Om løgnhistorier og flyvende madpakker

Det er sjovt som man kan glemme (læs: fornægte) hvor hård sådan en indkøringsuge er. Ikke med Irma, heldigvis. Hun har været glad hele ugen, er gået i seng og har glædet sig til dagen efter. Hun har leget med nye børn hver dag, selv gået ind i klassen med ordene: “Bare gå, mor”, og har været på cykeltur hele dagen i dag. Da jeg spurgte om hun ville have en rugbrødsmad da vi ramte hjem, sagde hun: “Jeg vil gerne have 2! Min madpakke fløj væk fordi det blæste så meget”. En simpel konstatering. Ikke sur og totalt nedsmeltet pga sult, men bare “smør lige en ekstra, nu du er i gang-agtigt”. Store barn.

Olga på legepladsDet har naturligvis været temmelig meget noget andet med Olga. Hun er startet i en institution, der indeholder én vuggestue-stue og én børnehavestue. Så det er meget overskueligt. Lokalerne er dog cirka lige så store som i den gamle institution, hvor der var 3 gange så mange børn, hvilket i høj grad giver pluspoint på lydniveauet på stuen! Pædagogerne virker superkompetente og imødekommende, og er ikke bange for hverken temperament og løgnehistorier. Heldigt, for allerede på dag to begyndte Olga at lyve. Vi var med ude på legepladsen hvor hun lidt genert holdt sig lidt i baggrunden og betragtede de andre børn. En pædagog hun ikke havde mødt før, kom hen og sagde hej og spurgte hvad hun hed, hvortil hun siger “Jeg hedder Sofie”… Okay så… Til frokost samme dag sidder vi og venter på at alle er klar til at spise og vi, som de nysgerrige forældre, spørger de andre børn hvad de hedder. Det slutter med at Olga siger “Min far hedder John, og jeg hedder Jonna”… Øøøøøøøhhhh….??

På tredjedagen tager hun dog alligevel prisen da hun deltager i en gruppe på tre børn og en pædagog i lidt dialogisk læsning. De læser Guldlok og taler om alt muligt rundt om historien, og pludselig begynder Olga at fortælle om dengang hun havde en rokketand (!!!?), og hvordan hun lagde den under puden (?!?), og så kom tandfeen med en gave (!!??) og til sidst fik hun plaster på… Jeg er åbenbart mor til Münchhausen…

De sidste to dage har hun prøvet at være alene i nogle timer. I onsdags tøede hun op efter 10 minutter og var faldet så meget til ro efter tudeturen, at hun var faldet i søvn på skødet af ham, der står for indkøringen. I dag var hun blevet god igen efter bare to minutter, og jeg fik det sødeste opkald af køkkendamen fem minutter efter jeg var kørt derfra. Jeg var gået grædende fra børnehaven (fordi det med at gå fra sit grædende barn bare ikke er særlig sjovt) og var stødt ind i køkkendamen på parkeringspladsen. Hun gav mig et kram og sagde at det nok skulle gå, og 5 minutter ringede hun og bekræftede netop det. Meget omsorgsfuldt.

Nu krydser jeg bare fingre for at mandagen og resten af næste uge går som det skal. Irma skal starte i SFO og Olga skal afleveres til en fuld dag i børnehave. Og moren skal på arbejde efter 4 ugers pause! Puuuuuha!

Børnehavebarn = legemaskine!

På arbejdsfronten er jeg vist ikke til den store nytte i denne uge, halvanden arbejdsdag er det blevet til – og det er torsdag i morgen… I dag nåede jeg at være på kontoret i tre timer inden de ringede fra børnehaven – ikke at der var sket en katastrofe, men de havde fortalt Irma at jeg ville komme igen efter frokost, og nu havde de jo sådan set spist… De var bange for at en god dag ville ende skidt, hvis løfterne allerede nu ikke blev indfriet. Lidt for vindende argument… Og Irma havde haft en rigtig god dag (jeg har ca. 45 minutter hver vej på job, så hendes dag var lidt længere end min), de havde bl.a. været på tur og set på fugle – fortalte barnet – og herefter havde hun siddet og tegnet fugle (se det køleskabsophængte bevis!) med en af pædagogerne.

Irma og jeg brugte så lige omkring fem kvarter på at komme fra børnehave-tegne-situationen og hjem til lejligheden! Først skulle hun lege med nogle helt fantastiske guldpailletsko, som en af de andre piger har. Så skulle hun danse ned af hvert eneste trappetrin. Så skulle vi kigge på drenge der spiller fodbold, og så køre bilen de omtrent 800 meter hjem…Turen op til 2. sal tog en evighed, da vi skulle holde pauser på næsten hvert trin. Nogle trin var pivetrin, fordi hun ikke mente hun kunne gå den lange vej, andre trin var fortælletrin, hvor der lige skulle fortælles lidt mere om dagen…

Hele eftermiddagen har Irma leget og snakket som et vandfald. Ikke så meget med mig, men mest med dukkerne, duplodyrene og de forskellige legeting imellem. Hun er simpelthen så sjov at observere når hun leger, for man kan høre ét stort sammensurium af ting vi siger, ting pædagogerne helt sikkert har sagt og oplevelser hun har haft i løbet af dagen. Og hun eksploderede i ord i dag! “Vil du lege med mig?”, “Og så kom der er en trold…”, “Nej, det må man ikke”…(taget lidt i udvalg). Da vi her i eftermiddag var i bad (på Irmas opfordring, hurra!) sad hun og fortalte hvad hun hed… eller hvad hun legede hun hed. Først hed hun Jennifer (en af pigerne fra børnehaven), så hed hun Hane (jeg spurgte om det mon var Anne, Ane eller noget andet i den dur, men blev rettet prompte!), og til sidst hed hun Moster Signe (min søster har en særlig stjerne i Irmas bog, dels fordi hun er mor til Rosa, superkusinen, dels fordi hun har lært Irma en sang som hun er ret pjattet med :-)). Så der er dømt rollelege fra nu af, og vi lytter med store ører!

Første etape

Man kan vist i den grad kalde os førstegangsforældre hvad angår indkøring i børnehave. Ingen af os havde afsat tid til fridage, lange afleveringer, halve dage og andet nødvendigt – og denne uge har udviklet sig til at være lidt af et logistisk kaos. Håber så bare at Irma ikke rigtig når at mærke noget til det… Manden afleverede i går og der var en klar forventning om at han blev dernede… der skete lige et par hastige panikopkald… Jeg havde lidt bedre forberedelsestid, da jeg så kunne nå at rykke et par møder og gøre plads til den fridag jeg skulle holde i dag. I går var Irma ikke alene på noget tidspunkt. Faren var hos hende i børnehaven hele formiddagen, og så tog de resten af dagen i ro og mag herhjemme. Vores dag i dag var lidt anderledes – jeg var hos hende hele formiddagen, mens de store tog på tur og efterlod stuen med kun 8 børn og en enkelt pædagog. Så hele formiddagen gik faktisk ret stille og roligt, men efter jeg er begyndt at tænke efter nåede Irma både at danse, tegne, lege med klæde-ud-tøj, synge sange, læse bøger, spise frugt og være på legeplads – alt sammen inden kl. 11 hvor frokosten blev serveret… Men stadig dog mens altid fungerede i et roligt og struktureret miljø. Ret imponerende faktisk.

Efter frokost skulle jeg efter planen gå en times tid. Det var vi ikke helt enige om, Irma og jeg… Irma blev utrolig ked af det, også selvom hun langt det meste af tiden havde fungeret fint uden at skele til min side – der er jo bare noget trygt over morens tilstedeværelse (ja, sådan er det vel stadig også for mig selv…). Men heldigvis fangede en af hendes vuggestuepædagoger hvad situationen gik ud på og kunne få dagens situationsfornemmelsesmedalje og et kæmpe tak for mig! Han kom og spurgte om han da ikke lige skulle gå med på legepladsen, tog Irma i hånden og gik sammen med de andre udenfor. Tårerne blev fluks tørret væk og hun var klar til hvad som helst. Blev lige med ét endnu mere sikker på at vi bare har taget den bedste beslutning med at flytte Irma ind på nabostuen!! Da jeg kom tilbage lidt senere, havde hun bare hygget med de andre børn, havde sand alle vegne som vanligt, og var så brugt at hun slet ikke kunne finde ud af noget som helst… Endte med at bryde alle regler (forældrenes, ikke institutionen…) og bære hende på armen ud til cykelvognen.

Heldigvis fik vi besøg af mormoren her i eftermiddag, ellers havde det godt nok været svært at holde Irma vågen!!

Nu er det spændende med i morgen, hvor Irma skal være på egen hånd dernede i nogle timer. Men jeg er nu ret fortrøstningsfuld efter de sidste par dage, og med det nye indblik i, hvor meget styr der er på stuen. Og så krydser jeg fingre for at det går godt, fordi allerede på torsdag bliver vi nødt til at give hende en næsten hel dag i børnehaven – der er fuldt booket op i begge vores kalendre (og ja ja, arbejdet kommer naturligvis efter børnene, men nogle gange er det skisme svært at få tingene ud af vejen!!), og den ellers altid nærværende morfar er simpelthen i udlandet. Pokkers til timing.

Og hvad angår timingen, så er jeg et par dage inde i hævede fødder-syndromet! Havde virkelig håbet det kunne vente til efter barslen var startet, men ak – ingen bestemmer over vandet…