De store plusser og minusser

Det handler om at gribe de små stjernestunder, putte dem langt ned i lommen, så man kan varme sig godt og grundigt på dem på de kolde vinteraftner. Og på trods af en ret varm september indtil videre, har det været nogle dage med KOLD stemning for den her mor. Hvis det ikke har været den ene, har det været den anden. Ungerne har sloges om de mest latterlige ting, nægtet at rydde op, nægtet at spise aftensmad og/eller morgenmad, råbt af deres mor, kastet med ting og været trætte og har skiftevis sagt “jeg kan ikke sooooove”… Det har været alletiders.

Men så er det rart, at der er de her gode ting fra lommen. Dem som man ganske forsigtigt tager op, som om de var lavet af glas.

Som da jeg sidste weekend vågnede ved siden af Olga. Hun slår øjnene op og ligger og aer mig på kinden, kigger på mig og siger “du er smuk, mor”.

Eller da jeg for godt halvanden uge siden hentede Irma fra skolen. Hun var i vildt godt humør fordi vi skulle have besøg af mormor og morfar og fordi hun havde haft en superdag i skolen. Vi aftaler at hun skal køre hjem selv og være hjemme i de ti minutter det tager at hente Olga. Og vi cykler det første stykke sammen, og så skilles stierne. Hun råber “hej hej mor”, jeg svarer med et “vi ses om lidt, skat”, og hun returnerer med “jeg elsker dig!!”. Sagt så højt, at jeg både blev varm og forlegen – og ikke fik svaret igen før ved sengetid.

Og nu hvor jeg har pakket de her små gaver ud og vist dem til jer, pakker jeg dem ned igen, og gemmer dem godt. Noget siger mig, at jeg får brug for at lune mig ved dem igen, senere på efteråret.

Ikke flere babyer!

For et år siden (og en sjat) blev jeg kørt i en allerhelvedes fart fra Amager til Hvidovre. Min far sad bag rattet og var meget stille, meget koncentreret, og med en tung fod på speederen. Min søde mand sad på bagsædet og forsøgte at holde mig i hånden og sige de rigtige ting. Inde på Hvidovre var der ombygning i parkeringskælderen og vi parkerede derfor ALT for langt fra fødeafsnittet – jeg fik meget langsomt og med støttende hænder bugseret mig ned på den rigtige afdeling og blev modtaget på en kontorstol… Jordemoderen var temmelig pinlig berørt over manglen på kørestole på landets største fødeafdeling, men nuvel, jeg blev trillet ned til en tom stue. Helt efter bogen var jeg ved at tisse i bukserne, men da jeg sad på toilettet fik jeg endnu en ve, og besvimede… Så med bule i panden og sår på næsen var jeg pludselig omringet af 6 jordemødre og sygeplejersker inde på det lille toilet. Og herefter var Olga ude efter en lille halv time. 150 minutter fra start til slut.

I virkeligheden er den fødsel meget kendetegnende for den lille dame, nu hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende. Hun er fuldstændig uforudsigelig – jeg ved simpelthen ikke hvor mange gange jeg i det forgangne år har sagt ‘nej, det tror jeg ikke’, og så har hun taget fusen på mig. Alt lige fra et forsøg på at lave søvnrutiner til at tale om de ting hun kan. Jeg troede fx ikke at hun fra den ene dag til den anden kunne komme op på ALLE vores møbler… Hun overrasker også med hendes humør-yderpunkter. For i alle de måneder i mødregruppen, var hun uden overdrivelse, den allermest hidsige. Hold nu op nogle skrigeture, jeg både har oplevet og delt med den lille dame. I den anden ende af skalaen kan hun charmere næsten alle. Hun griner, fniser og hygger sig. Og er helt eminent til at give krammere.

Jeg kan ikke prale med hendes soveevner, for selvom hun simpelthen ikke kan stå op før kl. 06 (tak for det, min skat!), så har vi dælme haft vores natteroderi! Amningen tog på et tidspunkt overhånd, og jeg ammede rask væk 8-10 gange på en nat. Nu Olga på strandener vi der hvor hun stadig får en natflaske inden hun bliver puttet, og så får hun en igen inden midnat. Jo jo, alle de kloge siger at den flaske burde da for længst være taget fra hende (i hvert fald nr. 2), men da vi forsøgte det for 2-3 måneder siden, gik ALT i kage, og Olga græd så voldsomt og så længe, at vi til sidste måtte give efter. Hun var ikke klar. Nu går det sådan set fint – vi har stadig ikke en nat uden at hun kommer ind til os. Men det var vel også derfor at vi i sin tid købte en større seng…

Som jeg har fortalt om så mange gange før, så er hun bestemt ikke en tro kopi af Irma. Eneste sted de faktisk har lignet hinanden er, at de begge er begyndt at gå da de var omkring 10 måneder. Og selvom vi havde forberedt os på at få to unikke børn, så havde ingen af os nok forestillet os HVOR unikke, der var tale om! Ingen opskrifter kunne genbruges.

Et helt år er den lille fis blevet, og er nu officielt ikke længere en baby. Men da vi fortalte det til Irma, og sagde, at nu er Olga en lille pige, så svarede hun med en undrende mine ‘men hun har da ikke langt hår??’. Nånej…
Hun er blevet beriget med gaver og forkælelse af flere omgange. Har fået legetøj, ny stor dyne, hele to dukker – men det der i går tog prisen, var ballonerne. Hvem har egentlig brug for mere?… Hun er en virkelig sjov pige, og jeg glæder mig rigtig meget til, at se hende blive større og lære hende endnu bedre at kende. Er sikker på at hun slet ikke har vist os hele paletten endnu 🙂