På små ben

Gad vide hvor mange flere skridt Irma tager end os, for at komme det samme stykke vej? Det funderede jeg lidt over i dag, da Irma og jeg for første gang gik hjem fra vuggestuen. Det var egentlig bare af logistiske årsager fordi manden havde stille cykelanhængeren hjem i gården efter at have afleveret Irma – vuggestuens kælder havde set bekymrende våd ud (ligesom alle andres…), så han besluttede ikke at bruge den som parkeringsplads hvis nu de ville arrangere noget kældertørring eller noget. Og det er nødvendigt at være i det rette lune til sådan en slentretur – jeg tror der er ca. en kilometer – for hver gang en bil kørte forbi, skulle vi stoppe og beundre, og hver gang en cykel kørte forbi, skulle vi snakke lidt om det. Meget meget hyggelig tur, og Irma ville ikke bæres én eneste gang, hvilket jeg syntes var ret imponerende. Med de små ben, og de mange, mange skridt hun tog – alene bare for at komme hen og klappe på de flotte hjulkapsler på bilerne… Jeg frygtede konstant for at en hidsig bilalarm ville starte og Irma ville sætte i et brøl, eller endnu værre: I løb! For shit, hvor skal man bare være den opmærksomme mor – vi bor ikke ligefrem i et kvarter hvor beboerne er kendt for at køre efter bogen, så alle antenner er ude!!

Vi har også sluset ud i vores kælderrum, som stort set alle andre i København, vi fik ryddet op og smidt ud, og har lavet en oversigt til forsikringen…(en anmeldelse som de ikke har tid til at kigge på før tidligst om en uge, kunne godt høre på den forsikringsdame jeg talte med, at de var hårdt spændt for!) Men heldigvis var det primært kælderting: Gamle spil, tasker, blandede sager mv. – slet, slet ikke i samme boldgade, som ovre ved Maren!!

Vi har desuden fået opklaring på boligdrømmene i dag – mødet med bankrådgiveren måtte udskydes til i dag, men hun kom med ret gode nyheder, så nu ser en fremtid med have pludselig ret mulig ud. Ja, hun havde desværre ikke lige en køber til vores lejlighed, så flytning sker nok ikke lige i morgen, men selvom vi skal blive boende et års tid endnu, går det såmænd nok – så længe vi har en vis garanti for at drømmene kan gå i opfyldelse!

Nu skal jeg lige lægge en hånd på de sidste hemmelige forberedelser til mandens fødselsdag i morgen, vi holder fri ham og jeg, og jeg har lagt planer – MEGET hemmelige, og selvom manden ikke kommer så tit forbi bloggen, tør jeg alligevel ikke løfte sløret… det må simpelthen vente 😉

Udemoren hjemme igen

Jeg må jo være ærlig… det var ganske simpelt fantastisk at være på voksenweekend! Det var noget så ueksotisk som Nyborg Strand og noget så usexet som en generalforsamling, men det var fedt!! Sjovt og temmelig voksenagtigt – og ikke  mindst lige det jeg trængte til (ja, hver sin lyst…)

Irma tog imod mig med et stort smil i søndags, som om jeg bare lige havde været en tur på arbejde. Så al min frygt om at hun ville være sur på mig for at være væk, var komplet ubegrundet – heldigvis! Til gengæld har hun hængt på mig hele ugen, HÆNGT!! Det er til at blive vanvittig af. Nu forstår jeg pludselig hvorfor nogle børn er helt hjulbenede af at sidde på mors hofte, det ville Irma sgu også være hvis hun fik lov – eller hvis jeg havde kræfterne…pigen er jo tung! Jeg kan ikke engang få lov til at tage støvlerne af når jeg kommer ind af døren før hun insisterer på at sidde på skødet. Og det er da også hyggeligt, men når hendes verden bryder sammen fordi jeg går ud og tisser… det er sgu da ikke hyggeligt!!

Jeg læser lidt i Vidunderlige uger og kan læse, at jeg ikke er ene om denne fase. Der er en del frustration, særligt fra mødre, i denne periode omkring 46. uge. Det er altid meget rart at kunne ty til fagbøgerne når desperationen kalder – og så rent faktisk læse, at det kun er en fase, pyyha – bare knap så fedt at lære, at faserne kan vare alt fra 2 uger til ½ år…SHIIIT det klarer jeg ikke!! Et styks datter til af-klæbring, jatak… 🙂

Og når al den galde lige er kommet frem og blæst væk… så bliver jeg nødt til at prale med selvsamme datter! For hun går jo, den lille fis! 10½ måned gammel og så stavrer hun afsted på sine små ben. Faren talte i går at hun gik 22 skridt på egen hånd. Sådan! Hun kravler selvfølgelig stadig mest, og når hun ikke går selv, bruger hun alt i nærheden som gå-vogn: triptrapstolen, puffen i stuen, store puder og andre upraktiske hjulløse ting som bliver skubbet hen ad gulvet indtil der kommer en forhindring… Hun vil frem i verden vores lille trold 🙂