Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

Reklamer

De spisende børn

Der er emner med børn, som bare er konstant tilbagevendende. Søvn, sygdom, trodsalder, tigerspring og mad! Hold nu op hvor jeg har været opslugt af disse emner i de år jeg har været mor. Det er artikler om disse emner, som jeg næsten altid trykker på, når der dukker overskrifter op rundt omkring. Kan ikke lade være. Er der mon noget jeg har misset, noget jeg kan blive klogere på? Nogle der måske har fundet en magisk genvej til hele bunken?…

I går aftes følte jeg mig meget klog på det ene emne. Bare for en enkelt aften. Jeg var alene hjemme med pigerne, og havde lavet langtidsstegt kylling med broccolibuketter og broccoliris (jeg koger helt almindelige basmati og rører dem op med kogt, blendet broccolistok – den gider jeg nemlig aldrig rigtig spise alligevel – og det er en meget smart måde at få især Olga til at spise lidt grøntsager). Irma spiste og roste, spiste og roste: ‘Det smager bare SÅ godt, mor’. Så går bølgerne ikke meget højere! Olga spiste ingen buketter – dem delte Irma og jeg (seje tøs!), men fik til gengæld 4 portioner ris. Du godeste altså. Langt de fleste aftener, skal Olga have ekstra mad inden hun skal sove, men det blev ikke noget problem i går.

Og det, at Irma bare guffer mad i sig – der er ikke ret meget kræsenhed tilbage i forhold til for et år siden. For nogle er det måske ikke så vigtigt, men jeg elsker det. Jeg synes det betyder alverden, at hun langsomt er ved at blive rigtig glad for mad. Og så pyt med at hun bedst kan lide sin pizza med tomat og mozzarella, straight up. Og at hun ikke er så god til hverken syrlig eller stærk mad. Hun smager på tingene, er nysgerrig, og kan lide mere og mere. Jeg elsker det.

Og selvfølgelig ikke fordi hun skal være en rollemodel hele tiden, men det gør sgu ikke noget at storesøster smager og spiser, når nu lillesøsteren gør præcis hvad storesøsteren gør. Lille copycat 🙂 Ville ønske jeg kunne give jer et billede af Irma der gnaver i et kyllingelår iført pyjamas og katteører… men ak, hun nægtede pure. I må bruge fantasien i stedet.

Om det her sunde børnefamilieliv

Nul sukker, no carbs, fastedage og palæo. Hvis man skal tro på alle billederne på Instagram (og skal man mon det??), så spiser alle danske familier med regler og har guruer som Christian Bitz, Thomas Rode eller bare er dedikeret til LCHF. Det er sgu alt sammen meget fint, men når børnene bare gerne vil have mors hjemmebagte boller, farens pizza og pasta bolo – og gerne ikke ret meget andet, så begynder det at blive en udfordring. Der er ingen tvivl om at vi herhjemme godt kunne bruge at skære ned på både det ene og det andet, og de gode intentioner er virkelig også til stede. Jeg synes det svære kommer når enten mor eller far arbejder sent eller har en aftale, så det kun er den ene forælder, der spiser med børnene. Eller når børnene er i totalt rasmus-modsat-humør og i virkeligheden bare gerne vil have lov at stene fjerner mens de spiser rosinboller fra bageren… Den ekstra hurdle der er ved at have to børn – det kan de fleste sikkert genkende – det er, når de to børn vil det præcis modsatte af hinanden. Jeg har en brødspiser og en kødspiser – sådan groft sagt. Og en der gerne vil slappe af foran fjernsyn, mens den anden gerne vil hoppe, danse og høre høj musik ved siden af (eller slå sin søster, fordi hun skal være med…).

Det jeg i virkeligheden bare gerne vil sige er, at det er skidesvært med det her sundhed. For jo, jeg kan da sagtens dampe spidskål og spise det i stedet for ungernes spaghetti, jeg kan også springe brødet over når vi spiser burgere og bruge en grillet grøntsag som erstatning. Men rygraden, venner. Hvor fanden er den? Én ting er at kigge irriteret på de bukser man skidegerne vil have på, men noget andet er tilsyneladende når man (jeg!!) sidder ved spisebordet og i virkeligheden bare har lyst til at proppe hovedet med hvede og kulhydrater. Mmmmm…. carbs!!!…

Nu har jeg fået en ny gadget. Sådan en der skal gøre grøntsagerne lidt nemmere at spise, både for børn og voksne. En grøntsags-spaghetti-strimler (eller som de kalder den i forretningen: GEFU Spaghetti Slicer Spirelli) Og jeg er blevet ret glad for at spise pastaretter hvor mine pastaer er dampede slicede squash. Det smager faktisk ret fantastisk. Og selvom jeg i første omgang troede det var noget som jeg kunne sætte Irma til at lave (men det er den alligevel for skarp til!), så er det ret sjovt for legesyge voksne også… Det fjerner ikke min udfordring omkring rygrad og heller ikke rigtig det her med tid og skrigende børn, men det tror jeg desværre ikke at sjove gadgets kan hjælpe mig med. En kort anmeldelse er, at vi er ret begejstrede for den lille sag. Manden synes faktisk at grøntsagerne smager bedre på denne måde. Men jeg synes afgjort den er bedst til de blødere grøntsager (squash, agurk, græskar) og mindre god til de hårde (gulerødder og rødbeder). Strimlerne til gulerødder bliver ikke lige så fine lange som på billedet, så der er jeg i virkeligheden større fan at mit mandolinjern (man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel??).
Den kan købes her i Dorthes fede netshop: kitchen4kids.dk.

Så hvis der er en, der har et link til en netshop der forhandler spritnye rygrade, som kan erstatte min gummi-en, så hit med den. Så bliver mit liv (nok?) komplet! På forhånd tak…

Sker det kun for mig?

Jeg havde en klar forestilling om at lave nogle semisunde og lækre, børnevenlige pandekager til pigerne og mig til aftensmad. Men i stedet for at blive tykke, sprøde, græskarsøde, delikate pandekager, blev det til brankede klatkager, med streg under klat da de var helt umulige at vende… Irma smagte hvad der svarede til størrelsen på et riskorn, og var ikke videre begejstret – mildt sagt. Jeg overvejede ikke engang at servere det for Olga. Endte med at sætte skålen med den såkaldte pandekagedej tilbage i køleskabet (i et eller andet håb om at jeg finder på noget sjovt at bruge det til i morgen?..) De smadrede pandekager spiste jeg – efter jeg havde lavet havregrød til begge tøser… Børnene klager ikke over både at få havregrød til morgen- og aftensmad. Det skal nok bare ikke være en daglig gentagelse… Tror jeg forsøger mig med en mere sikker ret i morgen..

(Og nej, der er ingen fotodokumentation. Det bliver I altså skånet for…)

Kvalitetsbrøl!

Årh, hvor blev jeg ramt lige i hjertekulen i dag. Jeg var med til et debatarrangement i Nettos lagerhal i Køge, hvor en masse vigtige mennesker inden for fødevarebranchen holdt oplæg og inspirerede med kloge ord. Udover direktører fra Dansk Supermarked, Netto og Arla, var også fødevareministeren og direktør fra Landbrug & Fødevarer til stede. Og som faglig kapacitet havde de inviteret kokken Bo Jakobsen, der talte om danskernes forsvindende madkultur, at vi i Danmark tilsidesætter kvalitet for discount og, at vi i stedet for at følge kostrådene burde blive bedre til at spise efter sæsoner, spise lokalt, og sætte tid af til at spise sammen. Det var meget svært ikke at være enig med den store fagmand. Jeg bliver ærligt frustreret når jeg igen og igen laver madplan efter hvad der tager kortest tid at lave og hvilken ret jeg kan lave mens jeg lige har en Olga på armen. Heldigvis er vi jo beriget med en hverdag hvor vi ofte er to voksne i madlavningstimen, men de uger hvor der måske er tre eller fire dage som aleneforælder, med to børn og ét komfur, der er det bare en udfordring at sammensætte en spændende kostplan, der tilfredsstiller alle – små som store.

Jeg formoder ikke kun det er mig, der har en familie, der ikke ønsker det samme at spise? Hvis det stod til Irma ville vi få farens pizza eller nybagte boller til aftensmad hver dag. Skulle Olga bestemme var det pasta eller en simreret, som vi fik i weekenden (shit, hvor hun spiste kød!!!). Jeg får rigtig tit lun og lækker mad på arbejde, og kan derfor snildt spise rugbrødsmadder og en grov salat til aften, hvor manden hælder lidt mere til Olgas favoritter, der bare er skidesvære at nå at lave på en hverdag! Det er bare ikke nemt at leve op til en norm omkring en ordentlig madkultur når favoritterne stikker i alle retninger og når maden helst skal stå på bordet senest 17:30.

Lille madnyderMåltidskulturen er også ret udfordret i disse dage. Ofte er Olga så brølsulten når hun kommer hjem fra vuggestue, at den står på akut banan eller havregrød. Det gør jo så, at hun ikke er særlig sulten når maden står på bordet. Og i dag nåede jeg lige præcis at stille et halvt spørgsmål til manden, før Olga begyndte at brøle. Ikke græde, men brøle. En tilstand af utilfredshed var hermed etableret, det tog bare næsten ti minutters brølen at finde ud af, at pigen da overhovedet ikke gad at sidde i sin stol og aftensmadshygge med os andre, nej, hun ville ned og lege. Hvordan kunne det være så svært at læse?… Normalt er jeg altså ikke sådan en måltidsfascist, der insisterer på bordskik og sidden-pænt-ved-bordet allerede inden man er fyldt 1 år, men ovenpå eftermiddagens faglige indspark, blev jeg bare lidt ærgerlig over, at der kommer til at gå noget tid før jeg kan forvente at børnene begge nyder at sidde ved bordet og spise, sludre, grine sammen. Irma er efterhånden blevet rigtig god til at sidde og sludre om dagen der er gået, fortælle sjove historier (i dag om Thor og hans hammer. Om at han slår med hammeren, og selvom man ikke må slå, så må Thor godt slå med hammeren…) og spise mad sammen med os. Jeg stornyder når hun spørger til maden og spiser og er nysgerrig. Hun er blevet rigtig god til at huske hvad de har fået at spise i børnehaven og fortæller rigtig fint, om hun kunne lide det eller ej (det kan vi normalt også mærke efter hvor meget hun spiser til aftensmad…).

Irma er blevet superglad for at lave mad sammen med faren – især i weekenden når der er god tid. Jeg mangler stadig at øve mig i at inddrage hende på den gode måde. Jeg mangler bl.a. modet til at give hende en kniv til at skære grøntsager med. Håber på at hende og jeg kan blive superbagere udi julegodter og småkager i de næste måneder (altså ikke før november – hvis vi allerede starter på havregrynskugler nu, så går det afgjort galt. Her taler vi om endnu en af de ting, som moren ikke har rygrad til at have på lager…).

Er du god til at have børn med i køkkenet??

Fasteri

Så har man prøvet det… Jeg tror vist aldrig jeg havde forestillet mig at jeg skulle gå i gang med at faste, men der er så meget snak om 5:2-diæten, at en afart næsten måtte prøves. Vi har talt om det i et par uger på arbejde, og vi endte med at være en god håndfuld folk, der ville teste et fastedøgn af (at nogen så er gået all in og har taget 36 timer, er så fuldstændig afsindigt imponerende!). Datoen blev sat, der var et mandags- og et tirsdagshold, og beskeden blev givet videre til den gode kok, der står for frokosten… I går var jeg så vidne til at tre kolleger fastede, drak sindsyge mængder grøn the og måske var lidt mere stille end normalt. I dag var det min tur, og alene det med at springe morgenmaden over, var så helt igennem unormalt, at jeg var helt ved siden af mig selv. Sulten begyndte at melde sig første gang i løbet af formiddagen, og kom så ellers lidt i bølger resten af dagen – den toppede nok da der spredte sig en lind duft af kanelsnegle i hele huset… Lidt af et snigangreb!! Energikrisen startede ret ubelejligt midt i et teammøde, her begyndte det at være svært at samle tankerne om noget fagligt. Og det var nok heller ikke mig, der kom med flest kreative inputs til en kommende teamworkshop…

Bilturen hjem havde jeg frygtet seriøst for, men her havde jeg ingen udsving – og jeg havde fantastisk god timing da jeg netop på hjemturen lyttede til slutningen på min lydbog! Intet som blodudgydelser og skuddramaer til at holde en vågen…

Til gengæld havde jeg min største krise efter jeg havde hentet pigerne… Helt vildt sulten og med kort lunte… Ikke den bedste mor! Og med det in mente, så er det i hvert fald sidste gang jeg faster OG er alene med pigerne indtil sovetid. Det er vist ikke hensigtsmæssigt for nogen… Da kl. blev 17:30 var det et døgn siden jeg havde fået mad, og her var jeg simpelthen nødt til at spise lidt – det var ellers først to timer senere at manden kom hjem og vi skulle spise sammen. Men der røg både knækbrød, æbler og lidt havregrød indenbords, og så ellers aftensmad et par timer senere… Nu har jeg det til gengæld også som om jeg har spist en flise, samtidig med at min krop arbejder på højtryk for at bearbejde det jeg har indtaget.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at den her løsning ikke er den bedste for mig. Måske kan kroppen vænne sig til det, og man bliver måske også bedre til at tolke på op- og nedture rent energimæssigt, men for mig havde det ingen gevinst. Så tror jeg hellere jeg må tilbage på den mere almindelige nej-tak-til-stivelse-og-søde-sager – det havde da i det mindste en slankende virkning. Nu føler jeg mig bare tappet for energi og gnist (mest fordi det er træls at se tilbage på de tre timer jeg havde med pigerne inden de blev lagt, hvor jeg gerne ville have været mere på toppen). Så konklusionen for mig må være: Go ahead fastetyper, god vind fremover – jeg sidder lige herovre i varmen med min kaffe og min gulerod, hvor jeg både kan grine og danse…

Weekend på den gode måde

Det har været en GOD weekend!! Ikke en nejfri weekend som håbet, men absolut en bedring. I går brugte vi en hel dag på Vestegnen, med fokus på god mad – den slags mad der smager af dansk sommer. Meget perfekt!! Nu er jeg en af dem der har smagt nye danske kartofler og søtunge, og føler mig virkelig forkælet. Irma var toppylret næsten hele dagen og efter hun havde brokket sig over ondt i ørerne et gange, gav vi hende – på vagtlægens opfordring – saltvandsnæsedråber imod hendes vilje. Det skulle kunne lette det snottryk der formentlig sidder og presser, og giver hende ondt. Og det skulle måske endda mindske risikoen for mellemøresbetændelse. Vi håber!

I dag har vi både nået at gøre hytten ren og åbent hus-klar, jeg har været ude at svømme, manden ude at løbe, vi har cyklet til Sydhavnen for at besøge gode venner, gået lang tur igennem skov og ved vand og spist is og kigget på både. Det har mildest talt været en perfekt søndag – og jeg glæder mig til tre intense arbejdsdage, og atter en lang weekend i vente. Det er da lige til at klare.

Nu vil jeg lige gå hen og være lidt seriøs og lave de forhåbentlig sidste ting for at blive godkendt til det mest fordelagtige billån. Med lidt held er vi bilejere på onsdag – det blir sgu stort!!

Børn og kvalme??

Jeg er lige blevet sendt ud af stuen af Irma “Ud mor, ud. Gå!”. Det er efterhånden en standardmelding fra hende når hun er klar til at være lidt alene… Så kan jeg sidde herude i 10 minutter mens hun leger med lego og ordner hendes aftenrutiner, og jeg kan igen melde min ankomst når stuen dufter lifligt af knap så meget lagkage… Når hun efterhånden er så bevidst om hvad hun laver og at hun gerne vil være alene når det sker, så tror jeg vi er meget tæt på potte-toilet-tid. Så vi sætter tempo på bøger om pottetræning! De sidste to dage har hun alene ville synge sange fra julesangbogen, men når den trang forhåbentlig er slut, har vi et arsenal af bøger om alt det andet…

Irma har været syg de sidste dage og har også været hjemme i dag. Hun har haft feber – som kun små børn kan have det: Den ene time høj feber, den næste ingenting… Og så har hun praktisk talt intet spist siden lørdag aften. På de tre dage her har hun indtaget et halvt æble, to figenstænger, en halv skive toastbrød, en portion havregrød og en halv rulle mariekiks… Sådan!! Og jeg har sådan spekuleret på om børn også kan have kvalme og mad-lede lige som os andre, og hvorfor egentlig ikke? Men jeg tror der er bedring på vej, for hun har netop spist det meste af en pizza (hvilket i Irmas tilfælde betyder tynd bund med tomatsauce og lidt frisk mozzarella…), og nu står hun som sagt i stuen med gang i maven og synger.

Nu kalder hun og skal skiftes, så nu er aftenrutinen udført 🙂 God tirsdag derude!

Jul, tjek. Fødselsdag, tjek.

Og så er det hele faktisk slut. Barnet er netop puttet og vi har gennemgået 2 dage med festligheder. Vi holdt en meget lille jul, bare os tre. Og det var virkelig hyggeligt. Maden blev helt afsindig god, vi er derude hvor vi næsten ikke tror det kan gøres bedre! Lækre brunkartofler, suveræn and, en rødkål jeg bare glæder mig til at spise resterne af, og en helt uovertruffen sovs! Mums. Og ja, jeg ved godt at vi alle sammen har det på den måde, i hver vores hjem – og er det ikke bare forrygende 🙂 Irma var ikke så meget til julemaden, hun ville have rugbrød ville hun – mærkelige barn. Faren viste hende dog, at hun kunne dyppe rugbrødet i brunkartoffel-snasket, og DET var et hit. “Mere bød, mere bød” kom det fra meget tilfreds sukkergnasker.

Jeg rundede aftenen af med at pille julepynten ned, og hænge fødselsdagspynt op, tænkte at det måtte være passende.

I dag skulle løjerne jo sådan set bare fortsætte, flere godter og flere gaver. Men kunne vi få barnet til at åbne pakker? Nej, dælme nej. Vi lokkede, og prøvede at overbevise hende om at dukkerne ville åbne pakkerne, men hun var komplet ligeglad. Mon også det sker næste år? Jeg tvivler… Hun har fået afsindigt gode pakker, som jeg i sidste ende pakkede op… Både bløde og hårde, og både legetøj, kjoler og bøger. Helt perfekt. I går fik hun en dukke af Farmor og Bedstefar, som griner når man krammer hende. Og Irma blev faktisk lidt bange for hende… Men da vi fandt slukknappen, fik hun masser af kys, og skulle da også med i seng. Vi må prøve at tænde hende igen på et tidspunkt 🙂

Eftermiddagen er gået med familieinvasion, og alt hvad der hører til en rigtig fødselsdag: boller med smør og flag, varm kakao med flødeskum, brunsviger med lys i (som faren godt nok måtte puste ud…) og sang naturligvis. Sangen var lidt for overvældende for den lille fis, og da familien brød ud i HURRAAAAA, måtte hun trøstes lidt…

Bollerne rørte hun ikke, og brunneren heller ikke. Kakaoen røg indenbords – og da familien var gået, ville hun gerne have rugbrød igen. Hun er altså ikke helt almindelig min nu 2-årige lille syngefrans.

Tillykke med fødselsdagen, min skat! 🙂

Nu’ det jul, nu’ det jul!…

Jeg er i gang med at præstere min første julemiddag. Og der er faktisk overraskende meget styr på det hele (har STEN-sikkert glemt et eller andet!!). Anden er i ovnen i gang med noget langtidsstegning, rødkålen blev lavet i går, ris á la manden står på køl, fonden til sovsen er lavet – det eneste jeg reelt mangler er også mit største hadejob: At pille kartofler! Og det er bare uundgåeligt når man nu er blevet opdraget til at aspargeskartofler er den ENESTE kartoffel man kan brune ordentligt (var ellers skide tæt på at købe et glas, men kunne næsten mærke min fars utilfredse blik i nakken!!).

Og nu hvor datteren er middagsputtet må jeg vel til det… crap.

Står ellers lige og beundrer vores juletræ… Nu har jeg gen-pyntet det 4 gange. Irma bliver ved med at flytte al pynten så det hele hænger på den samme gren. Så er der ligesom lidt bedre styr på tingene 🙂 Så nu har jeg givet op og accepteret at det ikke kommer til at ligne et billede fra Peters Jul! Pyt med det for pokker. Manden er ude at løbe 15 km for at gøre bedre plads til anden, og jeg står stadig i nattøj. Jeg har altid synes det var lidt sjovt, det her med at tage pænt tøj på når man er derhjemme (bare rolig, jeg skal nok gøre det – ingen and er tjent med at blive indtaget iført morgenhår og joggingbuks!), men synes sgu settingen er lidt kunstig.

Jeg er altid vokset op med at man får gaver om eftermiddagen, så når Irma vågner, står den på juletræsdans, gaveudpakning, konfektspisning og hygge i tusmørket. Og så spiser vi julemaden bagefter. Jeg har altid elsket at fejre jul på den måde, da det (i min optik) er mere børnevenligt og mere mad-venligt. For når man nu har lavet mad i tre dage, så er det da fjollet ikke at have tid til at sætte pris på det, ikke?? Hvad end jeres traditioner er ude i de små hjem, så håber jeg i får en fantastisk dag og aften. Jeg glæder mig personligt til at se hvordan den næsten 2-årige oplever gaveshowet… Rigtig glædelig jul!!