I det fynske

Mens vi alle sammen venter på Broen (eller måske flere forklaringer fra Hr. Løkke?…) kan jeg lige nå at fortælle om vores weekend i det fynske. Vi har besøgt mine svigerforældre aka bedstemor og bedstefar. Vi kørte fredag aften efter aftensmad, pigerne var i nattøj, Olga fik sin flaske da vi ramte motorvejen, og Irma hyggede med Ipaden indtil vi kørte over Storebæltsbroen hvor hun omsider faldt i søvn. Og ganske som forventeligt, kunne jeg bære Irma ind på nogle madrasser, putte dynen om hende og så sov hun fint videre – mens Olga vågnede ved at bilen standsede, og derpå var vågen til cirka 23…

Lørdag formiddag var vi i Madsbyparken i Fredericia: var på legeplads, kørte i tog og så på Fredericia Miniby. Superhyggelig tur! Resten af dagen væltede regnen ned, så der blev læst en del bøger, set den faste Cirkelinefilm (der ER bare ting vi skal når vi besøger bedsteforældrene, og gensynet med Cirkeline – Ost og Kærlighed, er et absolut must), og spist en hel del af bedstemors kager.

I dag har været søndag med stort S, og efter bilturen hjem har vi været hjemme og ikke rigtig gjort det store. Tror faktisk lige det var den slags weekend vi alle havde brug for.  Irma har især haft nogle rigtig gode oplevelser, fordi hun skød weekenden igang med at se teater med mormor. Alene det at blive hentet af mormor i børnehaven og tage på tur bare hende og Irma, er så meget i luksusligaen, at oplevelsen i sig selv næsten blegner. Men hun har talt en hel masse om nogle der bager, en drage og en meget sjov mand – og jeg håber lidt det er gengivelse fra teatret…

Detaljerne fra weekenden får I i billeder:

Hygge med bedstefar - Irma er koncentreret, ikke sur

Hygge med bedstefar – Irma er koncentreret, ikke sur

I Fredericia Historiske Miniby

I Fredericia Historiske Miniby

Der filmes med bedstefar

Der filmes med bedstefar

Mooncars, trafikbane, Madsbyparken

Mooncars, trafikbane, Madsbyparken

Reklamer

Små hænder…

Vi har været på Fyn i weekenden. Primært for at besøge Farmor og Bedstefar, men der blev heldigvis også tid til hele to vennebesøg. Og vi må erkende, at Irma efterhånden ved hvad der falder af hjemme hos Farmor: Vi var kun lige landet på adressen, og var igang med at tømme bilen for tasker, da hun sagde “jeg vil gerne have kage”… Og forventningerne blev da også indfriet til fulde.

Men vi har da også lavet andet end at spise kage! Mine svigerforældre passede blandt andet en hund i weekenden og den børnevante dalmatiner, har stået model til at en lille hundeglad pige har kravlet rundt omkring den i over et døgn. Irma ville ligge nede under bordet sammen med hunden (selvom det jo primært var hendes krummer hunden var på udkig efter…), hende og bedstefaren digtede historier om at hunden var den store heksebeskytter (noget med en væmmelig børnetime fredag eftermiddag..), hvilket gjorde at Irma istemte når hunden gøede… Og ikke mindst delte hun sine kiks med hunden – til begges store begejstring. Vi skal overhovedet ikke have hund de næste mange år, men jeg bliver da lidt sagelig over det umiddelbare venskab.

På vej hjem fra mandens hjemstavn slog vi et smut forbi en af mine gamle veninder, der er flyttet til Odense med familien. Ud i et skønt grønt område og i et fantastisk lækkert nybygget hus. Ahmen altså, hvor var det et fedt hus. Irma kastede sig over både legetøj og hjemmebagte boller (på den der mine-forældre-giver-mig-aldrig-noget-at-spise-måden… ikke spor pinligt…), og var slet ikke til at rive væk fra dukkeparadiset. Men den ting der fik mit hjerte til at smelte, var da hun helt forelsket stod og holdt lille Selma i hånden. Den lille fis er kun 3,5 måned gammel, og Irma var helt betaget. Selma lå i sin kravlegård og smilede, og Irma stod på tæer for at nå ned til hendes lille hånd. Men hun blev stående sådan i lang tid, helt stille.

Hvis den betagelse af små yndige pigebørn kan vare ved, så har jeg lidt mere ro i maven hvad angår lillesøsters ankomst!!

Weekend med bil

Måske er det fordi vores almindelige weekender ligger lidt lavt når det kommer til oplevelser og udførelser, men jeg synes virkelig vi har været aktive i denne weekend. Og vi har virkelig fået udnyttet at være bil-indehavere for en weekend – og nu ingen smarte kommentarer om at de to ting hænger sammen… Men altså, fredag var jeg i Ikea og købe seng til Irma og vi samlede den samme aften. Irma var meget aktiv med at sætte skruer i alle huller – hvilket nok forsinkede processen en anelse… “Jeg hjælper, far” blev hun ved med at sige 🙂

Lørdag var vi en tur i Middelfart og fejre Irmas Bedstefars 70 års fødselsdag. Det var helt fantastisk at kunne køre ud og hjem samme dag og jeg er meget taknemmelig for at de havde valgt at fejre det med en lækker brunch nede på havnen. Det var den mest børnevenlige setting vi kunne ønske os. Det tog lige Irma en halv times tid før hun havde oparbejdet mod til at begynde at snakke (lige tids nok til den første tale…) og lige lidt yderligere tid før hun løb afsted sammen med kusinen. Så langt det meste af eftermiddagen så hun ud ligesom på billederne, opkogt og glad! Ikke helt skidt.

I går havde vi store planer om at tage på nye uopdagede legepladser eller drikke varm kakao et nyt eksotisk sted, og da vi havde gjort rent, pudset vinduer (mig), løbet knap 20 km (ikke mig…) og hygget med Irma hele formiddagen var vi klar til afgang. Men det var bare ikke rigtig gået op for os at Irma var gået hen og blevet træt (ups!), så efter 2 minutter i bilen snorksov barnet… Så meget for planerne. Vi endte med at køre en længere søndagstur, købe is i Dragør og sludre – alt imens barnet snorkede derudaf. I dag har jeg holdt en ekstra fridag for at besøge et styks lækker baby på Falster. En af mine ældste veninder har fået barn nummer to, og hende skulle jeg ned og møde. Der er nu ikke noget som en uge gammel baby, der kan få æggestokkene til at gå amok… Så alt i alt en fantastisk forlænget weekend, hvor vi har grove udnyttet at have fire hjul. Ret komfortabelt faktisk!

Og i morgen lander mine forældre, og bilkomforten er slut – lige som jeg er blevet tryg ved at køre igen… Må trøste mig med at min mås ville være adskillige størrelser større hvis jeg rent faktisk ejede en bil, det hjælper lidt!