Har jeg fødselsdag igen i morgen?

Når man har haft en dejlig dag og ikke vil have at den skal slutte, spørger man faren lige inden hovedet rammer puden: “Har jeg fødselsdag igen i morgen”? Åh, skuffelsen bliver desværre tydelig når der hverken er gaver, flag eller varm kakao på morgenbordet, og når moren tilmed stryger ud af døren før kl 7 – ikke mere fødselsdag før om alt for lang tid.

Olga har uden tvivl haft en dejlig dag – en morgen med gaver, pandekager og leg med storesøster. Og Irma kom listende hen til mig kort efter Olga havde åbnet pakker med spørgsmålet: “Olgas gaver er da også mine, ik? Vi deler vores legetøj, ik?” – Jeg mindede hende om at hun selv har fødselsdag om en måned hvor hun nok også får nogle ting, som bliver svære at dele, selv med søsteren. Men jo, bortset fra det, plejer der faktisk at være en god grundlæggende deleregel herhjemme. Bare utrolig svært at gennemføre, når alt er nyt og nærmest glinsende. Fire styks bedsteforældre ankom lidt over middag, og gaverne blev nærmest flået op. Ikke meget pli over sådan en fireårig… Taksigelserne kom dog også, bare lidt sent.

Hvis man sorterer utålmodigheden fra, er der nu noget skønt over en fireårig, der bare nyder at have alle sine yndlingsmennesker omkring sig. Det er ren kærlighed fra start til slut. Ingen skuffelse, kun nydelse! Hun har fået et utal af kram og kys, og har siddet på næsten alle skød til flere kram. Rockernyder al opmærksomheden og den tryghed som alle disse gode mennesker emmer. Hun faldt i søvn nærmest før hovedet ramte puden og endda med et smil på læben. Og bortset fra de ture vi har med hende (stadig dagligt, men dog mindre end tidligere), er hun generelt pænt tilfreds med tilværelsen. På den måde er hun altså en spøjs pige, der udadtil virker nærmest i balance med masser af charme, plus lige dele generthed og  fandenivoldskhed. Hun leger godt, både selv og med andre, og kan både cykle, løbe på løbehjul og netop begyndt at øve sig på at drible. Alt i alt mild og god. Og så alligevel ikke. For hun evner at sige fra, og sige stop og markere, at nu gider hun dælme ikke mere. Ingen indestængte følelser på de 110cm! Og selvom det til tider er både svært og opslidende, så er det jo også elskeligt. Selv på aftner hvor jeg er den dumme mor, kommer hun stadig snigende ind i smørhullet og maser de kolde fødder op mod mine lår. Jeg nyder det mens det findes. Kysser hende på panden og sover videre. 4 år, og hun er stadig min lille kælepotte. Hidsig og kærlig – og kan allerede nu slå store bøvser til farens store fornøjelse. Det upassende fortsætter et godt stykke ind i fremtiden!!

Fjollefis

Reklamer

Fødselsdagsweekend

I fredags blev jeg 37, og helt efter bogen, måtte jeg minde pigerne om, hvad man skal huske at sige når mor har fødselsdag. I det mindste kendte de begge svaret. Jeg havde bagt en ordentlig brunner, så der var både til kolleger, eftermiddagskage derhjemme – og sågar både til lørdagsfejring og til naboen… Ret stor bradepande. Bortset fra at vi tilsyneladende svømmede i brunsviger, blev jeg forkælet af min familie med flag, god deli-mad, gaver og store kram! Ikke værst.

I går havde vi arrangeret en ret god deal, hvor min mor, pigerne og jeg, tog til koncert med Rosa fra Rouladegade, mens min kære mand og min far blev her og lavede mad til os alle. Koncerten foregik i Brønden i Brøndby Strand, og der var pakket med forældre, bedsteforældre og børn – sidstnævnte med deres yndlingssovedyr. Det var en fest, og begge piger synes det var ganske fantastisk. Jeg fik naturligvis ikke taget et eneste billede, havde alt for travlt med at spille luftguitar, klappe på bestilling og synge sammen med Irma og Olga.

Og søndagen er brugt på gode ting som at løbe op og ned af Herstedhøje, spise is og kigge på fugle, være i Fætter BR med en, der skulle bruge sine sidste to tandfe-mønter, løbe tur (min første i dagslys, jotak!), se film med ungerne og så liiige en sidste ting… For denne weekend er også en slags wake-up-call til moren om, at vi i høj grad har to autoritetsudfordrende i vores fold! Faren synes naturligvis at det er en kæmpe styrke, at pigerne vokser op og forholder sig kritisk til autoriteter, moren ville ønske det samme, hvis ikke lige det også inkluderede hende selv. For pokker! Irma har to gange i denne weekend svaret med bemærkningen “Det gider jeg sgu da ikke”. Mega-københavner-barn! Og rimelig provokerende.

Olga har været totalt uden for nummer, og uden at nogen har lagt mærke til noget før i morges da manden trak mørklægningsgardinerne op i soveværelset, malet med grøn tusch på væggene. Jeg aner ikke hvornår hun har gjort det. Men jeg har udover de andre hyggelige gøremål i dag, prøvet at rense det af med sprit, vådservietter, vand og sæbe – til sidste givet op og bare hentet den rest vægmaling vi har i skabet, og været over væggen med en rulle – 5 gange!! Da jeg i morges stod med måbende ansigtsudtryk og spurgte hvad hun havde lavet, blev hun spontant så ked af det, at det ikke hjalp at skælde ud. Hun vidste udmærket godt, at hun havde gjort noget meget forkert. Men okay, den hjemlige autoritet tabte stadig mælet da hun spærrede øjnene op i morges…

Og det det alder, det går sgu meget godt med det. Ingen krise endnu. Jeg klipper godt nok håret af i morgen, men det er kun fordi det trænger…

Lækker, helt inderst

Irma i LegoundertøjFor nogle dage siden kom der en gave, jeg havde glemt ALT om. Og med et postbud der skriver som en brækket arm, var det umuligt at aflæse hvem afsenderen var. På posthus med mig. Og kom hjem med en flad, sort pakke, der raslede… Jeg var helt lost! Men så var det jo noget superlækkert LEGO-undertøj til Irma, som gode mennesker havde sendt til mig. Super blødt og fint. Og med et ret fint print, så det var nemt at lokke Irma i. Ja, faktisk ville hun slet ikke af med det igen – så det blev også brugt som nattøj samme nat. Jeg er lidt sløset med at købe det lidt dyre undertøj til pigerne, fordi det jo virkelig ikke holder ret længe, men det her kunne jeg faktisk godt finde på at købe et par mere af, især undertrøjen der bare sidder helt fantastisk – og som har den helt rigtige længde, så fisen ikke skiller på maven. Jeg har skelet lidt til overtøjet også, men det må blive en anden vinter, for vi er helt vinterklar herhjemme – bortset lige fra de der 17 par vanter, som vist bliver et must igen i år…

Og så har vi taget hul på fejringen af den yngstes første fødselsdag. Det er først på onsdag, men mormor og morfar var her i går, til hygge med pigerne og til min første (men næppe sidste!!) chokoladeballade. Tak Anne, for at kreere den kage! Olga fik en ny juniordyne, som hun straks lagde sig ned og krammede med. Dejligt med taknemmelige børn 🙂

På onsdag sker der flere fejringsagtige ting med uddeling i vuggestuen og besøg fra Fyn. Det bliver også rigtig godt. Fødselsdagsbarnet går for tiden bare rundt og griner, og stornyder tilværelsen – måske lever hun også stadig højt på den chokoladekage…

Moren sidder til gengæld her i køkkenet og har de trætteste arme og ben! Jeg har hverken slæbt mere på børn eller indkøb end jeg plejer, jeg har simpelthen haft min første crossfit-time. DU-GODESTE-HVOR-ER-DET-HÅRDT!!! Og man kan jo ikke bare sidde og fede den nede på bagerste række, for de har jo den her snedige teknik med at sætte alle sammen to og to, og så tænde for en team challenge. Og for din holdkammerats skyld, må du oppe dig lidt. Pyyyyyh! Er monsterspændt på hvordan kroppen har det i morgen – jeg synes dælme der var langt op til 2. sal efter den her omgang…

Jeg skal lige sparke mig selv i gang dog, der mangler stadig liiiige et par praktiske ting, ift. Olgas fødselsdag, et par sko der skal pudses og en kjole, der skal stryges… hvis armene vil…

Præmie og gaver!

Åhja det har i sandhed været en weekend i pakkernes tegn – og fremskreden alder eller ej, så er pakker bare det bedste i verden! 🙂 Men helt uden for fødselsdagsnummer, så fik jeg i går den præmie jeg vandt ovre hos Signe! Et styks stegegryde og en sauterpande fra Gastrolux, som forhandles af Kitchen One. Det virker som noget virkeligt lækkert køkkengrej, men indtil videre har jeg altså kun dampet asparges i gryden, så det er nok lidt tidligt til en reel anmeldelse…

Irma synes også det var et temmelig stort hit at hendes mor kom slæbende med den store kasse, specielt fordi køkkentøjet var omgivet af flamingodimser. Og vi snakker seriøst mange!! Vi holdt en mindre fest med de mange dimser – kastede dem omkring os, lavede sneengle og Irma kravlede ud og ind af papkassen de var i. En fest siger jeg 🙂

I dag har jeg jo så fået de rigtige fødselsdagsgaver, og udover chokoladekurset fra manden har jeg fået gavekort, kagepynte-udstyr, Escoffiers madbibel (med bl.a. 75 opskrifter med æg…) og en vildt flot taske fra Madrid. Beriget, ja det tror jeg sgu nok 🙂 Nu er jeg efterhånden ret fødselsdagsmættet (har også noget at gøre med, at vi har spist SERIØST meget mad i de sidste to dage!!), og nu mangler kun kagen til kollegerne – satser på vanvittig højt mandag-morgen-overskud…. Tak for hilsner, gaver, sms’er og tanker. Tak for dejlig dag!!

20120311-220210.jpg

Jul, tjek. Fødselsdag, tjek.

Og så er det hele faktisk slut. Barnet er netop puttet og vi har gennemgået 2 dage med festligheder. Vi holdt en meget lille jul, bare os tre. Og det var virkelig hyggeligt. Maden blev helt afsindig god, vi er derude hvor vi næsten ikke tror det kan gøres bedre! Lækre brunkartofler, suveræn and, en rødkål jeg bare glæder mig til at spise resterne af, og en helt uovertruffen sovs! Mums. Og ja, jeg ved godt at vi alle sammen har det på den måde, i hver vores hjem – og er det ikke bare forrygende 🙂 Irma var ikke så meget til julemaden, hun ville have rugbrød ville hun – mærkelige barn. Faren viste hende dog, at hun kunne dyppe rugbrødet i brunkartoffel-snasket, og DET var et hit. “Mere bød, mere bød” kom det fra meget tilfreds sukkergnasker.

Jeg rundede aftenen af med at pille julepynten ned, og hænge fødselsdagspynt op, tænkte at det måtte være passende.

I dag skulle løjerne jo sådan set bare fortsætte, flere godter og flere gaver. Men kunne vi få barnet til at åbne pakker? Nej, dælme nej. Vi lokkede, og prøvede at overbevise hende om at dukkerne ville åbne pakkerne, men hun var komplet ligeglad. Mon også det sker næste år? Jeg tvivler… Hun har fået afsindigt gode pakker, som jeg i sidste ende pakkede op… Både bløde og hårde, og både legetøj, kjoler og bøger. Helt perfekt. I går fik hun en dukke af Farmor og Bedstefar, som griner når man krammer hende. Og Irma blev faktisk lidt bange for hende… Men da vi fandt slukknappen, fik hun masser af kys, og skulle da også med i seng. Vi må prøve at tænde hende igen på et tidspunkt 🙂

Eftermiddagen er gået med familieinvasion, og alt hvad der hører til en rigtig fødselsdag: boller med smør og flag, varm kakao med flødeskum, brunsviger med lys i (som faren godt nok måtte puste ud…) og sang naturligvis. Sangen var lidt for overvældende for den lille fis, og da familien brød ud i HURRAAAAA, måtte hun trøstes lidt…

Bollerne rørte hun ikke, og brunneren heller ikke. Kakaoen røg indenbords – og da familien var gået, ville hun gerne have rugbrød igen. Hun er altså ikke helt almindelig min nu 2-årige lille syngefrans.

Tillykke med fødselsdagen, min skat! 🙂

Nu’ det jul, nu’ det jul!…

Jeg er i gang med at præstere min første julemiddag. Og der er faktisk overraskende meget styr på det hele (har STEN-sikkert glemt et eller andet!!). Anden er i ovnen i gang med noget langtidsstegning, rødkålen blev lavet i går, ris á la manden står på køl, fonden til sovsen er lavet – det eneste jeg reelt mangler er også mit største hadejob: At pille kartofler! Og det er bare uundgåeligt når man nu er blevet opdraget til at aspargeskartofler er den ENESTE kartoffel man kan brune ordentligt (var ellers skide tæt på at købe et glas, men kunne næsten mærke min fars utilfredse blik i nakken!!).

Og nu hvor datteren er middagsputtet må jeg vel til det… crap.

Står ellers lige og beundrer vores juletræ… Nu har jeg gen-pyntet det 4 gange. Irma bliver ved med at flytte al pynten så det hele hænger på den samme gren. Så er der ligesom lidt bedre styr på tingene 🙂 Så nu har jeg givet op og accepteret at det ikke kommer til at ligne et billede fra Peters Jul! Pyt med det for pokker. Manden er ude at løbe 15 km for at gøre bedre plads til anden, og jeg står stadig i nattøj. Jeg har altid synes det var lidt sjovt, det her med at tage pænt tøj på når man er derhjemme (bare rolig, jeg skal nok gøre det – ingen and er tjent med at blive indtaget iført morgenhår og joggingbuks!), men synes sgu settingen er lidt kunstig.

Jeg er altid vokset op med at man får gaver om eftermiddagen, så når Irma vågner, står den på juletræsdans, gaveudpakning, konfektspisning og hygge i tusmørket. Og så spiser vi julemaden bagefter. Jeg har altid elsket at fejre jul på den måde, da det (i min optik) er mere børnevenligt og mere mad-venligt. For når man nu har lavet mad i tre dage, så er det da fjollet ikke at have tid til at sætte pris på det, ikke?? Hvad end jeres traditioner er ude i de små hjem, så håber jeg i får en fantastisk dag og aften. Jeg glæder mig personligt til at se hvordan den næsten 2-årige oplever gaveshowet… Rigtig glædelig jul!!

På tur!!!

Det er det nye hit – at skulle på tur! Irma er vist ikke så optaget af hvad destinationen er, men konceptet er fedt! Vuggestuen har fast tur-dag om onsdagen, og nogle gange tager de med metro eller bus et sted hen, andre gange går turen til en nærliggende legeplads. Begge dele er supergodt i følge Irma. Og her til formiddag tog vi så på tur, Irma og jeg. Helt ned i Amagercentret… se, DET er et eventyr!! Destinationen var BR og Føtex (tjuhej…), men heldigvis er vi jo dem, der køber dagligvarer på nettet og derfor ikke handler med barnet i hverdagene – og derfor har et barn, der er ellevild med at sidde i en indkøbsvogn! Så er det altså nemt at skaffe barnet en event en stormfuld november-søndag!

I BR er det til gengæld ikke let at styre sådan en lille fis. Hun nåede at rage alle batterierne ned fra en reol ved disken (hvad sker der så også for at hænge batterier i børnehøjde???) Og vikingehjelmen var for fantastisk til at lade ligge på hylden 🙂 Der var også et helt bord med bjæffende hunde ved indgangen, som tog ret lang tid at komme forbi… 

Udover eventyret med moren (…) havde Irma måske nok landets gaverigeste 1. advent! Om morgenen åbnede hun pakken fra nissen (det er forbudt at sætte ord på nissens ægte identitet, da nissen har været en meget vigtig brik i mine niecers jule-opvækst altid, og stadig er det!!). Pakken bød på hjemmestrik og totale yndlings-grissinier fra Italien 🙂 Lidt senere kom Farmor og Bedstefar. Her blev hun også beriget med meget fin hjemmestrik! Plus to store sække fra mandens søster.. Én stor pose med tøj, en anden stor pose med legetøj! Musikspillende aggregater, kasseapparat, puslespils-klodser, garage med biler og lidt mere til… Gode, GODE arvesager fra fætter og kusine! Så hvis ikke vi havde en grund til at ville flytte før, så har vi det nu: Pladsmangel!!! 😉

Med 1-årig datter!

Nu har jeg simpelthen en datter, der er et helt år gammel! Har siddet og kigget lidt tilbage på bloggen i dag, og jeg synes virkelig det her år er gået stærkt. Fra vandet der gik midt i sylten 1. juledag 2009 til at se Irma pakke gaver op (læs: hive i gavebåndet fordi det i virkeligheden er det, hun er mest pjattet med…). Det er alt for vildt 🙂 Nu er hun 1 år, og hun leger, snakker (eller…), går og halvløber rundt i hjemmet, griner, charmer og krammer.

Irma er  blevet overdænget med gaver i de sidste dage, og hun har fået bøger, en Bobbles-fisk, Duplo, kjole, Brioklodser, andre klodser til bondegårdsleg, puslepil, Little people-sager, hånddukker – og sikkert andre fine ting, som jeg pinligt nok har glemt. Vi, forældrene, havde simpelthen besluttet ikke at forære datteren gaver. Ondt måske? Men vi vil egentlig hellere forkæle hende på andre tidspunkter end lige der hvor andre overøser hende med alverdens dejlig opmærksomhed. Det går selvfølgelig ikke når hun er blevet lidt ældre, men for nu, tror jeg ikke Irma bekymrer sig om det. Jeg tænker fx at hun inden længe skal have sin første dukke, og to af mine gode veninder har givet Irma et tilskud til sådan en, så mon ikke det bliver til en januar-gave…

Og når det så er sagt har jeg i dag gået og tænkt på hvad Irma godt kan lide at lege. Her i (tilstræbt) prioriteret rækkefølge:

  1. Titte-bøh – det er stadig den bedste leg, og Irma er i gang med at udvide den til gemmeleg, hvor hun løber væk fra os og gemmer sig bag en stol eller andet tilgængeligt.
  2. Læse bøger – det har været hendes yndlingsleg i mange måneder, hun er nu begyndt at sidde og bladre i bøgerne selv, pege på siderne og fortælle historier.
  3. Bære rundt på ting – vi ved ikke helt hvorfor, men hun synes tilsyneladende det er sjovt at gå rundt i hele lejligheden med store papkasser, legetøj, bamser m.m. Mere oprydning til mor og far…
  4. Kravle op og ned af sofaen – det er nemt for hende at komme op, men for det meste skal vi helst være i nærheden og sige “ordentligt ned”, så hun husker at kravle ned med benene og ikke hovedet først…
  5. Rive ned hvad vi bygger op – her gælder det alt lige fra Lego til de nye Brioklodser, det er bare en sjov leg!

Jeg er spændt på hvad de nye favoritlege bliver, om hun bliver en pyntetosset prinsesse eller bare en større udgave af den ballademager hun er nu 🙂

Sveder og koger!

Du godeste hvor er jeg dårlig til varme! Jeg tror simpelthen hele mit ydre blokerer for velbehag omkring de 20 grader. Og det gælder jo også udseendet! Klasket hår, svedpletter under armene (og på en dårlig bh-dag også andre steder…), mascara på kinderne, varme og let-hævede fødder… Ja, ja, der er masser af gode ting ved sommeren, men den her klamme hede, er jeg virkelig uvenner med – man sover jo heller ikke fantastisk. Så nu sidder jeg her og er sur på DMI, der gentagne gange i weekenden har lovet regn, men ikke om der er kommet et dryp. Hrmpf!

Irma har også været så heldig at arve sine forældres overophedede korpus (hvad pokker hedder det i flertal? Korpa?, korpusser?…), så når hun har siddet ved mig i et stykke tid, kan hun være våd i håret og have helt klam hud. Det er da synd! Og jeg er så urolig for hende, for hun kan jo ikke rigtig komme af med varmen. Jeg sørger selvfølgelig for at hælde så meget væske som jeg overhovedet kan i hende, og prøve at lade hende være så bar som hun kan holde ud, men jeg synes virkelig det er svært.

Det gode ved at være dansker er heldigvis, at lige så snart vejret vender, og det regner og blæser konstant (og jeg skal cykle 10 km tur/retur til arbejde), så har man lov til at brokke sig igen 😉

I weekenden har vi haft besøg af Irmas Farm0r og Bedstefar. Og det har virkelig været fedt at se, at Irma har kunnet genkende dem fra dagen før når de kom om morgenen. Fredag skulle hun lige se dem an i cirka 10 minutter og herpå har der ellers været store grin og krammere til dem begge hele weekenden. Og så har jeg erfaret en ny ting i dag. Min mand har fødselsdag i dag, og da vi i morges sad og spiste morgenmad og gav gaver, var jeg utrolig glad for, at jeg havde købt 3 gaver til manden, så jeg kunne sige, at den ene var fra Irma. Der skal jo være en gave fra datter til far! Essentielt. Indtil hun med et stort smil kan aflevere en fin tegning og sige “Tillykke Far”, så er det jo min opgave, at sørge for, at der er en lille gave fra hende. Sådan må det være 🙂

Sommerbarselsprojekt #3:
Guldkaramel-is fra Toms: Mmmm…. virkelig god is! Vaflen er som i de fleste købeis, lidt slatten i det, men isen og karamel-knasset vejer det totalt op. Og bunden er fyldt godt op med mørk chokolade. Den koster dog 24kr (i Netto), og det er bare for meget for en færdig-isvaffel, men når prisen er glemt, er isen god 🙂

Selvforkælelse…

Herhjemme er vi blevet enige om at der skal være lidt økonomisk overskud til mig i juni måned! Ja, det lyder som om jeg truffet denne beslutning på egen hånd, men der sad faktisk to (voksne) mennesker ved bordet. Men så er det store spørgsmål: Hvad skal pengene bruges til?? Vi snakker jo ikke om uanede ressourcer her (månederne med dagpenge er nemlig lige rundt om hjørnet!), så der er jo ikke råd til både det ene og det andet. Men lidt har vel også ret 🙂

Så nu er jeg gået lidt i tænkeboks, for jeg har faktisk aldrig været specielt god til selvforkælelse. Jeg kan uden problem sagtens se det fede i at købe kvalitetssager til John, men når det kommer til mig selv, havner jeg ret tit i discount-grøften – uden helt at vide hvorfor. Og det her med skønhedsbehandlinger, som jo er virkelig dejlig selvforkælelse, er jeg også dårlig til at komme afsted til. På trods af at jeg har en veninde med en fantastisk salon inde i byen…

Så forslag til selvforkælelse modtages meget gerne – så jeg denne gang undgår at gå i H&M (fortryder næsten altid mine køb efter lidt tid) Og jeg er endda ved at sælge ud af nogle af fejlkøbene, for at få råd til lidt mere nyt – jeg har dog et par sko tilbage, som mangler en modtager. Hvis nogen er interesserede i disse stiletter, kan de købes for en favorabel pris. Jeg håber jeg kan komme af med dem, de giver mig bare dårlig samvittighed når de står ubrugte i skabet.

Ser frem til en juni med gaver fra Marie til Marie…