Højtlæsning og formidling

Det der roder mest med herhjemme er bøger. Uden tvivl. På stuebordet ligger der bunker af tegneserier, romaner og billedbøger, og det samme gør der er i vindueskarme, på køkkenborde og ofte også på gulvet rundt omkring i lejligheden. Som regel går jeg en runde i løbet af dagen og samler lidt sammen, stiller på hylder og sætter væk. Men lige så ofte går der et splitsekund, så er der igen bøger allevegne…

Vi har også bøger der ikke bliver brugt og kigget i ret ofte, og på et tidspunkt hvor ingen kigger, bliver de nok langsomt sluset ud af hjemmet (og muligvis op på fjernlageret AKA sommerhuset…) Og her fik I også en meget sigende indsigt i, hvem der er samler og hvem der er udsmider i vores lille hjem…

Nå, men vi er jo rigtig glade for at læse højt for pigerne – alt fra rim&remser til tunge og lette billedbøger og tegneserier. Irma er også blevet glad for lydbøger, men helst dem hvor hun kan følge med i bogen ved siden af. Og fordi vi er så glade for Miyasakis tegnefilmsunivers, har Irma også slugt hans mangategneserier “Det levende slot” i 4 bind.

Når vi har været på biblioteket, kan Irma sidde for sig selv længe efter vi er kommet hjem og bare nærstudere bøgerne, og undersøge hvilke af dem hun helst vil have læst højt. Og jeg synes både det er fascinerende og en anelse kedsommeligt, at børn trives så godt med gentagelser og genkendelsens glæde. Alle de bøger af J.M. Strid som vi har på hylderne er blevet læst et utal af gange. Vores eksemplar af “Min mormors gebis” er lige ved at falde fra hinanden.

Her til eftermiddag spurgte min mand om han skulle tage nogle nye tegneserier med hjem til Irma, fra biblioteket. Hun svarede, at det skulle være nogle som han ville læse højt for hende nogle gange, for så kunne hun læse dem højt for Olga og på den måde huske dem bedre.

Og på en måde siger det alt om hvorfor det er så skidevigtigt at læse højt, og bringe ny inspiration til børnene via bøger. At vores 5-årige datter allerede nu brænder for at give det hun har fået videre til sin lillesøster, siger også noget om hvor fedt det er at formidle. Og især hvis du kan få lov at formidle noget du elsker.

Olga læser Willy-bøger

Olga læser Willy-bøger

Reklamer

Nåja…

Ja, så har jeg jo lånt alle de bøger. Og sidder lige nu og kigger på dem og tænker på hvornår jeg mon skal få dem læst… For ærligt talt, jeg har jo læst omtrent 3 bøger I A L T (!!!) efter Irma er kommet til verden, så hvornår er det jeg lige pludselig rydder alt i kalenderen og giver mig hen til den gode faglitteratur? Åh ja, måske en kende for ambitiøst! Jeg tror jeg må erkende, at det ikke bliver til mere end en håndfuld gode oversigtsartikler blandet med sund fornuft. Og så skal jeg se at få afleveret de bøger igen, inden de brænder sig ind på den dårlige samvittighed! 

En god veninde sendte mig i øvrigt et fantastisk link forleden, med titlen: “46 reasons my three year old might be freaking out”. Og ved en hurtigt gennemlæsning kan jeg se, at vi ikke er alene her i verden når det kommer til at have selvstændigheds-insisterende og temperamentsfulde små mennesker i huset… Ret sjov læsning!!

Og på den lidt mere praktiske linje, fik jeg her til aften et tip til en god app. Måske jeg heller ikke er ene om at dumpe den tidligere omtalte 8-ugers prøve? (Ja, det fremgik ligesom af jeres kommentarer og tilbagemeldinger – tak for dem!) Den her lille fikse app, kan minde én om at huske de gode øvelser, så man lige bruger 3×3 minutter i løbet af en dag på at knibe i forskellige tempi. Ret fikst lavet – og så kan man ganske uambitiøst få lov til at starte på niveau 1 og arbejde sig op derfra. Jeg føler mig da allerede dygtig efter at have gennemført de første øvelser ret nemt. App’en hedder Kegel Trainer og koster 13 kr. Overkommelig pris må man sige. Sæt igang, damer 😉

Læs og forstå!

Back to school! Bibliotekaren søger bogtips… Hvad læser I – og har læst igennem tiderne – som har været god litteratur i krisetider? Og her mener jeg den såkaldte 3-års-krise. Jeg er så træt af konflikter, at jeg nu søger til eksperterne (burde nok have gjort det tidligere hrm hrm…), og jeg VIL være bedre til at håndtere de opgør vi har kørende for tiden. På bordet lige nu ligger “Din kompetente familie” af Jesper Juul, og i reolen står også “Det kompetente barn”. Jeg har netop reserveret et par bøger mere af selvsamme hr Juul, men hvis I kender andre kloge hoveder på området, som I sværger til, så vil jeg meget gerne høre om det. Artikler (og anden videndeling) er naturligvis også meget velkomne.