Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Reklamer

Anti-D

Det er jo egentlig et oplagt rappernavn, men desværre er det langt fra så interessant… Jeg sidder i bussen på vej hjem fra Hvidovre Hospital, hvor jeg har fået en vaccine mod at danne antistoffer mod mit næste barn… Det kan man da kalde forebyggelse! Men selvfølgelig meget godt at være på den sikre side! Jeg er rhesus negativ og hende jeg har i maven er positiv. Det er åbenbart fint med det og vores kroppe og blod har accepteret hinandens forskelligheder. Men hvis jeg så næste gang jeg blir gravid – hvis det altså overhovedet blir aktuelt – får et barn der er negativ ligesom mig, kan jeg danne antistoffer overfor det. Lidt sirligt, men ret smart at man kan forebygge den slags ubehageligheder. Så nu er jeg altså blevet stukket i skanken (hedder det også det når man ikke er en gris??), og afventer spændt de spændinger som jeg fik forklaret kunne forekomme – ligesom med en stivkrampe…

Nu kalder en lidt ekspres hjemmearbejdsdag og så skal jeg ned og hygge om Irmas sidste vuggestuedag.

Over and out fra Anti-D!!… (kaster lidt håndtegn her fra bussen…)