Flere gratis ting, tak

Så har jeg skrabet sammen af gratis stuff. De her gratis pakker, som jeg også skrev kort om da jeg var gravid med Irma. Og der er ikke meget der har ændret sig på 3 år. Der er stadig virkelig mange gode ting i de her pakker: bleer, babyolie, lotion, skumservietter, vådservietter, legetøj og blespand. Men er du tosset, hvor har jeg også smidt mange brochurer, breve, gamle blade og reklamer direkte i papircontaineren. Den absolut bedste gratispakke var den fra Rema1000, som kun havde pakket deres egne produkter, men undladt at pakke reklamer eller små prøvepakker. Her var jeg virkelig positivt overrasket. Men derimod var pakken fra Matas en virkelig tynd kop the. Dog skal andre interesserede ikke snydes: De fine pakker har jeg hentet i Matas, Babysam og fra Libero.

Bortset fra det, så sidder jeg her som én stor hormonbombe. Der burde være regler for hvad gravide må se i fjernsynet. Ikke noget med børn, der bliver kidnappet og måske slået ihjel, og ikke noget med forældre, der har kræftramte børn… Hvornår lærer jeg det??? Har været inde og lægge dynen lidt tættere om det sovende barn 8-10 gange her til aften… Og apropos gravid, så er det altså lidt af en udfordring af være blevet smittet med børnehavehoste (jada, det er da bestemt den tekniske term!!), når bækkenbunden i forvejen er hårdt spændt for. Så hvis jeg havde lyst til at dovne den her i den sidste gravidtid, så skal jeg lige sørge for at gøre det mens jeg strammer godt og grundigt op – ind imellem hosteturene…Måske meget passende at der også var et par Tena med i de der gratispakker…

Reklamer

Vralte vralte

Jeg er helt med på, at man flytter noget vægt når man er gravid, men det her med, at man (i hvert fald i flade sko) skal gå som en stor and, har jeg lidt svært ved at acceptere – eller er det bare mig?? Shit, jeg går grimt!! Jeg er nu nået til det stadie hvor alle andre gravide ligner de smukkeste og mest harmoniske mennesker, mens jeg selv er flammende hormonel, selvantændelig (både på den svedende og rasende måde – thank you very much…) og føler mig utilstrækkelig på alle måder. Jamen er det ikke bare en skøn tid…”Den søde ventetid” my ass! De sidste to dage har jeg præsteret at råbe af Irma 5 gange (på den virkelig sure måde!) – og jeg synes virkelig ikke det er fedt. Jeg ved godt hun ikke får blå mærker af en hævet stemme, men når de vågne timer sammen med Irma i hverdagen ikke er overvældende mange, så føles 5 gange som mindst 5 gange for meget.

Hun er begyndt at blive meget bevidst om at jeg bliver sur på hende, og siger det til faren. “Mor bliver sur” siger hun. Og lidt efter “Irma bliver ked af det”. KORS! Det går jo lige i hjertet.

Og når moren er umulig, er barnet det jo også – jeg ved det godt. Men jeg er simpelthen ikke i stand til at gøre noget ved det. Vi er ude i lidt af en helvedesuge her, hvor vi i virkeligheden burde have taget nogle halve fridage og hentet Irma tidligt. For hun ER jo i gang med en fornyet indkøring efter 4 ugers vuggestuepause – og fordi der både er ferie og sygdom på stuen (blandt børnene), så er hun seriøst alderspræsident og har måske ikke så mange at lege med. Så jeg håber virkelig at vi snart kan få lov at rykke op i børnehaven – selvom det selvfølgelig giver nogle nye udfordringer.

Åh ja, det var lige en stemningsrapport fra den dårlige samvittighedsø, som jeg befinder mig på for tiden. jeg håber jeg finder redningsflåden væk herfra i nær fremtid…

Pinseferie og graviditetshormoner…

Første weekend som bilejere startede i fredags, og det er absolut lige så fedt som vi havde håbet. Og vi kørte til Kolding og besøgte familie tidligt fredag, så der var masser af tid til haveleg, trampolinhop og lækker mad. Og selvom der er ret mange år mellem Irma og hendes fætter og kusine, så er de vildt gode til at lege sammen, og hun har stort set ikke tid til mor og far når de er i nærheden. Det er så fedt at se. Inden vi tog afsted lørdag, fik Irma en hjemmelavet halskæde af kusinen. Hun lavede den mens Irma kiggede på. Og siden hun fik den, har den været det allerkæreste eje – den har så faktisk primært været brugt som pandebånd… men hver sin stil, ikke sandt 😉 Og jeg har flere gange måtte tage den af hende når hun var faldet i søvn!

Resten af weekenden har været sammen med bedsteforældrene, så der har været forkælelse i fuldt flor.

Meeeen ren idyl har det jo heller ikke været, for jeg er jo som bekendt stadig gravid – og fuldstændig ligesom i sidste omgang, er min lunte så godt som ikke-eksisterende… Jeg skulle køre manden og nogle venner til Jelling Festival søndag eftermiddag. Jeg er mildest talt ikke Jyllands-kendt, så gps’en blev sat og vi kørte. Vi ankom fint til Jelling (underholdt af mandehumor og en del ølindtag undervejs) og manden satte gps’en på en retur-tur og jeg drog afsted. Men da jeg lige efter Vejle skulle tilbage på motorvejen, var afkørslen derned spærret… Min lille hjælper nægtede at guide mig en anden vej end motorvejen, så jeg var temmelig stuck lige der udenfor Vejle. Jeg ringede til mine svigerforældre og blev guidet ind på en vej udenom motorvejen, men den viste sig også at være spærret… Og jeg endte med at sidde i Bredballe og tude på en parkeringsplads… not my finest hour… Efter lidt snak over telefonen hvor mine svigerforældre godt kunne høre panikken i min stemme (helt ærligt altså!), kørte min svigerfar op og hentede mig, og jeg kørte bag ham tilbage til Fyn…

Der er tre væsentlige ting jeg har tænkt på efter den tur: 1) Jeg bilder mig selv ind at jeg ville have været en anelse mere handlingsorienteret hvis jeg ikke var hæmmet af uoverskuelige mængder af hormoner. 2) Hvor fantastisk det var, at jeg var alene i bilen og ikke havde Irma med!! 3) Og hvor uhyre heldigt det var, at det ikke var denne tur hvor jeg skulle stoppes for første gang – i en bil hvor føreren sidder med gravid mave og røde øjne, mens passagersiden flyder med tomme øldåser…

Lektien må være at jeg hurtigst muligt bliver gode venner med min gps (havde egentlig først sat mig for, at jeg skulle hjem og studere et Danmarkskort, så jeg ikke føler mig fristet af at køre fra Vejle mod Horsens når jeg skal til Fyn en anden gang, men jeg VED at det ikke vil sidde fast i min hjerne, så jeg vælger at satse på mekanikken i stedet!!) Nogle der har lyst til at dele deres pinlige oplevelser i trafikken så jeg ikke står helt alene?…

I mellemtiden

Ville faktisk rigtig gerne fortælle om Irma, der har fået nye gummistøvler, og praktisk talt ikke vil have dem af, nogensinde! Og også lidt om, at hvis vi beder hende om at synge en sang, så går hun glad i gang med at digte synge og danse. Jeg ville også gerne – malende – fortælle om at hun sked inde i sofaen i går, fordi hun gik og tullede nøgen rundt efter badet, og sløv mor ikke lige gad at tage kampen om bleen i tide…

Men jeg er bare så træt og sur for tiden, at jeg er ved at brække mig – over mig selv altså. Jeg VED jeg er en pest at være sammen med herhjemme, særligt når Irma er blevet puttet, for så behøver jeg ikke længere præstere overskud (burde nok forsøge inden manden vil skilles…) Jeg skyder skylden på hormoner, PMS og pisselorte regnvejr. Men det med vejret går ligesom ikke – vi skal ikke flytte til et solbeskinnet land og efteråret er lige om hjørnet. PMS’en er jo netop præ-noget, så det burde jo ligesom også gå over. Og hvis jeg så endda havde noget hormonelt at rase over, men ikke engang dét kan jeg prale med! Jeg lukker ned for onsdagen, og håber på bedring i morgen… Krydser fingre for ikke at blive kaldt i statsamtet inden da…

Støttestrømper og hormonoverload

Jeg er nu blevet en del af det segment, der ejer et par støttestrømper – og skulle der være andre gravide læsere, så kan jeg kun anbefale at anskaffe nogen! På pakken står der at de skal tages på med gummihandsker på, meeen det er altså langt fra nødvendigt. Med lidt mingelering kom de på, og holder vandet væk fra fødderne hele dagen – og så må man jo ikke glemme hvor sexede sådan nogen knæstrømper er, ekstra bonus lige der…

Og når vi nu er ved fødderne, må jeg samtidig lige benytte lejligheden til at fortælle om min lidt pinlige opførsel forleden – heldigvis var det kun manden der var til stede, men eftersom jeg er gift med en drillepind af de helt store, er det ikke altid en fordel… Vi skulle ud og cykle en tur i søndags, bare ned til stranden og nyde det gode vejr. Jeg besluttede mig for at jeg ville have mine høje Converse-støvler på (fordi det er noget nær det eneste fornuftige og samtidigt nogenlunde klædelige jeg ejer). Da jeg efter 5 minutter stadig kæmpede med at få støvlerne på og sad med jakken på og svedte, meldte først fortvivlelsen og dernæst tårerne sig… Og du godeste hvor følte jeg mig åndssvag! Græde over sådan en petitesse. Svedig, lettere hysterisk og MEGET insisterende – dejlig start på søndagsturen… Mandens situationsfornemmelse viste dog nye grader af intelligens, han ventede da med at mobbe mig med til dagen efter…Tak min skat 😉

Lunten

Når man i forvejen er udstyret med en (meget) kort lunte, er det ikke særlig belejligt at opdage, når den tilsyneladende er komplet forsvundet.. Og slet ikke når man sidder i storrumskontor… Kan jeg give mig selv et rødt kort og blive sendt uden for banen? (læs: hjem…) Eller er det at trække en kende for meget på graviditeten?

Jeg kunne godt bruge et tip til hvordan man arbejder med sin totale mangel på tålmodighed, og måske i virkeligheden også nogle tips til hvordan man skjuler sin vrede/irritation/stigende puls m.m.  Tror det kunne være rigtig godt for min rolle som kollega (og en del af omverdenen generelt!) hvis bare mine skuespilskompetencer blev skærpet en smule… Og allerede her afslører jeg så min tro på at det reelt virker, at opnå en form for zen-følelse, er temmelig meget lig nul, ups. Nå, men gode råd modtages gerne, tak!!