Afgjort ikke sidste gang!

Hvis jeg skal være helt sikker på at jeg siger det rigtigt, skal jeg huske tilbage på engang hvor jeg er omkring 7 år, på cykel og på vej over til min bedste veninde, Kamma. Jeg stod ved hajtænderne og ventede på at få grønt lys af min mor, og jeg husker at hun siger: “så drejer du først til venstre, og ved næste vej til højre. Så er du fremme”. Og for første gang (sådan mindes jeg det) fik jeg ret, da jeg drejede til den rigtige venstre. Så når jeg blir spurgt on the spot ‘hvad er venstre?’, er jeg tilbage i krydset ved Lindevej i Præstø, hvor jeg og min cykel kører den rigtige vej. Og når hjernen skal over 30 år tilbage i tiden for at mindes forskellen på højre og venstre, tager det til tider uhensigtsmæssigt langt tid…

For slet ikke at nævne ALLE de gange hvor jeg alligevel roder rundt i mindet og kommer til at tage højre fod frem når det burde have været venstre. Eller i bilen, på cyklen, til gymnastikopvisning, til salsaundervisning (dengang i 00’erne..), eller 1000 andre eksempler hvor førstevalget ikke var korrekt. 

Da jeg så i går stod overfor Irma der skulle hælde vand i et glas i sommerhuset og spørger mig, hvilken der nu er den kolde hane, siger jeg: ‘den hane længst mod køleskabet’. Hun hælder vand i glasset, tager en tår og vender sig mod mig: “hvorfor siger du ikke bare den til højre?”…

Overhalet af sin syvårige! Og nej, det er hverken første eller sidste gang…

Reklamer

Slap nu af!

“Slap nu af” – åh, hvor jeg i virkeligheden hader den vending. Og jeg bruger den ALT for tit. Dels overfor mig selv når jeg går amok i regler og principper og nye løfter til mig selv, dels overfor især Irma, der har det med at have en lidt kraftig hang til drama når hun falder, har det skidt eller føler sig uretfærdigt behandlet. Så har ingen nogensinde haft det værre… Og her kommer moren dikterende “Slap nu af”-vending ret ofte i brug. Og jeg ved det godt i det sekund de tre små ord har forladt læberne – hun flegner (er det overhovedet et ord??) fuldstændig ud! Hun bliver rasende og kalder mig alverdens grimme ting, primært dumme mor. Og alle de kloge børne-forkæmpere og forældrehadere vil helt sikkert give Irma ret, det er virkelig ikke nogle særligt hensigtsmæssige ord at rette mod en 7-årig der oplever verdens undergang (igen og igen og igen og igen…) Du tager jo ikke dit barn seriøst! Du forklejner hendes problemer.

Samtidig må jeg jo også sige – selvom jeg hader de dumme ord – at de ligger utrolig let til mig. Jeg kan godt huske hvor meget jeg selv havde det med at gå amok i tårer som barn (og som voksen, ville nogle måske sige…) Og selvom det jo overhovedet ikke hjalp at sige det til mig som barn, eller når andre siger det til mig generelt, så hjælper det at sige til mig selv… Hold nu op med alle de åndsvage regler eller tossede fokuseringer på en eller anden uduelighed jeg har fundet hos mig selv. Det er sgu da tosset. Men måske bør jeg finde en erstatning, i hvert fald overfor Irma. Det lader ikke rigtig til at hun reagerer så positivt på det… Og så kun lade ordene blive i eget hoved (sjovt som jeg har virkelig svært ved at se det her spille sig ud i den virkelige verden, at jeg har nogen ord indeni maven, og lader andre slippe igennem systemet. Et filter siger I??..)

Nu står resten af aftenen på lidt arbejde, lidt vasketøj – og så bliver jeg nok nødt til at spise lidt flere kanter af den nybagte brownie som Irma skal have med i skole i morgen. Hvor store stykker skal de børn egentlig have???…

Blå kage med krymmel

På miniferie uden børn og mand

I morgen tidlig drager jeg mod Kastrup for at mødes med min mor og søster (bliver faktisk hentet og bragt af min meget servicerende far, så ‘drager’ er måske lige en tand for dramatisk). Og så tager vi simpelthen på dametur til Rom. Helt uden mænd og børn. Og jeg glæder mig helt skamløst. Min mor har inviteret min søster og jeg – bare fordi. 

Vi skal se en del af de obligatoriske ting – og så skal der ellers bare slentres, drikkes kaffe og rødvin, skåles lidt i prosecco, have lidt god mad (forudser at indtage det næste halve års forbrug af pasta på 3 dage!) og bare nydes. God løs plan, ik? Vi rejser i morgen formiddag og lander igen søndag formiddag. Fik jeg sagt at jeg glæder mig?..

Jeg har aldrig været så lang tid væk fra pigerne før, og det er dejligt trygt at de skal være sammen med faren og lidt med morfaren. Så i eftermiddag har vi sat ind på familiehyggen, Irma fik læst – også for Olga – og inden hun gik over til at synge teksten højt..


Vi fik spillet et par spil og sludret om dagen der er gået. Og jeg fik fortalt at jeg tog afsted på rejse i morgen. Fik to meget forskellige reaktioner: 

Irma: “mor, jeg vil ikke have at du rejser. Jeg synes du skal være hjemme hos os”

Olga: “betyder det så at vi skal have alt muligt lækkert når mor ikke er hjemme?? Far, gør det??”..

Samme genpulje!?! Jeg forstår det ikke altid. 

Om børneleg

Forleden efter svømmehal og mormor-og-morfar-frokost-besøg havde vi lige en stund hvor vi alle fire kunne lave hver vores ting. Faren sad og læste i soveværelset, Irma sad og tegnede og kreerede sit eget univers omkring det, jeg sad i stuen og lagde puslespil. Olga hyggede på værelset med LEGO, dukker og barbies – iført ballerinadress og klipklapper. Hun legede helt vildt og inddrog nogle gange søsteren i en samtale som hun faktisk kun skulle være statist i, helst ikke svare eller kloge sig på anden vis… 

Jeg sad som sagt i stuen og det eneste lydtæppe jeg havde var Olgas dialog med sig selv og de dukker der havde roller. 

Op til flere gange hører jeg sætninger komme ud af hendes mund som er ting jeg nok temmelig ofte siger. Og det er bare stadig ret flippet at høre mor-fraser komme ud af munden på en 4-årig:

“Jeg skal lige sende en SMS til far”

“Nu vil jeg gerne have at du hører efter”

“Nej, sådan var det ikke, skat”

Lidt efter stoppede forældre-efterligningerne og Irma fik allernådigst lov til at være med. Men når storesøster er med, er det som oftest svært at få lov at bestemme ret meget..

Irma: “Det er altså dig der er tornerose nu.” 

Olga: “Men helt ærligt, hvor længe skal jeg ligge her??!”

– 100 år i eventyr går bare hurtigere end i virkeligheden…

En komplet 4-årig og en hormonel pige på 7

Jeg er lige kommet tilbage fra lægen med Olga. Hun sidder her ved siden af med præmien: Tegnefilm og slik! Hun bestod nemlig med glans til dagens 4-års-undersøgelse med indlagt vaccineskud i låret. Alt gik godt: Syn, hørelse, lunger, hjerte, højde, drøjde og motorik. No worries. Og hun nåede dårligt nok at sige av før vaccinen var indvortes. Med et lidt forundret blik på lægen “hvad fanden bilder du dig ind”-agtigt, der nærmest forsvandt som dug fra solen da et lilla plaster kom på stikket, og en lille dinosaurus landede i hendes hånd. Sådan. Done.

Mor og datter til lægen

Hun er og bliver pigen der overrasker mig. Lige så yndig og bedårende hun kan være, lige så hidsig og kontrær kan hun blive på 0,5. Men jeg nyder de yndige stunder – lige som da hun i går aftes kom trissende ind midt i dobbeltsengen inden nogle af forældrene var faldet i søvn. Et lille smil, og så et tilfredst suk, og tilbage til drømmeland – lige der midt i smørhullet. Helt uimodståelig og sød. Det er godt med den slags minder i maven når hun tramper surt og skrigende op af trappen inden klokken er 7 om morgenen – fordi natkjolen føltes forkert og fordi moren ikke ville hoppe op efter en anden… *huskehuskehuske*

Og apropos børn med omskifteligt humør, så er Irma også igang med en eller anden interessant overgang. Vi kan nærmest ikke sige noget til hende før vi bliver skudt i skoene at ‘skælde ud’, ‘være sure’ eller reaktionen “hvorfor skal I altid være så tarvelige?”. I går aftes brugte hun over en halv time på at være sur og ked af det, og da jeg så blev temmelig irriteret på hende (diplomatisk efterredigering af undertegnede…), blev jeg kaldt den sureste mor i hele verden. Hvilket ikke helt hjalp på mit humør… Jeg må på en eller anden måde få teflonbelagt humøret til at håndtere børns vredesudbrud og sære dårlig-mor-beskyldninger. Ved bare ikke lige hvor jeg finder det kursus, hvor man lærer at tage den slags teflon på? Synes ikke jeg har set det i aftenskole-kataloget?..

Da far var barn…

“Og Irma, da jeg var barn, var der ikke altid mad nok til alle. Så når bedstemor råbte at vi skulle spise var det bare med at være der i en fart”…

“Og da jeg var barn havde vi ikke senge til at sove i, men vi var nødt til at stå op og sove. Jeg havde heldigvis et fint værelse: kosteskabet bag trappen. Og her kunne jeg stå med panden mod væggen og sove”…

“Og da jeg var barn fik vi ikke nogle julegaver. Der var et år hvor jeg fik en papkasse, og jeg blev vildt glad og legede rigtig meget med den indtil jeg en dag glemte den ude i haven. En våd papkasse kan man ikke lege med. Så næste jul fik jeg en pind”…

Olga lytter nærmest ikke efter de her historier som faren tit fortæller når der engang imellem er ro ved spisebordet. Men Irma lytter, spørger ind (hvorfor der, far??) og følger med helt til historiens slutning. Og så kigger hun på mig, hendes utroværdige sandhedsvidne, og hvis jeg så, som her til aften smiler og himler med øjnene, kigger hun tilbage på sin far og konstaterer: “det er altså løgn”. Andre gange nikker jeg nøgternt og så vender hun tilbage til at være skeptisk, men dog undrende… 

Nu har vi løjet for pigerne hele december. Hvorfor ikke bare fortsætte og se hvornår korthuset ramler??

18.december

Sikke en god dag det har været, og du godeste hvor er jeg træt!! Vi kørte mod stationen i formiddag, E.’s mor med nypyntede muffins, mig med friskbagte boller, og her samlede vi tropperne til tre pigersfødselsdagslørdag med i alt 13 piger fra 1.z. Og selvom vi havde timet og tilrettelagt formiddagen endte vi alligevel  med at savne en halv time mere til lige at gøre tingene i et lidt roligere tempo. Pyt, pigerne hyggede sig, og på trods af et par nedsmeltninger, var der alligevel enighed om at det havde været en rigtig god fødselsdag, som sagtens kunne have varet lidt længere. 


– på billedet laver de i øvrigt fælles kampråb. Ret sejt. Det er virkelig nogle gode piger! 

Vi var inde og se teater på Snoreloftet, den lille børnescene som Folketeatret har. Forestillingen hed Englene i sneen og var rigtig fin, med både lidt drama, god musik og masser af eventyr. Det skal der nok komme gode historier ud af i de næste dage. 

Og nu hvor begge piger er gået ud som to lys, er der kun lidt skærmtid imellem mig og samme skæbne. Nisserierne står mormoren jo for i morgen, sidste søndag i advent, så der er god samvittighed på afslapningen. Håber andres lørdag er lige så festlig som min er tam 🙂

17.december

Det må være en kold omgang at overnatte i køleskabet, men det var præcis hvad en håndfuld af pigernes små bamser gjorde i nat. Er meget tilfreds med at begge piger var i køkkenet da jeg åbnede køleskabet og så det. 


I dag er det fødselsdags-fejringsdag. Vi fejrer Irmas fødselsdag sammen med to andre piger, der også fylder 7 imellem jul og nytår. Og vi skal mødes på stationen med dem alle. Afsted i tog til Nørreport og ind og se et teaterstykke på Snoreloftet. Der er boller, cupcakes, godteposer og klippe-klister-hygge på programmet også. Jeg tror det blir superhyggeligt, og håber virkelig at pigerne føler sig fejret efter i dag

9. og 10. december

“Hun er en gave at have i klassen”, “Hun har nået sit mål i dansk for det her skoleår”, “Hun er så glad for at gå i skole”. Hvis de her skole-hjem-samtaler fortsætter i samme spor, går vi simpelthen i stykker af ren og skær stolthed! Det var faren der var til 1.-klasses-samtalen i dag, mens jeg havde pigerne med til gymnastik – Irma som den udøvende, Olga med i kulissen, lidt nysgerrig, men ikke klar endnu.

Denne store stolthed af vores bliver dog også nødt til at få en mere virkelighedsnær beskrivelse, så det ikke kun er ren idyl, men også lidt fra den anden side af medaljen. I morges vovede jeg at kalde på ungerne lidt tidligere end jeg plejer for at få dem ned til morgenmad (vi taler om to minutter…). Irma kom ned helt klatøjet, og gloede olmt på mig mens jeg rørte havregrøden færdig: “Hvorfor siger du der er morgenmad når den overhovedet ikke står på bordet endnu?”… Jeg tror vist jeg glemte at sige undskyld..

Nisseløjerne var lidt vattede i går, og det vidste vi ligesom godt. Det blev også kommenteret i morges med et “Mon ikke snart nissen laver noget sjovt?”… Godt så! Så her til aften har nissen gjort morgenmad klar til os alle, og der står derfor risengrød på bordet, som bare lige skal lunes. Det håber jeg falder i god jord.

Desuden har jeg pga julefrokost i morgen aften, og erkendelsen af at en bedugget og temmelig træt nisse laver ret dårlige nisseløjer i børnehøjde, lavet forberedelser til lørdag morgen også… Nissen har skrevet et brev, som bliver lagt foran nissens dør, og her står der et tip om, at der findes peberkagedej i køleskabet, som skal bages af børnehænder. Udstiksformene skal lige lokaliseres rundt omkring, men det må blive en bekymring for lørdag formiddag. Så nu håber jeg at nissen igen er tilgivet for at være sød og lidt mere opfindsom!

Og for alles bedste er jeg altså derfor ikke på bloggen i morgen, vi skrives ved på lørdag 🙂

Brev og peberkagedej

Risengrød in the making

Om store og små

I morgen skal jeg på tur med mit arbejde, ud og se en stor vindmøllepark ved Anholt, og da jeg fortalte Irma at jeg hverken ville være hjemme til morgenmad eller aftensmad, kiggede hun tvært på mig og sagde “Hvad er der spændende ved at tage ud og se nogle vindmøller? Kan du ikke bare sige til dit arbejde, at du har nogle børn du skal tage dig af?!” Dåååårlig mor!!.. Højst sandsynligt lægger hun i morgen dårligt nok mærke til at jeg er væk, da hun jo langt de fleste dage selv kører til skole selv om morgenen – og nogle gange endda får lov at køre hjem selv også.

I det hele taget er det med børns størrelse og hvor meget de kan selv, meget afhængig af dagsform og almindelig træthed. For der er dage, hvor jeg synes jeg har nogle meget selvstændige og store børn. Nogle dage bliver alting ordnet så let som ingenting – tøj kommer på, tasker bliver pakket, bade bliver taget, tænder bliver børstet. Og så er der de andre dage hvor ingenting duer…åååååhhh! Hvor cykelturen hjem fra børnehave og skole nærmest er uoverstigelig, hvor hele verden bryder sammen hvis en voksen svarer nej på et tilfældigt spørgsmål eller hvor putning af den HELT forkerte forælder er Uacceptabel!

I weekenden var pigerne alene på besøg hos bedstemor og bedstefar fra fredag til lørdag – deres forældre var ude og fulde sig (især hende den ene..), og Irma havde specielt glædet sig. Ja, nærmest i en måned har der været nedtælling til denne weekend. Og faktisk var det for dårligt at de kun skulle sove der én nat uden mor og far. På vej derover ville Olga så til at starte med slet ikke undvære sine forældre, men da vi så var kommet ud af bilen, og de første småkager var blevet spist, ændrede den lyst sig heldigvis hurtigt.

Jeg tror ikke vi behøver ringe til børneværnet lige foreløbig fordi jeg helt og aldeles uansvarligt tager ud og kigger på vindmøller en enkelt tirsdag i september – så next step er at finde balancen henimod at pigerne vinker og ønsker mig god tur og at vi lokker med småkager for at dagen alligevel bliver god..