Da far var barn…

“Og Irma, da jeg var barn, var der ikke altid mad nok til alle. Så når bedstemor råbte at vi skulle spise var det bare med at være der i en fart”…

“Og da jeg var barn havde vi ikke senge til at sove i, men vi var nødt til at stå op og sove. Jeg havde heldigvis et fint værelse: kosteskabet bag trappen. Og her kunne jeg stå med panden mod væggen og sove”…

“Og da jeg var barn fik vi ikke nogle julegaver. Der var et år hvor jeg fik en papkasse, og jeg blev vildt glad og legede rigtig meget med den indtil jeg en dag glemte den ude i haven. En våd papkasse kan man ikke lege med. Så næste jul fik jeg en pind”…

Olga lytter nærmest ikke efter de her historier som faren tit fortæller når der engang imellem er ro ved spisebordet. Men Irma lytter, spørger ind (hvorfor der, far??) og følger med helt til historiens slutning. Og så kigger hun på mig, hendes utroværdige sandhedsvidne, og hvis jeg så, som her til aften smiler og himler med øjnene, kigger hun tilbage på sin far og konstaterer: “det er altså løgn”. Andre gange nikker jeg nøgternt og så vender hun tilbage til at være skeptisk, men dog undrende… 

Nu har vi løjet for pigerne hele december. Hvorfor ikke bare fortsætte og se hvornår korthuset ramler??

Reklamer

De bedste forældre

“I er bare de bedste forældre”, fik vi at vide i børnehaven. Tilmed af en professionel. Og tilmed af en pædagog, som har oplevet os på nært hold, næsten dagligt, i snart to år… Og når sandheden skal frem, var det jo ikke mig der fik beskeden, det var manden min. Og måske burde beskeden have været: “Du er bare den bedste far”.

Og nej, det er ikke et forsøg på at sætte mit eget lys under en skæppe, men måske bare en sjov måde at være lidt taknemmelig på. I hvert fald på bagkanten… For når manden min bliver gal på mig, når jeg bliver vred på pigerne, så er det ikke just taknemmelighed jeg føler… Eller når Irma i dag kommer hjem fra børnefødselsdag med blandede følelser. Hun har haft en sjov dag, og de har leget sjove lege, og haft det rigtig hyggeligt. Men fødselaren blev slet ikke glad for den gave hun havde med. Og hun kunne jo ikke vide, at Irma havde lagt tanker bag at udvælge netop denne bling-bling-ægte-plastic-halskæde til hende, fordi det i virkeligheden var to halskæder, hvor der på Irmas vedhæng stod ‘friend’ og på hendes ‘best’, og at hun havde tegnet en tegning til fødselaren, der forestillede netop sådan en halskæde forud for vores tur i Amagercentret. Og hvor jeg prøver at forklare hende, at selvom Irma syntes det var en rigtig god gave, så var det ikke sikkert fødselaren syntes det (tydeligvis, Marie…), så vendte manden det om til at være en læresætning. Næste gang hun selv får gaver, så prøv at husk dette her… Sagt lidt mere i øjenhøjde.

Og samtidig med bare at være lidt kløgtigere hvad angår opdragelse, så er han også ophavet til et sidste vers i “En lille nisse rejste”. Jeg har sunget den sang tusindvis af gange for Irma og Olga, og siden Irma var helt lille er dette ekstra vers blevet sunget højt og frejdigt. Først kun af manden selv, senere også af mig – og nu også af Irma, når hun synger sangen for sin lillesøster…

Sangen slutter normalt med: ‘Han smilte, thi nu havde han set den største mand’. Vi fortsætter:

Og manden han hed Bjarne
Tra-lu-la-lu-la-lu-la-lej
Arne Bjarne Arne
Tra-lu-la-lu-la-lej

Jeg synes alle burde have det vers stående i deres udgave af De små synger, det pifter sådan sangen op 😀
Og selvom det ofte er temmelig irriterende at være gift med en, der bare ER lidt af en super-forælder, så er jeg også rimelig taknemmelig for det sikkerhedsnet, der ligger i det.

Sådan!

Det er et af Irmas nye yndlingsord: Sådan! Altid sagt med den største begejstring, når hun er færdig med et eller andet, har lagt den sidste brik i et puslespil eller har fået alt tøjet af og er klar til bad. Nogle gange tilmed afsluttet med en klapsavle og et “Jaaaaaaaaaa”. Hvilket får mig til at tænke på hvor gammel man mon er når man holder op med at klappe af sig selv? Jeg tror jeg vil prøve at overtale Irma til aldrig at stoppe med det!! 🙂

Der sker så meget med sproget i øjeblikket, og det er vildt sjovt at lytte med. Jeg har brugt det meste af en uge på et lære hvad Irma mente, når hun sagde “Bæ”.. Og nej, det var ikke det mest åbenlyse…. Det betyder spille! Det regnede jeg ud her i weekenden, da hun sad og spillede spil på Ipad’en, mens hun sagde “Mema bæ, mor”. Oversat: “Irma spiller, mor”. Havde seriøst lyst til at klappe af mig selv da den puslebrik faldt på plads!! I det hele taget vil hun sige meget mere end hun kan, det går bedste med enkeltord, muligvis to. Når hun kommer ud i hele sætninger, har vi en tendens til at svare “selvfølgelig skat”, “joooooo….” (på en spørgende måde) eller mandens udgaver “Og hvad skete der så?” og “er det rigtigt?”… Men det går virkelig fremad!

Irma er begyndt at tage tøjet af selv, og bruger nu meget krudt på at sætte ord på alle stykker tøj mens hun gør det. Bluse, underbukser, kjole, bukser, ble. Strømper og strømpebukser er stadig the unmentionables…Det er bare for svært at sige. Men det er tydeligt at høre, at hun ligesom rydder op i ordene og sætter dem i system, hvilket er en fest i min bibliotekarhjerne!

Og så bliver jeg jo nødt til lige at prale lidt – gider faktisk ikke engang pakke det ind i andet end det! For da vi sad og spiste aftensmad og Irma var næsten færdig med sin mad, lænede hun sig over mod mig, kyssede mig på munden og aede mig på kinden, og sagde: “Du er sød, mor”. Og så kiggede hun over på sin far og sagde: “Du er også sød, far”. Så går det sgu da meget godt i det lille hjem, ik?! 🙂

Konsekvens NU!

Irma er begyndt at reagere voldsomt på nej’er – hun skraldgriner! Hver gang! Vi prøver at sige nej på en meget bestemt måde, måske endda tage den hånd hun laver ballade med, holde den så hun stopper med at slå, slukke for fjernsynet, tage toiletbørsten (…) og sige NEJ med store bogstaver og se meget alvorlige ud. Og når vi er helt alvorlige forstår hun det godt (ikke at hun husker ret meget længere end 2 minutter dog… total guppy-datter vi har…). Men langt de fleste gange hun får et nej, er hun bare flad af grin. Og det er bare så svært at bevare den stramme mine når der står en storgrinende lille charmer og tænder/slukker for fjernsynet. I går havde vi en “leg” (læs: Irmas leg, ikke min) hvor jeg tændte fjernsynet, slog hen på den kanal jeg gerne ville se, og satte mig til rette. Så kiggede hun på mig og gik målbevidst hen til skærmen, trykkede på afbryderknappen og kiggede afventende på mig… Lille provobarn!!

Hun har også opdaget, at hun får en skæg reaktion fra mig når hun slår sig selv… altså skæg som i, at jeg siger “stop nu Irma”, og ryster på hovedet. Nu øver jeg mig i ikke at reagere så hun holder op med at slå sig selv – hvilket resulterer i at vi nu har en datter, der render rundt og slår sig selv i hovedet når hun ser os…godt så. Det holder forhåbentlig op inden hun kommer seriøst til skade..

Vi plejer at være mere seriøse end det her: 

Mor og Far

Det er i dag gået op for mig, at mit sprogbrug har ændret sig. Det trådte i kraft d. 25. december – Irmas fødselsdag. Det er mere præcist de personlige stedord der med ét er forvandlet… Mine forældre bliver pludselig omtalt som mormor og morfar, min søster er blevet til moster, og min mand er blevet til far – og jeg er begyndt at tale om selv i 3. person: Mor!

Jeg har altid moret mig over de ældre ægtepar (og her mener jeg nok mere gamle end ældre, og også af den lidt landlige slags), som siger far og mor til hinanden, både når de taler til hinanden, men også i omtalen til andre. “Nå, lillemor, hvad har du bagt til kaffen i dag?” – men det er jo ikke så fjernt fra virkeligheden som jeg har gået og bildt mig ind… Jeg har da ikke bare én gang omtalt manden som faren når jeg taler med andre – det er fuldstændig naturligt efter vi har fået Irma! Og det er nok denne naturlighed som undrer mig mest, men igen er det også en bekræftelse af at vi tog den helt rigtige beslutning da vi valgte at blive forældre 🙂

Men i forhold til de personlige stedord har jeg en lille frygt. Jeg har nemlig valgt at gifte mig med en mand, der tilfældigvis hedder det samme som min far, og af den årsag har jeg et par gange sagt skat til min far… Og NU kan jeg godt blive lidt bekymret for at jeg kommer til at kalde min mand for far – bider lige mig selv hårdt i tungen, og håber jeg kan bremse mig selv før det sker…