Let til tårer

Hold da op! Jeg har lige set “All That Heaven Allows” med manden. En gammel Douglas Sirk-film med Rock Hudson i den mandlige hovedrolle. Vi taler ren kærlighed udfordret af skam, pligt og traditioner. Jeg har grædt som pisket igennem halvdelen af filmen… Og jojo, der er selvfølgelig noget med de der hormoner, men lige hvad film angår, er jeg bare hende der altid græder når den elskelige hovedrolle ser ud til at ende sine dage som ensom enke. Jeg kan ikke have det! Det fortæller nok også rimeligt meget om mig og min værste frygt, men nåja, det skulle vel frem før eller siden (tror for dem, der har haft mere end 10 minutters samtale med mig, havde regnet den ud… er ret gennemskuelig hvad sådan noget angår…)

Og det med at have følelserne udenpå er jo nok noget man forventer af en på Irmas alder – men jeg er ret sikker på at hun har arvet mine tårekanaler, den lille stakkel.. Jeg hentede en meget ulykkelig pige i vuggestuen i dag. Bedsteveninden havde fravalgt Irma til at lege med til fordel for en anden pige. Og som piger i den alder gør, havde hun demonstrativt skubbet til Irma for at vise, at hun altså virkelig ikke ville lege med hende. Irma var helt knust. Og sad helt for sig selv på legepladsen da jeg kom. Jeg ved godt at alle skal igennem den slags strabadser for at lære lidt om livet og den slags, men jeg tror vist alle forældre et eller andet sted ville ønske de kunne skåne deres børn for den slags oplevelser. Så det var rigtig godt at allerbedste August havde mulighed for at komme og lege i gården da vi kom hjem. Så fik Irma da en god venneoplevelse at slutte dagen på. Og moren fik lidt ro i sindet…

Nå, jeg vil gå ud og vaske den mascara væk som nu sidder på kinderne, og gå i seng… Jeg har en ret vigtig arbejdsdag i morgen og glæder mig samtidig til weekenden, hvor vi skal til Sverige og fejre navngivning for vores gode venners datter. Jeg ser frem til skov, børneleg og hyggelig biltur. Og så tror jeg ikke der går så længe før vi skal se endnu en Douglas Sirk-film. De kommer helt ind under huden på én!! Kan anbefales (men husk kleenex!)

Reklamer

Manglende dokumentation

Kors, hvor er vi dårlige til at få taget billeder for tiden. På ferien hos familien tog vi ikke et eneste billede, ikke ét!! Du godeste altså. Og alle ved at det første barn er det mest veldokumenterede, hvad skal der dog ikke ske, når vi engang skal have en nummer to? I øjeblikket går jeg og venter på at pædagogerne i vuggestuen får bunket de billeder, de har taget siden eftersommeren og givet mig et usb-stik med dem på… Godt at vide, at der i det mindste er nogen der taget billeder af mit barn!!.. Jeg får faktisk taget en del videoer med Irma, men rigtig tit opdager jeg, at jeg har holdt tommelfingeren foran højtaleren, så det er blevet en ret stille video… burde vist snart få det røde kort for teknikevner!! I de sidste par dage har jeg prøvet at optage Irma uden hun opdager det, hvilket er sin sag med den lille mobil-entusiast. Så udover de lydløse optagelser har jeg rigtig mange, hvor hun nærmer sig min telefon med armene strukket frem foran sig… NOT a Codac-moment…. Jeg vil så gerne optage at hun slår kolbøtter, for hun er faktisk ret sej til det. Jeg har ikke engang hjulpet hende synderligt meget, men pludselig er det den helt store dille. Landingerne er ikke altid lige kønne, men der er skam strakte ben inden kolbøtten skydes igang. Både manden og jeg har også slået kolbøtter (og ja ja, jeg kan høre alle sige kolbøttefabrik, hold straks op med det!!…), det er svært at lade være når den lille Kaptajn Jespersen står og siger “Også dig, mor. Pytte mor” (Pytte betyder tydeligvis kolbøtte, det kan der ikke herske tvivl om…)

Hvad jeg ikke ønsker at vise en video af, er til gengæld putning af Irma for tiden… det er intet mindre end dramatisk!! Vi prøver at spole tiden tilbage til dagene hvor vi læste en bog, hyggede med en kop med lidt varm mælk, børstede tænder og sagde godnat – og forlod værelset! Smertefrit, lykkeligt og skidenemt… Efter vi har været på ferie er der gået rod i maskineriet. Og vi har nu at gøre med en lille fis, der går totalt i spåner når vi forlader hendes værelse. Før blev vi sendt ud af hendes værelse med luftkys, nu er hun stående, hoppende og SKRIGENDE!! Og jeg er ikke til det, jeg bryder mig på ingen måde om at gøre mig hård og forlade mit barn mens hun skriger og kalder på mig. Nu læste jeg tilfældigvis også en artikel forleden, der pegede på at man ikke skal lade sit barn græde sig selv i søvn: “Det gør simpelthen så ondt i mit hjerte at høre det, for ingen børn skal græde sig i søvn. Den nyeste forskning viser, at det skader hjernen og ødelægger barnets evne til senere i livet at tackle stress, hvis det får lov at græde længerevarende”. Det understøtter lykkeligvis at jeg ofrede 10 minutter ved Irmas hovedgærde her til aften, på at holde hende i hånden indtil hun faldt i søvn. Det kan godt være det bider mig voldsomt i røven om noget tid, men jeg sparede til gengæld 20 minutters gråd + dårlig samvittighed og ondt i maven.

Nu vil jeg nyde stilheden og finde det absolut mest tøsede på tv – at manden er i byen med nogle af kollegerne, behøver jo ikke kun at være til hans fordel 🙂 God lørdag!

Den gode Superheltemor refererede i dag til en kommentar og et link jeg lagde på hendes blog tidligere på ugen – altid dejligt at blive linket til – og et eller andet sted helt vildt sjovt at det er pga. bostaverne P, I og K…I mandags stødte på jeg på dette link (via venner på Facebook), og det er bare den sjoveste kampagne jeg har set længe! Jeg grinede højt på kontoret! I dag er der så ovenikøbet kommet SÅ meget opmærksomhed på kampagnen, at der er blevet skrevet en artikel om det, samt begået et interview med bagmanden – elsker når sådan en historie bliver til mere end den nok egentlig var tænkt 🙂

Jeg har været hjemme med syg Irma i dag, og jeg er noget i tvivl om, om der står raskmelding på dagen i morgen. Hun har været helt vildt svingende i dag. Det ene øjeblik har hun leget og grinet, sunget lange sange og hygget sig. Det næste øjeblik har hun nærmest hostet lungerne ud eller skreget i smerte (jeg tænker: virkelig store kindtænder coming up?!) – kan slet ikke huske at hun har grædt på den måde siden hun var helt spæd. Jeg føler mig helt afmægtig og bliver helt vildt ked af det når jeg ikke kan trøste hende! Så først og fremmest er jeg spændt på natten – igen – og dernæst på, om vi skal have endnu en hjemmedag i morgen med masser af varm mælk m. honning, havregrød og 3 lag tøj… Krydser selv fingre for vuggestue, men nu må vi se.

Nu er det tid til lakridsthe (den fra Urtekram, den kan virkelig anbefales!), neglelak og bloglæsning – skal jo lige nå at nyde den der græsenketid lidt inden sengetid 🙂

Offentlig panik

Der er blevet lidt mindre tid til bloggen i den seneste tid – min lille syvsover er nemlig ikke så dygtig til at sove i dagtimerne. Hvor jeg før kunne gå ture på 2-3 timer, har jeg ikke haft det store held med de lange udflugter i de sidste dage… I går var jeg på cafe med en god veninde og hendes datter på 1½ år, hvilket var rigtig hyggeligt. Men da vi skulle til og afsted, ville Irma på ingen måde lægges i barnevognen, og midt på Blågårdsgade var jeg nødt til at have hende på armen, og køre barnevognen med én hånd (her er det lidt hårdt når vognen trækker mod venstre…) Og jeg endte med at gå på Blågårdens Bibliotek og sludre med gamle kolleger, som heldigvis altid er glade for besøg 🙂 Efter en times visit og efter at Irma havde siddet på adskillige arme (og gylpet godt og grundigt ned af en tidligere kollega…), var hun igen klar til sovetur i kareten.

Men her blev jeg jo overmodig!! Hun sov jo netop så fint at jeg tænkte: Jeg kan jo lige nå at købe min fars fødselsdagsgave. DÅRLIG ide! I det øjeblik jeg var ude af butikken, vågnede frøkenen og stak  i et hyl. Og hylet ville ikke stoppe før vi nåede helt hjem, op af voksiposen og Irma havde en babs i munden…Pyyh, sådan en kilometer kan lige pludselig virke meget lang!!

Og lad mig lige afklare: Jeg er ikke nået over panikstadiet! Jeg går stadig i komplet baglås når lillepigen græder i det offentlige rum – og det med at halv-løbe op af en gade iført skrigende barnevogn, ser jo heller ikke ligefrem afslappet ud..

Nå, det skal jeg lige have indstillet mig på, fx at være bedre til at huske, at have bæreselen med ud i verden. Min mor har strikket en rigtig fin grøn dragt til hende, som vil være perfekt til gåture i bæreselen (billede kommer snarest). Men hvor meget er det lige man kan have med når gåturen kalder?? Jeg synes i forvejen at turen ud og ind af døren er lidt hård – med voksipose, pusletaske, egne småsager (pung, vand, nøgler etc.), lidt legetøj – og nu også overtøj og bæresele – og selvsagt også Irma! 🙂 Jeg er da i det mindste rimelig sikker på, ikke at have meget overskydende flæsk tilbage på overarmene med alt det slæben…