Larm og hensyn

Nogle gange bliver jeg bare sådan lidt børnetrodsig! Når vi atter engang får en henvendelse fra vores børnefamilie-fjendske andelsformand, der starter med “bestyrelsen har besluttet…”. Først måtte vi ikke have barnevognen stående et bestemt sted, så var vi for hysteriske fordi vi gerne ville have børnesikringerne på de nyinstallerede vinduer til at fungere (…) og nu har de set sig sure på vores cykelanhænger!

“Bestyrelsen har besluttet at I ikke længere må parkere vognen i den afsides have, som ingen benytter”. Nåja, nu har jeg redigeret en anelse i formuleringen… Nu skal vi parkere anhængeren ved alle cyklerne (hvor der på ingen måde er plads!!), ud mod vejen (hvor manden har fået stjålet cykler 3 gange!!!) og hvor vi kommer til at genere et hav af mennesker (måske faktisk alle dem, der IKKE sidder i bestyrelsen…). Og det er vi bare ræddi ræddi glade for… Vi har også mulighed for at stille monstrummet i kælderen, hvilket er skidenemt med småpylret 2-årig, når både kælderskakt og kælderdør er for smal til at den kan køres derned i ikke sammenslået tilstand…

Da Irma i morges valgte at hamre nyt træslot ned i køkkengulvet mens hun sang helt utroligt højt og klokken var lidt mindre end 7, var det manden der stille og roligt flyttede barn og slot ind på hendes tæppebelagte værelse, ikke mig… Som sagt, jeg blir lidt børnetrodsig (og hov, vi har et bestyrelsesmedlem som underbo..)