Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

Reklamer

De spisende børn

Der er emner med børn, som bare er konstant tilbagevendende. Søvn, sygdom, trodsalder, tigerspring og mad! Hold nu op hvor jeg har været opslugt af disse emner i de år jeg har været mor. Det er artikler om disse emner, som jeg næsten altid trykker på, når der dukker overskrifter op rundt omkring. Kan ikke lade være. Er der mon noget jeg har misset, noget jeg kan blive klogere på? Nogle der måske har fundet en magisk genvej til hele bunken?…

I går aftes følte jeg mig meget klog på det ene emne. Bare for en enkelt aften. Jeg var alene hjemme med pigerne, og havde lavet langtidsstegt kylling med broccolibuketter og broccoliris (jeg koger helt almindelige basmati og rører dem op med kogt, blendet broccolistok – den gider jeg nemlig aldrig rigtig spise alligevel – og det er en meget smart måde at få især Olga til at spise lidt grøntsager). Irma spiste og roste, spiste og roste: ‘Det smager bare SÅ godt, mor’. Så går bølgerne ikke meget højere! Olga spiste ingen buketter – dem delte Irma og jeg (seje tøs!), men fik til gengæld 4 portioner ris. Du godeste altså. Langt de fleste aftener, skal Olga have ekstra mad inden hun skal sove, men det blev ikke noget problem i går.

Og det, at Irma bare guffer mad i sig – der er ikke ret meget kræsenhed tilbage i forhold til for et år siden. For nogle er det måske ikke så vigtigt, men jeg elsker det. Jeg synes det betyder alverden, at hun langsomt er ved at blive rigtig glad for mad. Og så pyt med at hun bedst kan lide sin pizza med tomat og mozzarella, straight up. Og at hun ikke er så god til hverken syrlig eller stærk mad. Hun smager på tingene, er nysgerrig, og kan lide mere og mere. Jeg elsker det.

Og selvfølgelig ikke fordi hun skal være en rollemodel hele tiden, men det gør sgu ikke noget at storesøster smager og spiser, når nu lillesøsteren gør præcis hvad storesøsteren gør. Lille copycat 🙂 Ville ønske jeg kunne give jer et billede af Irma der gnaver i et kyllingelår iført pyjamas og katteører… men ak, hun nægtede pure. I må bruge fantasien i stedet.