Dase-dag!

Termometeret siger 35 grader, og vi holder afslapningdag på vores sidste Tysklandsdag. Vi har været inde og shoppe langturs-venlige snacks til i morgen når vi kører til Italien, og nu sidder vi bare og hygger mens vi venter på at solen bliver venligere stemt overfor blege nordboere oppe ved den lokale svømmepøl. 
I ventetiden har pigerne stenet downloadede tysk-synkroniserede serier – mindede mig mest af alt om min tid i Schweiz (tilbage i 1999!!) hvor overskyede fri-eftermiddage nogle gange gik med Baywatch og Startrek… på tysk 😄 

Og lige nu sidder jeg med min bog i skødet mens Olga sidder ved siden af og spiller Toca Boca Kitchen – og laver mad til mennesker og dyr, med MANGE kommentarer: 

“Hvorfor vil hun ikke spise kartoflen når den kommer lige fra køleskabet?”

“Kan vi godt lave det her til aftensmad??” (Om blendede pærer, gulerødder og røde bøffer…)

“Hun spiser citronen mor!?, Aj, jeg prøver igen, men nu blender jeg den først!”

At verdens mest kræsne 4-årige er faldet for det her spil, giver ikke meget mening, men pyt. Hvis det på sigt kunne give lidt mere forståelse for mad, ville jeg blive seriøst glad!! 

Nu er det kaffetid til moren og snart svømmetid for alle. I får lige et billede af hvordan jeg startede morgenen. Glad og varm 😍 

 

Reklamer

Lidt at varme sig på

Sommerferien er allerede 5000 kilometer væk, og jeg har besluttet at hænge fast i de små detaljer fra ferien så længe jeg kan. De der små højdepunkter, som jeg kan lune mig ved når nu august har tænkt sig at lege oktober. Her kommer den:

  1. I ferien har pigerne leget rigtig godt sammen. Selvfølgelig har de råbt af hinanden som almindelige børn, men de har også fundet på sjove universer, lavet huler og bygget med lego. Helt uden at blive bedt om det. Og når Olga har spurgt Irma, mens de hopper på trampolinen om de skal “lege slås”, og der i stedet for et svar, bare kommer et “AAAARRRGGGHHH” med en udstrakt arm som lanse, og de falder grinende omkuld nærmest oven på hinanden, jamen, så kan man kun blive en lykkelig mor.
  2. På en af de temmelig mange ture i Sommerland Sjælland (vi er allerede blevet uenige om hvor mange gange vi har været der…), var pigerne henne og prøve nogle mekaniske heste. Jeg overværer Olga da hun kommer ind på sin hest, hvor hun i stedet for at sige “Hyp hyp”, siger “Hip hip”, og hvad er den naturlige efterfølger til det?… Så barnet kommer ind på sin hest mens hun siger “hip hip hurraaaa, hip hip hurraaaa” 🙂
  3. Den der følelse når man er ude at gå tur, strækker sin arm og åbner sin hånd – nogle gange begge – og de så på magisk vis lynhurtigt bliver fyldt af en børnehånd. Det elsker jeg. Det er den dejligste følelse at gå der med hele sin formue i hænderne. Jeg kommer så meget til at savne det når det ikke længere sker automatisk!!
  4. Regnvejrseftermiddage fyldt med boglæsning. Vi har læst et hav af bøger i ferien. Både en masse gengangere: De børnebøger vi har sat i sommerhuset, og som med en helt bestemt selvfølge skal læses når vi er deroppe. Og også en del biblioteksbøger, som er blevet lånt før og i ferien. Olga lærer lynhurtigt teksten i bøgerne udenad, og læser man bare to ord forkert eller springer en sætning over, bliver man korrekset og bedt om at læse om! Irma er blevet helt vild med mangategneserier, og læser dem med stor fornøjelse – læser er nok så meget sagt, men hun er vild med tegningerne og fanger en hel del af meningen selvom teksten er svær. Og nogle gange hvor vi alle fire har siddet fordybet i hver vores bog, og der har været helt stille, bare i 10 minutter (indtil nogen er begyndt at synge eller har bedt om at få læst noget højt), har der været et saligt smil over morens læber.
  5. Den morgen i ferien hvor jeg havde lavet vafler til hele familien, og vi sidder og træffer de svære valg: Hindbær- eller solbærmarmelade? Honning eller nutella?… Og Irma reflekterer over det hun lige nu synes var størst mulige dilemma i hendes liv: “Hvad nu hvis vi en dag løber tør for hindbærmarmelade?” Hvilket vist for alvor fastnagler de firstworldproblems vi bokser med hjemme hos os…

Famileselfie gone wrong...

Denne weekend har vi også brugt i sommerhus, og det var skønt, men også lidt trist at snakke med Olga i morges, der afgjort var klar til endnu en omgang sommerferie, og ikke kunne forstå at vi allerede skulle i børnehave/på arbejde/i skole i morgen tidlig. “Vi har jo kun sovet her to gange”…

I morgen er det mandag, men ikke hvilken som helst af slagsen. Irma starter i 1. klasse og hun glæder sig. Tasken er pakket, alle rum i penalhuset fyldt med spidsede blyanter og farveblyanter, og tøjet er lagt klar. Hun sover sågar med fletninger, fordi det er så fint at “have krøller på i skole” 🙂

Jeg fik tidligere i dag en sms fra min far, der mindede mig om at komme film i kameraet i morgen…en detalje som mine forældre glemte dengang i sommeren 1985, og som gjorde at vi var nødt til at lave første skoledag om dagen efter… Har ikke forsøgt at sætte film i kameraet, men det er ladet op!! Vi er helt klar.

Om tiltrængt påskeferie

Shoppetur i HolbækMon der er national tilslutning til, at påskeferien var 120% tiltrængt, elsket og allerede savnet?? Det har nu været en skøn ferie – både for min lille familie og åbenbart også for bloggen. Det var ikke helt tiltænkt – men en hel del gæster, en febersyg Olga med ringe soveevner, en væsentlig mængde alkohol – alt sammen kombineret med aftner i bløde møbler med en buldrende brændeovn… Zzzzz…

På trods af at Olga var ramt af feber i godt 4 dage (hvilket ALDRIG er sket før!), så har vi faktisk lavet en helt masse. Vi har hygget med ikke mindre end 3 hold gæster, spillet spil, læst (børne)bøger, bagt vafler (som det sig hør og bør i sommerhus), lavet bål, ordnet have (faktisk har vi slæbt omkring 20 trillebøre med tungt vådt mos væk, for at gøre plads til kalk og nye græsfrø. For hulan, det var hårdt! Og jeg har nu pga det, fået en skade, så jeg hverken kan løbe eller noget! Nu er der dømt pause, men jeg er forhåbentlig tilbage på Albertslunds stier i weekenden, kun lidt forsinket i løbeplanen.).

Det kan ellers være sin sag at finde på børnevenlige aktiviteter når vejret er lidt til den kølige og våde side. Men så har vi været på stranden og samle sten og muslingeskaller, som alle blev malet på og udstillet nøje i køkkenet. Vi har pustet æg (hvor begge piger på skift blev hysteriske fordi æggesnasken ikke forlod ægget hurtigt nok og fordi moren ikke havde to munde, der kunne hjælpe-puste simultant…), og naturligvis været på påskeægsjagt i brændestablen.

Der var også tid til en udflugt til Lyngholm Landsted, hvor der var læmmedag og æggetrilning – og seriøst smuk udsigt over Lammefjorden! Sidstnævnte var mine tre følgesvende på 3, 3 og 6 dog ikke videre imponeret over… (jeg har ikke talt forkert, vi havde bare lånt en lille veninde med i dagens anledning).

I får lige et par billeder mere fra den hyggelige påskeferie:

Duploleg er stadig en fest Fjorden er én stor vandpyt Samler gode male-sten Søstrene ser Totoro

Siden vi er kommet hjem, har der været et rend af børn ind og ud af huset. Pigerne har haft flere legeaftaler end nogensinde før, og har været både til fødselsdag og på legevisit hos naboer. Vi prøver at følge med, lære navne og være spontane nok til at rumme dem alle sammen.

 

 

Ting der er forbudte i en sommerferie

Jeg har sammensat en lille liste over ting der burde være udraderet og fjernet fra sommerferier. Hvis ikke generelt så i hvert fald min!

1. Fyldte regntønder og INTET behov for vanding af have. Kan vi blive enige om, at det der regn godt må stoppe nu? Jeg har personligt opbrugt kvoten af indendørs hygge for juli for LÆNGE siden. Gider ikke flere genudsendelser på Ramasjang, ikke flere gen-læsninger af Rita og Krokodille – Olgas nye yndlingsbog -, ikke mere lytten til soundtracket fra Frost.

2. Hysteriske anfald fra femårige der ikke får deres vilje. Jeg magter det ikke. Det eneste positive ved at Irma i dag skreg i næsten et kvarter, var at jeg ikke råbte af hende i ren afmagt – hvilket jeg 1000% sikkert ville have gjort, havde det været en helt almindelig torsdag eftermiddag. Anfaldet handlede om lige præcis ingenting – ifølge mig – og noget nær alting, ifølge Irma. Hun ville puttes af far, ikke mor. Hun ville ikke læse Guldlok, som Olga havde valgt som godnatbog. Hun ville ikke have tøj af. Ikke have dyne på. Have alt tøjet af. Dynen RIGTIGT på…

3. Indkøb af badevægt! Hvorfor i alverden synes nogen (og i denne sammenhæng en person som i mange andre sammenhænge bliver omtalt som min BEDRE halvdel), at det er på sin plads at købe en badevægt midt i sommerferien?? Mage til dårligt-humør-fremkaldende-djævelskab skal man lede længe efter. “Og så kan den registrere din fedtprocent også”. Wow, lige hvad jeg manglede. Tak min skat. I det mindste var det ikke ment som en gave til mig men til ham. Men jeg evner ikke at have sådan et apparat stående uden at stige op på det – mit humør ville dog nok have været 8 grader varmere hvis jeg ikke havde gjort det…

(undskyld mig mens jeg sidder i et hjørne, surmulende og med hånden hele vejen ned i kagedåsen!)

Jeg vil til gengæld have flere stolte mor-øjeblikke som i dag hvor Olga selv tissede på toilettet og gav mig håbet om et blestop tilbage. Hurra. Eller morgener hvor Irma er vågnet, gået ind i stuen for at sidde med sin Ipad, og kan høre at lillesøsteren vågner. Så kommer hun ind og henter Olga og spørger lige så sødt: “Vil du sidde her under tæppet sammen med mig?”.

Jeg vil have flere aftner med drinks på den nye terrasse. Gerne med bare arme og solnedgang bag ved træerne.

Jeg vil have flere timer med en grensaks og en trillebør UDEN at blive våd.

Og så vil jeg gerne have at den der badevægt holder op med at lyve…

 

Farvel år, hej år

Så er vi landet igen efter en tur til Tuse Næs. Vi har fejret nytår i sommerhus med gode venner. Og rigtig god mad. Vi fik virkelig gode bøffer fra Løserupgaard, og det kan jeg kun anbefale!! (jeg glemte komplet at tage billeder af noget som helst nytårsaften, men I må tage mit ord for det).

2014 har været lidt af en rutsjetur. For nu at sige det mildt. Alt var godt da manden startede nyt job i begyndelsen af januar. Jeg var glad for mit job i Roskilde, men i løbet af foråret tog det hele en lidt voldsom drejning, og jeg blev sygemeldt. Efter en kort omgang med fuld sygemelding, og derefter en lidt længere periode med deltids-, sluttede det hele ret brat i slutningen af august. Det var nogle svære beslutninger, der blev truffet, men det gik altsammen til det bedre, og jeg kom hurtigt i et nyt job, som jeg startede i midt i oktober. Jeg er rigtig glad for at være i Dong Energy hvor jeg er nu, og jeg håber virkelig at der bliver mere ro på jobfronten i det nye år.

Samtidig var ’14 også året hvor vi købte sommerhus og føjede ture mellem Tuse Næs og Amager til kalenderen. Vi brugte hele sommeren deroppe og var næsten ikke til at hive hjem igen. Det var helt afgjort årets bedste beslutning at købe det hus – det er blevet et fristed og et supergodt sted at invitere venner og familie op.

Og de her tøser. De er bare blevet så store. 2 og 5 nu. Irma der nu kan så godt som alting selv, som der har udviklet en utrolig evne til at forklare højt som lavt, og som ikke gider finde sig i noget. Især ikke fra hendes mor… Hun elsker tal og bogstaver, elsker bøger og ture i svømmehallen. Og elsker mere end noget andet: My Little Pony. Jep, det er dér vi er.

Olga er som sagt to år nu, og er i gang med den store udvikling af selvstændighed. Hun siger fra over for os, og overfor sin storesøster (som til tider glemmer, at hun har at gøre med et rigtigt menneske…), og kan blive så vred, at hun næsten ikke kan få luft. Hun vil alting selv, og det kan være rigtig svært at bede om hjælp, når sutskoene eller lynlåsen igen driller. Hun er også den vildeste charmetrold, og det er så dejligt at se, hvordan hun nu virkelig har knækket koden til at lege. Også på egen hånd. Hun elsker at få læst højt, elsker hytteost og puslespil. Og elsker Sofus fra Ramasjang. Jep, dér er vi også.

I år kommer der til at ske vilde ting på børnefronten. Hvis alt går vel bliver vi en familie uden puslebord, uden sutter og uden klapvogn. Vi vinker formentlig også farvel til middagsluren og til (alt for mange) natteforstyrrelser. Det bliver et farvel til vuggestue, og både et hej og et hej-hej til børnehaven. Irma starter i SFO til foråret og i skole efter sommerferien, og Olga starter børnehave i september. Jeg satser på, at der på voksendelen bliver lidt mere ro på. Forhåbentlig med mulighed for lidt flere friaftener til forældrene – det helt store nytårsfortsæt bliver nemlig genindførelse af babysitter og torsdagsdate. Det glæder jeg mig til. Jeg håber også at 2015 bliver året hvor jeg begynder at læse bøger igen (ikke kun lydbøger), og måske kommer lidt mere i biffen end i år (hvilket vist er sneget sig op på én hel gang…). I år glæder jeg mig rigtig meget til barselsvisitter hos gode veninder, venneweekender i vores sommerhus og i andres. Drinksaftner, grineflip og romantiske stunder med min søde mand.

Godt nytår til alle!! Jeg er så glad for alle dem der læser med her, og som kommenterer – både på bloggen, på Facebook og i den virkelige verden. Tusind tak fordi I gider.

 

Ferien der aldrig sluttede

Åh, tror vist vi er mange der sidder og drømmer om den slags ferie. Tænk hvis man bare kunne blive i sit ferieparadis for evigt. Ellers som min veninde foreslog: “Hvis vi (hendes mand, min mand, og hende og jeg) bare delte et job, tog en dag hver og rullede på fredagene, så kunne vi faktisk nok godt bare bo i det her sommerhus og overleve på én indtægt”. Jeg tog mig selv i at fundere over dette fatamorgana en del gange efterfølgende… At vi så ville drive hinanden til vanvid, blive kulrede over kollektiv-livet er en helt anden sag…

FeriemosaikAlt i alt har sommeren været god ved os. Vi overtog vores nye sommerhus den første mandag i vores ferie, og tog først hjem i lørdags, knap tre uger senere. Regnen har stort set ikke vist sig, og vi har kun været frustrerede over at svede for meget. Og det er vist det man kalder et luksusproblem. Pigerne har hygget sig med en konstant åben dør til haven og til trampolinen, de har indtaget huset til fulde. Og vi har nydt at smide de faste rutiner på grillen og bare spise når maden var klar og stå op når vi gad (mere eller mindre…vi har jo stadig små børn, og træerne er ikke vokset HELT ind i himlen). Der har været et hav af gæster, og fordi sommerhuset er beriget med annekser og sengepladser nok til alle, så er spørgsmålet “blir I ikke og sover?” blevet stillet nogle flere gange end både værter og gæster havde planlagt. Det har været så sindsygt hyggeligt.

Og pga varmen har pigerne stort set rendt rundt i bar mås eller badetøj. For Olgas vedkommende har det givet et par tæppeafvaskninger, for det er selvfølgelig en naturlov, at når man køber en grund på 2500 m2, med græs og blomsterbede så langt øjet rækker, så skal barnet skide indenfor og helst på et tæppe. Altså. Og nej nej, jeg har ingen ambition om at få min 20 måneder lille fis til at smide bleen, men i 30 graders varme, ville selv de voksne ønske, at vi bare kunne gå rundt i ingenting.

Og apropos sommerhus-moden, så har jeg da aldrig været så casual på en sommerferie. Jeg har møffet rundt i shorts og bikinitop eller joggingbukser og undertrøje i langt de flest vågne (og gæst-frie) stunder… Manden har endda købt et par træsko!! Vi er ikke faldet så meget i snak med naboerne, og nu hvor jeg tænker over det, giver det jo egentlig fin mening. Har jo nok mest af alt lignet trailertrash. Der er dog blevet udvekslet dræbersnegle-fifs med genboen og lånt spillekort af dem i nr. 2, så helt nabofjendtlige har vi da åbenbart ikke været.

Jeg ved jeg lyder en anelse eksalteret omkring alt det her. Men det er jo lykkedes os at blive “hus”ejere uden at forlade København, og med mulighed for at søge stilhed og stjernehimmel i weekender og ferier. Jeg synes faktisk det er den mest geniale løsning til dato – for os.

Og hermed slut med postkort fra Kisserup Strand – for denne gang 😉

Bloggere i sommervarmen

Jeg har voksendag i dag – med mig selv som selskab. Og helt uden at skamme mig, nyder jeg stilheden (eller rettere sagt, jeg nyder at høre lige præcis den musik jeg har lyst til uden at der bliver skruet væk…). Jeg har selvfølgelig brugt en del af morgenen på rengøring og tøjvask (praktisk mor, to the rescue!), men har nu benene oppe, en bærbar i skødet og udsigt til to-tre timer mere i mit eget tempo.

På mandag starter ferien så rigtigt. Vi overtager vores nye sommerhus! Har jeg overhovedet skrevet om det herinde? Vi har simpelthen købt et sommerhus. Nu gider vi ikke flere overvejelser om flytning, huskøb, lyst til have og usikkerhed på hele skidtet. Vi er blevet sommerhusejere, og har fra på mandag adgang til vores helt egen have med trampolin, webergrill og flagstang. Der er frugttræer, bærbuske og måske en rabarber et sted. Der er alt muligt som vi slet ikke aner noget som helst om – men til gengæld er der to fine annekser med plads til venner, familie og en masse børn. Fantastisk! Og så er det en times kørsel væk fra København.

Jeg glæder mig til det her sommerhus, som jeg sjældent har glædet mig til noget. Det er i hvert fald længe siden. Og det er sgu en rar følelse! Jeg har desværre ingen billeder jeg kan vise jer – ikke endnu. De eneste billeder vi selv har taget deroppe var af to glade piger, der forelskede sig i trampolin på græs…

Vi har lånt bøger på biblioteket om at grille (vi er jo seriøst nybegyndere på det her område!), og jeg er i gang med den længste liste med ting, som skal med i sommerhus. Jeg har en hemmelig plan om at en god tredjedel af pigernes legetøj skal flyttes derop – og aner langsomt mulighed for at gen-overtage lejligheden så det ikke er legetøj, puslespil og børnebøger, der er i overtal på hylder, gulv og i vindueskarme… (Og nej, reelt set ved jeg godt, at det ikke kommer til at ske.. kender vist mig selv godt nok til, at tomme hylder aldrig bliver fyldt ud med skønne-Boligmagasins-inspirerede nips, men bare andet/nyt legetøj…)

I skal nok få en masse billeder, når det på et tidspunkt bliver muligt – vi har nemlig ikke undersøgt noget omkring netværk deroppe (endnu et emne på listen). For selvom vi i en kort stund talte seriøst om det dejlige ved at være offline når vi er i sommerhus, så går der vel reelt set ikke mere end et par dage, før vi savner Netflix, Facebook og sangene fra Frozen på Youtube (hint, det sidste er ikke mig!!).

Så selvom jeg selvfølgelig har intentioner om at blogge en masse henover sommeren, så er det altså ikke sikkert det bliver muligt. Så der bliver nok ligesom på de fleste af de blogs jeg selv følger, lidt stille i den næste tid. Vi skrives ved, som man siger – nyd varmen!

Mange indtryk

Vi var i Zoologisk Have i dag. Hele den ganske dag. Og selvom vi måtte vente på den 4. 6a, der kører op på Valby Bakke, fordi barnevognene stod presset sammen i de tre første, og selvom vi stod i pæn lang kø for at komme ind, så var det overhovedet ikke slemt. Bare rigtig fint. Og generelt god stemning blandt turister og københavnere. Begge piger har været i fin form hele dagen. Et enkelt dramaøjeblik fandt sted da Irma troede hun var blevet væk, men ellers virkelig en god dag. Min søde svigerinde var med, og hun havde ikke mindre end 6 børn med – i alderen 3 måneder til 13 år. Damen burde få op til flere klapsalver for den manøvre. Så to voksne, 8 børn, to barnevogne og nogle ret gennemtænkte madpakker. Sådan. Alle fik set løver og søløveshow. Og alle gik parken rundt fra flodheste til elefanter (Irma havde lige et kvarter med bare tæer i barnevogn mens olga sad i bæresele, men ellers rask trav).

Efter en lang bustur hjem (hvem der bare vidste at det var myldretid kl 16.30?…) havde jeg to trætte piger på matriklen. Lidt kold aftensmad (tjep tjep) og lidt leg, og så var de begge klar til at komme på hovedet i seng. Jeg har en klar formodning om at Irma sover som en sten, så hun er klar til at fortælle om kameler og aber til morfaren i morgen. Men Olga… Ja, hun har været urolig det meste af aftenen, og vil nu kun sove helt tæt på mig… Tror vist dagen har været lidt for vild for den lille fis. Må huske ikke kun at sætte den treåriges behov forrest i de næste ugers ferie – ellers tror jeg godt jeg kan regne ud hvordan mine aftner blir…
Lidt billeder fra i dag er det også blevet til:

20130702-221521.jpg

20130702-221539.jpg

Pyt

Ferien er i fuld gang. Irmas ferie fra børnehaven altså. For det er det eneste, der er anderledes i de næste par uger. Manden arbejder fuldtid med plus på aftenvagter og weekendvagter, så jeg får virkelig skruet op for mortiden. Og jo, det er sgu da skønt at være sammen med begge piger og se, at de nyder hinandens selskab (og det er faktisk sandt, ingen glansbilleder lige her). Men to uger med fuldt aktivitetsprogram og laven aftensmad, sørge for indkøb og skrue op for hyggeniveauet, det koster altså kræfter! Og det er så her, jeg har besluttet at benytte den gode Chris Macdonalds valgsprog: “Pyt!” Pyt med om håret er redt og t-shirten er 100% ren, pyt med om frokosten den ene dag er verdens største softice, pyt med om jeg for 10 minutter siden sagde ikke-flere-rosiner… (Jeg har jo altså ikke tænkt mig at begrave opdragelsespinden fuldstændig, men der skal virkelig vælges kampe med omhu i de næste uger)

I dag har vi udforsket en ny legeplads (overraskende tæt på, men aldrig besøgt…), og da der lige pludselig både stod et halvt fritidshjem og en børnehave, var min reaktion at stikke af prompte – Irmas var at blive lidt længere… Glemte et øjeblik at større børn bare er det fedeste der findes. Det var så også på denne legeplads at Olga smagte sit første sand…det skulle jo klares før eller senere. Herefter vendte vi næsen hjemad for at få lidt frokost (og nej, ikke mere sand), og da Olga var grydeklar igen, tog vi turen mod biblioteket. Nye bøger, nyt legetøj og nye børn at lege med bliver jo ved med at være sjovt. Resten af eftermiddagen og aften var vi bare hjemme. Pigerne hjalp med at bage kage (I tolker bare ‘hjælp’ som I selv lyster…), og jeg nåede at fikse lidt aftensmad. Der var lidt meget piv (fra den mindste) og lidt meget selektiv hørelse (fra den største), men alt i alt har det virkelig været en god dag. Masser af tumlen og snak og virkelig meget grin. Og Irma har cyklet i omegnen af 5 km på sin lille cykel – ret sejt!

De næste dage byder på faster-fætter-kusine-møde i Zoo og på morfar-mormor-besøg på Vestegnen. Sidstnævnte er i høj kurs efter en tirsdag hvor ALLE mine sanser er vakte. Irma er for tiden ret glad for at klatre og lege jorden-er-giftig, så alt bliver udforsket (vi var fx på Frederiksborg Slot i går, hvor Irma gerne ville klatre op på gelænderet på vandgravsbroen…) Så tæt kontakt til bure forventes i morgen.. satser på at jeg kan låne lidt af min svigerindes erfaring her 🙂

Nu kommer manden hjem, og der er mad på bordet + kage. Fik jeg sagt pyt med vægten?..

Slut på ferien

Så er det ved at være helt slut med den ferie. Hele 4 uger sammen har vi holdt, og det har simpelthen været så skønt. Og jo jo bare rolig, selvfølgelig har vi til tider været ret trætte af hinanden, men overvejende til den gode side, ja. Vi landede fra ø-kuller i går, efter en uge på Fejø med nogle gode venner. 4 voksne og 3 børn i ét sommerhus. Og det har virkelig været en uge i børnehøjde. Alle dage med spisning senest 17.30, fyldt med udflugter hvor strand, dyr, is eller legeplads har været som mål. Og helt tilfældigt var vi så heldige at have valgt et sommerhus med legehus, gyngestativ, sandkasse og veludstyret børneværelse. Virkelig fedt. Kan afgjort anbefale Knuthenborg Dyrepark som destination. Ikke mindst pga deres suveræne legeplads!! Dyrene er i sig selv et syn værd, men vi opholdt os på legepladsen i over 2 timer og havde nogle meget glade børn 🙂

Men jeg synes virkelig der er sket en masse i denne ferie. Jeg er kommet tæt på familien og Irma har taget nogle kolossale spring udi noget udvikling. Der er kommet så mange sprog-finurligheder at jeg slet ikke har nået at notere dem alle sammen. Men fx er hun begyndt at synge selvopfundne, og nu næsten forståelige sange – om det hun har oplevet, det hun lige leger med, eller noget som ellers er fra fri fantasi… Sunget sammen med kendte sange, som fx Bim bam busse (som fortsættes med “jeg er din morgentudse” eller “jeg skal lige tisse”…) Det er ret god underholdning! Yndlingsfrasen for tiden er “La’ så vær!”, og vi er i det hele taget oppe imod et kraftigt bestemmerbarn, der triumfer igennem! Men til gengæld er hun utrolig nem at få god igen hvis hun lige er blevet lidt kontrær  – for hun er altid modtagelig for lidt drilleri. Ret godt træk synes jeg. Lige med undtagelse af når hun driller igen på de der tidspunkter hvor der ikke er tid til dril… Sjovt som det ikke rigtig matcher.

I overmorgen starter hverdagen igen, og vi kan lige nå at se et sæt bedsteforældre i morgen inden der er dømt vuggestue og arbejde for fuld skrue. Jeg er lidt spændt på om 4 ugers pause kalder på ny indkøring… Manden starter jo nyt job, så det bliver også en spændende ting – også på logistikfronten, for han får en del længere på arbejde end tidligere. Og jeg ved godt det grænser til det uanstændige efter så lang ferie, men jeg glæder mig allerede til om halvanden måneds tid hvor min barsel starter. Kan virkelig godt vænne mig til en tilværelse nede i gear (og nu får vi se hvordan det går når jeg ikke har selskab herhjemme til at hygge om mig… bliver nok nødt til at holde nogle mor-datter-dage med Irma for at få lidt af det sociale behov dækket!) Nå, der er en familie der skal hygges om – vi har været i svømmehallen tidligere i dag, så vi arbejder hårdt på underholdningsfronten for at Irma ikke skal falde i søvn på et totalt utidigt tidspunkt (som hun i øvrigt gjorde i går: Gik fra spisebordet, sagde tak for mad og gik ind og lagde sig på sofaen  -faldt i søvn på 2 minutter… Og vågnede før 05 i morges…) Det skal lige undgås i dag!!

Og hey, vi har fundet et hus vi er ret vilde med, så køb lige vores lejlighed, tak! 🙂