18.december

Sikke en god dag det har været, og du godeste hvor er jeg træt!! Vi kørte mod stationen i formiddag, E.’s mor med nypyntede muffins, mig med friskbagte boller, og her samlede vi tropperne til tre pigersfødselsdagslørdag med i alt 13 piger fra 1.z. Og selvom vi havde timet og tilrettelagt formiddagen endte vi alligevel  med at savne en halv time mere til lige at gøre tingene i et lidt roligere tempo. Pyt, pigerne hyggede sig, og på trods af et par nedsmeltninger, var der alligevel enighed om at det havde været en rigtig god fødselsdag, som sagtens kunne have varet lidt længere. 


– på billedet laver de i øvrigt fælles kampråb. Ret sejt. Det er virkelig nogle gode piger! 

Vi var inde og se teater på Snoreloftet, den lille børnescene som Folketeatret har. Forestillingen hed Englene i sneen og var rigtig fin, med både lidt drama, god musik og masser af eventyr. Det skal der nok komme gode historier ud af i de næste dage. 

Og nu hvor begge piger er gået ud som to lys, er der kun lidt skærmtid imellem mig og samme skæbne. Nisserierne står mormoren jo for i morgen, sidste søndag i advent, så der er god samvittighed på afslapningen. Håber andres lørdag er lige så festlig som min er tam 🙂

Reklamer

Præmie og gaver!

Åhja det har i sandhed været en weekend i pakkernes tegn – og fremskreden alder eller ej, så er pakker bare det bedste i verden! 🙂 Men helt uden for fødselsdagsnummer, så fik jeg i går den præmie jeg vandt ovre hos Signe! Et styks stegegryde og en sauterpande fra Gastrolux, som forhandles af Kitchen One. Det virker som noget virkeligt lækkert køkkengrej, men indtil videre har jeg altså kun dampet asparges i gryden, så det er nok lidt tidligt til en reel anmeldelse…

Irma synes også det var et temmelig stort hit at hendes mor kom slæbende med den store kasse, specielt fordi køkkentøjet var omgivet af flamingodimser. Og vi snakker seriøst mange!! Vi holdt en mindre fest med de mange dimser – kastede dem omkring os, lavede sneengle og Irma kravlede ud og ind af papkassen de var i. En fest siger jeg 🙂

I dag har jeg jo så fået de rigtige fødselsdagsgaver, og udover chokoladekurset fra manden har jeg fået gavekort, kagepynte-udstyr, Escoffiers madbibel (med bl.a. 75 opskrifter med æg…) og en vildt flot taske fra Madrid. Beriget, ja det tror jeg sgu nok 🙂 Nu er jeg efterhånden ret fødselsdagsmættet (har også noget at gøre med, at vi har spist SERIØST meget mad i de sidste to dage!!), og nu mangler kun kagen til kollegerne – satser på vanvittig højt mandag-morgen-overskud…. Tak for hilsner, gaver, sms’er og tanker. Tak for dejlig dag!!

20120311-220210.jpg