Sikkerhedssele søges

Nu hvor vi har så god tid til afleveringerne, så er det stort set blevet hver dag at Irma selv kører på sin løbecykel ned i børnehaven. Og jeg har vænnet mig til at trække min egen cykel ved siden af, og sørge for at stoppe ved alle veje, og krydse dem stille og roligt sammen. Men Irma er ligesom ikke den mest koncentrerede type i trafikken… Vi skal stoppe og kigge på ALLE de mennesker der går forbi os, alle skal kommenteres og undersøges nærmere. Desuden skal Irma konstant stoppe op og kigge på cykler, parkerede biler, skilte, sten på vejen… Der er vel omkring en kilometer ned til børnehaven – det tager cirka 20-30 minutter på den her måde… Problemet med alle svinkeærinderne betyder jo også, at det kræver AL opmærksomhed at færdes i trafikken, specielt utilregnelig trafik som her hos os – det føles nogle gange som om det kun er tosser, der sætter sig bag et rat i vores kvarter!

Det går normalt ret godt, selvfølgelig bliver der sagt “du skal køre oppe på fortovet”, “se lige frem når du kører” og “pas på du ikke kører ind i indsæt selv en valgfri trafikant“, men faktisk synes jeg det går bedre og bedre, og Irma stopper da også for det meste ved kantstenene… Men i dag var fokus helt væk. Og det resulterede i en lidt mere dramafyldt hjemtur end jeg kunne have ønsket mig. Jeg skal lige skynde mig at skrive, at der selvfølgelig ikke er sket noget med nogen af os, men da vi er ved at krydse Ungarnsgade (2 gader fra hjem), vil Irma ikke med over vejen, da jeg går over. Jeg står midt på vejen og prøver at få hende til at gå over, da en kassevogn kommer imod os – vi kunne sagtens være nået over, men Irma står komplet stille og rokker sig ikke ud af stedet. Jeg kan høre kassevognen gasse op  – og jeg kan jo ikke stå på den modsatte side af vejen og bede hende om at stå stille, men kan heller ikke nå at stille cykel fra mig og løbe tilbage til hende – så jeg kaster (mere eller mindre bogstaveligt talt) cyklen fra mig, så den stort set lander på modsatte fortov, og farer tilbage til Irma. Bilen kører forbi i ret høj fart (det der med tosserne i trafikken er ikke kun udtryk for pylret mor!!), og jeg står med meget forskrækket og grædende datter, der slet ikke kan forstå konsekvenserne af hendes selvjustits i trafikken. Og først da vi sad i sikkerhed i gården og Irma var igang med den store nu-leger-vi-butik-og-sælger-brandlækre-sandkager-leg, kunne jeg slappe lidt af – der gik dog noget længere tid før hjertet sad tilbage på plads igen…

Så nu er det helt slut med at jeg trækker min cykel ved siden af – jeg skal have begge hænder helt fri til at holde i hånd og gå klods op af hende hele vejen. Ville jo aldrig kunne tilgive mig selv hvis der rent faktisk skete noget!! Tog mig selv i at taste ordet gå-sele i et søgefelt lidt tidligere på aftenen, men annullerede søgningen, vi må kunne klare os med mindre – trods alt…

I morgen står der fridag på programmet, og jeg håber virkelig at lægen har en ledig akut-tid til at lytte på Irmas hosten, der bare fortsætter i det uendelige, men også at der bliver tid til lidt efterårsferiesjov. Gode forslag modtages med kyshånd – overvejer pt. børneteater på et lokalt bibliotek eller en tur på zoologisk museum. Det eneste krav jeg har er, at det ikke involverer lang gåtur eller hoppe-løbe-aktivitet udført af mig (aka hende der med stor sandsynlighed snart vælter forover..)

 

Måske nemmere end forventet?

Selvom Irma nu for fuld skrue viser interesse for at smide bleen og blive lidt billigere i drift, så har vi sammen med hendes pædagoger i børnehaven besluttet, at vi tager processen meget stille og roligt og helt i hendes tempo. I virkeligheden kunne vi måske godt tænke os at gøre en intens indsats og få den ble permanent af, men fordi hun næsten lige er startet i børnehave og bruger SÅ meget krudt på at afkode de nye regler der, så venter vi altså lidt. Men jeg må sige, at jeg altså virkelig har store forventninger om at det kommer til at gå nemt. Irma har selv taget initiativ til at sidde på toilettet mange gange, og i rigtig lang tid er der ikke sket noget ved det. Men nu – med inspiration fra de store piger i børnehaven – sker der virkelig noget på den front. Her til morgen rendte hun omkring iført undertrøje og intet andet. Og midt i en leg, siger hun højt, og faktisk næsten i løb: “jeg skal lige tisse”. Vi kigger undersøgende og let spørgende på hinanden, og jeg følger efter – lidt på afstand. Hun har selv sat sig op på toilettet og sidder så og tisser lige så fint, og komplet udramatisk. Det er ikke første gang det er sket, men dog første gang at hun er stoppet op og har mærket efter. De tidligere gange har vi kredset omkring toilettet, og min mor har sågar siddet på en skammel og læst bøger for Irma, mens hun forsøgte at koncentrere sig om sidde på porcelænet.

Vi har for lang tid siden købt sådan et stativ man sætter på toilettet, med et ekstra trin, to håndtag og et mindre bræt, så der ikke er nogen små numser, der falder i kummen… Ret smart lille anordning. Og nu hvor alting foregår i hendes helt eget tempo og på egen opfordring, er der ingen modstand og kun en stor og stolt pige, der øver sig i at trykke på træk-ud-knappen. Lige så snart Irma er lidt mere børnehavetrænet, sætter vi ind med lidt mere intens toilettræning.

Irma og jeg er netop kommet hjem fra legepladsudflugt. Og tiden med lange ture i klapvogn er ved at være passé nu hvor hun jo kan cykle selv. Og ja, ja, jeg er med på at lige så snart der kommer en baby i hjemmet, der skal bæres, køres og pusles, så kan alt det her stor-pige-tendens godt få lidt bagslag. Men indtil videre er jeg bare imponeret og temmelig vild med det.