9. og 10. december

“Hun er en gave at have i klassen”, “Hun har nået sit mål i dansk for det her skoleår”, “Hun er så glad for at gå i skole”. Hvis de her skole-hjem-samtaler fortsætter i samme spor, går vi simpelthen i stykker af ren og skær stolthed! Det var faren der var til 1.-klasses-samtalen i dag, mens jeg havde pigerne med til gymnastik – Irma som den udøvende, Olga med i kulissen, lidt nysgerrig, men ikke klar endnu.

Denne store stolthed af vores bliver dog også nødt til at få en mere virkelighedsnær beskrivelse, så det ikke kun er ren idyl, men også lidt fra den anden side af medaljen. I morges vovede jeg at kalde på ungerne lidt tidligere end jeg plejer for at få dem ned til morgenmad (vi taler om to minutter…). Irma kom ned helt klatøjet, og gloede olmt på mig mens jeg rørte havregrøden færdig: “Hvorfor siger du der er morgenmad når den overhovedet ikke står på bordet endnu?”… Jeg tror vist jeg glemte at sige undskyld..

Nisseløjerne var lidt vattede i går, og det vidste vi ligesom godt. Det blev også kommenteret i morges med et “Mon ikke snart nissen laver noget sjovt?”… Godt så! Så her til aften har nissen gjort morgenmad klar til os alle, og der står derfor risengrød på bordet, som bare lige skal lunes. Det håber jeg falder i god jord.

Desuden har jeg pga julefrokost i morgen aften, og erkendelsen af at en bedugget og temmelig træt nisse laver ret dårlige nisseløjer i børnehøjde, lavet forberedelser til lørdag morgen også… Nissen har skrevet et brev, som bliver lagt foran nissens dør, og her står der et tip om, at der findes peberkagedej i køleskabet, som skal bages af børnehænder. Udstiksformene skal lige lokaliseres rundt omkring, men det må blive en bekymring for lørdag formiddag. Så nu håber jeg at nissen igen er tilgivet for at være sød og lidt mere opfindsom!

Og for alles bedste er jeg altså derfor ikke på bloggen i morgen, vi skrives ved på lørdag 🙂

Brev og peberkagedej

Risengrød in the making

Reklamer

Hvad du ville ønske du aldrig havde gjort!!

Jeg elsker at hade disse click-bait-agtige overskrifter hvor jeg allerede inden klikket er foretaget, har fået dårlig samvittighed på neuroseplan og skyldfølelser nok til hele vejen ind i 2025. Og her til aften faldt jeg i endnu en fælde med en artikel fra Vores Børn, hvor de interviewer børnepsykolog/guru inden for opdragelse mv. Margrethe Brun om hvad forældre aldrig må gøre – men nok gør – og hvad de skal gøre for at undskylde/angre/modarbejde. Jeg nåede ikke artiklen igennem, for jeg havde dumpet i de første tre punkter og magtede ikke at få hele pladen fuld, og dermed vinde en bodsgang og omgang tørre tæsk fra de-korrekte-forældre-punktum-dk. For jeg ved sgu da godt at jeg ikke må råbe af mine børn. Du godeste. Og jeg ved da godt at jeg ikke må true mine børn til at opnå det jeg gerne vil: Hvis du ikke gør sådan og sådan, sker der sådan og sådan. Bare rolig, det er nu heller ikke mit førstevalg udi børneopdragelse – og alligevel kommer du ud af munden i ny og næ. Til gengæld er Irma nu erfaren ud i tomme trusler nok til at afværge 100% ved at sige: “man må ikke true mor, find på noget andet”. Hermed afmonteret!

Forleden klikkede jeg på en anden artikel med en listning af 30 (eller deromkring) ting, som skader børn FOR LIVET hvis du gør det som forældre!!! DANGER DANGER!! Hold nu op, hvor er det trættende. For her var der igen et væld at ting, jeg kunne bruge som checkliste for hvad pigerne kommer i terapi for i deres 20’ere.

Og hele denne dårlige samvittigheds-mani som jagter forældre (og som vi mødre primært suger til os?? eller er det bare sådan herhjemme??) er ved at suge mig ned i et sort hul, kaldet hverdags-træthed. For ikke nok med at du aldrig må hæve stemmen, sove over dig, være vægelsindet, lægge for mange planer, lægge for få planer, være for servicerende, så skal du også kunne håndtere arbejde, pendling, madplan, madpakker, forældreintra, gymnastik med forældredeltagelse, legegrupper, højtlæsning, indkøb, planlægning af fritid – OG helst sove godt om natten, spise grøntsager, dyrke masser af motion og smile imens. Smil for fanden da!!

Jeg kan faktisk godt alt det her, og ofte kører det virkelig på skinner. Men når jeg bliver dunket i hovedet af børnepsykologer og andre kloge hoveder, så får jeg bare mest lyst til at gå kontra. Helt på tværs. Marie-2-år-i-mega-trods! For ja, jeg råber og banker i bordet, men jeg får også mine børn til at grine hver dag! Hvis Irma beskriver mig som skrap og fjollet, er mit mål nået. Ukorrekt og trøstende. Og menneskelig.

Og hermed er jeg klar til en ny uge. Det krævede lige en salgstale!! Håber også det kan hjælpe et par stykker et andet sted.

Weekend i perspektiv

For omkring fem år siden havde jeg ingen anelse om hvordan livet med børn ville komme til at se ud. Jeg havde ingen idé om, at når man søndag morgen bliver vækket 6:45, så betyder det, at man har fået lov at sove længe. Jeg havde heller ikke forestillet mig hvordan man i løbet af en weekend i dén grad kan savne sit arbejde (det sker dog mest om natten, når der er en vis lille person, der beslutter at være frk. modsat). Jeg anede heller intet om det antal timer der bruges på oprydning, planlægning, organisering af mad, leg, udflugter, arbejdsfordeling mellem moren og faren. Det slog mig heller ikke, at der skulle bookes tid til at være alene – det er kommet dertil hvor jeg rent faktisk kan forstå det fantastiske ved et træningscenter – her kan man bure sig inde i et mentalt rum af sved og musik (og jeg har så netop opdaget at min trænings-playliste afslører, at jeg ikke har været i byen i alt for lang tid, tak for headsets!!).

Måske ville man være lidt mere påholdende med at få børn, hvis det var denne salgstale man fik først…. Men heldigvis fik jeg den anden! For selvom Olga lige for tiden er lidt af en pest (og ja, det er forældrenes skyld ene og alene, vi mangler bare lige at få det helt rigtige råd, så fikser vi hendes søvn henover en weekend…), så er det fandme sjovt at have børn. I dagtimerne er Olga ved at udvikle sig til den vildeste charmer. Og her efter halsbetændelsen har hun haft lidt af et Rod Steward-grin, og var derfor endnu sjovere at få til at grine! Hun spiser sig igennem dagen, mens hun kravler efter storesøsteren og stjæler hendes legetøj.

Irma har i de sidste par uger lavet et megaryk rent sprogligt. Hun taler som et vandfald, og fortæller de vildeste røverhistorier. Hun har stadig overhovedet ingen tidsfornemmelse, så da jeg for tre dage siden fortalte at en god veninde kommer og spiser på torsdag, så var hun ellevild: “Kommer hun nu?” spurgte hun 10 minutter senere… Vi har dog fået strenge opdrag fra børnehaven om en enkelt ting som hun endelig ikke må blive bedre til at udtale – Irma taler rigtig meget om Hello Kitty, enten om de strømper hun har med Hello Kitty på, paraplyen, eller hårbøjlen. Det sjove er, at hun sige Kawol Kitty – og pædagogerne i børnehaven er helt færdige over det.

For fem år siden havde jeg nok heller ikke forestillet mig, at jeg kunne blive helt henrykt over at en lille pige på ti måneder kan rejse sig op uden at bruge en støtte, eller at hun sov hele halvanden time i vuggestuen den første gang hun sov der. Jeg havde heller ikke troet at man kunne komme til at græde af ren bekymring for om de små mennesker får et ordentligt liv… Forældre er nok bare en smule tossede – og den lærdom kan simpelthen ikke gives, den kan kun opleves.

Nu vil jeg fryde mig lidt mere over at Olga sidder på mit skød og sover resten af sin middagslur, at manden og Irma er på vej hjem fra svømmehal, og at jeg lige har haft en fremvisning til nogle ovenud begejstrede mennesker! God søndag – også til jer 🙂

Fredagsstatus

Der burde klart være mere aktivitet på bloggen – taget i betragtning at jeg jo er den hjemmegående, trætte bold, der ikke laver ret meget andet end at drikke pebermyntethe, hoster, agerer hausfrau og ALT muligt andet usandsynligt spændende. Så nej, stilheden betyder ikke at lillesøster har meldt sin ankomst! Og er begyndt at tro, at hun har arvet sin mors provokerende gen, og bare overhovedet ikke gider gøre hvad der bliver sagt. Det er fandme tidligt at være trodsig (og jo jo, termin er først d. 15., men da Irma ankom 4 dage før tid, havde jeg da en klar forventning om at lillesøster ville komme endnu tidligere…)

Nå, tilbage til dagens væsentlige pointer. For jeg har været heldig x 2 i denne uge! Først vandt jeg en konkurrence ovre hos Julia, og Irma er nu indehaver af et meget fint eksemplar af Super Charlie, en spritny billedbog af Camilla Läckberg (som vist ikke behøver yderligere introduktion). Bogen handler om en lille dreng, der ved en tilfældighed får et drys stjernestøv og derfor har superkræfter. Hans storebror bliver drillet af en bølle ovre på skolen, og Charlie går i træningslejr for at udvikle sine evner så han kan hjælpe storebror. Det er en rigtig sød historie, og selvom målgruppen nok er lidt større end Irma, kunne jeg sagtens korte teksten lidt ned og fange hendes opmærksomhed hele vejen igennem historien. Illustrationerne er rigtig fine, og sådan lidt retro. De understøtter historien supergodt. Så mange tak for den dejlige præmie! Den skal nok blive læst et hav af gange 🙂

Og nu til ugens anden heldighed! For jeg var til forældresamtale i børnehaven i tirsdags. Og sjældent har jeg da været så opløftet. Utroligt som rosende ord om ens afkom, kan give smil på læben! Irma har gået på Stjernestuen i lidt over 2 måneder, og hun er faldet SÅ godt til. Hun skeler slet ikke til sin vuggestue (som jo ligger i den anden ende af gangen), fordi hun har så travlt med at lege med de nye venner. Pædagogerne var virkelig positivt overraskede over hende, indkørslen var gået så nemt, og alt det her med bleerne kører også bare på skinner. Hun er sprogligt rigtig godt med, og det betyder også at mange af de større piger rigtig ofte inviterer hende med til lege. Hun er altid aktiv når der er sanglege og fællessang, og er generelt god til at deltage i fællesaktiviteterne. Hun er tryg ved alle de tre faste pædagoger og er god til at søge dem, hvis hun er ked af det, eller lige har brug for en krammer. Og hun er tilmed også den, der kommer og fortæller hvis en af de andre børn er kede af det (her var jeg seriøst ved at revne af stolthed!).

Selvfølgelig var der også et par punkter, som vi gerne må øve herhjemme. Irma er en kende doven når det kommer til garderobesituationen. Hvis hun kan få nogen til at hjælpe sig med støvler og jakke, så er det bare nemmere… Hun er topivrig når det kommer til spisesituationen – vil gerne servicere alle omkring bordet, øse op og sørge for at alle andre har noget på tallerkenerne. Også så ivrig at hun “kommer til” at kravle hen over bordet for at nå skålen med mad, så Noa også lige kan få lidt mere… Så det med at sidde på numsen ved bordet er selvsagt lidt af en udfordring! Grovmotorisk er hun heller ikke den bedste, og nok fordi hun er lidt af en kylling – tror simpelthen at hun er blevet tidligt bevidst om at hun kan slå sig. Så de vil gerne anbefale at vi begynder til noget gymnastik eller leger nogle vildere lege. Så jagten på noget sjovt er hermed skudt i gang (og når det så er sagt, så er jeg lidt bange for at det med klodsetheden og de grovmotoriske udfordringer nok lidt er mine geners fejl…undskyld, min skat!)

Men som afrunding på samtalen kom der lige et par guldkorn mere: Irma er sådan en pige, der hviler i sig selv og sagtens kan finde ud af sige nej, hvis der er noget hun ikke lige har lyst til. Hun er helt sin egen og lidt af en ener. Så kunne morens hjerte heller ikke rumme mere den dag!!

 

Hentning…

Vores hverdag hænger sådan sammen, at det er manden der afleverer og mig der henter – langt de fleste dage. Og det fungerer godt – langt de fleste dage. I øjeblikket går det rigtig fint, fordi børnene slutter dagen af med at være på legeplads i det gode vejr. Og Irma er altid glad når hun kan lege i sandkasse, rutsje eller gynge – eller bare rende omkring udenfor. I går havde jeg god tid, der var styr på mad og indkøb og Irma og jeg kunne lege på legepladsen inden vi skulle hjemad. Og mens vi står og gynger, kommer der en far ud på trappen i 2. sals højde. Deroppe bor nogle af SFO-børnene, men i dag var de nede i den fjerneste ende af legepladsen og lege. I stedet for at gå ned til sit barn, står manden og RÅBER ud over hele institutionen: NA-TA-LIE!!! 4 gange! Så mange kald skal der til før pigebarnet indser at hendes tåbe af en far står og bræger efter hende, i stedet for at lette måsen og hente sin datter i ro og mag. Selvom pigen nu tydeligvis er på vej, bliver han ved med at stå og råbe, “få lige den jakke på”, “skynd dig nu lidt” og sidst men bestemt ikke lavest: “Vi skal ikke hjem, vi skal ud og køre i den nye bil”. Du godeste altså!! Så alle skal simpelthen høre at han har købt ny bil og blive forstyrret af råben?? Jeg var forarget og harm! Sikke en klaphat!

Og som en af Irmas pædagoger kom hen og sagde til mig efterfølgende: “Det må da vist være topmålet af dovenskab det der”.

Ville ønske at tiden ikke var så præget af berøringsangst over for andre forældre og deres handlemønstre, for guderne skal vide, at manden burde få tørt på. Enten af institutionspersonale/ledelse eller andre forældre, som simpelthen ikke vil tolerere den slags opførsel. Og i virkeligheden burde Natalie få en præmie for ikke at råbe retur til sin far, men stille og roligt gå ham i møde.

Og apropos alt det her med følelser i udbrud, så vil jeg godt advare andre om at lytte til den lydbog jeg hører for tiden ude i åbent terræn… Jeg lytter til Sidste Nat i Twisted River af John Irving, og nu hvor jeg nærmer mig slutningen, bliver den mere og mere sørgelig og præget af afsked! Det er altså hård kost at forsøge at holde tårerne tilbage midt i morgentrafikken når folk garantrisset tror jeg lytter til Go’morgen P3…

Forældre og logistik

Host og hark og snot… Det er status i det lille hjem. Ikke så meget mig, men de to andre er ramt. Vi har dog trods 11-taller under næsen og hosten-lungerne-op-om-natten-og-holden-mor-vågen-af-bekymring-tilstand valgt at sende Irma afsted i vuggestue. Og ja, hvis nu alle forældre bare holdt deres børn hjemme når de var syge (og indtil kinderne strålede 100% af sundhed!!), så var der næppe de bakteriefarer, som definerer vuggestuerne i dag… Meeeen sidst jeg tjekkede, flød gaderne ikke med mælk og honning og spandevis af overskud… Og hun havde jo ikke feber, vel! Jeg ved godt det ikke er skide solidarisk, men til gengæld er der garanti for at bakterier går begge veje, så det store karma-regnskab går nok op i sidste ende…

På den positive front, har vi nu så godt som tjek på fastelavnskostumet. Er så stolt!! Også eftersom Irma sidste år blev sendt i vuggestue med tylskørt som den eneste udklædningsting… Hun var voldsomt begejstret, men jeg synes ikke rigtig hun kunne matche de flotte dyr og smukke prinsesser, som stuen var fuld af … Dette års kostume kom med posten i dag og Irma skal være en bi 🙂

Irma dansede rundt i køkkenet med den fine ballonkjole på – jeg stemmer nemlig for, at vi får fuldt gavn af tøjet så længe hun kan passe den og gider have den på. Nu mangler jeg bare at købe sorte strømpebukser, så er hun klar til at slå katten af tønden (3 uger før tid…)

Elsker når planlægningskabalen går op!

Det evige sove-show

Jeg synes det er ret sjovt, hvor meget vi forældre kan snakke om søvn. Om hvordan podens søvnrytme er, hvor mange gange barnet er vågent om natten, hvor tidligt vi står op og hvor få søvntimer vi kan klare os (mere eller mindre godt) på. Jeg er ret bevidst om, at det er skidekedeligt at høre for dem uden børn, har bl.a. kolleger der tilhører det segment. Og jeg kan godt sætte mig ind i det helt blanke udtryk, de kan få, og hvorfor de nogle gange foretrækker at drikke deres kaffe foran skærmen frem for ved fællesbordet sammen med os andre. Jeg er helt med. Ikke desto mindre, er det bare så vildt centralt i vores (og her taler jeg bare på vegne af alle småbørnsforældre, beklager hvis ikke I vil inddrages, gør det sgu alligevel, HA!) hverdag. Så det er altså uhyre svært at lade være med at tale om. Jeg beklager meget, men det holder nok ikke op foreløbig…

Vi har opdaget at Irma søvnmæssigt er det ultimative miks af manden og jeg. Når hun først er faldet i søvn, sover hun som en sten (mig), hun kan sove i voldsom larm (mig), og ved enkelte anledninger endda siddende (også mig…). Men når det kommer til rent faktisk at falde i søvn, ligner hun mere sin far. Hun kan nemt ligge og kalde på en af os, men når vi så kommer ind til hende, ligger hun bare og leger med sine tæer og kigger på os med det mest drillende blik (faren – ikke det med tæerne, men det med drilleriet…). Hun er god til at underholde sig selv lige indtil hun falder om, hun kan sagtens ligge en lille time og synge, snakke, lege med sin dukke, og hvis hun kunne læse, ville hun helt sikkert gøre det i ALT for lang tid (faren). Desuden er hun lang tid om at vågne (faren) og prutter gevaldigt i søvne (kun faren!!…meget troværdigt, ik?)

 

November…

Måske er det årstiden, men jeg fik sådan lyst til at ruske op i mig selv i dag. Farvemæssigt! Jeg har været til temadag i DRbyen i dag, og på vej derud, mens den blå koncertbygning dukkede op i tågen, var jeg ved at sprænge i luften af grå nuancer! Både i vejret og på de folk jeg så på gaden. Synes selv jeg havde valgt en fin rød nederdel, men da jeg kiggede mig i spejlet i dag, så det hele bare gråt ud. Sådan er det bare nogle gange. Men uden at forklare mere, er håret nu blevet farvet. Jeg havde ellers store planer om at lægge den røde farve på hylden, tage en periode med det naturlige look mens farven langsomt sev ud, og så gå amok i blondinefarver til foråret. Langsigtet plan, som på ingen måde kunne overholdes. For det med naturligheden, det holder sgu ikke! I mit tilfælde er det simpelthen bare for kedeligt.  Mit hår er ikke bare kommunefarvet, nej, det er faktisk ovre mod den grå leverpostej. Altså uden at være gråt, for det er trods alt mere kantet end det her blege kedsomhed. November kræver sine farver, siger det bare!! Så må blondinen komme på banen en anden sæson…

Jeg har været til samtale i vuggestuen i dag. Vores første forældresamtaler. Og jeg havde selvfølgelig misset en temmelig essentiel pointe: At man skulle komme uden børn… Men når jeg først er dukket op på stuen og sagt hej til Irma, så er det en ren og skær umulighed at gå fra hende igen. Tror faktisk man skal lede længe efter et mere ulykkeligt barn! Og det var først da jeg var ankommet på stuen at den børneløse pointe ramte mig… Manden er på kursus udenbys, så jeg repræsenterede forældredelen solo, og Irma opførte sig faktisk ret pænt af en pige i ulvetimeperioden. Og findes der så noget bedre end at høre hvad andre kan fortælle om dit barn i hele 30 minutter? Nej, det tror jeg faktisk ikke 🙂 Hun er god til at lege med de andre, spiser godt, er altid klar på at tage på legeplads og få overtøj på. Hun er altid meget begejstret for at have kjoler på og viser dem frem til ALLE på stuen. Og så er hun begyndt at hjælpe til at med at tage tøj af og på. Hun er helt med rent sprogmæssigt, og kan sammensætte små sætninger så vi forstår hende. Der var lige en lille fortælling om stædighed og temperament, men den tager vi en anden dag…

Kampen om tandbørsten…

Det er MANGE måneder siden at Irma har syntes at tandbørstning var noget man kunne se frem til. Det er og bliver en kamp! Men for tiden kører vi på distraktionspumperne  – damen har jo temperament, men heldigvis også hukommelse som en si, så hvis man distrakterer hende med noget sjovt, eller finder noget andet legetøj end det Nanna/Emily/Victor/?? leger med, så går det også an… Og vi har fundet ud af at hvis vi spiller en youtube-video for hende, så kan vi få lov at børste hendes tænder i de minutter videoen varer! Måske det ikke er verdens mest pædagogisk korrekte metode (hvad ved jeg!?), men så længe Irma får børstet tænder og vi ikke har med en skrigende flitsbue at gøre, så er alle vist forholdsvist tilfredse…

Men vi finder nogle meget forskellige videoer til hende.. Sammen med faren har Irma set temmelig mange trailers til computerspil, eller guidede ture igennem spil som manden er i gang med. Det viser jeg hende ikke… I starten fandt jeg videoer med børn der griner, og selvom det jo er voldsomt hyggeligt, så er det måske ikke det mest varierende indslag. Så nu er jeg gået over til gamle danske klassikere, musikklip fra Sommer i Tyrol, revysang med Daimi og Dirch og selvfølgelig min absolutte favoritfilm:

Og nu er manden ikke ligefrem fortaler for den gamle danske filmskat, men vi skal jo heller ikke være enig om alt – og Irma synes det er hyggeligt. Hun rocker lidt med, synger lidt og får børstet bisser – alle er glade 🙂

Velkommen til et nyt segment!!

Da vi vendte hjem til lejligheden med lille 2-dage gamle Irma, følte vi os mildest talt som forandrede mennesker. Det er afgjort den mest skelsættende oplevelse i vores liv: at blive forældre. Både på hospitalet og fra verdens sødeste sundhedsplejerske (som vi er så heldige at have fået tildelt!) har vi fået et hav af pjecer, udgivelser fra Sundhedsstyrelsen, reklamer, bud om børneklub-medlemslaber – alt sammen information, som man som førstegangsforældre pligtskyldigt læser. Okay, herhjemme var det nok kun den ene forælder, der opfattede det som pligtlæsning…men stadig!! Mange af tingene var uden tvivl nyttig viden, men jeg synes at et bestemt notat manglede – det med segmentskiftet!

Jeg sidder oftere og oftere og er ved at sprænge i luften over naboer, genboer, overboer og underboer, hvor INGEN af dem er i samme nye segment som os. De er alle stadig på feststadiet: uden børn, soven længe, røg i hjemmet og HØJ musik på alle tidspunkter af døgnet.

Jeg er sådan set ikke misundelig, seriøst!! Har jo været der og har ingen intentioner om at bevæge mig tilbage. Jeg er stadig en festabe og en dansetosse, så jeg er heller ikke ligefrem bange for at blive kedelig og gammel lige med det samme…

Men derfor kan det stadig godt være lidt af et chok at opdage, at vi er landet lige lukt i segmentet for madplaner og ugentlige indkøb, for dem der har Byggemand bob-temaet på hjernen flere dage i træk, dem der laver flere statusupdates om deres børn end deres eget liv, og for dem der i frokostpausen opdager at de har snot på skulderen… Der er selvfølgelig mange andre skønne karaktertræk ved denne gruppe, men ville sgu ærligt talt gerne have haft en heads up!!