Højre vs. venstre?

Jeg er komplet højre-venstre-blind, og skal altid tænke mig RIGTIG godt om før jeg går den forkerte vej… Og nu er manden begyndt træningen af datteren, så hun ikke bliver lige så debil som sin mor… Hørte ham forleden spørge: “Du skal bruge din højre hånd, Irma, hvilken hånd er det?”. Jeg aner overhovedet ikke om det er alt for tidligt at starte på den slags, jeg kan bare konstatere, at jeg begyndte alt for sent…

I mange år har jeg bildt mig selv ind at jeg godt kunne kende forskel på højre og venstre når jeg kørte bil, men det må jeg erkende er en fejl. Havde ellers sammenskruet nogle sirlige huskeregler med at venstresvinget er der man skal kigge efter cyklister og højresvinget kigger man efter modkørende… Men lets face it, det hverken rimer eller fænger, så det kan heller ikke huskes. Og når manden siger “højre” kører jeg resolut mod venstre… Nu er det blevet sådan at han bare peger, så behøver jeg ikke blive mere frustreret end højst nødvendigt. Gad godt at man kunne tage et kursus i højre-venstre-forståelse, men er bange for at det ikke ville sidde fast alligevel. Er det en eller anden logisk brist der findes i mit hoved? Jeg kender jo altså en del, der har det ligesom mig, så i virkeligheden er jeg nået til bare at undres over at der er nogen der kan, og nogen der ikke kan… Måske jeg kan skal gøre ligesom Malou, og få et H eller V tatoveret på den rigtige arm. Kan man mon sikre sig at den slags ikke går i arv?..

Reklamer

Allergi?

Nu er det pludselig begyndt at dæmre for os, at Irma jo faktisk kan være allergiker. Både manden og jeg har hver vores små ting (farvestoffer, kat, hund, støv, margarine, lam – sådan i udvalg…), men ingen af os døjer med pollen. Og det er det vi tror Irma har. Jeg har en multiallergisk mor, og det er meget normalt at den slags springer et led over. Til min mors store ærgrelse – det er ikke videre rart at se et gensyn med ens egne trælse gener i børnebørnene.

Irmas symptomer er helt gennemsigtigt snot og en næse, der bare løber non stop. Hævede blanke øjne og nogle hyppige og hidsige nyseture. Men så er der lige det med feberen som ikke helt forsvinder, og det synes jeg ikke helt virker almindeligt.
Hun sover helt vildt meget og er næsten konstant klar til en lur – og så har hun fortsat næsten ingen appetit. Tror det efterhånden kalder på en snak med lægen!

Man kan til gengæld sige, at hvis hun virkelig har pollenallergi, så er vi nok færdige med at have snakke for og imod udflytter/skov-børnehaver. Så giver svaret nok rimeligt meget sig selv….

Det evige sove-show

Jeg synes det er ret sjovt, hvor meget vi forældre kan snakke om søvn. Om hvordan podens søvnrytme er, hvor mange gange barnet er vågent om natten, hvor tidligt vi står op og hvor få søvntimer vi kan klare os (mere eller mindre godt) på. Jeg er ret bevidst om, at det er skidekedeligt at høre for dem uden børn, har bl.a. kolleger der tilhører det segment. Og jeg kan godt sætte mig ind i det helt blanke udtryk, de kan få, og hvorfor de nogle gange foretrækker at drikke deres kaffe foran skærmen frem for ved fællesbordet sammen med os andre. Jeg er helt med. Ikke desto mindre, er det bare så vildt centralt i vores (og her taler jeg bare på vegne af alle småbørnsforældre, beklager hvis ikke I vil inddrages, gør det sgu alligevel, HA!) hverdag. Så det er altså uhyre svært at lade være med at tale om. Jeg beklager meget, men det holder nok ikke op foreløbig…

Vi har opdaget at Irma søvnmæssigt er det ultimative miks af manden og jeg. Når hun først er faldet i søvn, sover hun som en sten (mig), hun kan sove i voldsom larm (mig), og ved enkelte anledninger endda siddende (også mig…). Men når det kommer til rent faktisk at falde i søvn, ligner hun mere sin far. Hun kan nemt ligge og kalde på en af os, men når vi så kommer ind til hende, ligger hun bare og leger med sine tæer og kigger på os med det mest drillende blik (faren – ikke det med tæerne, men det med drilleriet…). Hun er god til at underholde sig selv lige indtil hun falder om, hun kan sagtens ligge en lille time og synge, snakke, lege med sin dukke, og hvis hun kunne læse, ville hun helt sikkert gøre det i ALT for lang tid (faren). Desuden er hun lang tid om at vågne (faren) og prutter gevaldigt i søvne (kun faren!!…meget troværdigt, ik?)

 

Fontænen udeblev

Hvor hurtigt kan man egentlig spise en pose kanelgifler?..  Jeg faldt vist i graviditetsfælden og kom til både at spise hotdog og kanelgifler, meget sund frokost…ups!

Nå, men i dag har jeg simpelthen været til akupunktur – det lykkedes mig at finde en, som ikke var bange for at sætte fødslen i gang, eller sige at jeg ikke må drikke kolde ting. Efter en halv times behandling med 5-6 nåle, burde det ifølge behandleren være nok. Og nu venter jeg bare på resultatet som eftersigende skulle ske inden for et døgns tid.

Men jeg er selvfølgelig lidt skuffet – jeg forvandlede mig ikke til den menneskelige fontæne som jeg havde regnet med, pokkers! Kryds lige fingre for at alt vandet fosser ud af kroppen på mig 🙂

Hvalfornemmelser

Jeg synes ellers ikke jeg har været plaget af det, men i dag har jeg virkelig følt mig stor og kluntet. Når det fx tager det meste af et minut at komme op fra sofaen.. eller når der ikke findes det rigtige sted at sidde/ligge/stå… Så synes jeg faktisk at der er MEGET langt til d. 29. december!!

Jeg satser på at det er en hurtigt forbipasserende søndagsfornemmelse – naivt måske, men alternativet er simpelthen uacceptabelt.

Vi var til fødselsforberedelse for første gang i fredags. Vi hørte om graviditetsgener (ovenstående blev pudsigt nok ikke drøftet…), om hvornår man bør reagere på generne og kontakte jordemoderen, og så så vi fødselsfilm (lærerige, men frygteligt meget fra 80’erne!!).

Der var en af de andre gravide, der spurgte om, hvad man skal gøre hvis veerne melder deres ankomst nytårsnat, og man gerne vil have en taxa til hospitalet – i en vis fart!!
Og her var det meget betryggende at høre flere ting: 1) At taxaselskaberne prioriterer dem med veer frem for fulde mennesker, der skal til fest. 2) At hospitalerne har en secret hotline til taxa og kan komme igennem når ingen andre kan, og endelig 3) At de ikke er blege for at sende en ambulance, hvis intet andet kan komme frem.

Der faldt en ret stor sten fra mit hjerte! Nu mangler jeg bare at lægge en slagplan for hvordan jeg kommer op fra den madras jeg ligger på inde i vores stue. Hmmmm….

Worst case

Jeg bruger rigtig meget tid på at spekulere over, hvem barnet er – hvilken lille personlighed der ankommer til nytår. I  virkeligheden handler mine grublerier ikke så meget om hvordan bebsen kommer til at se ud, eller for den sags skyld, hvilket køn det har, men mere om den har temperament, om den er kræsen, om den kan gribe en bold og aaalt mulig andet…

Mht. temperament kan jeg afsløre, at det vil være et temmelig bizart John-og-Marie-afkom hvis ikke den har, bare en lidt kort lunte. Der er ikke så pokkers langt fra 0-100 hos nogle af os, men til gengæld er vi også hurtigt gode igen – det sidste håber jeg især er gået i arv!

Kræsenheden tror jeg faktisk ikke rigtig på – ikke sådan rigtigt i hvert fald. På den anden side vil en smule mindre kærlighed til mad, måske hjælpe den lille trold mod nogle af de vægtkampe, dens forældre kæmper med.

Og så det med boldøjet…her håber jeg inderligt og helhjertet at mine gener blir 100% ignoreret, det ville være virkelig flinkt! Faren kan faktisk noget med sport, og jeg ville elske hvis mit barn kunne opleve det.

Alt det kan jeg leve med, og det kan barnet forhåbentlig også, men hvad pokker skal vi gøre hvis den vokser op og blir højreorienteret?? Ikke bare som en del af et teenage-oprør, men sådan rigtigt, borgerlig ind til benet! Eller hvis den blir religiøs på et fanatisk plan – på den missionærende måde. Eller hvis den kun vil høre Kandis og Vikingarna? Shit shit shit!!!

Er det på dette tidspunkt vi håber vi har lavet en fornuftig nr. 2, eller giver vi bare op og emigrerer??