Pauseknappen er trykket ned!

Nå, vi var så alligevel ikke helt klar med nisserierne i går. Beklager at jeg var en tease i går! Jeg blev godt og grundigt nedstemt af ikke bare manden, men også børnene. Da jeg spurgte om vi skulle smuglæse i en julebog vi havde lånt på biblioteket, var det prompte svar: “Nej, for det er jo ikke december endnu”. Og Irma, der ellers har glædet sig i flere uger til at Nisseline skulle komme, sagde at hun nu glædede sig til torsdag hvor Nisseline skulle have grød. Så nej, utålmodige mor, du må vente. Så selvom Nisseline har været her, sat sin dør op, afleveret adventsgaver og efterladt en heftig snak om hvor-mange-dage-er-der-NU-til-jul, så starter nisserierne altså ikke før torsdag.

Mens vi venter – for det gør jeg jo så godt… – har jeg fundet et par steder at søge inspiration, hvis du selv skal lave nisseløjer. Det er fra et par blogs jeg selv følger – og en enkelt som jeg fik tilsendt i morges på messenger af en meget betænksom sjæl! Det er selvfølgelig også en mulighed at gå tilbage i de seneste års december-historier her på bloggen og finde inspiration, men jeg har ikke været så flink at lave en decideret liste.

Her er listen fra Kreativ med ungerne, som jeg ikke kendte før i morges, men som bestemt skal gemmes igennem den lange december!

Cana Buttenschøn har været sød at inddele nisseløjerne i de rum man kan lave dem i.

Og Fruen fra Fyrstenogfruen.dk har lavet en komplet liste over løjer hendes december kommer til at rumme – rimelig imponerende!!

Så var der lidt inspiration fra mig til jer! Håber I kan bruge det. Jeg tror i hvert fald jeg både skal julepynte cykler, komme gran/pebernødder/mandariner i hovedpudebetrækket, skrive på spejlet i badeværelset, male overskæg på hele familien og finde farvede elpærer til lamperne 🙂 Og så faldt jeg i forbrugerfælden og har købt slik-julekalendre til pigerne, som skal ligge til dem når de kommer hjem fra skole og børnehave på torsdag. Åh, december, du er sgu meget hyggelig selvom du lidt tager pippet fra mig.

Nisseline med kæreste og familie - tegnet af Irma

Nisseline med kæreste og familie – tegnet af Irma

Denne tegning lavede Irma i søndags umiddelbart efter hun havde åbnet gaven fra Nisseline. Som jeg har forstået det er Egil og Nisseline kærester, men slår op pga. den lange afstand. Egil er nemlig nissen fra Irmas børnehave på Amager, og ham og Nisseline blev gode venner og åbenbart sidenhen kærester. Men efter vi er flyttet på Vestegnen var afstanden for stor – husk på, nisser er jo små! – ergo, måtte deres veje skilles. Det er barsk at være nisse nu til dags.

Reklamer

Tjeklisten

Hermed landet i 2014 (og en sjat…er åbenbart ikke blevet forgyldt med speed-inspiration i dette nyslåede år), og det er tid til at krydse af: Hvad er opnået, hvad er gjort i 2013 og hvad mangler lidt endnu?

Tjek!

  • Barsel afholdt. Så var det slut med den barsel. Og er faktisk helt okay med det – har nemlig tre uger i banken til senere brug…
  • Nyt job. Farvel biblioteksverden, og tak for denne gang, og velkommen til vidensmedarbejder-rollen i fødevarebranchen. Fra det ene nørdede game til det andet. På den helt igennem fede måde.
  • Mor til en på 4 år. Tak skæbne! Det slår mig, at jeg simpelthen har været mor i 4 år nu. Det er alt for vildt. Jeg sad for nylig og bladrede i Marie-selfies på Facebook sammen med Irma, og der var en del fra før hendes tid. Og en del af dem i temmelig højt humør (hrm hrm… tak for den tagging, folkens…). Irma forstod ikke helt konceptet bag, at nogle af billederne var taget før hun var født, og hvis jeg skal være ærlig, har jeg også selv svært ved den tanke. Som om livet inden børn går lidt i glemmebogen. Om det så er alkoholen eller livets sande indhold der er skyld i det, skal jeg ikke være dommer over her…
  • 500 indlæg. Ja, det blev faktisk til blogindlæg nr. 500 engang i november måned. Jeg glemte at fejre det dengang, så nu kommer det på her. Er til stadighed imponeret over hvor sjovt jeg synes det her blogging er. Mig, der aldrig har skrevet én sætning i en dagbog, ej heller holdt fast i en hobby i længere end tre måneder. Og kan man så overhovedet kalde det en hobby?.. Nå, men fortsætter i hvert fald skrivningen noget tid endnu.
  • Stadig gift. Statistikken for ægtepar i barn nr. 2’s første leveår er ikke fantastisk. Men fandme om det ikke lykkedes. Og jeg behøver ikke engang tage mig sammen for at finde årsagen til hvorfor vi stadig er gift, for jeg er stadig temmelig vild med manden. Ham, som er verdens bedste far for vores piger. Og som jeg snart har været kærester med i 10 år!

Mangler (og ønsker mig i 2014)

  • At læse en bog færdig. En ting jeg ikke formåede i det forgangne år – 8 Wallander-lydbøger blev det til på mine bilture til og fra Roskilde, og en halv Yahya Hassan-bog klaret stående ved køkkenbordet. Men rent faktisk at læse en hel bog, er ikke sket.
  • Mere venindetid. Jeg har allerede 5 aftaler i kalenderen, som alene handler om tøser og mig. Voksne tøser. Vi taler middage, koncert, sommerhustur og vinsmagning. Og der skal være plads til endnu mere. Glæder mig til det hele!
  • Flere sko. Hvorfor spørger du? Hvorfor ikke svarer jeg!
  • Færre kilo. Igen igen er vi hoppet på den fornuftige hest, fordi de der bukser bare sad bedre for syv kilo siden! Det har ikke været muligt at komme helt derned hvor jeg gerne ville være efter Olgas fødsel, men nu hvor den manglende nattesøvn er en præmis, og ikke bare en undskyldning, så må vægten sgu gerne krybe nedad i en vis fart.
  • Mere nattesøvn. Oh yes, den skal på listen fordi det bare er SÅ tiltrængt, og fordi det skal blive bedre i 2014. Bum!
  • Mere sex (no bi-line necessary)
  • Mindre ulvetime. Eller i hvert fald en bedring i håndterbarheden. Jeg er bare vildt dårlig til at lade frikadeller være frikadeller når der står en fortvivlet pige ved siden af mig. Måske er genopdagelsen af rugbrødsmaden og pitabrød med tun bare opskriften på gladere børn og mor? Jeg forsøger endnu engang at stile efter de lidt nemmere løsninger i det nye hverdagsår.
  • Mere sjov. Bare sådan generelt. Der skal helt sikkert grines mere i 2014! Ikke fordi jeg er helt på bagkant, men det er bare altid godt at sigte efter.
  • Og så skal jeg have endnu flere fantastiske oplevelser sammen med de her tre:

Min cowboy!

Nytårs-Olga

Nytårs-Irma