Om teknikbrug og almindelig afhængighed

Her sidder vi, alle fire i familien. Morgenmaden er lige blevet fjernet, der er stadig kaffe tilbage i koppen, og vi er alle stadig i morgentøjet. Pigerne sidder med en ipad hver og faren og jeg med hver vores macbook. Bortset fra at være den helt store Apple-reklame, er det også et billede på et forsøg på øget kontrol. Som jeg skrev for lidt tid siden, har vi forsøgt at fjerne al elektronik i hverdagene (ikke på Amish-måden, vel. Bare tablets og den slags!) Og det går altså godt. Jeg vil ikke vove mig ud i noget med anbefalinger eller noget, for det må I altså selv ligge og rode med. Men for os, lige nu, fungerer det her ret godt. Olgas nedsmeltninger er blevet væsentligt mindre, ja, vi har faktisk ikke haft det store herhjemme. Vi har stadig et par ture om morgenen, men når hun har fået 3 mundfulde havregryn indenbords, forsvinder vreden som dug fra solen. Så det kræver ikke den udvidede psykologeksamen for at lægge to og to sammen her…

Lige nu er det her faktisk ret hyggeligt. Sidde sammen og spille, skrive og læse. Selvom vi sidder med hver vores skærm, er vi stadig nærværende og opmærksomme på hinandens. Sjovt som det her aktive tilvalg spiller en rolle. Jeg er stadig i den fase hvor jeg arbejder med min afhængighed. Lad-telefonen-blive-i-jakkelommen-så-længe-jeg-overhovedet-kan-udfordringen. Og det virker komplet tåbeligt, når jeg reflekterer over det, at jeg skal overveje om jeg skal være aktiv på Facebook eller være sammen med mine børn. Du godeste! Det burde overhovedet ikke kræve tankevirksomhed. Men når eftermiddagen rammer, alle er trætte og sultne eller utérlige, så kan jeg altså godt ty til den alligevel. Som en slags sutteklud. Det-er-så-synd-for-mor-sutteklud. Pinligt, men sandt.

Vi fortsætter selvfølgelig. Måske ikke for altid, men for nu, hvor det har en positiv effekt på pigerne – og hvor en times lørdag formiddag-spil virker som en bonus for alle, og ikke noget hvor vi sidder med dårlig samvittighed bagefter. Det er sgu fedt. Om et kvarter ringer æggeuret, og så er det slut. Tror vi gør det igen i morgen.

Om at være utålmodig

Jeg overspringshandler lige nu. Pigerne er puttet, der er hvidvin i glasset og jeg har tændt min arbejdscomputer, og prøver at piske mig selv til at gøre en survey færdig, og ordne et par andre småting, så jeg kan starte rent op på mandag. Men det her med at arbejde lørdag aften, er bare ikke rigtig mig. Jeg sidder og får lyst til alle de sjove ting man kunne gøre i stedet, og som jeg kunne se på Facebook og især Instagram, at ALLE (sådan føltes det i hvert fald …) gjorde i går… Som at være til julefrokost, være til koncert, drikke øl på værtshus, være på restaurant med veninderne… Meget glad på alles vegne (som er den korrekte måde at sige skidemisundelig på…), sad jeg og blev pænt utålmodig. For er det omkring til sommer, at mine børn sover så fint, at jeg uden kvaler kan overlade dem til søde babysittere? Og jo jo, kloge hoveder, børnene har da en far, det er sgu da bare mig, der har været slukket så længe, at jeg ikke kan finde den sociale on-knap igen. Den er under alle omstændigheder ikke på nogen form for autofunktion… tror måske der er noget der skal genstartes. Nu glæder jeg mig i hvert fald vældig meget til den arbejdsjulefrokost jeg skal til om to uger (og til at sove lur med Olga lørdag eftermiddag…), så måske kan jeg genstartes dér?

Utålmodig var jeg også i dag, da vi havde været lidt for voldsomme på den fysiske front med Irma. Hende og faren startede dagen med en tur i svømmehal, og lige bagefter (med en kort pause hvor 2,5 rundtenom blev konsumeret!) var hun til dans og var superaktiv i en god time. Efter dansetimen kunne jeg godt regne ud at vi ikke skulle gå den lille kilometer hjem, og fik i stedet manden til at komme og hente os. Men det at tage flyverdragt på blev til et projekt… Og jo jo, hun var træt, og jo jo, hun havde ikke en promille koncentrationsevne tilbage, men alligevel kunne jeg ikke mestre en lang nok lunte til at gentage 37 gange at hun skulle tage flyverdragt på, så samme antal gange da vi nåede til støvlerne… og igen med huen… I et roligt stemmeleje og uden at himle med øjnene. Hvad jeg ønsker mig i julegave, spørger du?… Hmm… hvad med en omgang tålmod og lidt mere pyt-med-at-vi-bliver-ti-minutter-forsinkede-attitude. Gerne med en rød sløjfe på, tak.

Og nu… mere vin og mere SurveyXact…