Den gode Superheltemor refererede i dag til en kommentar og et link jeg lagde på hendes blog tidligere på ugen – altid dejligt at blive linket til – og et eller andet sted helt vildt sjovt at det er pga. bostaverne P, I og K…I mandags stødte på jeg på dette link (via venner på Facebook), og det er bare den sjoveste kampagne jeg har set længe! Jeg grinede højt på kontoret! I dag er der så ovenikøbet kommet SÅ meget opmærksomhed på kampagnen, at der er blevet skrevet en artikel om det, samt begået et interview med bagmanden – elsker når sådan en historie bliver til mere end den nok egentlig var tænkt 🙂

Jeg har været hjemme med syg Irma i dag, og jeg er noget i tvivl om, om der står raskmelding på dagen i morgen. Hun har været helt vildt svingende i dag. Det ene øjeblik har hun leget og grinet, sunget lange sange og hygget sig. Det næste øjeblik har hun nærmest hostet lungerne ud eller skreget i smerte (jeg tænker: virkelig store kindtænder coming up?!) – kan slet ikke huske at hun har grædt på den måde siden hun var helt spæd. Jeg føler mig helt afmægtig og bliver helt vildt ked af det når jeg ikke kan trøste hende! Så først og fremmest er jeg spændt på natten – igen – og dernæst på, om vi skal have endnu en hjemmedag i morgen med masser af varm mælk m. honning, havregrød og 3 lag tøj… Krydser selv fingre for vuggestue, men nu må vi se.

Nu er det tid til lakridsthe (den fra Urtekram, den kan virkelig anbefales!), neglelak og bloglæsning – skal jo lige nå at nyde den der græsenketid lidt inden sengetid 🙂

Konsekvens NU!

Irma er begyndt at reagere voldsomt på nej’er – hun skraldgriner! Hver gang! Vi prøver at sige nej på en meget bestemt måde, måske endda tage den hånd hun laver ballade med, holde den så hun stopper med at slå, slukke for fjernsynet, tage toiletbørsten (…) og sige NEJ med store bogstaver og se meget alvorlige ud. Og når vi er helt alvorlige forstår hun det godt (ikke at hun husker ret meget længere end 2 minutter dog… total guppy-datter vi har…). Men langt de fleste gange hun får et nej, er hun bare flad af grin. Og det er bare så svært at bevare den stramme mine når der står en storgrinende lille charmer og tænder/slukker for fjernsynet. I går havde vi en “leg” (læs: Irmas leg, ikke min) hvor jeg tændte fjernsynet, slog hen på den kanal jeg gerne ville se, og satte mig til rette. Så kiggede hun på mig og gik målbevidst hen til skærmen, trykkede på afbryderknappen og kiggede afventende på mig… Lille provobarn!!

Hun har også opdaget, at hun får en skæg reaktion fra mig når hun slår sig selv… altså skæg som i, at jeg siger “stop nu Irma”, og ryster på hovedet. Nu øver jeg mig i ikke at reagere så hun holder op med at slå sig selv – hvilket resulterer i at vi nu har en datter, der render rundt og slår sig selv i hovedet når hun ser os…godt så. Det holder forhåbentlig op inden hun kommer seriøst til skade..

Vi plejer at være mere seriøse end det her: 

Mmm…efterår

Det ER altså bare min favoritårstid. Koldt på den gode måde, smukke smukke farver, røde kinder, masser af the, hygge under et tæppe efter gåture… Det blir bare ikke bedre 🙂 Vi har været på legeplads i dag, Irmas nye yndlingssted – godt med børn at kigge på og gynger at gynge på.

Irma har været ét stort grin i dag, fordi hun TA-DAAAHH har sovet HELE natten!! Hurra for nattesøvn – min helt igennem favoritsøvn! Jeg har af vanens magt været vågen et par gange og kigget til hende, og jeg har fuldstændig opgivet det med at give hende dyne på igen og igen… Meget tidligt i morges så jeg at hun havde lagt sig med hovedet i fodenden, på maven, ovenpå dynen… ja, hvad skal man så gøre 🙂 Hun vågnede helt udhvilet kl. 06 og var topklar til fest! Det er nu bare den bedste måde at starte dagen på!

Hun blev da også kørt helt træt i går – vi var på besøg to steder med børn. Første sted var i en lejlighed hvor vi forhåbentlig snart skal komme næsten dagligt… Jeg har været så heldig at komme i kontakt med en kvinde, der er blevet godkendt til at passe sit eget + et andet barn i sit eget hjem. Og de mangler en ny legekammerat fra den 1. november. Det kunne simpelthen ikke være mere perfekt. Familien virker utrolig sympatisk – og jeg tror også de syntes om os. Så nu mangler blot det formelle: En godkendelse hos kommunen, en underskrift, noget betaling, og så et kæmpe krydsen fingre for at det kommer til at gå godt! Det er jo formentlig kun en ordning der skal køre i et par måneder, indtil vi har fået vuggestueplads, men lige meget hvad, så føles det alligevel utrolig grænse-overskridende at skulle aflevere sin lille guldklump til endnu temmelige fremmede mennesker… Meeeeen vi kan jo se det virker for så mange andre, så hvorfor ikke herhjemme.

Besøg nr. 2 var hos nogle rigtig gode venner, der har to drenge. En jævnaldrende og en 5-årig med krudt i måsen – det kan altså køre Irma flad. Efter mange timers leg, kørte Irma og jeg hjem, og jeg tror måske jeg har fået et par blikke på min færd: Jeg gik og sang det meste af vejen for at holde lillepigen vågen! Vi landede her ved 7-tiden, så der blev lynhurtigt fikset noget aftensmad, skiftet til nattøj, leget lidt og så lige på hovedet i seng – lige i tid til at moren kunne spiille BingoBanko

Alt i alt en dejlig weekend – sågar med en lille fis, der nu kan klappe 🙂

Flækket træsko, nu med lyd!

På trods af regnen blev jeg alligevel grebet af forårsstemningen på formiddagsturen, og nu er køkkenet pyntet med fine blomster. Måske er det lidt en kvindeting, men jeg synes faktisk at hele køkkenet bliver pænere hvis der står friske blomster på bordet 🙂

Og i takt med ting, der får mig til at smile, grinede Irma for første gang i forgårs!! Hun lå på puslebordet og hyggede, og pludselig kiggede hun op i uroen og begyndte at grine. Det er bare den bedste lyd der findes! Jeg har desværre ikke kunne få hende til at klukke siden, men der har været et par gnæk fra hende, så jeg satser på at det er lige om hjørnet. Og så håber jeg at det er et godt tegn, at der er kommet latter før der er kommet tårer…

I det hele taget sker der bare så mange ting i Irmas udvikling for tiden. Hun pludrer i ét væk og prøver at efterligne vores udtryk. Hun kan nu holde hovedet rigtig fint når hun sidder på armen og hun er for alvor nu begyndt at få øjnene op for sine hænder. Det er simpelthen så sjovt at følge hendes udvikling – både hendes frustrationer og hendes glæde – og jeg føler mig virkelig heldig over, at jeg kan gå og hygge med Irma dagen lang!