Sommerweekend

Det har været en fantastisk weekend. Faktisk intet mindre. I fredags inviterede jeg min søde mand ud at spise på en hyggelig italiensk restaurant her på Amager – han har været så sej at få nyt arbejde, så det skulle virkelig fejres. Min mor kom til assistance og kom og hyggede med Irma, puttede hende, og sov lidt på sofaen indtil vi kom hjem 🙂 Lørdag var vi igen i svømmehallen – Irma er simpelthen så vild med det, så det er næsten tosset ikke at følge op på. Eftermiddagen brugte vi på Amager Fælled hvor manden og en god ven samlede hyldeblomster, mens Irma og jeg soppede i vandpytter og digtede historier om pinde, der var store skibe og skulle sejle i pytterne…

I går aftes kom atter en ven på besøg og vi lavede forrygende mad hvor bl.a. jomfruhummerhaler og dampede asparges var en del af pakken. Mmmm…. Og i dag har vi været på miniudflugt til Dragør med flere gode venner – og selvfølgelig is! Kan man overhovedet tage derud uden at spise is?? Og så vil jeg gerne sende en taknemmelig hilsen, til personen der opfandt bægre til is. Det er jo altid en katastrofe at give en isvaffel til en lille fis – der altid spiser bunden af vaflen først… Så tak min ven, du har reddet mange issituationer fra at ende i en endnu mere fedtet affære!

Her til aften har Irma været totalt glad i låget. Har rendt rundt i lejligheden med krudt i måsen “Kom mor, vi skal danse inde i stuen”, “Vi skal være farlige far, tag den her maske på” og bare grinet af hvad som helst. Resultatet af en sjov og hyggelig weekend – som også var en anelse svær at lukke ned for: “Jeg vil ikke sove mor, jeg vil være farlig”… Godt så 😉

Nu har jeg kun 3 arbejdsdage tilbage inden fire ugers ferie. Og jeg glæder glæder glæder mig!! Meget mere om det senere…

Isens egenskaber…

Åh, det sukker, det sukker… Vi faldt for presset – ja okay, pres var det måske ikke ligefrem, men det var varmt, og vi synes at det var lidt synd at vi sad og spise sodavandsis i heden, mens Irma ikke gjorde… (og ja, jeg kan godt høre hvordan det lyder, og det her er simpelthen verdens dårligste undskyldning!!) Vi lod hende smage på isen, og efter at hun lige sundede sig over sin første is-kolde fornemmelse i munden, så smagte det jo faktisk ret godt. Ikke den store overraskelse der… Og da hun lige havde prøvet til et par gange, ville hun jo gerne have mere, men her satte vi så bremserne i – hvilket fik Irma til at begynde at græde. Her taler vi altså om pigen, der ikke engang bliver ked af det, hvis jeg tager legetøj fra hende (som fx remoten, Johns iphone og lignende…) og erstatter det med noget andet, men at fjerne sukkerkilden fra hende, uuuuuhhhh!!! Nu tror jeg liiiige vi holder en pause med sodavandsisen – og i går fik vi da også nogle frys-selv-is-poser, så man kan lave sine egne sunde(re) is. Vores venner synes ligesom de ville lære os om de sundere alternativer… :-/ (pinligt at det er nødvendigt…)

Og lad mig så fortælle om noget andet! Irma er SÅ tæt på at kravle, at jeg næsten ikke kan vente. Hun er begyndt at krybe omkring med hjælp fra hele kroppen, og er virkelig begyndt at udforske lejligheden. Og vi er begyndt at lægge planer for hvad vi gør med ledninger (som hun synes er det mest fantastiske!), computere, og alt det løse vi har stående på gulvet rundt omkring. Tror vist vi skal have købt et skab eller nogle flere hylder til alt det forskellige gear vi har. Mangler seriøst skabsplads i vores lejlighed (eller også har vi bare alt for meget crap…)

Fantasi og is

Fantasi og indlevelsesevne, fantastiske ting at være i besiddelse af som barn! Det er jo et fedt koncept at være til theselskab i sandkassen og få serveret luft-the og (ægte) sandkager, og lige så sjovt når børns hænder kan blive til et farligt våben i kobling med et kapow (eller andre drengelyde, som jeg aldrig har kunnet sige…). Men så bliver vi voksne. Og så er det ligesom om, at det her med fantasi bliver mindre sejt. Voksne mennesker klædt ud som orker i Hareskoven er jo fx næsten altid udsat for hån. Og det med at have en usynlig ven er sgu heller ikke det man praler med i kantinen på arbejde.. Jeg synes jo på en måde det er lidt ærgerligt at vi sådan går og vokser fra, at det er sjovt at bruge sin fantasi – og det er stort set kun legitimt at finde den frem fra gemmerne når vi så leger med vores børn. Okay, okay, jeg stopper min fantasi-hyldest inden der går totalt Peter Pan i den…

Med hensyn til indlevelsesevnen er den jo stadig tilladt at have når man er 16+, dog er der undtagelser (og det er så her jeg falder i vandet): Du må ikke leve dig så meget ind i ALT hvad der bliver sendt i fjernsynet, at andre mennesker ikke kan komme i kontakt med dig. Tjek. Du må helst ikke grine højlydt når du befinder dig i offentligt rum og læser en sjov bog. Tjek. Du må ikke, når du mader dit barn, åbne munden i takt med hendes. Tjek…  De to første ting har jeg givet op overfor, her kan jeg ikke reddes, sidstnævnte vil jeg virkelig prøve at gøre op med, det ser jo seriøst fjollet ud! 🙂

Sommerbarselsprojekt #2:
Manolo Gelato: Frisklavet, hjemmelavet, fedtfattigt er de tre ord, de selv bruger på at beskrive deres is. Og det var sådan set også ret lækkert. Jeg bestilte 2 kugler i bæger (må jo beherske mig…), ferrero rocher og lemone. Førstnævnte var klart den bedste, god knasende, og perfekt konsistens. Citronen var bestemt ikke sur nok til mig, og så havde de valgt at komme noget citronskal (tror jeg) i isen, som knasede lidt hist og her, lidt pudsigt koncept. Men gennemgående god is, og virkelig solide portioner! (Paradis er jo begyndt at veje deres is inden de ryger over disken, det gør disse ikke endnu ;-)) De ligger indtil videre kun i København.

Barselsprojekt, sommerversion

Lysten til chokolade mindskes! I må ikke blive bekymrede, jeg er faktisk okay! Sagen er, at chokoladelyst er blevet erstattet af lyst til is 🙂 Så derfor tænker jeg, at jeg vil forny mit barselsprojekt, og teste de nye(re) is der findes på markedet. Det er en stor opofrelse fra min side, så jeg glæder mig til al den taknemmelighed, der snart skyller ind over bloggen…

Sommerbarselsprojekt #1:
Marcipanbrøds-is fra Anthon Berg: Okay, det tror jeg faktisk ikke den hedder, men den er formet som et marcipanbrød og har samme indpakning. Den koster den nette sum af 17 kr (og hvad sker der så lige for is-priserne??? Det er jo helt forrykt!), og den smagte da sådan set meget godt. Jeg havde nok forventet lidt mere marcipan i isen, men okay. Den er overtrukket med tynd,  god chokolade.  Det var jeg ikke utilfreds med, jeg er ikke specielt vild med Magnum-is, med det der tykke chokoladeovertræk, så det passede mig godt, at marcipan-isen var af den mere delikate slags. Lidt anonym, men i den bedre ende af skalaen.