Tatoveringer og honningkagegaver

Tirsdag morgen var der ingen synlige nisseløjer og tilsyneladende var begge piger åbenbart bare så trætte, at de ikke rigtig bed mærke i at noget manglede. Men da pigerne gik ovenpå og tændte lyset på værelset, var der diskostemning (og lidt svært at se hvilket tøj man skulle have på…) Er stadig vild med at min gamle kollega viste mig at man med simpel diskopære, kan lave sjov i den almindelige lampe. Ingen af pigerne havde problemer med at det kun er et år siden at Nisseline sidst lavede discofest i køkkenet, Olga synes især at det var smadderskægt. Igen.

For at fejre at nissen havde fået det væsentligt bedre i løbet af dagen (…) var der honningkage-snemænd i stuen da vi gik op for at se julekalender. “Se hvad Nisseline er kommet med!!” Elsker at der er totalt accept af julekonceptet 😊

Her til morgen vågnede alle med små fingertatoveringer. Sørme om ikke Nissen havde lavet tatoveringer med julemotiver i løbet af natten. Olgas var desværre temmelig tværet ud, og Irma synes det var ret pinligt at hendes nisse havde gjort noget synligt på en skoledag, så hun fik skrubbet tatoveringerne godt væk… Nåja, kan jo ikke ramme plet hver gang.

Reklamer

Julestemningen er landet

Der er én herhjemme, der har frabedt sig julepynt før d. 1. december, og af hensyn til husfreden må det hellere overholdes. Så ingen julepynt herhjemme endnu – men så er det jo godt, at julehyggen kan opstøves andre steder. Først afsted til gymnastik-julehygge med gymnastikforeningen hvor op imod 12 frivillige trænere havde tømt redskabsrummet og sat den vildeste børnebane op. Så et hav af børn med nissehuer rendte rundt og lavede gymnastik – og fik inden vi sluttede, sagt hej til julemanden der kom med godteposer til alle.

Bagefter tog vi ind til Østerbro, hvor vi var inviteret til klippe-klister-stue tilsat massive mængder af godter fra Karen Volf. Jeg fik aktiveret min flette-julestjerne-hjerne, som på besynderlig vis altid lukker helt ned knap 11 måneder om året. Og jeg fik sæsonens første kop gløgg. Helt sikkert ikke den sidste.

Så nu er der i hvert fald tre herhjemme, der er tunet ind på at december starter lige om lidt. Og pigerne har spurgt ind til Nisseline omkring 8 gange i dag. Der er stor forventning om at hun flytter ind som hun plejer nu på fredag – og listen over de løjer der følger med, er under skarp udvikling…

SPONSORERET INDLÆG.

Følelsen af at have store børn

I går nåede vi til afsnittet om Christian d 4. i Sigurds Danmarkshistorie. Afsnittet benævner bla de bygninger og slotte som han har været ophav til – og derfor blev jeg inspireret til at vi i dag tog toget til Nørreport og gik i Rundetårn. Det giver bare et fedt lag ovenpå læsningen, at føje den fysiske historie til. Der var virkelig mange ting der faldt på plads i Irmas hoved, da vi igen talte om Kongens hestevognstur op igennem Rundetårn, viste hende emblemet på tårnets yderside og det flotte observatorium på toppen.

Fedt når man nærmest kan se knagerne i hjernen blive hægtet sammen 🙂

Resten af dagen skal nydes indendøre mens vinden suser udenfor. Kaffe i store baljer, og senere varm suppe og friskbagt brød!

Vi måtte i går redde vores hæk, der pludselig blev angrebet af en flyvende havesofa af bedste Bilka-plast-kvalitet… og lignende møbelsæt på tagterrassen er også blevet omrokeret en del gange siden i går morges.

Og jeg krydser alt hvad jeg har for at vinden er lullet totalt af til i morgen tidlig når cykel triller nordpå. Alt i alt har jeg nydt denne weekend uden planer og aftaler inden et mindre Marathon af planfyldte uger starter fra i morgen. Nu opladet – og med lidt held: også med vind i ryggen helt frem til jul.

Lidt mere ferie, tak

Jeg kan godt vænne mig til det her efterårsferieliv i sommerhus. Efter nogle dage i starten af ugen hvor pigerne og jeg var på udflugter, legede med lego og hyggede rundt derhjemme, har vi fra onsdag aften været her på Næsset. Alle fire. Med det faste sortiment: Brændeovn, baljer med kaffe, brætspil og bedsteforældre-besøg. Det har virkelig været dejligt. Og pigerne synes selv de har haft en god ferie. Hverdag med vækkeur, logistik og madplan er fantastisk langt væk. Men tror ærligt min krop snart bliver glad for mere bevægelse og mindre lænestol, og flere grøntsager end chokolade… så pyt da! Så vil jeg glæde mig til, at der nu kun er to uger til at jeg skal i sommerhus igen, men denne gang med nogle seriøst skønne kvinder, i en hel weekend! Altid godt med noget at se frem til 😊

Når bagning er hyggeligt

Omsider! Omsider er det hyggeligt at være i køkkenet med Irma. Det har jeg virkelig glædet mig til – og de seriøst gode oplevelser blir for tiden flere og flere. Jeg er vild med det. Her til aften – efter maden – skulle vi bage kage til Bag-for-en-sag-arrangement på skolen i morgen (alle pengene som forældre og børn køber kage for, går til BørneTelefonen). Jeg havde planlagt at vi skulle bage roulade – med vanlig Pippi-attitude: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens”…

Meeen dejen må så ikke få for meget, jo. Det skulle jeg lige have vidst. For den blev helt umulig at rulle, og også temmelig tør i det. Og Irma blev sur og sagde at sådan en grim kage ville hun i hvert fald ikke have med i skole. Nej, det kan jeg egentlig godt forstå. Så op i en skål med den. Blande lidt ekstra sager i, ælte-ælte, og vupti: Romkugler. Og bortset fra den ene sure mine, holdt hun virkelig humøret godt oppe. Det var superhyggeligt at stå og pynte romkugler med hende – og snakke om hvordan denne kage-cafe var sidste år, og hvilke kager hun bedst kan lide. Virkelig dejligt! Mere køkkenhygge med halvstore børn! Jatak. Og mere øvelse udi rouladebagning…

Men som Irma sagde: “Det skal du ikke gøre i aften, mor. For hvis den også blir grim, blir du bare megasur”

– You know me so well, child…

De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Tøseweekend

Det viste sig at være verdens bedste ide. At tage pigerne med i sommerhus og lade manden blive hjemme med arbejde og brætspilsplaner. Opskriften på god weekend er selvfølgelig også hjulpet virkelig godt på vej af fantastisk vejr og ikke mindst fantastisk besøg. For jeg havde inviteret veninder på Næsset: Ét døgn med arbejdsveninde og hendes drenge, ét døgn med folkeskoleveninde og hendes piger. Der har været børneleg, badning i fjorden, isspisning, kolde bobler, og seriøst meget sladder. Whats not to like? Ungerne har været fedtet ind i faktor 30 og nærmest intet andet i 3 hele dage, og jeg har – bortset fra en overivrig lørdag middag med græsslåning og bilvask – også været god til at passe på huden… Kun en nat med skoldede skuldre er faktisk flot – set med mine øjne… 


Jeg glemte i øvrigt at pakke min indre speltmor, så vi har (nærmest) levet af hvidt brød (hjemmebagt dog!), slik, is, pølser og alkohol til de voksne… hov. Og da jeg foreslog at vi i går aftes kørte til Holbæk havn og spiste is til aftensmad, var der ingen klager. Irma nævnte det faktisk i morges: “i går spiste vi slet ikke noget sundt, mor”… 

Afgjort ikke sidste gang!

Hvis jeg skal være helt sikker på at jeg siger det rigtigt, skal jeg huske tilbage på engang hvor jeg er omkring 7 år, på cykel og på vej over til min bedste veninde, Kamma. Jeg stod ved hajtænderne og ventede på at få grønt lys af min mor, og jeg husker at hun siger: “så drejer du først til venstre, og ved næste vej til højre. Så er du fremme”. Og for første gang (sådan mindes jeg det) fik jeg ret, da jeg drejede til den rigtige venstre. Så når jeg blir spurgt on the spot ‘hvad er venstre?’, er jeg tilbage i krydset ved Lindevej i Præstø, hvor jeg og min cykel kører den rigtige vej. Og når hjernen skal over 30 år tilbage i tiden for at mindes forskellen på højre og venstre, tager det til tider uhensigtsmæssigt langt tid…

For slet ikke at nævne ALLE de gange hvor jeg alligevel roder rundt i mindet og kommer til at tage højre fod frem når det burde have været venstre. Eller i bilen, på cyklen, til gymnastikopvisning, til salsaundervisning (dengang i 00’erne..), eller 1000 andre eksempler hvor førstevalget ikke var korrekt. 

Da jeg så i går stod overfor Irma der skulle hælde vand i et glas i sommerhuset og spørger mig, hvilken der nu er den kolde hane, siger jeg: ‘den hane længst mod køleskabet’. Hun hælder vand i glasset, tager en tår og vender sig mod mig: “hvorfor siger du ikke bare den til højre?”…

Overhalet af sin syvårige! Og nej, det er hverken første eller sidste gang…

Slap nu af!

“Slap nu af” – åh, hvor jeg i virkeligheden hader den vending. Og jeg bruger den ALT for tit. Dels overfor mig selv når jeg går amok i regler og principper og nye løfter til mig selv, dels overfor især Irma, der har det med at have en lidt kraftig hang til drama når hun falder, har det skidt eller føler sig uretfærdigt behandlet. Så har ingen nogensinde haft det værre… Og her kommer moren dikterende “Slap nu af”-vending ret ofte i brug. Og jeg ved det godt i det sekund de tre små ord har forladt læberne – hun flegner (er det overhovedet et ord??) fuldstændig ud! Hun bliver rasende og kalder mig alverdens grimme ting, primært dumme mor. Og alle de kloge børne-forkæmpere og forældrehadere vil helt sikkert give Irma ret, det er virkelig ikke nogle særligt hensigtsmæssige ord at rette mod en 7-årig der oplever verdens undergang (igen og igen og igen og igen…) Du tager jo ikke dit barn seriøst! Du forklejner hendes problemer.

Samtidig må jeg jo også sige – selvom jeg hader de dumme ord – at de ligger utrolig let til mig. Jeg kan godt huske hvor meget jeg selv havde det med at gå amok i tårer som barn (og som voksen, ville nogle måske sige…) Og selvom det jo overhovedet ikke hjalp at sige det til mig som barn, eller når andre siger det til mig generelt, så hjælper det at sige til mig selv… Hold nu op med alle de åndsvage regler eller tossede fokuseringer på en eller anden uduelighed jeg har fundet hos mig selv. Det er sgu da tosset. Men måske bør jeg finde en erstatning, i hvert fald overfor Irma. Det lader ikke rigtig til at hun reagerer så positivt på det… Og så kun lade ordene blive i eget hoved (sjovt som jeg har virkelig svært ved at se det her spille sig ud i den virkelige verden, at jeg har nogen ord indeni maven, og lader andre slippe igennem systemet. Et filter siger I??..)

Nu står resten af aftenen på lidt arbejde, lidt vasketøj – og så bliver jeg nok nødt til at spise lidt flere kanter af den nybagte brownie som Irma skal have med i skole i morgen. Hvor store stykker skal de børn egentlig have???…

Blå kage med krymmel