Når bagning er hyggeligt

Omsider! Omsider er det hyggeligt at være i køkkenet med Irma. Det har jeg virkelig glædet mig til – og de seriøst gode oplevelser blir for tiden flere og flere. Jeg er vild med det. Her til aften – efter maden – skulle vi bage kage til Bag-for-en-sag-arrangement på skolen i morgen (alle pengene som forældre og børn køber kage for, går til BørneTelefonen). Jeg havde planlagt at vi skulle bage roulade – med vanlig Pippi-attitude: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens”…

Meeen dejen må så ikke få for meget, jo. Det skulle jeg lige have vidst. For den blev helt umulig at rulle, og også temmelig tør i det. Og Irma blev sur og sagde at sådan en grim kage ville hun i hvert fald ikke have med i skole. Nej, det kan jeg egentlig godt forstå. Så op i en skål med den. Blande lidt ekstra sager i, ælte-ælte, og vupti: Romkugler. Og bortset fra den ene sure mine, holdt hun virkelig humøret godt oppe. Det var superhyggeligt at stå og pynte romkugler med hende – og snakke om hvordan denne kage-cafe var sidste år, og hvilke kager hun bedst kan lide. Virkelig dejligt! Mere køkkenhygge med halvstore børn! Jatak. Og mere øvelse udi rouladebagning…

Men som Irma sagde: “Det skal du ikke gøre i aften, mor. For hvis den også blir grim, blir du bare megasur”

– You know me so well, child…

Reklamer

De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Tøseweekend

Det viste sig at være verdens bedste ide. At tage pigerne med i sommerhus og lade manden blive hjemme med arbejde og brætspilsplaner. Opskriften på god weekend er selvfølgelig også hjulpet virkelig godt på vej af fantastisk vejr og ikke mindst fantastisk besøg. For jeg havde inviteret veninder på Næsset: Ét døgn med arbejdsveninde og hendes drenge, ét døgn med folkeskoleveninde og hendes piger. Der har været børneleg, badning i fjorden, isspisning, kolde bobler, og seriøst meget sladder. Whats not to like? Ungerne har været fedtet ind i faktor 30 og nærmest intet andet i 3 hele dage, og jeg har – bortset fra en overivrig lørdag middag med græsslåning og bilvask – også været god til at passe på huden… Kun en nat med skoldede skuldre er faktisk flot – set med mine øjne… 


Jeg glemte i øvrigt at pakke min indre speltmor, så vi har (nærmest) levet af hvidt brød (hjemmebagt dog!), slik, is, pølser og alkohol til de voksne… hov. Og da jeg foreslog at vi i går aftes kørte til Holbæk havn og spiste is til aftensmad, var der ingen klager. Irma nævnte det faktisk i morges: “i går spiste vi slet ikke noget sundt, mor”… 

Afgjort ikke sidste gang!

Hvis jeg skal være helt sikker på at jeg siger det rigtigt, skal jeg huske tilbage på engang hvor jeg er omkring 7 år, på cykel og på vej over til min bedste veninde, Kamma. Jeg stod ved hajtænderne og ventede på at få grønt lys af min mor, og jeg husker at hun siger: “så drejer du først til venstre, og ved næste vej til højre. Så er du fremme”. Og for første gang (sådan mindes jeg det) fik jeg ret, da jeg drejede til den rigtige venstre. Så når jeg blir spurgt on the spot ‘hvad er venstre?’, er jeg tilbage i krydset ved Lindevej i Præstø, hvor jeg og min cykel kører den rigtige vej. Og når hjernen skal over 30 år tilbage i tiden for at mindes forskellen på højre og venstre, tager det til tider uhensigtsmæssigt langt tid…

For slet ikke at nævne ALLE de gange hvor jeg alligevel roder rundt i mindet og kommer til at tage højre fod frem når det burde have været venstre. Eller i bilen, på cyklen, til gymnastikopvisning, til salsaundervisning (dengang i 00’erne..), eller 1000 andre eksempler hvor førstevalget ikke var korrekt. 

Da jeg så i går stod overfor Irma der skulle hælde vand i et glas i sommerhuset og spørger mig, hvilken der nu er den kolde hane, siger jeg: ‘den hane længst mod køleskabet’. Hun hælder vand i glasset, tager en tår og vender sig mod mig: “hvorfor siger du ikke bare den til højre?”…

Overhalet af sin syvårige! Og nej, det er hverken første eller sidste gang…

Slap nu af!

“Slap nu af” – åh, hvor jeg i virkeligheden hader den vending. Og jeg bruger den ALT for tit. Dels overfor mig selv når jeg går amok i regler og principper og nye løfter til mig selv, dels overfor især Irma, der har det med at have en lidt kraftig hang til drama når hun falder, har det skidt eller føler sig uretfærdigt behandlet. Så har ingen nogensinde haft det værre… Og her kommer moren dikterende “Slap nu af”-vending ret ofte i brug. Og jeg ved det godt i det sekund de tre små ord har forladt læberne – hun flegner (er det overhovedet et ord??) fuldstændig ud! Hun bliver rasende og kalder mig alverdens grimme ting, primært dumme mor. Og alle de kloge børne-forkæmpere og forældrehadere vil helt sikkert give Irma ret, det er virkelig ikke nogle særligt hensigtsmæssige ord at rette mod en 7-årig der oplever verdens undergang (igen og igen og igen og igen…) Du tager jo ikke dit barn seriøst! Du forklejner hendes problemer.

Samtidig må jeg jo også sige – selvom jeg hader de dumme ord – at de ligger utrolig let til mig. Jeg kan godt huske hvor meget jeg selv havde det med at gå amok i tårer som barn (og som voksen, ville nogle måske sige…) Og selvom det jo overhovedet ikke hjalp at sige det til mig som barn, eller når andre siger det til mig generelt, så hjælper det at sige til mig selv… Hold nu op med alle de åndsvage regler eller tossede fokuseringer på en eller anden uduelighed jeg har fundet hos mig selv. Det er sgu da tosset. Men måske bør jeg finde en erstatning, i hvert fald overfor Irma. Det lader ikke rigtig til at hun reagerer så positivt på det… Og så kun lade ordene blive i eget hoved (sjovt som jeg har virkelig svært ved at se det her spille sig ud i den virkelige verden, at jeg har nogen ord indeni maven, og lader andre slippe igennem systemet. Et filter siger I??..)

Nu står resten af aftenen på lidt arbejde, lidt vasketøj – og så bliver jeg nok nødt til at spise lidt flere kanter af den nybagte brownie som Irma skal have med i skole i morgen. Hvor store stykker skal de børn egentlig have???…

Blå kage med krymmel

På miniferie uden børn og mand

I morgen tidlig drager jeg mod Kastrup for at mødes med min mor og søster (bliver faktisk hentet og bragt af min meget servicerende far, så ‘drager’ er måske lige en tand for dramatisk). Og så tager vi simpelthen på dametur til Rom. Helt uden mænd og børn. Og jeg glæder mig helt skamløst. Min mor har inviteret min søster og jeg – bare fordi. 

Vi skal se en del af de obligatoriske ting – og så skal der ellers bare slentres, drikkes kaffe og rødvin, skåles lidt i prosecco, have lidt god mad (forudser at indtage det næste halve års forbrug af pasta på 3 dage!) og bare nydes. God løs plan, ik? Vi rejser i morgen formiddag og lander igen søndag formiddag. Fik jeg sagt at jeg glæder mig?..

Jeg har aldrig været så lang tid væk fra pigerne før, og det er dejligt trygt at de skal være sammen med faren og lidt med morfaren. Så i eftermiddag har vi sat ind på familiehyggen, Irma fik læst – også for Olga – og inden hun gik over til at synge teksten højt..


Vi fik spillet et par spil og sludret om dagen der er gået. Og jeg fik fortalt at jeg tog afsted på rejse i morgen. Fik to meget forskellige reaktioner: 

Irma: “mor, jeg vil ikke have at du rejser. Jeg synes du skal være hjemme hos os”

Olga: “betyder det så at vi skal have alt muligt lækkert når mor ikke er hjemme?? Far, gør det??”..

Samme genpulje!?! Jeg forstår det ikke altid. 

Om børneleg

Forleden efter svømmehal og mormor-og-morfar-frokost-besøg havde vi lige en stund hvor vi alle fire kunne lave hver vores ting. Faren sad og læste i soveværelset, Irma sad og tegnede og kreerede sit eget univers omkring det, jeg sad i stuen og lagde puslespil. Olga hyggede på værelset med LEGO, dukker og barbies – iført ballerinadress og klipklapper. Hun legede helt vildt og inddrog nogle gange søsteren i en samtale som hun faktisk kun skulle være statist i, helst ikke svare eller kloge sig på anden vis… 

Jeg sad som sagt i stuen og det eneste lydtæppe jeg havde var Olgas dialog med sig selv og de dukker der havde roller. 

Op til flere gange hører jeg sætninger komme ud af hendes mund som er ting jeg nok temmelig ofte siger. Og det er bare stadig ret flippet at høre mor-fraser komme ud af munden på en 4-årig:

“Jeg skal lige sende en SMS til far”

“Nu vil jeg gerne have at du hører efter”

“Nej, sådan var det ikke, skat”

Lidt efter stoppede forældre-efterligningerne og Irma fik allernådigst lov til at være med. Men når storesøster er med, er det som oftest svært at få lov at bestemme ret meget..

Irma: “Det er altså dig der er tornerose nu.” 

Olga: “Men helt ærligt, hvor længe skal jeg ligge her??!”

– 100 år i eventyr går bare hurtigere end i virkeligheden…

En komplet 4-årig og en hormonel pige på 7

Jeg er lige kommet tilbage fra lægen med Olga. Hun sidder her ved siden af med præmien: Tegnefilm og slik! Hun bestod nemlig med glans til dagens 4-års-undersøgelse med indlagt vaccineskud i låret. Alt gik godt: Syn, hørelse, lunger, hjerte, højde, drøjde og motorik. No worries. Og hun nåede dårligt nok at sige av før vaccinen var indvortes. Med et lidt forundret blik på lægen “hvad fanden bilder du dig ind”-agtigt, der nærmest forsvandt som dug fra solen da et lilla plaster kom på stikket, og en lille dinosaurus landede i hendes hånd. Sådan. Done.

Mor og datter til lægen

Hun er og bliver pigen der overrasker mig. Lige så yndig og bedårende hun kan være, lige så hidsig og kontrær kan hun blive på 0,5. Men jeg nyder de yndige stunder – lige som da hun i går aftes kom trissende ind midt i dobbeltsengen inden nogle af forældrene var faldet i søvn. Et lille smil, og så et tilfredst suk, og tilbage til drømmeland – lige der midt i smørhullet. Helt uimodståelig og sød. Det er godt med den slags minder i maven når hun tramper surt og skrigende op af trappen inden klokken er 7 om morgenen – fordi natkjolen føltes forkert og fordi moren ikke ville hoppe op efter en anden… *huskehuskehuske*

Og apropos børn med omskifteligt humør, så er Irma også igang med en eller anden interessant overgang. Vi kan nærmest ikke sige noget til hende før vi bliver skudt i skoene at ‘skælde ud’, ‘være sure’ eller reaktionen “hvorfor skal I altid være så tarvelige?”. I går aftes brugte hun over en halv time på at være sur og ked af det, og da jeg så blev temmelig irriteret på hende (diplomatisk efterredigering af undertegnede…), blev jeg kaldt den sureste mor i hele verden. Hvilket ikke helt hjalp på mit humør… Jeg må på en eller anden måde få teflonbelagt humøret til at håndtere børns vredesudbrud og sære dårlig-mor-beskyldninger. Ved bare ikke lige hvor jeg finder det kursus, hvor man lærer at tage den slags teflon på? Synes ikke jeg har set det i aftenskole-kataloget?..

Da far var barn…

“Og Irma, da jeg var barn, var der ikke altid mad nok til alle. Så når bedstemor råbte at vi skulle spise var det bare med at være der i en fart”…

“Og da jeg var barn havde vi ikke senge til at sove i, men vi var nødt til at stå op og sove. Jeg havde heldigvis et fint værelse: kosteskabet bag trappen. Og her kunne jeg stå med panden mod væggen og sove”…

“Og da jeg var barn fik vi ikke nogle julegaver. Der var et år hvor jeg fik en papkasse, og jeg blev vildt glad og legede rigtig meget med den indtil jeg en dag glemte den ude i haven. En våd papkasse kan man ikke lege med. Så næste jul fik jeg en pind”…

Olga lytter nærmest ikke efter de her historier som faren tit fortæller når der engang imellem er ro ved spisebordet. Men Irma lytter, spørger ind (hvorfor der, far??) og følger med helt til historiens slutning. Og så kigger hun på mig, hendes utroværdige sandhedsvidne, og hvis jeg så, som her til aften smiler og himler med øjnene, kigger hun tilbage på sin far og konstaterer: “det er altså løgn”. Andre gange nikker jeg nøgternt og så vender hun tilbage til at være skeptisk, men dog undrende… 

Nu har vi løjet for pigerne hele december. Hvorfor ikke bare fortsætte og se hvornår korthuset ramler??