Om institutionsfester…

Det er altså en udfordring at være til fest i vuggestue og børnehave ene forælder. I vores institution foregår det sådan, at alle vuggestue-stuerne holder til oppe på vuggestuernes legeplads, mens børnehavebørn og forældre holder til på børnehavens legeplads… Det fungerer jo super til hverdag med denne deling, men lige i dag, synes jeg ikke lige at det virkede optimalt… Egentlig ret fint for de forældre, som kun har ét barn, eller som kan dele sig op og tage hver sin fest, men når manden er forhindret pga arbejde, er det lidt svært at deltage på bedste vis… Jeg havde endda, helt ubevidst nok, bare håbet at de havde lavet det hele til én samlet sammenkomst, og derfor kun lavet én bakke med smurte rosinboller – som hurtig blev spist af snack-sultne børnehavebørn…

Nå, udfordringen blev ikke mindre af, at Irma var temmelig ked af det da jeg kom. Hun havde tilsyneladende haft en jeg-savner-min-mor-dag OG haft ret dårlig mave. En kombi der gjorde at vi det første kvarter bare sad og krammede. Olga var heldigvis i fuld hopla, og præsterede på de to timer festen varede, at have to fyldte bleer, spise det meste af en skål fyldt med vindruer og en sandkage (altså, dem lavet af sand!) og hælde et glas smoothie ned af sig selv… Irma var til gengæld pylret hele eftermiddagen, blev ked af de mindste ting, og faldt selvfølgelig også og slog sig på begge knæ. Helt tilfældigt havde jeg et Løvernes Konge plaster liggende i min pung (hvor heldig har man lov at være), og ét plaster viste sig at kunne kurere to, alene fordi der var løver på…

I de mindste havde de fjernet sukkerforbudet i år, så bordene flød over med muffins, chokoladekage og endda lagkage! Nogle af ungerne sad mere eller mindre klistret til bordet og inhalerede alle goderne. Og at Irma spiste tre bidder af sin aftensmad, havde vist også en meget fin begrundelse ved det bord…Det virkede som om der var forældre, der færdiggjorde sætninger, talte med pædagoger og andre voksne, og slappede af og hyggede sig. Men det kan selvfølgelig have været indbildning fra min side… Er jeres sommerfester hyggelige?

Reklamer

På pumperne

Et lille pip fra en temmelig omtåget hjerne… For hvorfor er det lige at hjernen fortrænger hvor meget den kommer på overarbejde, når man starter nyt job? Min hjerne er overloaded med nye informationer, nye opgaver, navne på nye kolleger, nye samarbejdspartnere, nye relationer, nye rutiner og nye arbejdsgange! Heldigvis er jeg på arbejde omgivet med mennesker, der brænder for en god sag: Bedre mad til alle!, og som alle fortæller mig hvor meget de har set frem til min ankomst. Totalt fedt! Så det er meget svært ikke at være fælt begejstret for at tage på arbejde – og det med pendlingen går faktisk overraskende godt. Det føles ikke så tosset at køre i bil, høre lydbog og nyde lidt enetid. Jeg prøver at rense hovedet (selvom det indtil videre går lidt trægt…), men har besluttet at det bliver jeg bedre til lige om lidt! At jeg så allerede kan mærke at mine lår slapper lidt for meget af og derfor godt kunne tænke sig at udvide deres areal, er en anden sag – og et projekt jeg vil forsøge at bearbejde snarest…skal bare lige have en anelse mere aftenoverskud…

Irma er egentlig også godt tilfreds med at have fået lidt længere dage i børnehave – hvor vi i barslen kunne slacke på morgenrutinen og tøffe afsted i selvvalgt tempo, bliver begge piger nu afleveret lidt tidligere, og på ret fast tidspunkt. Olga er langsomt ved at blive bedre til at gå i vuggestue. Hun hygger sig når hun leger og spiser, men kæmper imod når det gælder putning og skiftning… Tror ikke hun er det mest unormale barn hvad det angår. Vuggestuen er fortsat noget rod, og det fortsætter jo i hvert fald året ud mens ombygningen står på. Og vi skal lige lære hvor tingene er, hvilke rutiner der er og hvilke personaler, der arbejder hvor og hvornår. Det er pt. lidt svært at regne ud hvad deres systemer er – har fx ingen anelse om hvor Olgas puttedyr er, hendes sutsko er også forsvundet og i går kom hun hjem i noget andet tøj uden vi ved hvor skiftetøjet er… Nå, forhåbentlig lærer vi det hele at kende ordentligt lige om lidt (og så ikke et ord mere om hvor meget vi ønsker os den plads i Irmas institution…).

Mine aftener bliver indtil videre brugt med at 1) stirre ud i luften, 2) have lyst til sygelige mængder af søde sager og 3) være træt helt ind til benet! For jo, én ting er at starte nyt job og vænne sig til nyt hente/bringe-hverdags-skema, en anden ting er at Olga jo stadig ikke sover igennem… I dag var jeg faktisk glad for at min krimi i bilen var tilpas blodig og spændende, netop nok til at jeg kunne holde mig vågen!! Og så håber jeg snart at min krop accepterer at være på overarbejde (ja, altså ikke lårene så meget, men hovedet!), og vænner sig til tingenes tilstand. I dag har der været lige rigeligt med trætheds-svimlen til at det var rart.

Nu er pigerne puttet, og manden kommer snart hjem fra arbejde. Jeg strejker fra madlavningen og venter på at maden bliver bragt til min dør… Nogle gange skal man huske at gøre det nemt for sig selv 🙂

Første dag

Så har vi altså to institutionsbørn. Den store råbte JAAAAAAA da vi i går aftes mindede hende om at hun skulle i børnehave i dag. Den lille er nu blevet Brumbasse på en stue med 11 børn. Pædagogerne virker supersøde og de børn vi mødte i dag så glade og sjove ud (altså på den her dig-må-min-datter-gerne-lege-med-måden ikke på du-ser-mærkelig-ud-på-den-sjove-måde-måden…). Huset hun skal gå i er indtil nytår ét stort kaos. Der er ombygning for alle pengene (eller de midler der nu er blevet bevilget). Nyt tag og legeplads på taget er bl.a. et af de nye tiltag, så det er ikke småting. Men personalet tager det pænt – tror faktisk de fleste har glædet sig til at der blev rettet op på et par ting (fx regnvejr i rytmikrummet…)
I dag var vi der bare i et par timer med dobbelt forældredækning. Og her nåede vi at opnå en stille stund med et par nystartede børn og hele tre pædagoger – ikke noget vi skulle vænne os for meget til… Og vi nåede at være med til starten på frokosten hvor resten af stuen kom hjem fra tur og gjorde klar til rugbrødsmadder. Olga var ikke til at skyde igennem. Totalt nysgerrig og undersøgende. Og havde rigtig god kontakt med den ansvarlige pædagog. I morgen skal vi tidligt ud af døren (altså barsels-tidligt..) for at være med til morgensamling og for at møde stuen inden de tager på tur. Jeg glæder mig – og hvis Olga vidste hvad der skulle ske, er jeg sikker på hun ville sige det samme.

20130722-204929.jpg

I får lige et billede med fra i dag. To sandkassebanditter i Irmas børnehave. Varme og glade.

Næste milepæl!

Så er det gået på plads. Jeg har i dag fået bekræftelse på at Irma kan starte i børnehave på mandag! Det er skisme da stort. Måske passer det egentlig ret dårligt med potentiel flytning og alt det her, men mon ikke der går mindst 3-4 måneder inden salg/køb-situationen er på plads. Jeg nåede lige kort at snakke med den ansvarlige pædagog på børnehavestuen – som jo altså vitterligt ligger på den anden side af en glaslåge på samme gang som hendes vuggestue – og de er helt klar til hende, og glæder sig til at hun starter. Irma har jo allerede været derinde og lege et hav af gange og i dag sendte de en af børnehavepigerne ind og lege med Irma mens de andre på vuggestuen sov. Synes faktisk virkelig der bliver gjort meget for at denne overgang kommer til at gå så glat som muligt.

Men fordi fokus er på oprykning, tænker jeg jo slet ikke på afslutning. Så da jeg står og snakker med en af Irmas vuggestuepædagoger, nævner hun pludselig noget med “Ja, så skal vi vel holde sidste dag for Irma på fredag, I kommer vel og er med?!” (Og i virkeligheden burde der ikke være et spørgsmålstegn, for der blev ikke stillet et spørgsmål…) Og jeg nikkede og hørte mig selv sige selvfølgelig… Shit, det havde jeg ikke overvejet et sekund! Så nu skal der jo bages et eller andet, og lines op med forældre-børnehygge fredag eftermiddag. Og den hormonelle mor skal gøre sit bedste for ikke at fælde en tåre… Altså, Irma har jo gået på den stue i 1 år og 10 måneder, og selvom vi ikke har fuldt tilfredse hele tiden, så har de gennemgående været omsorgsfulde og glade, og det har altid føltes som om hun var noget helt særligt (hvilket hun jo selvsagt også er, doh!) i deres øjne. Åh, kan allerede nu mærke at det bliver svært ikke blive en anelse emotionel på fredag…

Er i øvrigt meget åben for forslag til bag-og-tag-med-i-vuggestuen – det skal jo være godt for små fingre, ikke alt for sukkerbelagt og også gerne skille sig lidt ud… Stiller jeg høje krav siger du??

Rod i rammerne

Hvis der er noget der skal være styr på, så er det de institutionelle rammer. Jeg bliver nødt til at stole på at jeg overlader mit barn i trygge hænder når jeg cykler til den anden ende af byen og væk fra hende i mange timer om ugen. Og jeg vil så gerne sikre mig at hun er glad og trives på hendes “arbejde”! Og i øjeblikket er det ret tvivlsomt. Her efter påskeferien er institutionen ramt af folk der siger op i utide, masser af vikarer og en hel del kaos, fordi børn flytter op i børnehave, ind i vuggestuerne og frem og tilbage… En ret nyansat pædagog på Irmas stue har netop sagt op, og fordi hun er så nystartet, kan hun stoppe uden varsel. De to andre ansatte på stuen er ret utilfredse med ledelsen, mener bl.a. at ledelsen er skyld i de mange opsigelser – og det giver de udtryk for, over for os. Hvis det havde været et hvilket som helst andet sted, ville jeg nok anse disse medarbejdere for at være illoyale over for deres arbejdsplads, men jeg må indrømme, at jeg faktisk godt vil have denne ærlighed fra deres side. Og når det så er sagt, så er det da noget rod!! For hvad pokker skal jeg stille op med den viden? Jeg kan jo desværre ikke fikse deres arbejdsmiljø med et svuptag, selvom jeg virkelig gerne ville.

Vi er blevet bedt om at tage en beslutning ift. Irmas børnehavesituation. I huset findes både en udflytter og en almindelig stue, og vi kan se mange fordele og ulemper ved begge. En af de klare ulemper ved udflytteren er, at de bruger en hel time i bus hver vej, og så er det helt igennem ufleksibelt, alle dage er fra 8-16. På den anden side vil hun kunne lege ude, som hun elsker, og undersøgelser viser at børn i udflytterbørnehaver bliver mindre syge end ellers. Og det er da kæmpeplusser. På den almindelige stue er hun i trygge vante rammer, sammen med vuggestue-bedsteveninden Emily, og der vil være god mulighed for at hun kan rykke hurtigere op i børnehaven end ved udflytteren. Og det sidste taler vi en del om, fordi hun nu er den ældste i vuggestuen og den eneste, der ikke sover til middag.

Men pga. alt dette rod med personalet bliver jeg helt i tvivl om, om det overhovedet er her hun skal være? Eller om vi skal begynde at kigge os omkring efter noget andet. Langt de fleste dage kommer Irma glad hjem fra vuggestue og kan fortælle hvem hun har leget med, hvad de har sunget og om de har været på legeplads. Men i dag har hun haft en lidt træls dag, hvor hun har været oppe og toppes med en af drengene (efter hendes udsagn havde han skubbet hende og slået hende i ansigtet. Jeg spurgte om hun også havde skubbet og det svarede hun ja til… Så prøvede jeg at sige noget klogt om at sige nej, og gå sin vej. Men det er svært at trænge igennem til en træt og sur pige, der har haft en lidt skidt dag), og så ændrer forholdene sig lidt.

Jeg tror vi bliver nødt til at lave en helt klar +/- liste for at blive klar på hvad der betyder mest for os, hvad der er bedst for Irma, og i hvilke rammer hun vil blive mest glad. Erfaringer modtages i øvrigt med kyshånd!!

Special thanks to….

Jeg har fået en ny yndlings pædagogmedhjælper i Irmas vuggestue. Han er en fyr i starten af 20’erne og han udviser så meget ro, at jeg i starten tænkte at han led af udvidet teenage-sløvsind…Men det har den mest positive effekt på Irma. Han er altid glad for at se hende og omvendt. Og når vi nævner Anders’ navn herhjemme, smiler hun og gentager hans navn. Han har på det seneste været noget nær den eneste, der kan få Irma til at sove eftermiddagslur. Han har lagt mærke til hvor svært hun har ved at falde i søvn og finde ro når hun sover sammen med alle de andre børn, og han tager sig tid til at sidde og nusse hende i panden, så hun slapper helt af og falder hen. “Ja, så tager det jo kun 2 minutter” siger han. Han synes nemlig det er så synd, at hun bliver træt og sur senere på dagen fordi hun ikke har sovet. Jamen altså!!

Og i dag smeltede mit hjerte fuldstændig. Jeg kom ned i vuggestuen hvor Irma løber rundt med en forvokset dukkevogn med Samuel i – Samuel lader til at finde det forrygende med privatchauffør, så ingen ko på isen her. Anders kommer hen for at fortælle lidt om dagen. Og så siger han henkastet at han aldrig har mødt et barn, der (og her holder moren vejret, for nu bliver det spændende om der kommer noget godt eller skidt…) er så god til at lege med de andre børn, og samtidig rigtig god til at underholde sig selv (pyyyyyyhhhh!!). Hvis der ikke lige er nogen at lege med, ja, så snakker hun vist bare lidt med de usynlige venner og har en fest med dem… Og hun har ikke problemer med nogle af børnene, hun leger faktisk lige godt med alle. Ja, og så er hun altid i godt humør. Det eneste problem er, at vi kunne være i tvivl om hvorvidt hun er på epo (læs: sarkasme, bare rolig!!), fordi hun har så meget energi.

Boblede helt af stolthed da vi gik fra vuggestuen i dag. Og forstår da også bedre hvorfor hun kan være SÅ flad når hun kommer hjem nogle dage. Der er epo’en jo taget af…