Hjælpeparadokset

Det slog mig i dag, at det her med at hjælpe andre, ikke er så nemt som det burde være. Jeg tager mig selv i at afslå hjælp selv når jeg egentlig godt kunne bruge en hånd. Når jeg fx står med en barnevogn, en Olga i bæresele, en Irma med krudt i måsen, en cykel med støttehjul og en taske eller to, og skal ned af kældertrappen – allerhelst i ét hug. Så har jeg flere gange enten sagt “nej nej, det behøver du virkelig ikke, den klarer jeg fint selv” (med svedperler springende frem på panden og andre unævnelige steder…) ELLER (og her kommer det groteske på banen) blevet fortørnet over at ingen tilbyder mig deres hjælp når de tydeligvis kan se, at jeg godt kunne bruge det. Hvad sker der for det?? Fx i dag i Fakta. Jeg har Olga på armen og Irma der står og danser (vi kommer lige fra danseskolen) ved siden af båndet med varer, mens hun venter på den is jeg er ved at købe til hende. Jeg kunne egentlig godt bruge at personen foran mig lige skeler bagud i 2 sekunder og bare tænker sig til, at jeg ikke har en ledig hånd til at nå den der vare-skille-dims (har den et rigtigt navn?), så manden bag mig kan lægge sine varer på båndet. Det burde han da nok kunne regne ud, tænker jeg. Og i stedet for at bede om hjælp, så rækker jeg mig ind over båndet og er ret tæt på at få scannet en pris på Olga, bare for at nå den selv… Du godeste altså.

Er det forfejlet feminisme? Er det ‘samfundets skyld’? Er det bare mig, der er helt off?

Jeg tror jeg vil prøve at oppe mig lidt. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at hjælpe andre når jeg har mulighed for det, og jeg kan faktisk også rigtig godt lide når de viser, at det betyder noget. At få et oprigtigt ‘Tak’ fra nogen, det er sgu da noget der kan redde en dag. Jeg vil prøve at blive lidt bedre til at sige jatak når folk tilbyder mig en hånd og samtidig blive lidt bedre til at bede om hjælp når jeg har mulighed for det (og altså ikke bare når jeg er doven og gerne vil bæres over gaden, men sådan seriøst har brug for lidt hjælp…). Jeg forestiller mig, at jeg i det mindste vil holde op med at blive fortørnet når folk ikke på magisk vis hjælper mig – for det er da rent faktisk helt tosset at bruge krudt på!

I dag har vi holdt pinsefest i vores gård. På børnemåden. Med madder på en tallerken i solskinnet, et tæppe til Olgis og bare fødder til alle. Og Irma fik dyrket sin nyfundne hobby: myrer! Hvert andet minut kunne jeg høre hende brøle et eller andet sted i gården: “Mor, jeg har fundet en myre”…”og her er en til”… Det er den uendelige historie… I morgen står den på svømmehal fra morgenstunden – Irma har af uvisse årsager ikke snakket om andet hele ugen, og vi har talt ned med hvor mange gange hun skulle sove før det kunne lade sig gøre… Og senere i morgen er der fødselsdag i Brønshøj. Pinsen holder! Ingen er blevet skoldede endnu, Irma er konstant beskidt fra top til bund, og vi har hyggelige ting i børnehøjde på programmet. Dejligt.

Og husk så lige at sige jatak til hjælp. For det kan da ikke bare være mig, eller hvad??

At kende de rigtige!

SÅ! Nu er problemet med Leander-vuggen løst. Gode, gode Karen er kommet mig til redning – igen kan jeg tilføje. For denne kvinde er simpelthen en børne- og barselsguru. I virkeligheden burde hun opsige sit job og blive tilkalde-rednings-kvinde til barslende hvor som helst. Hun ved alt om alt – lige fra rådgivning udi slynger og bæreseler til kost og lovgivning vedrørerende barsel. Og så kan hun redde en over telefonen – efter puttetid. Jamen så bliver det faktisk ikke mere luksus! Og det ekstra gode er, at hun ikke er klog på den belærende og irriterende måde, men bare fantastisk motiverende. Se, her blev netværket lige pludselig guld værd!! Pyt med nye jobmuligheder og hvad har vi, næææ, mor-tips til kvinder med for tidlig ammehjerne, jatak!!! Flere af dem 🙂

Og apropos gode kvinder, så bliver jeg også lige nødt til at fortælle om det fantastiske besøg vi havde forleden. En af mine virkelig gode veninder var på besøg efter arbejde, og hun vandt om muligt, endnu flere stjerner efter det – ikke mindst hos Irma. Jeg synes jeg har en ret aktiv og glad datter, men normalt har hun brug for en flade-ud-time efter børnehave – med Ramasjang, rosiner og et stykke brød. Men i tirsdags blev alle vaner gjort til skamme. Min veninde, som Irma ikke har set i mindst et halvt år, satte sig hen og kommenterede på det Irma så, spurgte lidt ind til et par forskellige ting, og sekunder efter, var Irma igang med at vise hende ALT hvad hun har af legetøj, der liiiige kunne associeres til det som var blevet spurgt til. Jeg endte med at lave mad med et smil på læben til lyden af Irma, der bare hyggede sig med stort H, og til en veninde der oprigtigt interesseret spurgte til legetøj, yndlingssange, børnehave og alt muligt andet. Da Irma vågnede onsdag morgen og lige havde sundet sig lidt, var den første hele sætning, der kom ud af hendes mund: “Hvor er Zara henne?”

Nogle gange slår det mig, at jeg kender de HELT rigtige mennesker! Det er virkelig dejligt at vide.