Årets udfordring udført – og udfordret!

Rimelig presset løberDet kommer lidt bag på mig hvor fedt jeg synes det var, at deltage i den kvinde-tri, som jeg gjorde i går. Vi var 1400 kvinder, der svømmede, cyklede og løb (luntede) igennem Gentofte i går. Og det fungerede utrolig godt. For mig startede morgenen hjemme hos mine forældre i Brøndby. Her havde pigerne og jeg sovet, fordi manden var på weekend, og pigerne skulle hygge hos mormor mens jeg var på min lille søndagsudflugt… Jeg tog toget lidt før halv otte søndag morgen, og bortset fra de nik og den småsludren som jeg havde med de andre kvinder jeg mødte i toget, der tydeligvis havde samme destination som mig, var det bare skideskægt at se, at de temmelig fulde folk, der var på vej hjem i seng, kiggede henimod os med et blik, som jeg kunne genkende fra mit 15 år yngre selv…Undren og medlidenhed…

Velankommet i Gentofte prøvede vi at forstå hele systematikken. Parker din cykel her. Læg din bluse med nummer, cykelhjelm og sko klar her. Håndklæde klar. Svømmetøj på. Badehætte frem. GO!

Svømmehalsdelen var lidt så kaotisk som jeg havde frygtet. Vi var 4 der svømmede samtidig, så det var bare med at få lagt sig ind i en god stime, se sig for når der skulle overhales, og passe på sprøjtende ben og arme. Men de seks baner er ret hurtigt overståede og så er det bare sti-afsted ud til cyklen, sko, trøje og hjelm på, og så småløbe ud af skiftezonen med cyklen. De 20 km var to runder á 10. Og der var både bakker og masser af sving. Og kvinder der råbte BAGFRA når de overhalede… Her gav jeg personligt alt hvad jeg havde, for jeg kunne godt regne ud, at jeg var nødt til at give den max gas for ikke at komme langt bagefter mine teammates, som var især sejere til at løbe end mig. Og løbet var afgjort også det hårdeste. Jeg måtte ned og gå flere gange, fordi benene føltes som blylodder med gummi som knæ. Men jeg løb over målstregen, som jeg havde lovet mig selv, og kunne give de andre damer en high-five lige efter.

For første gang i mit liv har jeg lyst til at konkurrere med mig selv, og gøre det igen, bedre endnu. Kan faktisk ikke mindes nogensinde at have haft den følelse før. Så jeg har besluttet at melde mig til et lignende kvinde-tri i Brøndby d. 14. august. Og så ellers forsøge at forbedre min løbeform sommeren igennem. Jeg skal have knækket den kode, der gør at jeg kan løbe hele distancen, uden at få sidestik eller andet, der giver mig flashback til fortidens kiksede motionforsøg. Der er stadig pladser på holdet 🙂 Var det noget??

 

Reklamer

Piger og deres signaler

Atter engang går debatten på hvem der har ansvaret i en voldtægtssag: De piger der tager lårkort på i byen eller de fyre, der rager på deres baller uden at blive spurgt, eller tager skridtet videre og gennemfører et fullblown overgreb? “Jamen de piger skal da heller ikke sende sådan nogle forfærdelige signaler og være nedringede og opslidsede og gå med høje hæle og grine højt og flirtende og blinke til fyrene og danse vovet og sende uartige blikke og tale interesseret med andre mænd”… Aj, okay, dér gik jeg nok lidt for langt – men 20% af danskerne mener tilsyneladende at kvinder i lårkort selv beder om det.

Kom nu!

Fra jeg var ganske ung har min far lært mig, at jeg skulle være meget bevidst om de signaler jeg sendte. Særligt en sen aften i byen. Jeg kunne aldrig vide hvem der ville opsnappe de signaler på den anden side af dansegulvet. Guderne skal vide, at jeg altid har været en giga flirt, jeg elsker at danse, og griner højt og meget. Jeg er en af dem, der helt sikkert “selv beder om det” – og det har jeg også fået at vide et par gange eller 20. Jeg er blevet kaldt en narrefisse flere gange end jeg har fingre til, og jeg har accepteret ting, som jeg ikke håber andre vil gøre mig efter.
Jeg læste en helt fantastisk opdatering tidligere i aften, som jeg meget gerne vil dele herunder. Jeg sidder med ærgrelsen over aldrig at have haft denne kvindes mod! Bedre sent end aldrig, må det hedde. Og et håb om, at mine piger lærer at sige fra overfor de her sære kønsorienterede forestillinger om hvad der hører sig til og hvordan man bør gøre – opfør dig ordentligt gælder fandme begge køn og begge veje! Jeg kender ikke nedenstående kvinde, men læs alligevel med. En fortælling fra en helt almindelig fredag aften:

Skrevet af Renna Rose Agger Jørgensen på Facebook d. 26. oktober 2015

“Jeg har mange gange før oplevet sexistiske overgreb i nattelivet. Fredag aften var den så gal igen. Jeg var på Cafe Funke på Sankt Hans Torv på Nørrebro og skulle i baren og købe en øl. Da jeg passerer tre mænd, tager den ene mig på røven. Jeg vender mig om, peger på ham og siger “Det der stopper nu”. Reaktionen bliver, at også hans venner rager på mig, mens ham, der startede, går helt tæt på og hvæser “Fuck dig, kælling”, mens han vifter langefingeren et par cencimeter fra mit ansigt.

Da jeg ingen autoritet har, kalder jeg bartenderen over, der flad af grin spørger, hvad jeg dog havde forestillet mig, han skulle gøre ved det. “Smid dem ud – det er ulovligt”, siger jeg. Endnu engang må han le, og forklarer mig så, at han ikke kan smide folk ud, hver gang der er en nærtagende pige på baren. Og derudover gør de det åbenbart på alle piger, så jeg skal ikke lade det stige mig til hovedet, siger han. Da jeg spørger, om han virkelig mener det, siger han et klart ja og stiller sig så helt tæt på mit ansigt og spørger, om jeg ikke også syntes, der var lidt frækt. Han himler med øjnene og vender sig om – tydeligt, at han mener, vores samtale er slut her.

Heldigvis kunne jeg huske, at Cafe Funke for et par år siden var i kæmpe mediestorm, fordi de havde smidt to homoseksuelle mænd ud fra baren, fordi de kyssede. Så jeg smed lige, at jeg havde tænkt mig at skrive om det. Det skulle jeg bare gøre, sagde han. Det stod klart, at jeg endnu ingenting havde rørt hos ham. Først da jeg henviser til episoden med de to homoseksuelle mænd og spørger, om han virkelig er interesseret i endnu en tur i medierne, skifter han attitude.

Fra at være hånlig, bliver han vred og presset. Han spørger agresseivt, om jeg vil have, han skal give dem en reprimante – det mente jeg, ville klæde ham, ja. Så det gjorde han – modvilligt og tydeligt langt mere frastødt af mig end af dem. Her er så første skriv om episoden og et opråb til alle om at sige fra overfor sexisme i nattelivet – samt at overveje en anden bar end Funke næste gang, I skal drikke en øl på Nørrebro. Nu vil jeg prøve at ringe til deres bestyrer og høre, hvordan han mener, personalet skal reagere på den slags… To be continued”