Vinderen er fundet

Jeg har sådan cirka 1000 ting at fortælle jer! Om alt hvad der foregår herhjemme i babyboblen – eller babybobbel med trodsig (næsten) 3-årig… Om julerierne og om den intense forkælen af to børn med hver deres behov. Og om trætte forældre, der prøver at følge med det hele.

Men det må vente lidt endnu – højst sandsynligt til mandag hvor den store bandit skal i børnehave igen – der er ikke meget overskud tilbage når først Irma er puttet. Og så er der jo en vinder, der skal have en præmie! Jeg har taget billeder af den spændende lodtrækning, så I kan følge med i slagets gang.

Vinderudtrækning

 

Så tillykke til Louise, som også ønsker sig en Olga-kjole 🙂

Reklamer

Konkurrence på bloggen!!

I den her fine tid hvor vi herhjemme bliver beriget med gæster og gaver og masser af fine beskeder, så synes jeg det må være på sin plads med en gave den anden vej – til en af jer dejlige mennesker, der læser med 🙂 Vi taler simpelthen her om den første give-away på bloggen (efter 3 et halvt år i webosfæren må det også siges at være på høje tid…)

Jeg er nemlig blevet kontaktet af de gode mennesker fra Mammashop.dk, som gerne vil give et gavekort på 500 kr til et styks heldig kartoffel. Shoppen er en sand guldgrube for os med småfolk! Her er lækkert ammevenligt tøj, graviditetsgrej og babyting en masse! I min sidste barsel var sitet et af de mere farlige steder at klikke mig hen, og jeg har fået flere pakker tilsendt igennem tiden. Jeg købte bl.a. denne pusletaske, som jeg var vildt glad for, og som er blevet klargjort til denne omgang barnevognsvandring. Dengang købte jeg en pusletaske, som jeg tænkte at også faren ville kunne tage med over skulderen uden at skamme sig, men havde jeg vidst hvor lidt han faktisk brugte den, havde jeg nok brugt mine penge på en lidt mere feminin sag, som fx den her fra byStroom

Tror nu også jeg bliver nødt til at købe en lille decembergave til mig selv herinde, de har nemlig nogle rigtig fine ammekjoler, som ikke koster en bondegård – og som heller ikke sidder ålestramt mod det knap så stramme maveskind… Kigger på den her og den her (den sidste her, er jeg faktisk mere eller mindre nødt til at købe – modellen hedder jo Olga for pokker!) Det må vist være på sin plads med nye kjoler til alle de decemberfester jeg skal til i tide og utide… nå ikke?…Aj, lidt kommer jeg jo ud…

Nå, vi skal jo til sagen! Hvis I har lyst til at vinde gavekortet, skal I gå ind på Facebook og like Mammashop, og derefter lægge en kommentar herunder, hvor I linker til den ting I vil bruge pengene på (og her må I altså gerne ombestemme jer – det er jo jeres gavekort :-)) Jeg trækker en vinder på lørdag d. 1. december (eller får Irma til at hjælpe mig…) Jeg glæder mig til lodtrækning og gaveregn!!

Ha! Fundet!

Havde jeg overvejet at bruge Google? Åbenbart ikke. Kalder jeg mig selv professionel informationssøger? Oh yes. Er jeg over en uge om at lave et søgefelt hvor jeg skriver “Længsler og leverpostej Marie”? Du godeste altså. 5. link på siden giver mig svaret jeg har ledt efter. Jeg har vundet Annamettes bog hos Vores Børn. Godt så! Tak for den, kære tidsskrift, jeg sætter stor pris på præmien!

Vinder – af noget…?

Jeg er så skideheldig at jeg har fået tilsendt Annamette Fuhrmanns nye bog Længsler & leverpostej direkte fra forlaget. Jeg så den lille posthuslap i går og tænkte “kan det mon være??”. Og det var det sgu! Sådan. Eneste anke er, at jeg ikke aner hvorfor jeg har fået den, eller hvem jeg har fået den af… Jeg har deltaget i 5-6 blog-konkurrencer rundt omkring, og jeg synes jo jeg har været rundt og kigge, men ingen af stederne (hvor jeg kan huske jeg har været) står der mit navn på vindersedlen! Så tak, where ever you are!! Og i hvert fald, tak Annamette for at have skrevet bogen, som jeg glæder mig helt vildt til at læse 🙂 Den handler kort fortalt om det knas i parforholdet, der kan komme, når børnene er landet på adressen, og verden drejer sig meget mere om dem, end om de voksne. Som der står på bagsiden: “Du kender historien: Kvinder møder drømmemand, de forelsker sig vildt, flytter sammen, æder hinanden med glubende appetit, lige til de får børn af det. De elsker hinanden inderligt indtil den dag, bolværket begynder at knage, og de indser, at der er kommet alt for langt mellem både kærtegn og knald“. Jeg tror muligvis det er en af de ærligste bøger jeg længe er stødt på, og lige så snart jeg har skrevet færdig her, skal der drikkes the og læses bog!!

Men først skal jeg lige dele den seriøse knibe jeg var i lidt tidligere – for ca. 40 minutter siden… Min mor var netop kørt mod vestegnen efter et hyggeligt aftensmadsvisit. Og lækkersulten var direkte alarmerende!! Jeg begyndte at kigge efter Hjemisbilen fordi jeg mente at have hørt nogle klokker (det lyder faktisk ikke helt raskt når det sådan bliver skrevet…), og begyndte at argumentere overfor mig selv hvor langt væk jeg egentlig kunne tillade mig at løbe hen efter is mens Irma sov… Endte med ikke at kunne forsvare det (phew!), og holdt også op med at høre klokker… Jeg hoppede forbi min søsters flickr og faldt over hendes seneste kagebillede – det hånede mig, det var hvad det gjorde!! Og jeg kom i tanke om konceptet “en kop kage“, som jeg faktisk også har skrevet om tidligere. Et hurtigt kig i køleskabet og jeps, alle kageingredienser var i hus! 10 minutter senere var der kage og varm the på bordet. Kagen er med lakrids og blåbær – god kombi!! Og jeg kan afsløre at lækkersulten nu er forsvundet, men i stedet har byttet plads med kvalme og halsbrand… Jeg tror dog ikke det er kagens skyld (det var jo lutter gode sager jeg kom i den kop!), men derimod babyens. Så sæt igang 😉

Vundet!!

Okay, så blev den fødselsdag lige skudt rigtig godt i gang. Jeg har simpelthen vundet en konkurrence i dag – hvor tit er det lige det sker?? Min madblogger-søster udstedte for nylig en konkurrence hvor man kunne vinde potter og pander ved at fortælle den gode blogger hvad ens yndlingsopskrift var. Rimeligt nemt valg for mig, for jeg tror vi har lavet hendes shawarmaopskrift de første 10 gange herhjemme!! I dag er vinderen så blevet udtrukket og det er sket totalt uden snyd og nepotisme, men ved brug af noget random-værktøjs-teknik, som er fuldstændig snydefri! Og vinderen er simpelthen mig! Ahmen altså, føler mig som lykkens pamfilius – eller noget i den dur 🙂

Og så er jeg simpelthen startet til yoga i dag. Jeg havde en prøvetime for nogle uger tilbage, og havde så fæle kropssmerter i 3-4 dage efter, at jeg nu har meldt mig som fast kunde. Sjovt som de masochistiske træk er helt legitime når det kommer til sport… Og nu er der sikkert nogle bøller derude, der ikke synes at yoga er en sport, og dér var jeg også selv for omkring en måned siden… men nu er jeg vundet over på den alternative side! Simpelthen. Jeg begynder  ikke at tænde røgelse lige om lidt, så langt ovre er jeg heller ikke. Og hvis ikke hele rammen for træningen var ret afslappet (og helt utrolig tæt på hjem!!), så var jeg nok heller ikke kommet afsted anden gang. Nu er der i hvert fald betalt for de næste 8 uger, så må vi se om jeg holder ud (er jo ikke så afsindigt vedholdende når det kommer til det hersens idræt…)

Desuden bliver jeg nødt til at være lidt positivt tænkende for tiden, for det kører mildest talt af røvens til med Irmas soverytme! Jeg håber jeg kan få det lidt på afstand (søvnproblemerne ikke barnet), så jeg kan skrive om det i en munter tone i den nærmeste tid, men det trækker sgu tænder ud pt…

Konkurrencebaby?…

Jeg har aldrig været den store sportsentusiast (ja, det siger vist alt når jeg sidder og skriver på min blog mens Danmark spiller mod Japan…), hverken udøver eller hepper, og så burde man måske tro, at konkurrencementaliteten kunne ligge på et lille sted? Men ak! Den dukker frem alle mulige andre steder. Der er jo heldigvis mange mange steder det er muligt at konkurrere: Brætspil fx, særligt dem hvor den almene viden skal testes. (Jeg er pjattet med disse former for spil, men har dog til tider opdaget sider af mig selv, der kun viser sig her…ikke altid så pæne sider…) Madlavning er også et godt emne – vi har fx en hyggelig konkurrence kørende med min svigermor og hendes kæreste om hvem der laver den bedste pizza. Og så er der det med børnene… Man kan jo konkurrere igennem sine børn! Det gik op for mig i dag, fordi jeg går rundt i denne verden hvor Irma er den bedste baby i verden (jeg er dog bevidst om, at andre forældre muligvis har det på samme måde med DERES børn…). Hun er jo den bedste til alt – til at trille, til at pludre, til at spise, til at….gylpe… Og så var det jo min verden brast, for pigen kan på ingen måde finde ud af at drikke – hvad fanden??? Så har vi jo tabt i babykonkurrencen! OH NOO! Så nu træner vi på livet løs – både med kop og med sutteflaske. Jeg er simpelthen så urolig for at hun ikke får væske nok her i sommervarmen, så der er nu også en mening med galskaben 😉

Som jeg skrev i min sidste post, så har jeg nu en datter, der er i gang med at ændre lidt på sine rytmer. Og jeg tror nu, at vi er mere fast på vej mod 2 lure i stedet for 3. Derfor havde jeg en datter med i barnevogn i dag, der stort set hele vejen fra Amager til Indre Nørrebro, på vej til rytmik, lå med stængerne i vejret og snakkede med hele verden. Så er det sgu godt det er sommer, så hun bare kan ligge og hygge sig, mens moren tilfældigvis har besluttet at vi skal rykke os lidt ud af den hjemlige hule 🙂