“En lille lungebetændelse”

Ja, det er tilsyneladende status for den lille prinsesse. Hun er helt og aldeles feberfri – det er nu generelt ikke noget hun dyrker så meget – men der sidder nogle betændelsesskygger (selvopfundet ord, det er ikke noget jeg har fra lægen…) på lungerne. Nu skal Irma have medicin i tre dage, og så burde det aftage. Hurra!! Håber VIRKELIG det virker. Glæder mig til at Irma kan sove igennem uden klynk og hosteanfald, og glæder mig til at kunne få en morgenkrammer uden samtidig at blive indsmurt i hostebaciller (jeg er normalt ikke bacilleforskrækket, men det her med at blive hostet i ansigtet af et menneske, der befinder sig 10 cm væk, det er virkelig ikke specielt lækkert!)… Og for lige at færdiggøre sygehistorien (og SÅ stopper det også, det lover jeg – jeg er lige så træt af det som I er!!!), så har jeg også fået noget medicin for hosten. Endnu en penicillinkur. Starter på skidtet i dag. Og så håber jeg at også det aftager. Har så ondt i mavemusklerne af at hoste, og så ondt i bækkenbunden af at forsøge at stramme op… Og de der mavemuskler, sidder jo heller ikke ligefrem hvor de plejer, så det føles nærmest som en slags sidestik – ret bizart som kroppen bare ommøblerer organer og muskulaturer for at gøre plads til bebs. Manden er også startet på sin hostemedicin igen, så alt i alt: Her går det sgu godt…

I eftermiddag står den på formentlig sidste jordemoderbesøg inden det store show går løs, og jeg satser på alene gode nyheder! At lillefisen ligger som hun skal, at hun har en fin hjertelyd og at hun vokser sig stor og fin.

Nu vil jeg fejre at det er 1. november med at samle Irmas pakkekalender – eller i hvert fald danne mig et overblik over, om der er noget jeg mangler. Satser på at dele nogle af de større ting op i små portioner, så der bliver lidt, men godt hver dag. Og hvis jeg mangler til nogle dage, tror jeg at redningen ligger i noget Duplo eller noget puslespil… Er I på gaver hver dag, til advent eller kun til jul?

Reklamer

Først overskud, så underskud

Shit, hvor er det bare mandag. Irma vågnede med den høje sangstemme på kl 05! Og når hun først er begyndt at synge, er der ingen vej tilbage, så kan vi lige så godt stå op… Tak vintertid!! Heldigvis kunne jeg blunde lidt på sofaen mens Irma hyggede med Rasmus Klump. Og på grund af den lede hoste og en superaktiv baby, er det med nattesøvnen generelt lidt af en udfordring! Så nu bruger jeg alle de remedier jeg kan finde herhjemme for at gøre has på dårligdommen. Drikker lige nu the med kamille, ingefær og citron (og bilder mig selv ind at det smager henrivende…) og har fået dagens første dampbad med kamferdråber. En mirakelkur er det jo altså ikke, men eftersom jeg ikke må indtage hostesaft og andet godt, så må det jo blive de gammeldags metoder.

Jeg skal til gengæld have Irma med på en røntgenklinik i eftermiddag. Min læge har givet en henvisning – hun synes alligevel ikke det er så fedt at en virus kan bide sig fast i over 6 uger!
Håber naturligvis ikke de kan se noget grimt på lungerne, men det kunne nu være rart hvis vi rent faktisk kunne gøre noget ved hosten fra helvede. Lige nu er jeg lidt spændt på hvordan det kommer til at gå til det røntgen, for er det ikke noget med at gravide ikke må røntgenfotograferes? Og må jeg så blive og holde hende i hånden? Nå, den tid den sorg…

Heldigvis er den her mandag lige efter en helt fantastisk weekend. Jeg havde et helt døgn med mine tre ældste veninder uden børn og uden mænd. Så jeg landede på matriklen i går til frokost, helt ladet op med god energi! Det føltes som den vildeste luksus at kysse mand og datter farvel, og bruge et døgn på at shoppe, drikke kaffe, spise sushi, grine og sludre med de piger, der kender mig allerbedst.

Og heldigvis bar de gode kvinder over med hende den hostende, selvom det virkelig holder hårdt i længden. Nu er det vist tid til middagslur – ja, det bliver virkelig en aktiv dag i barselshjemmet 😉

Stå op og sove

Kan det mon lade sig gøre? Jeg gad i hvert fald godt kunne sætte Irma op, stable hende op med puder og dyner og lade hende få en god gammeldags gang lodret søvn…satser på at det ville mindske den aften- og nattehoste hun for tiden døjer med. Og mindske det hul i mit hjerte det forårsager!!

Om dagen er der næsten ingenting, hverken hoste eller snot, men jeg ved godt at børnehavebakterier, efterårssæson, barn der er glad for at lege med vand og blive gennemblødt og i øvrigt hader at gå med sutsko, bare er imod os når det handler om at banke den her hoste til hjørne. Nu prøver vi med saltvandsnæsedråber – som er cirka lige så populære som sutskoene – og kamillethe. Ekstra varmt tøj, godt med væske og så sund kost som en lille viljestærk kræsenpind tillader.

Mens jeg har skrevet det her, har jeg været på Irmas værelse omkring otte gange… Ikke specielt holdbart hvis det skal fortsætte resten af natten – resten af efteråret… Jeg lover at give besked hvis jeg finder den garanterede hostefri sovestilling – hvis I lover det samme!!