Græsenkeliv

Der er nu ikke mange dage tilbage af den her tilstand som ene forældre. Og heldigvis for det. Ikke så meget i forhold til hente-bringe, morgenmad, vasketøj, oprydning og godnatlæsning. Alt det har jeg jo prøvet før og er ikke hverken bange for eller ked af at stå alene med. Nej, det er faktisk eftermiddags-aften-snakkede med manden jeg savner mest. “Hvordan er din dag gået?”, “hvordan gik aflevering?”, “prøv lige at hør hvad Irma sagde i morges”. Alt det som jeg ikke gider tale med andre om. Og som ingen andre egentlig gider høre om. Og det er jo ikke den slags som jeg går og opsamler og stabler i en lille bunke, som vi tager fat på fra en ende af når han lander søndag aften. Det bliver bare ligesom inde i boldbanerne og forstyrrer nattesøvnen. Som en mærkelig slags Prinsessen på ærten.

Kort fortalt er aftnerne i stedet gået med arbejde. Det er jo problemet når man ikke har fjernsyn eller en der spørger om vi skal spille spil. Min hjerne er blevet Excel-inficeret og trænger gevaldigt til at blive luftet. Så da chancen bød sig, sprang jeg i dag til at spise med gode naboer. Det gik udover torsdagstræning som jeg pjækkede fra til fordel for snakke om hverdag med andre voksne. Så skønt!! Jeg vurderede at min krop havde mere brug for ord end squats og burpees. Sundhed er nu engang mange ting 😊

Lidt billeder fra ugen. Fra børnehavefest med ansigtsmaling. Langsom morgen med iPad i weekenden. Kanelsnegle var Olgas eneste ønske for weekenden. Ny gips der kom på den brækkede arm i mandags. Og praktisk låne-bade-dims der sørger for at børn med brækkede lemmer ikke lugter alt for meget af sure tæer…

I morgen starter weekenden, og der er dømt sløve morgener, børnefødselsdag som Irma skal til, jeans-shopping for moren (hvis bukser revnede på arbejde…ssshhhh), og måske løbehjulskøb til den store, hvis løbehjul faldt definitivt fra hinanden i dag. Og kan man måske leve uden løbehjul som 7-årig? Jeg tror det faktisk ikke!

Reklamer

Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

“Hvor er de blevet store siden sidst!”

Jeg forestiller mig, at det snart er det spørgsmål der dukker op, hvis ikke jeg snart kommer tilbage på bloggen… Der er ingen undskyldninger for at være fraværende på bloggen, og samtidig er der omkring 100. De sidste par uger har været mere end almindeligt intense, på arbejde, i livet, med aftaler og med at høre nye og livsbekræftende podcasts. For let’s face it, jeg har i den sidste tid brugt alle de ledige timer, jeg har kunne skrabe sammen, på at lytte til “My Dad Wrote a Porno”. Og jeg har grinet højt imens! Både på cyklen og i toget. I sidste uge var jeg fx ude med arbejdet og spise. Vi havde været i Tuborg Havn og få lækker mad, og jeg hoppede på B-linjen vestpå med ørerne fulde af sjove briter, og et stort smil. Efter et par stop, stiger der en fornøjelig mand på toget – en af disse mennesker, der glad smiler til alle i kupeen, siger hej og søger øjenkontakt i håb om at starte en samtale. Og selvom jeg synes, at jeg har nok i mit eget lille univers, smiler jeg tilpas meget til, at det åbenbart inviterer til snak med fremmede… Så vi påbegynder sær samtale:

Mand: “Er du kunstner?”

Mig: “Undskyld?” (mens jeg tager ørepropper ud og sætter podcast på pause)

Mand: “Er du kunstner?, du ligner en kunstner?”

Mig: “Nej, det er jeg virkelig ikke” (jeg studser over spørgsmålet, for hvordan ser en kunstner egentlig ud? Og prøver samtidig at snige headset tilbage i ørerne…)

Mand: “Er du fisk eller krebs?”

Mig: “Øøøhhh… (nåååå, vi taler stjernetegn!?..), jeg er fisk” (rimelig overrasket over spørgsmålet)

Mand: “Ja, fisk. Det er det bedste tegn. Du ligner også en fisk. Har du fødselsdag midt i marts?”

Mig: “Ja…” (når at tænke, at jeg lige om lidt bliver suget ind i hypnotisk tilstand hvor jeg har givet ham mine stamdata og min husnøgle – man er vel ikke lettere konspirationsteoretisk for ingenting)

Mand: “Ja, midt i marts. Det passer perfekt. Så er du en meget følsom sjæl, med masser af empati. Er du gift?”

Mig: Ja…” (nu har jeg oplevelsen af at sidde midt på landsbyens torv hvor den kloge kone læser i min hånd, mens hun taler i megafon så alle i byen kan høre det…)

Mand: “Han er ikke fisk, vel? Åh, nej, han er selvfølgelig krebs. En lidt dominerende type?

Mig: ” …øøøh…ja, det kan man vist godt sige”

Mand: “Ja, fisken er nu engang det bedste tegn. Så sympatisk. Nå, nu er jeg vist kørt for langt. Tak for snakken og god rejse”

Lidt svært at komme tilbage til togkupeen nu, hvor der kun sad mennesker, der lod som om de ikke havde hørt vores samtale…

I denne uge har jeg ligeledes talt med en fremmed mand ganske simpelt fordi jeg grinede på cykel. Han og jeg kørte og overhalede hinanden på en 7-8 km strækning, og hver gang vi nåede til et rødt lys, smilede jeg (pga vældig sjov podcast!), og han smilede retur… Ved 3. kryds blev det ærligt lidt akavet, og da han tilmed begyndte at tale til mig og afslutningsvis ønskede mig god dag og “tak for turen”, tænkte jeg, at det var lige lovlig social opførsel på min morgen-solo-cykeltur. Men også lidt sjovt 🙂

Udover sære “snakke” med fremmede har jeg også været i cirkus med pigerne og mormor, hvilket var et kæmpe hit for alle! Jeg har været til fødselsdag hvor den stakkels fødselar måtte udeblive fra egen fest pga sygdom. Jeg har ligget søvnløs pga. nogle lidt for tumulte arbejdsopgaver. Lavet min første druesaft og min 2. islagkage. Været ude med søde veninder. Været til nabofest med fri fadøl. Og haft første besøg af professionel rengøring! Tingene er gode, overraskende og travle på Vestegnen.

Cirkus Baldoni i Ishøj Landsby

 

De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

Hvad du ville ønske du aldrig havde gjort!!

Jeg elsker at hade disse click-bait-agtige overskrifter hvor jeg allerede inden klikket er foretaget, har fået dårlig samvittighed på neuroseplan og skyldfølelser nok til hele vejen ind i 2025. Og her til aften faldt jeg i endnu en fælde med en artikel fra Vores Børn, hvor de interviewer børnepsykolog/guru inden for opdragelse mv. Margrethe Brun om hvad forældre aldrig må gøre – men nok gør – og hvad de skal gøre for at undskylde/angre/modarbejde. Jeg nåede ikke artiklen igennem, for jeg havde dumpet i de første tre punkter og magtede ikke at få hele pladen fuld, og dermed vinde en bodsgang og omgang tørre tæsk fra de-korrekte-forældre-punktum-dk. For jeg ved sgu da godt at jeg ikke må råbe af mine børn. Du godeste. Og jeg ved da godt at jeg ikke må true mine børn til at opnå det jeg gerne vil: Hvis du ikke gør sådan og sådan, sker der sådan og sådan. Bare rolig, det er nu heller ikke mit førstevalg udi børneopdragelse – og alligevel kommer du ud af munden i ny og næ. Til gengæld er Irma nu erfaren ud i tomme trusler nok til at afværge 100% ved at sige: “man må ikke true mor, find på noget andet”. Hermed afmonteret!

Forleden klikkede jeg på en anden artikel med en listning af 30 (eller deromkring) ting, som skader børn FOR LIVET hvis du gør det som forældre!!! DANGER DANGER!! Hold nu op, hvor er det trættende. For her var der igen et væld at ting, jeg kunne bruge som checkliste for hvad pigerne kommer i terapi for i deres 20’ere.

Og hele denne dårlige samvittigheds-mani som jagter forældre (og som vi mødre primært suger til os?? eller er det bare sådan herhjemme??) er ved at suge mig ned i et sort hul, kaldet hverdags-træthed. For ikke nok med at du aldrig må hæve stemmen, sove over dig, være vægelsindet, lægge for mange planer, lægge for få planer, være for servicerende, så skal du også kunne håndtere arbejde, pendling, madplan, madpakker, forældreintra, gymnastik med forældredeltagelse, legegrupper, højtlæsning, indkøb, planlægning af fritid – OG helst sove godt om natten, spise grøntsager, dyrke masser af motion og smile imens. Smil for fanden da!!

Jeg kan faktisk godt alt det her, og ofte kører det virkelig på skinner. Men når jeg bliver dunket i hovedet af børnepsykologer og andre kloge hoveder, så får jeg bare mest lyst til at gå kontra. Helt på tværs. Marie-2-år-i-mega-trods! For ja, jeg råber og banker i bordet, men jeg får også mine børn til at grine hver dag! Hvis Irma beskriver mig som skrap og fjollet, er mit mål nået. Ukorrekt og trøstende. Og menneskelig.

Og hermed er jeg klar til en ny uge. Det krævede lige en salgstale!! Håber også det kan hjælpe et par stykker et andet sted.

“Jeg skal lige…”

“Øjeblik skat”, “Når jeg lige har lagt det her tøj sammen, så..”, “Jeg skal lige”, “Om to minutter” – Tror måske disse sætninger er dem jeg bruger flittigst på en helt almindelig dag sammen med pigerne. Ikke bare i hverdagene, men også i weekenden. Der er helt tiden et eller andet der skal ordnes. Jeg ville så gerne blive bedre til at slippe alt og bare springe ud i en sjippetur, boglæsning eller hvad der nu står på ønskesedlen. Selvfølgelig skal mine børn også lære, at der ER mange ting der skal gøres før man lige kan sætte og hygge sig, men andre gange bør spontaniteten vinde og pligten falde – mere dans, mindre kost (begge betydninger, ja…)

I den sidste tid har der været temmelig meget at se til på arbejdet. Og udover at have travlt med møder og almindelige opgaver i arbejdstiden, har det også været nogle ret lange aftner herhjemme med skærmtid og store excelark. Og når man finder sig selv sige til den ældste, der er ved at falde i søvn: “Mor sidder lige herude på trappen med computeren”, så er det ved at være tid til en pause fra arbejde. Og med den slags aftner, har der bare været endnu flere om-et-øjeblik-skat-ytringer. Og endnu flere (og temmelig kedelige) ting der lige skal ordnes, og som hober sig op. Og hver gang en madpakke er smurt, et komfur er tørret af og et gulv fejet, tænker jeg naivt “så er det klaret”, men glemmer at det skal gentages for fuld drøn 24 timer senere. Og nogle gange bliver disse ting – som ellers kan være hyggelige nok i overskudstider – bare til en ond cirkel af trælse gøremål, der kun synliggør hamsterhjulsfølelsen yderligere.

Heldigvis, som alting er – og som altid bliver tydeligt i livet med børn – er det bare en fase. Sig det sammen med mig: DET-ER-BARE-EN-FASE!! Rinse and repeat…  Og heldigvis er lykken stadig gjort med små hverdagsfester som Olga, der gerne vil ud og lufte sine nye vinterstøvler, iført sommertop og bar mås… Eller Irma der formanende instruerer mig i hvor stor guleroden i hendes madpakke må være, for ellers kan hun ikke nå ud og lege gemmeleg med N. og B. “For mor, så har han gemt sig før vi overhovedet har talt”.

Hverdaghverdaghverdag

Om teknikbrug og almindelig afhængighed

Her sidder vi, alle fire i familien. Morgenmaden er lige blevet fjernet, der er stadig kaffe tilbage i koppen, og vi er alle stadig i morgentøjet. Pigerne sidder med en ipad hver og faren og jeg med hver vores macbook. Bortset fra at være den helt store Apple-reklame, er det også et billede på et forsøg på øget kontrol. Som jeg skrev for lidt tid siden, har vi forsøgt at fjerne al elektronik i hverdagene (ikke på Amish-måden, vel. Bare tablets og den slags!) Og det går altså godt. Jeg vil ikke vove mig ud i noget med anbefalinger eller noget, for det må I altså selv ligge og rode med. Men for os, lige nu, fungerer det her ret godt. Olgas nedsmeltninger er blevet væsentligt mindre, ja, vi har faktisk ikke haft det store herhjemme. Vi har stadig et par ture om morgenen, men når hun har fået 3 mundfulde havregryn indenbords, forsvinder vreden som dug fra solen. Så det kræver ikke den udvidede psykologeksamen for at lægge to og to sammen her…

Lige nu er det her faktisk ret hyggeligt. Sidde sammen og spille, skrive og læse. Selvom vi sidder med hver vores skærm, er vi stadig nærværende og opmærksomme på hinandens. Sjovt som det her aktive tilvalg spiller en rolle. Jeg er stadig i den fase hvor jeg arbejder med min afhængighed. Lad-telefonen-blive-i-jakkelommen-så-længe-jeg-overhovedet-kan-udfordringen. Og det virker komplet tåbeligt, når jeg reflekterer over det, at jeg skal overveje om jeg skal være aktiv på Facebook eller være sammen med mine børn. Du godeste! Det burde overhovedet ikke kræve tankevirksomhed. Men når eftermiddagen rammer, alle er trætte og sultne eller utérlige, så kan jeg altså godt ty til den alligevel. Som en slags sutteklud. Det-er-så-synd-for-mor-sutteklud. Pinligt, men sandt.

Vi fortsætter selvfølgelig. Måske ikke for altid, men for nu, hvor det har en positiv effekt på pigerne – og hvor en times lørdag formiddag-spil virker som en bonus for alle, og ikke noget hvor vi sidder med dårlig samvittighed bagefter. Det er sgu fedt. Om et kvarter ringer æggeuret, og så er det slut. Tror vi gør det igen i morgen.

Hvad er det nu jeg har glemt?

Nååååh, jamen det er bare det sædvanlige liv der er på standby – ergo er bloggen det samme. Der er for tiden en del jeg ikke evner at holde ved lige, og skrivning er desværre en del af det. Derudover følger den-sunde-linje og vægten. Og de pænt lakerede negle (hvilket ellers plejer at være vigtigt blandt dem af os der stadig går med sandaler!). Også det velplejede hår kommer med i bunken. Og så lige de andre ting der har med mig selv at gøre… Jeg er stadig så forfængelig at disse ting jo ikke er slettet fra min liste over væsentlige ting. Jeg når det bare ikke.

Det går sådan set fint med vores midlertidige hjem her i Brøndby, og jeg tror da egentlig mine forældre er enige. Men det skal da heller ikke være en hemmelighed at alle vist glæder sig til at den normale hverdag indfinder sig igen. Pigerne er begge der hvor dette er blevet hverdag. Tingenes tilstand er lige nu. Hvilket sådan set er meget godt, vi skal bare huske det i al vores snak om lige-om-lidt. Irma glæder sig meget til at kunne have veninder på besøg. Og til at have alt sit legetøj igen. Olga har spurgt efter sine bamser og alle klæd-ud-kjolerne, og ser rimelig undrende ud når vi svarer at tingene er pakket ned. “Er de i sommerhuset?”, spørger hun så.

Udover alt det trivielle omkring logistik, pendling på motorvejen, arbejde og hente-bringe-bøvl, så laver vi heldigvis også meget andet. Der er da både forældremøder, børnehave-høstfest, legegrupper, mandens leder-uddannelse, weekender i sommerhus med hyggelige aftaler, vennebesøg og aftner med grin og god vin. Så vi glemmer ikke alt ved os selv – jeg glemmer bare bloggen…

Smile & Wave

 

Barnet, der ku’ det hele

Jeg har en datter, der burde få en guldmedalje. Hvis man kunne få en medalje for at være god til at gå i børnehave, flytte til ny by, blive renlig og få 300 nye ord, OG faktisk være sød og omgængelig det meste af tiden. Jeg synes faktisk det er ret godt gået når man kun er 2 år og 9 måneder.

Hun kan sætte ord på alle sine følelser – i hvert fald dem hun har behov for. Hun bliver praktisk talt ikke frustreret over ikke at blive forstået længere. Den eneste hun bliver rigtig sur på er sin søster, når Irma triumfer hende udi styrke, argumentation og stemmevolumen… Hun er blevet sindsyg sej til at gå i børnehave. Allerede her efter 14 dage vinker hun til mig om morgenen og går tryg ind på stuen. Og jeg er bare så imponeret over hende OG institutionen. Alle de ansatte er simpelthen så imødekommende, og virker til at kunne huske de aftaler vi har indgået om lur og sutter og hvad der ellers lige er aftaler om. Det her er måske et minimum af hvad man burde kunne regne med i sit barns børnehave/vuggestue, men det er bare ikke den oplevelse vi havde med i bagagen, desværre.

Og så er hun simpelthen blevet renlig. Det har taget en sommerferie og en sjat herefter. Hun har fuld kontrol over hvad hun skal på toilettet og hvornår hun skal det. Hun sover ikke engang med natble mere. Hun vil stadig gerne lave lort (kalder vi det det? Ja, gør vi ikke??) i sin ble, og det får hun lov til. Men resten er fuldstændig på skinner. Hun vil endda gerne tørre sig selv. Hvor nemt kan det pludselig blive?!

Og den her flytning. Af pigerne har det absolut taget hårdest på hende, men hun klarer det bare SÅ flot! Hun har spurgt et par gange efter at komme rigtigt hjem, og det er da også smaddersvært at forstå, hvorfor vi opholder os så lang tid på de her mellemstationer. Men nu glæder hun sig egentlig bare til at komme hjem og fortælle mormor og morfar om sin dag i børnehaven. Og det er sgu da fedt. Begge piger har affundet sig med, at blive fragtet rundt i bil i stedet for på cykel, og jeg tror egentlig at det lige nu, er helt okay.

Kan jeg leve med at hun i denne sommer faktisk er blevet en stor pige? Ja, det kan jeg. Det er skønt – både for Olga og mig!

Er håndtegnet mon det samme?

Inden årets udgang skal der ikke længere stå 2300, men 2620 som mit postnummer. Ja, og resten af familiens selvfølgelig. Nu er det ved at være ret definitivt, at vi faktisk skal flytte. Og når adressen har været den samme i snart 11 år – det er SÅ sindsygt! – og faktisk er dét sted, jeg har boet længst tid nogensinde, så er det lige angstprovokerende. Og samtidig så bliver det bare så spændende, at jeg bare slet ikke kan vente.

Vi var til åbent hus på byggeriet i dag, og fik lov at se rækkehuset helt bart og med overdækning på gulvene. Nøgne huse ser altid lidt mærkelige ud, men vi var begge meget positivt overraskede. Vi synes overhovedet ikke at køkkenet er stort nok, men det vidste vi godt på forhånd, så det var ligesom en done deal. Vi fik også en god snak med vores kommende nabo, og det lader til at vi skal skåle med nogle søde mennesker på vores tagterrasse. Oh yes, baby, tagterrasse! Det bliver godt, gør det.

Begge piger er nu indskrevet på henholdsvis skole og børnehave, og jeg krydser alle mine fingre for, at Olga får plads på 1. prioriteten, som kan ses fra soveværelsets vindue.

Alt det her venter på os til november, men indtil da har vi lige lidt udeståender… Lejligheden er ikke helt solgt endnu. Vi har nogle interesserede på hånden, men skal liiiiige have den fordømte vurdering på plads. Jeg synes det tager for evigt at få det på plads. Dernæst skal vi har organiseret vores efterår. For Irma starter i skole til august, og Olga i børnehave nogenlunde samtidig. Vi kan umuligt få en hverdag til at hænge sammen hvor vi rejser på tværs af København og omegn for at hente/bringe børn, tage på arbejde OG få en hverdag til at hænge sammen. Det lader sig ikke gøre. Så nu har mine meget rummelige forældre tilbudt os husly. De bor jo, som den faste læser måske har bemærket, også på Vestegnen, og det gør det hele lidt nemmere. Det er stadig 8 km væk, men det er for det første mindre end 20 km (…) og det er i den rigtige retning. Og så har vi jo et sommerhus, som vi kan benytte i weekenderne, så mine forældre kan få ro i ørerne, og min mand kan få fri fra svigerne.

Forude venter altså både sjovt og svært. Alt det sjove med at finde ud af hvordan hjemmet skal se ud, hvilke møbler skal med, hvilke vægge skal bygges, hvor løsdelene skal stå? Og alt det svære med flytning, skolestart, hverdagslogistik og pendling. Åhja, jeg frydes og gruer samtidig. Flytning med børn… bortset fra at låne alle de børnebøger, der findes om emnet (og opdage, at børnene ikke gider få dem læst højt), hvad er så de bedste tricks i bogen?