Græsenkeliv

Der er nu ikke mange dage tilbage af den her tilstand som ene forældre. Og heldigvis for det. Ikke så meget i forhold til hente-bringe, morgenmad, vasketøj, oprydning og godnatlæsning. Alt det har jeg jo prøvet før og er ikke hverken bange for eller ked af at stå alene med. Nej, det er faktisk eftermiddags-aften-snakkede med manden jeg savner mest. “Hvordan er din dag gået?”, “hvordan gik aflevering?”, “prøv lige at hør hvad Irma sagde i morges”. Alt det som jeg ikke gider tale med andre om. Og som ingen andre egentlig gider høre om. Og det er jo ikke den slags som jeg går og opsamler og stabler i en lille bunke, som vi tager fat på fra en ende af når han lander søndag aften. Det bliver bare ligesom inde i boldbanerne og forstyrrer nattesøvnen. Som en mærkelig slags Prinsessen på ærten.

Kort fortalt er aftnerne i stedet gået med arbejde. Det er jo problemet når man ikke har fjernsyn eller en der spørger om vi skal spille spil. Min hjerne er blevet Excel-inficeret og trænger gevaldigt til at blive luftet. Så da chancen bød sig, sprang jeg i dag til at spise med gode naboer. Det gik udover torsdagstræning som jeg pjækkede fra til fordel for snakke om hverdag med andre voksne. Så skønt!! Jeg vurderede at min krop havde mere brug for ord end squats og burpees. Sundhed er nu engang mange ting 😊

Lidt billeder fra ugen. Fra børnehavefest med ansigtsmaling. Langsom morgen med iPad i weekenden. Kanelsnegle var Olgas eneste ønske for weekenden. Ny gips der kom på den brækkede arm i mandags. Og praktisk låne-bade-dims der sørger for at børn med brækkede lemmer ikke lugter alt for meget af sure tæer…

I morgen starter weekenden, og der er dømt sløve morgener, børnefødselsdag som Irma skal til, jeans-shopping for moren (hvis bukser revnede på arbejde…ssshhhh), og måske løbehjulskøb til den store, hvis løbehjul faldt definitivt fra hinanden i dag. Og kan man måske leve uden løbehjul som 7-årig? Jeg tror det faktisk ikke!

Reklamer