Godt nytår!!

Det klassiske tilbageblik – så væbn dig selv til lidt af en roman…jeg bliver helt forpustet når jeg tænker tilbage på det år der er gået.

Da vi skød 2015 i gang boede vi på Amager, jeg havde et ret nyt arbejde i Dong Energy og vi havde besluttet at blive boende i lejligheden og gøre Irma klar til skole 400 meter nede af gaden. Men i løbet af vinteren kom der et opslag på Facebook, og jeg hørte mig selv spørge ham til højre for mig i sofaen: ”Skal vi flytte til Albertslund?” Manden kiggede på opslaget, kiggede på mig, og svarede så: ”Ja, hvorfor ikke?” I løbet af foråret drog jeg til informationsmøde i Forbrændingen og kom hjem og var endnu mere tændt på ideen om at bo i nybyg, til leje, på Vestegnen. Vores navne blev trukket op af den heldige hat, og vi fik den boligtype vi gerne ville have – 1. september skulle vi flytte ind… Lejligheden blev hurtigt sat til salg ( for 3. gang mens vi har boet i den…), men denne gang stod køberne i kø for at købe den. Allerede inden der var billeder på boligannoncen, blev jeg kimet ned på arbejde af interesserede købere! Og en lille måned efter var lejligheden solgt og papirerne skrevet under.

Til gengæld fik vi også den nyhed, at vores kommende hjem ikke ville være færdig til den estimerede dato, og at vi nu havde 3 måneder (fra august til november) uden tag over hovedet… Løsningen blev, at flytte ind hos mine forældre i Brøndby Strand og bruge vores sommerhus i weekenderne. Det var ren luksus at vi ikke skulle ud og leje os ind et andet sted, og bruge mange tusinde kroner på det, men samtidig var det også godt, at det var et afmålt tidsrum – for alle parter havde brug for nedtællingen til gen-seperationen.

Slut oktober fik vi nøglerne til vores nye hjem, og vi flyttede ind samme dag. Med hjælp fra mine forældre (desperationen ville ingen ende tage ;-)) og et par venner, blev containeren tømt i løbet af ret kort tid. To uger var vi hjemme med alle flyttekasserne, møbler der skulle samles, hylder der skulle hænges op og en hel formue, der skulle bruges i Bauhaus, IKEA og Power… Vi havde nok en forventning om, at vi skulle holde en slags miniferie, men da ugerne var forbi, glædede vi os begge til at komme på arbejde igen og starte hverdagen! Pyh, et mas. Satser ikke på at flytte igen foreløbig!! Og nej, i skrivende stund er vi stadig ikke færdige – der mangler stadig at komme maling på et par vægge og blive hængt lamper og andet godt op. Men ting tager overraskende meget tid, når der også er børn, arbejde og uddannelse (mandens, ikke min) der skal sørges for.

I år har vi også fået to børn på 3 og 6 – et skolebarn og et børnehavebarn. Og vi har sagt endegyldigt farvel til sutterne (de bliver stadig savnet!!), til langt de fleste bleer (mangler kun dem der lugter mest…), og til middagslur.

Irma er så glad og tryg ved at gå i skole, at jeg bliver helt varm ved tanken. Hun er landet i en forrygende klasse og har fået så mange gode venner. Der har været lidt knas på lærerfronten, da Irmas klasselærer desværre blev ramt af en bil i efteråret og fortsat er sygemeldt med piskesmæld og mange smerter. Det har selvfølgelig givet lidt uro, da børnene savner deres Kirsten, men efter nytår kommer der er ny fast klasselærer på, og så får de forhåbentlig lidt mere ro i undervisningen – og Kirsten kan få ro og tid til at blive hel igen.

Olga er også landet godt i børnehaven, har fået masser af nye legekammerater – bl.a. nogle der bor i Alberts Have ligesom os. Det skal vi lige have arbejdet lidt mere på at støtte op om i det nye år. Hun vil i hvert fald gerne snart også have venner på besøg ligesom Irma har – i det hele taget har vi mange af den slags ønsker der ender på: ”…ligesom Irma har”… Klassisk søskendedynamik.

I 2016 glæder jeg mig til at føle mig hjemme ét sted, både i mit privatliv og på arbejde. Jeg ser frem til at se pigerne udfolde sig mere og mere, og lære nye mennesker og sider af Vestegnen bedre at kende. Jeg ser frem til restaurantbesøg med min mand, og forhåbentlig mere kærestetid end der har været i det forgangne år. Og jeg ser frem til at fejre ham runde et meget rundt hjørne til sommer. Der bliver også tid til fester – både ude og hjemme!! – ferier med venner og familie, og ikke mindst weekender i sommerhuset. Jeg ønsker mig mindre action og mere nydelse i det nye år!! Jeg er klar – godt nytår til alle 🙂

 

Reklamer

3 uger, 3 år, og snart kun en måned til jul

I morgen aften skal jeg for første gang hænge fødselsdagsflag op i det nye hus. Og fredag morgen sætte det lille trætog med lys og tallet 3 på bordet, sammen med nybagte kardemommeboller, gaver og sang. Olga har talt ned i mange dage til hvornår hun bliver tre år, og vi har talt om gaveønsker, kager med Frost-motiv og hvad der skal ske henne i børnehaven. Hele fødselsdagskonceptet bliver bygget op af storesøsteren, der glæder sig mindst lige så meget som Olga. Ikke mindst pga. den udtalelse der kom fra Irma forleden aften: “Når Olga har fødselsdag, så får jeg nemlig også gaver”… Den brugte vi lige lidt krudt på ift. nogle forventninger og sådan noget med at glæde sig på andres vegne. Regner med at vi tager den snak igen på nogenlunde samme tidspunkt næste år…

Olga får ikke en Frost-kage som Irma ellers har fablet om i flere uger. Hun skal naturligvis have en kagemand med slik på. Ingen fødselsdag uden brunsviger (det står vist stadfæstet ved lov et sted!). Og børnehaven skal have frugt. Bum. Der er en skrap sukkerpolitik i Albertslund kommune, så frugt er det eneste, der må deles ud. Måtte lige tøjle min ærgrelse over ikke at kunne dele noget bagværk ud, men nu hvor den er landet, så er det faktisk lidt en lettelse. Det der med at skære en vandmelon og en ananas i mundrette bidder og placere på et fad, virker ret rart lige nu.

Og så er vi så heldige, at alle fire bedsteforældre kommer på besøg på dagen på fredag. Til både brunner og aftensmad. Jeg kan allerede regne ud, at Olga hellere vil have læst bog højt af dem alle hver især end at pakke gaver op. Det plejer at være sådan hun bedst skaber bånd: Ved kram, sidde på skødet og højtlæsning.  Og helt ærligt, er der noget mere hyggeligt end det?

Jeg havde så nok håbet at alt ville være på plads når det blev fredag. På fredag har vi nemlig boet her i 3 uger, og hvor lang tid kan sådan en omgang pakken-ud-sætte-hylder-og-vægge-op-og-falden-til egentlig tage? Tja, mere end 3 uger må jeg nu erkende!!! Ved faktisk ikke rigtig hvad jeg havde forestillet mig! Nu kan jeg kigge omkring og se, at vi skal have gæster, mens der ligger rockwool under trappen og der står gipsplader og ligger værktøj på det meste af 1. salen. Jeg er ikke ligefrem tilfreds, men jeg kan lige præcis gøre nada ved situationen. Vi sover fortsat på en sovesofa fordi vores madras er fem uger undervejs (og blev bestilt fire dage før vi flyttede…), pigernes værelse mangler den hygge og ro, som vi gerne vil give dem, men som boremaskiner og værktøj ikke ligefrem indgyder. Og vores stue på 2. sal er heller ikke færdig, her mangler både billeder på væggen og et lærred i loftet. I weekenden bliver vores vægge på 1. salen nok færdige, og så kan vi lavet en aftale med en maler og få sat de sidste ting op. Min kære mand prøver at få mig til at acceptere, at vi ikke er færdige før til jul, men det huer mig ærligt talt ikke.

Og apropos jul…så påregner jeg en hel måned med nisseløjer igen. Den nye nissedør er købt og ligger klar, nu skal vi liiiige have sendt det brev til Nisseline, hvor vi fortæller at vi er flyttet, så hun kan finde herhen…

 

3…2…1…

Tre måneder er gået, og nu er det nu. I morgen får vi nøglerne til vores nye hjem og kan flytte ud af mine forældres hus. I morgen skal vi tømme containeren med alle de ting vi ikke har set siden midt i juli og i morgen skal vi for første gang sove i Alberts Have – midt imellem alle flyttekasserne. Irma glæder sig helt vildt, og spurgte allerede i onsdags om hun måtte have en veninde med hjem fra skole i morgen, fredag. Hvilket jeg til hendes store ærgrelse måtte afslå. Olga er skrupforvirret, og følger spændt med hvad end vi gør. Men selvom vi har talt om det i ugevis, forstår hun nok ikke helt hvad der sker. Jeg håber virkelig vi kan skabe så meget ro i det her kaos, at hun lander blødt om meget kort tid. Min kære husbond behøver jeg næsten ikke nævne i den her sammenhæng… Efter tre måneder hos sine svigerforældre, er han også klar til at være i eget hjem… Mine forældre glæder sig også. Og lidt mere udtalt nu end for en måned siden.

Og bortset fra at jeg – med vanlig dramatisk sans – besvimede i går morges da jeg trådte ud af bruseren og slog hovedet ned i en trækasse fyldt med duplo (av for SATAN, mit hoved!!), så har jeg det nogenlunde sådan her:

HAPPY

Hvad er det nu jeg har glemt?

Nååååh, jamen det er bare det sædvanlige liv der er på standby – ergo er bloggen det samme. Der er for tiden en del jeg ikke evner at holde ved lige, og skrivning er desværre en del af det. Derudover følger den-sunde-linje og vægten. Og de pænt lakerede negle (hvilket ellers plejer at være vigtigt blandt dem af os der stadig går med sandaler!). Også det velplejede hår kommer med i bunken. Og så lige de andre ting der har med mig selv at gøre… Jeg er stadig så forfængelig at disse ting jo ikke er slettet fra min liste over væsentlige ting. Jeg når det bare ikke.

Det går sådan set fint med vores midlertidige hjem her i Brøndby, og jeg tror da egentlig mine forældre er enige. Men det skal da heller ikke være en hemmelighed at alle vist glæder sig til at den normale hverdag indfinder sig igen. Pigerne er begge der hvor dette er blevet hverdag. Tingenes tilstand er lige nu. Hvilket sådan set er meget godt, vi skal bare huske det i al vores snak om lige-om-lidt. Irma glæder sig meget til at kunne have veninder på besøg. Og til at have alt sit legetøj igen. Olga har spurgt efter sine bamser og alle klæd-ud-kjolerne, og ser rimelig undrende ud når vi svarer at tingene er pakket ned. “Er de i sommerhuset?”, spørger hun så.

Udover alt det trivielle omkring logistik, pendling på motorvejen, arbejde og hente-bringe-bøvl, så laver vi heldigvis også meget andet. Der er da både forældremøder, børnehave-høstfest, legegrupper, mandens leder-uddannelse, weekender i sommerhus med hyggelige aftaler, vennebesøg og aftner med grin og god vin. Så vi glemmer ikke alt ved os selv – jeg glemmer bare bloggen…

Smile & Wave

 

Barnet, der ku’ det hele

Jeg har en datter, der burde få en guldmedalje. Hvis man kunne få en medalje for at være god til at gå i børnehave, flytte til ny by, blive renlig og få 300 nye ord, OG faktisk være sød og omgængelig det meste af tiden. Jeg synes faktisk det er ret godt gået når man kun er 2 år og 9 måneder.

Hun kan sætte ord på alle sine følelser – i hvert fald dem hun har behov for. Hun bliver praktisk talt ikke frustreret over ikke at blive forstået længere. Den eneste hun bliver rigtig sur på er sin søster, når Irma triumfer hende udi styrke, argumentation og stemmevolumen… Hun er blevet sindsyg sej til at gå i børnehave. Allerede her efter 14 dage vinker hun til mig om morgenen og går tryg ind på stuen. Og jeg er bare så imponeret over hende OG institutionen. Alle de ansatte er simpelthen så imødekommende, og virker til at kunne huske de aftaler vi har indgået om lur og sutter og hvad der ellers lige er aftaler om. Det her er måske et minimum af hvad man burde kunne regne med i sit barns børnehave/vuggestue, men det er bare ikke den oplevelse vi havde med i bagagen, desværre.

Og så er hun simpelthen blevet renlig. Det har taget en sommerferie og en sjat herefter. Hun har fuld kontrol over hvad hun skal på toilettet og hvornår hun skal det. Hun sover ikke engang med natble mere. Hun vil stadig gerne lave lort (kalder vi det det? Ja, gør vi ikke??) i sin ble, og det får hun lov til. Men resten er fuldstændig på skinner. Hun vil endda gerne tørre sig selv. Hvor nemt kan det pludselig blive?!

Og den her flytning. Af pigerne har det absolut taget hårdest på hende, men hun klarer det bare SÅ flot! Hun har spurgt et par gange efter at komme rigtigt hjem, og det er da også smaddersvært at forstå, hvorfor vi opholder os så lang tid på de her mellemstationer. Men nu glæder hun sig egentlig bare til at komme hjem og fortælle mormor og morfar om sin dag i børnehaven. Og det er sgu da fedt. Begge piger har affundet sig med, at blive fragtet rundt i bil i stedet for på cykel, og jeg tror egentlig at det lige nu, er helt okay.

Kan jeg leve med at hun i denne sommer faktisk er blevet en stor pige? Ja, det kan jeg. Det er skønt – både for Olga og mig!

Nedtælling

Nu er der kun fire uger til at vi rydder lejligheden og låser efter os for sidste gang. Og i mit hoved prøver jeg at organisere vores hjem og alle vores materielle ting i tre bunker: Ting der kan undværes i 3 måneder, ting der skal med i sommerhus/ud til mine forældre, og ting der skal ud. Den første bunke er selvsagt den største og tungeste. Alle vores møbler, bøgerne, langt de fleste køkkenting osv. Den midterste bunke handler mest om tøj: Sengetøj, legetøj og det til de fire kroppe.

Den sidste er lidt tricky. Vi har et kælderrum som skal ses groft igennem, og jeg har allerede sat en hel del ting til salg på DBA og på en gives-væk-gruppe på Facebook. Pigerne har desuden en masse legetøj der skal ses igennem, rigtig meget faktisk. Vi har arvet en hel masse fra familie og venner, og desuden har vi købt en hel del brugt. Så børneværelset bugner med ting. Og i virkeligheden bliver langt det meste brugt og leget med. Hvilket gør sorteringen en hel del sværere… Jeg havde besluttet at sætte al vores Duplo til salg i dag. Tømme lageret ud på værelset, sortere i det, få bygget de forskellige settings (lufthavn, zoologisk have, politistation, bondegård, hello kitty-hus, grønthandler, Ariels undervandsslot og en hel del andet). Men kun 15 minutter inde i mor-sorteringen tog begge piger over. Og nu leger de på 2. time med alle de ting, som de eftersigende skulle være for store til… Nåja.

Derfor har den her søndag udviklet sig til den store nattøjsdag. Solen kigger kun sporadisk frem, manden er temmelig bombet efter tre dages metalfestival på Refshaleøen og ungerne har morgenhår og leger for fuld drøn på deres værelse – vi bliver bare her…. Jeg er vist den eneste der må tøjle min rastløshed i dag, og i stedet for at sælge pigernes Duplo, finde noget andet praktisk at tage mig til… Jeg gyser lidt for at der her nedpakning tager en del mere tid end vi forestiller os. Mon ikke de flytteerfarne vil give mig ret her?..

Er håndtegnet mon det samme?

Inden årets udgang skal der ikke længere stå 2300, men 2620 som mit postnummer. Ja, og resten af familiens selvfølgelig. Nu er det ved at være ret definitivt, at vi faktisk skal flytte. Og når adressen har været den samme i snart 11 år – det er SÅ sindsygt! – og faktisk er dét sted, jeg har boet længst tid nogensinde, så er det lige angstprovokerende. Og samtidig så bliver det bare så spændende, at jeg bare slet ikke kan vente.

Vi var til åbent hus på byggeriet i dag, og fik lov at se rækkehuset helt bart og med overdækning på gulvene. Nøgne huse ser altid lidt mærkelige ud, men vi var begge meget positivt overraskede. Vi synes overhovedet ikke at køkkenet er stort nok, men det vidste vi godt på forhånd, så det var ligesom en done deal. Vi fik også en god snak med vores kommende nabo, og det lader til at vi skal skåle med nogle søde mennesker på vores tagterrasse. Oh yes, baby, tagterrasse! Det bliver godt, gør det.

Begge piger er nu indskrevet på henholdsvis skole og børnehave, og jeg krydser alle mine fingre for, at Olga får plads på 1. prioriteten, som kan ses fra soveværelsets vindue.

Alt det her venter på os til november, men indtil da har vi lige lidt udeståender… Lejligheden er ikke helt solgt endnu. Vi har nogle interesserede på hånden, men skal liiiiige have den fordømte vurdering på plads. Jeg synes det tager for evigt at få det på plads. Dernæst skal vi har organiseret vores efterår. For Irma starter i skole til august, og Olga i børnehave nogenlunde samtidig. Vi kan umuligt få en hverdag til at hænge sammen hvor vi rejser på tværs af København og omegn for at hente/bringe børn, tage på arbejde OG få en hverdag til at hænge sammen. Det lader sig ikke gøre. Så nu har mine meget rummelige forældre tilbudt os husly. De bor jo, som den faste læser måske har bemærket, også på Vestegnen, og det gør det hele lidt nemmere. Det er stadig 8 km væk, men det er for det første mindre end 20 km (…) og det er i den rigtige retning. Og så har vi jo et sommerhus, som vi kan benytte i weekenderne, så mine forældre kan få ro i ørerne, og min mand kan få fri fra svigerne.

Forude venter altså både sjovt og svært. Alt det sjove med at finde ud af hvordan hjemmet skal se ud, hvilke møbler skal med, hvilke vægge skal bygges, hvor løsdelene skal stå? Og alt det svære med flytning, skolestart, hverdagslogistik og pendling. Åhja, jeg frydes og gruer samtidig. Flytning med børn… bortset fra at låne alle de børnebøger, der findes om emnet (og opdage, at børnene ikke gider få dem læst højt), hvad er så de bedste tricks i bogen?

Svagelig

Hrmpf! Jeg er overhovedet ikke tilfreds med min krop. Og ikke på den der sædvanlige nu-sidder-der-igen-lige-2-kilo-for-meget-i-klemme-i-linningen-utilfredshed. Men på den her måde hvor jeg faktisk bliver nødt til at sidde ned, helt roligt, med benene oppe i en halv times tid, bare fordi jeg har gjort rent. Og ikke bare det, de næste par timer ved jeg bare at plukkeveerne strømmer ned over mig. Altså! Det er sgu da ufedt. Og nu sidder der selvfølgelig nogle smarte damer og læser med her, som tænker, at det jo er den bedste grund til at overlade rengøringen til manden. Og jo jo , det kan der naturligvis være noget om, men lad lige rødstrømpen falde og tænk praktisk: Jeg går jo hjemme, og har kun mig selv og en stor mave at tage vare på, og så er det skisme da smart at få det der rengøring af vejen inden familien lander på matriklen. Er virkelig ikke tilfreds med at der er noget jeg ikke kan. Fx er det ved at være ret svært at finde noget i kummefryseren – kan jo ikke nå ned til der hvor maden ligger mere… Og tænker bl.a. også at den der SERIØST tiltrængte vinduespudsning må vente til engang i foråret, hvis jeg skal gøre det. Lige nu stoler jeg ikke helt nok på balancen, motorikken og smidigheden til at kaste mig ud i fikse stillinger med overkroppen ud af vinduet i 2. sals højde…

Og så er det i øvrigt nu at der godt må krydses fingre, for ejendomsmægleren har måske fundet en køber. Vi var ellers landet på et stadie, hvor vi havde affundet os med tingenes tilstand. Og kunne egentlig godt se fordelene ved at bruge vinter og forår på at spare lidt mere op, kigge lidt mere på hvor vi egentlig gerne vil bo, og bare nyde at Irma er SÅ glad for sin børnehave. Men hvis køberen er der, sælger vi naturligvis, og så må vi finde ud af hvad dulen vi gør. Jeg læser med ovre hos Øglemor, hvor hun fortæller om det her med at være tvunget ud i flytninger (ja, i flertal!) fordi lejligheden blev hurtigere solgt end huset blev fundet… Og ja, det lyder sgu da fælt bekendt. Men hvis andre kan gøre det, kan vi vel også… Tja, jeg ved snart ikke helt hvad jeg håber på…

Nå, nu har fødderne vist hvilet nok. Der var vist noget med en gennemtisset topmadras, der skulle kigges på – nogle gange er de små hverdagsdramaer, bare SÅ ophidsende 😉

Ud med det gamle, ind med det nye

I denne uge skulle manden og jeg holde den helt store kærestedag. Vi havde aftalt at tage til Malmø og shoppe dagen lang, og det var vores julegave til hinanden. Skidegod ide hvis vi selv skulle sige det. Men i torsdags var vejr-shoppe-guderne ikke ligefrem med os. Det tæskede ned med regn og blæste næsten storm-agtigt. Så det her idylliske holden-i-hånd-billede vi havde af os selv, mens vi slentrede ned af Malmøs hyggelige gader, og drak en god kop kaffe på en af pladserne, det blev slettet omkring klokken 9 torsdag morgen…I stedet afleverede vi Irma og tog i Ikea… Kærestedagen blev altså til en test-dit-forhold-dag…

Vi har i lang tid trængt til en ny seng og lidt andre småting til hjemmet, så vi lavede lidt planlægning hjemmefra og tog en målrettet tur til Gentofte. Skidesexet er det jo ikke, men det føltes nu godt alligevel. Og vi kom faktisk igennem dagen uden vrissen og sure miner (altså lige indtil den nye madras skulle slæbes op af trappen…shit altså, hvor kom der mange dybe suk og irriterede udbrud fra manden. Jeg tænker åbenbart ikke så flytteagtigt som han havde forventet…godt så!) Men efter denne weekend er vi også færdige, lidt endnu i hvert fald. Ting er røget til storskrald, alle de nye ting er samlet og stillet på plads, og lejligheden ser igen lidt ny ud – hvilket altid er lidt lækkert!

Hver gang vi rykker lidt rundt i lejligheden finder vi til vores gru ud af hvad for nogle samlere vi er. Hold nu op hvor har vi mange dimser og bøger og papirer og magasiner og hud/hår/kropsprodukter og stofposer og tasker og kontorartikler og perler og film og… Det bliver en sand gyser den dag vi skal flytte! Tror ikke vi kommer udenom at skulle bruge et rigtigt flyttefirma. Vi kan jo ikke lokke vores venner til at hjælpe med det her for en kasse øl og lidt pizzaer! Ikke hvis vi gør os nogle forhåbninger om at vi skal se disse venner igen…

I en fuldkommen ikke-relateret bane, faldt jeg over denne video. Bliver nødt til at vise den frem her, den er bare alt for sød!

Den er tyvstjålet herfra.