En fireårig holder fri..

Det bedste ved at være sammen med pigerne hele dagen, er de fuldstændigt fantastiske ting der blir sagt. Særligt Olga er i den gode alder for vildt gode udtryk og sætninger – og når alting så oveni er sagt på sublimt Københavnsk og krydret med et par bandeord hist og her (helt ærligt taler hun som en havnearbejder, og det er ganske og aldeles min skyld, vi arbejder på sagen…)

Bl.a. da vi i morges talte om, at vi i den kommende weekend skal til Fyn og fejre bedstefars fødselsdag. Jeg foreslog at Olga gemte den pæne kjole til på lørdag, hvilket hun afviste pure: 

“Jeg gider ikke være med til fest for bedstefar. Der kommer helt sikkert mange voksne og så gider jeg ikke. Så jeg beholder kjolen på”

Hun skal nok komme på andre tanker i løbet af ugen – og i et sommerhus uden vaskemaskine kan festkjolen vel håndvaskes…

Da vi lidt senere tog et smut ind til Holbæk, sad Irma og hende og diskuterede på bagsædet. Irma fortalte om engang da Olgas veninde M. var på besøg: 

Irma: ” M. fortæller altid rigtig mange historier. Hun sagde engang at vandet i en vandflaske var giftigt”

Olga: “Hun fortæller ikke bare historier, Irma. For M. er 5 år og i storegruppen og derfor ved hun alt. Og i øvrigt var det den grønne vandflaske, og vandet i den er megagiftig. HELT ærligt”.

Da Irma forsøgte at pointere at hun selv gik i skole, blev dette overhovedet ikke accepteret som argument for at have ret. 

Vi kæmper så med, at når barnet siger SÅ mange skægge ting, så bør hun også kunne tage imod at familien griner… der er vi ikke helt endnu… 

Reklamer

Om børneleg

Forleden efter svømmehal og mormor-og-morfar-frokost-besøg havde vi lige en stund hvor vi alle fire kunne lave hver vores ting. Faren sad og læste i soveværelset, Irma sad og tegnede og kreerede sit eget univers omkring det, jeg sad i stuen og lagde puslespil. Olga hyggede på værelset med LEGO, dukker og barbies – iført ballerinadress og klipklapper. Hun legede helt vildt og inddrog nogle gange søsteren i en samtale som hun faktisk kun skulle være statist i, helst ikke svare eller kloge sig på anden vis… 

Jeg sad som sagt i stuen og det eneste lydtæppe jeg havde var Olgas dialog med sig selv og de dukker der havde roller. 

Op til flere gange hører jeg sætninger komme ud af hendes mund som er ting jeg nok temmelig ofte siger. Og det er bare stadig ret flippet at høre mor-fraser komme ud af munden på en 4-årig:

“Jeg skal lige sende en SMS til far”

“Nu vil jeg gerne have at du hører efter”

“Nej, sådan var det ikke, skat”

Lidt efter stoppede forældre-efterligningerne og Irma fik allernådigst lov til at være med. Men når storesøster er med, er det som oftest svært at få lov at bestemme ret meget..

Irma: “Det er altså dig der er tornerose nu.” 

Olga: “Men helt ærligt, hvor længe skal jeg ligge her??!”

– 100 år i eventyr går bare hurtigere end i virkeligheden…

Og velkommen til Nissen 

Det var været en helt igennem skøn weekend med ild i brændeovnen, joggingbukser og tid til bare at lave ingenting – uden dårlig samvittighed. Normalt når vi er i sommerhus, inviterer vi masser af gæster, laver god mad, og kører ture ind til byen for at købe ting vi skal fikse noget praktisk med. Men i disse to døgn har vi bare været os, drukket baljer med kaffe og spillet spil. Og vi har kun bevæget os ud i haven… Det har været præcis som det skulle være. Efter nogle ret hektiske uger var det lige hvad vi allesammen trængte til. 

Den slags weekend hvor man når at lytte til brudstykker af en leg hvor følgende dialog mellem Olga og Olga fandt sted:

Hej skal i med ud og lege parkour?

Nej tak, jeg kan ikke tåle skaldyr. 

Og minsandten om vi ikke var heldige at Nisseline var flyttet ind da vi landede hjemme i Lunden. Med nissedør og hele pivtøjet. Pigerne fik både brev, en fællesgave med en kalenderhistorie med yndlingstroldene Paja og Pajko, og en gave hver med både guf og en sød julelampe. Lykken har været på max lige siden. Pigerne er revet med af alt nisseriet helt fra start, og løjerne kan nu begynde. Jeg tror vi starter mandagen med en klassiker, det skal nok blive modtaget godt!  

Familie i krig

Olga: jeg skal være lidt større før jeg er klar til krig. Når jeg er 8 er jeg stor nok. 

Mig: hvad er det for en krig?

Olga: En krig i familien. Hele familien. 

Mig: hvad er en krig for noget?

Olga: Det er hvor man slås. Med sværd og med skjold. Nogen slås også med andre ting, men jeg vil helst med sværd. Og når jeg blir 8 kan jeg også have et skjold. 

Mig: Og hvor skal den her krig finde sted?

Olga: I Tyskland (sagt på den måde, så det lød som om jeg havde stillet verdens dummeste spørgsmål). 

Mig: Er der andre regler?

Olga: ja. Man må ikke slå og slet ikke bide. Kun slås med sværd. Jeg glæder mig til krig!!

Forår i Lunden

I dag blev jeg igen bekræftet i hvorfor det er så godt at være flyttet. Den oplevelse gjorde mig næsten rørt og meget fortrøstningsfuld omkring at have taget den beslutning for pigerne og for os selv. Jeg henter pigerne på cykel og vi kører hjem, snakkende om dagen der er gået og hvad vi skal lave når vi kommer hjem. Olga sidder i cykelvognen og bladrer i en af Irmas biblioteksbøger, helt opslugt. Vi lander på stierne til Alberts Have og bliver mødt med Hej fra naboer, der står og sludrer over de hække, der stadig bare er grene plantet imellem husene. Irma cykler i forvejen og bliver løbet i møde af hendes veninde i nr 21, og Olga bliver nærmest omringet af børn, der nysgerrigt spørger hvad hun læser og om hun vil lege. Det tager under to minutter, så har jeg småsludret med 3-4 voksne, mens tøserne begge har lavet legeaftaler og er løbet ind selv. De to store øver sig i slå vejrmøller i stuen, mens de to små prøver al klæd-ud-tøjet og har en fest med det. Der er ingen ulvetime og ingen sure børn – og kun glade stemmer når jeg kommer med marmelademadder og grøntsagsstænger. Da Irmas veninde bliver kaldt hjem, løber de begge derover og leger lidt. Klokken er halv seks før vi igen kun er de fire vanlige på adressen, og Irma kommer kun ind da Olga iført strutskørt og plastic-stiletter, råber ud af døren:

“VI SKAL SPISE, FOR FANDEN” – det er også vigtigt ikke at blive opslugt i al idyllen, det er jo trods alt vestegnen, og min treårige lyder som en havnearbejder…

 

Sandheden kommer fra…

Lige kommet hjem fra børnehave og vuggestue og begge piger leger i gården. Irma er læge og råber til Olga: “Har du en sygdom?”, og Olga svarer frejdigt “Ja, jeg har, Irma” – Altid beredt på leg, hende lillesøsteren. Men efter kort tid skal jeg også undersøges af lægen. Irma spørger hvor jeg har ondt, og vi bliver enige om, at de ømme fødder skal plejes. “Måske kan du ikke tåle neglelakken, mor. Jeg tror der sidder lidt Karius og Baktus i den”…

Efter lidt mere undersøgen, skal jeg også have taget en blodprøve. Det bliver gjort med en (måske knap så klinisk) lille pind. Stik. Irma går hen til sit laboratorie og kigger på prøven. Og efter meget kort tid kommer svaret: “Mor, dit blod er rødt. Så fejler du ikke noget. Hvis det var blåt, havde du haft en sygdom”.

Igen ser hun lige igennem mig 😉 Og lige i dag, på valgdagen, vækker bemærkningen ekstra stor glæde…

Rødt blod

Rødt blod

Boller op, boller ned…

Jeg er glad for at denne weekend har været med ungerne i fokus. Når tingene tager sådan en alvorlig drejning lige en spytklat fra hjemmet, er det en befrielse at se verden fra et noget lavere perspektiv!

Og det har virkelig været med børnene som omdrejning i de her dage. I går havde vi et hjem med så meget tyl og satin, at det ville have været livsfarligt at tænde et stearinlys. 8 piger i flotte fastelavnskostumer sad i går formiddag i vores køkken. Olga nægtede at iføre sig andet end strømpebukser, undertrøje og nissehue, men pyt, så var hun da også klædt ud… Pigerne var overraskende længe fordybet i at tegne på Frost-skabeloner, printet fra nettet. Utroligt hvad papir og tusser kan gøre (og tak til Mette for det forslag!) Jeg

Tegnestue iført tyl

serverede frugt og grøntsagsstænger og boller med smør, som pigerne spiste mens de sang med på mgp-sange. Lidt senere var der dans i stuen, både i sofaen, og på madrasser på gulvet. Der var lidt optakt til opførsel foran scenen til en popkoncert med noget skubben og trykken, men efter et par korte snakke, var det drama heldigvis afblæst. Herefter blev drukket saftevand i lange baner, vi nåede at læse en historie højt, og pigerne dekorerede deres egne fastelavnsboller. Så stod den på en tur i gården. Her kunne jeg godt have brugt nogle ekstra tørre-næse-, skubbe-gynge-, hente-cykler-, puste-på-knæ- og opmærksom-voksen-hænder, men manden var nødt til at blive oppe i lejligheden ved en sovende Olga.

Vi legede naturligvis også lakridssnøre-konkurrence, men jeg måtte aflyse min bide-til-bolle-plan, da jeg i lejligheden manglede ophæng og i gården manglede en stige… jeg kunne ganske simpelt ikke få det til at spille. Efter en lille times fri leg i gården var pigerne kolde, og vi drønede op til lidt mere hvor-meget-legetøj-har-du-egentlig-Irma-leg…

Pludselig var de tre timer gået, lejligheden var igen stille, og jeg gik amok med en støvsuger og en moppe (vores gulv var flere steder lige så klistret som et bargulv på Crazy Daisy!!). Irma og jeg drønede afsted til svømning – som så holdt vinterferie… læs nu det nyhedsbrev, Marie! – hvorpå vi  brugte en halv time på en cykelbane i nærheden. Irma er virkelig blevet sej til den cykel efterhånden.

NU var der også helt udsolgt hos mig! Vi sprang planerne om at se MGP live over, og puttede pigerne som vanligt. Der var heller ikke den mindste smule brok fra Irma, så hun har også fint tilfreds med den ordning.

I dag har vi så brugt morgenen på MGP (hvor favoritsangen jo heldigvis vandt), og herpå taget lidt på udflugt – først en køretur ud i nogle svære overvejelser (det må jeg vende tilbage til i nær fremtid) og herefter til børnekoncert med Karen Mukupa på Islands Brygge. En sindsygt fed koncert, hvor børnene virkelig blev inddraget, og med gode historier og musik. Super oplevelse.

Mit hjerte smelter over de to

Mit hjerte smelter over de to – søstre når det er bedst

Da vi kom hjem smed Olga praktisk talt tøjet efter 2 minutter. Hun ville i bad – og har så faktisk rendt med måsen bar resten af dagen. Når vi er hjemme, så er vi hjemme! Det er vist sådan barnet har det 🙂

Nu står den på superheltefilm og benene oppe. Jeg er virkelig tilfreds med den her weekend – det har været helt rigtigt!

Weekendobservationer

Jeg får taget meget få billeder for tiden. Den ene vil meget gerne være i rampelyset, men kommer konstant til skade eller laver ballade, så jeg har som oftest brug for begge hænder når hun er i nærheden. Og den anden vil overhovedet ikke have taget billeder, og nærmest råber af mig fordi hun ikke vil i spotlyset. Jeg kunne selvfølgelig også tage billeder af andet end børnene… hov, vent, nej det tror jeg faktisk ikke…

Vi har været på legebesøg i dag, hos en af Irmas veninder fra børnehaven. Et besøg der endte med at vare i over 5 timer – der var kjoler der skulle prøves, skovture der skulle arrangeres og en hel del kaffe der skulle drikkes… På et tidspunkt sidder pigerne og laver perleplader, og Irma bliver færdig med et hjerte, som jeg roser hende for. Hun svarer helt enkelt “Ja, min hjerne hjalp mig lidt på vej med den”…

Samtidig har jeg igennem weekenden samlet lidt til bunke med ord, der på den ene eller anden måde skal have tilført eller udskiftet en konsonant. Og måske til det bedre, det må I afgøre. Altså: Herhjemme hedder det fx en Hagurk – måske fordi den er god at hapse af? Irmas kusine Olivia hedder konsekvent Holivia (Og Rosa hed i lange tider Hosa… der er en stor glæde ved H’er). Irma falder tit og slår sine kLæ. Men det er også svært at få kroppens lemmer til at hænge sammen, når en prop altid bliver udtalt Krop…. Til gengæld er hun glad for at pynte sig og kan godt lide at gå med Højbøjler. Jeg hygger mig over de her små talefejl, og vi bliver nok inden alt for længe nødt til at rydde lidt ud i dem. Men så længe hun stadig går i børnehave er det bare megahyggeligt.

Og så havde jeg fornøjelsen af at få en billet til en teaterforestilling her til aften. Det såkaldte Karbadsdrama. Det udspiller sig på vores miniature-badeværelse, og der er to spillere på scenen. Den ene (den talende part) har altid ryggen til publikum, hvorimod den anden bringer liv i bassinet igennem plasken, spontan sang og råb á la “moooooaaaaar, jeg vil ooooop”. Jeg vil nødig være en af de her spoiler-anmeldere, men I får her et citat, der sætter stemningen for hele forestillingen:

(Skinger stemme) “Kan du så rydde op og så gå ud og sige undskyld”
(Almindelig stemme) “Du er ikke min mor”
(Skinger stemme) “Det er jeg i hvert fald”
(Almindelig stemme) “Okay, så kommer jeg”
… Næste forestilling er i morgen aften 18.10.

Cykelmyggen Irma

I mandags var Irma og jeg ude og hente hendes nye cykel. Vi har valgt at købe en brugt cykel, da Irma for det første er fuldstændig ligeglad med om noget er nyt eller brugt, og for det andet er det både billigt og megagod klima-stil – og ikke mindst er forældrene (læs: moren!) ikke så følsom når hun vælter og laver en ridse hist og her.

Jeg ville gerne have taget et fint billede af den meget glade cyklist, men jeg har ikke formået at få et ledigt øjeblik, da det indtil videre kræver min FULDE opmærksomhed når hun sidder i sadlen. Vi hentede cyklen en god kilometer herfra. Jeg kørte derover med cykelvognen og Irma bagi, da jeg gerne ville være sikker på at kunne have både Irma og cyklen med hjem, hvis nu hun besluttede ikke at ville cykle hjem. Har jo en pige med et stort temperament, og troede faktisk ikke på, at hun ville køre hele vejen hjem selv. Men det gjorde hun sgu. Det havde nok været nemmere at guide hende, hvis hun kunne finde ud af højre og venstre – på den anden side, tager jeg cirka fejl 50% af gangene, så pyt…

Det gik faktisk rigtig fint hele vejen. Hun skal lige sættes igang, så jeg holder i sadlen mens hun gør sig klar og så kører hun. Hun slingrer næsten ikke, og man kan se, at hun langsomt føler sig mere og mere tryg. Men – og det er altså et ret essentielt men – hun kan ikke finde ud af at bremse! Ikke helt så heldigt når man færdes rundt i den københavnske trafik… Jeg måtte to gange på turen hjem i går, praktisk talt smide min egen cykel til side, for at stoppe hende inden hun fortsatte ud midt i et lyskryds… Så nej, hun fik til sin store skuffelse ikke lov at cykle i børnehave i morges. Men til gengæld har jeg lovet, at vi øver de næste eftermiddage nede i gården. Selvom hun endnu ikke helt har forstået konceptet ‘øvelse gør mester’, og i morges udbrød med skælven i stemmen “Jeg kan bare slet ikke finde ud af at stoppe!”. Og jeg finder mit allermest pædagogiske selv frem og coacher hende udi bremsningens kunst…

Og så lige en lille tanke om at sælge og købe brugt. Jeg skulle i morges ud og hente en løbecykel til Olga. På billedet så den superflot ud, og jeg troede virkelig jeg havde skudt papegøjen – så fin en cykel til kun 100kr. Wow. Da jeg så kom for at hente den i morges blev jeg noget overrasket da han for det første gik ud i skuret og lige fjernede nogle andre cykler og legesager, der lå ovenpå… og for det andet, at hele den bærende del af cyklen, var ved at falde helt fra hinanden. Rammen var af træ, og i løbet af to sekunder ville Olga have fået splinter i fingre og ben. Ikke ligefrem det scoop som billedet havde lovet. Jagten fortsætter efter den helt rigtige løbecykel.

Om at skuffe børn

Lige siden Irma var helt lille – nok også langt før hun forstod noget som helst – har vi haft den regel, at vi først fortæller hende hvad der er at glæde sig til, umiddelbart før det kommer til at ske. Så ikke noget med nedtælling til at vi skal på ferie, eller til hun skal i biografen med far. Hun får først lov at glæde sig samme morgen som det kommer til at ske. En håndfuld gange har jeg haft en datter med et temmelig forbløffet udtryk når andre voksne er kommet til at afsløre for hende, hvad der skal ske om fem dage – uden at hendes forældre har løftet sløret for noget. Det er selvfølgelig ikke specielt heldigt, men det har heldigvis været nemt at forklare hende om, at hun på lørdag skal i svømmehallen med en veninde eller noget andet sjovt, og hun er endnu ikke blevet vred over, at vi har givet hende forklaringen på bagkant. Det er jo altid noget sjovt vi venter med at fortælle hende om – så skaden er ligesom ikke så stor.

Nu har vi så et par gange lavet en legeaftale med en pige fra børnehaven, som uheldigvis er gået i vasken tre gange. Der har været sygdom og andet irriterende inde og spænde ben for tingene. Men fordi den anden pige har kendt til Irmas og hendes legeaftale flere dage i forvejen, har vi også måtte sige det til Irma, så hun ikke stod helt blank nede i børnehaven. Hun har jo så de sidste gange gået og glædet sig til den her legeaftale – hjemme hos veninden, UDEN (Irmas) mor og far, som Irma har understreget mange gange. Og hele tre gange har vi nu måtte sige til hende, umiddelbart inden aftalen skulle løbe af stablen, at den desværre ikke bliver til noget alligevel. Årh, hvor jeg synes det stinker. Der er da næsten ikke noget værre end det her skuffede barneansigt, der bare gerne ville opleve det, hun nu er blevet lovet.

I virkeligheden bliver vi andre jo mindst lige så skuffede, vi har bare temmelig meget erfaring med at æde det skuffede udtryk – nogle bedre end andre…

Nu har jeg lavet en aftale med legaftale-moren, at vi først afslører overfor pigerne når deres date rent faktisk kommer til at ske. Vi arbejder på i morgen. Jeg krydser fingre for at jeg kan overraske Irma i morgen tidlig med hvor hun skal være hele eftermiddagen! Elsker at se hendes ansigt lyse op når hun opdager at en almindelig dag ikke bliver så almindelig igen.

Men hvad synes I? Skal børn have lov at glæde sig i længere tid, selvom der så også er en risiko for at barnet bliver skuffet hvis aftalen går i vasken, eller er I med på min båd hvor man nærmest overrasker barnet med dagens event?