkene til at gå amok… Så alt i alt en fantastisk forlænget weekend, hvor vi har grove udnyttet at have fire hjul. Ret komfortabelt faktisk!

Og i morgen lander mine forældre, og bilkomforten er slut – lige som jeg er blevet tryg ved at køre igen… Må trøste mig med at min mås ville være adskillige størrelser større hvis jeg rent faktisk ejede en bil, det hjælper lidt!