Julekalendre x 100

Den største overspringshandling for mig i december er julekalendre. På køleskabet hænger der en skrabekalender til forældrene og en Postmand Per-kalender til Irma. Men det er nu ikke dem, jeg skænker så meget opmærksomhed (bortset fra hvis jeg rent faktisk vinder noget på min skrabekalender – så skal jeg dælme give jer opmærksomhed, skal jeg!), jeg snakker naturligvis om de sjove online kalendre… Jeg abonnerer mindst på fem hver december, og i år har jeg for alvor fokus på dem med børnepræmier. I 11 måneder om året er min spillegejst på nettet praktisk talt ikke-eksisterende, men i december giver jeg den maks gas med at vende låger, skrabe med musen eller quizze om præmier. Det er vist aldrig lykkedes mig at vinde noget i en julekalender, men denne viden til trods, glæder jeg mig lige meget hvert år til at de 24 låger skal dukke op på min skærm.

Jeg har naturligvis ikke styr på alle de gode julekalendre endnu, men jeg fik da lige tilmeldt mig Mammashops julekalender på deres Facebookside i dag! Derudover har jeg tilmeldt mig Babysams pakkeleg, Vores Børns julekalender, og følger godt med ovre på Pernilles blog, børnetøjsindkøberen, når hun og fem andre bloggere, skyder en fin julekalender igang på søndag.

Og når nu vi er ved alt juleriet, så er jeg helt klar på mere af det hele efter i dag på arbejde. Der er blevet julet igennem med julemusik, masser af stearinlys, julethe, eftermiddagshygge i køkkenet med småkager og stjerneflet. Det er ret fantastisk alt sammen. Og jeg er også ved at være klar til de julerier, der skal ske herhjemme. På søndag har vi inviteret gode venner til Nissedørjulehyggerier, og det er jo minsandten også d. 1. december – så aftenen før skal der forberedes! Vi skal have fundet det helt rigtige sted til den fine lille nissedør. Inde bag døren bor nisserne selvfølgelig – og de kommer ud hver nat og laver løjer, kommer til tider med gaver, og er bare generelt et hyggeligt element hele vejen til juleaften… Nu håber jeg bare ikke at Olga får revet døren ned fra væggen og ødelægger hele affæren… For at alt skal gå op, og give mening for den knap fire-årige, så har vi besluttet, at der skal nissekoordineres! Min søde mor kommer nemlig med advents-nisse-breve og gaver, og det er selvfølgelig bare husnissen, der folder sig ekstra meget ud om søndagen. Men helt helt tilfældigt er vores husnisse også gode venner med den nisse, Egil, der bor på børnehavens loft, og som alle børnene skal have med hjem en dag i december…. Ellers er der vist for mange løse ender i alle nisserierne.

Har I nogle gode og sjove løjer, som I vil dele? Jeg har otte forskellige pastafarver i skuffen, men måske skal jeg også finde på andet end den sjove farve mælk på havregrynen…

Rod i teknikken og andet godt

I forgårs havde jeg skrevet et forrygende indlæg til bloggen – blændende siger jeg Jer! Sjovt, klogt, velreflekteret – det havde det hele!! Men idet jeg trykker udgiv, crasher min wordpress-app og alt bliver slettet… Og de kloge og sjove ord er væk for altid. Igen bliver I snydt… Og jeg var så rasende, at genskabelse af alt det sjove, var en total umulighed.

Til gengæld kan jeg så berette om min nu gående og klatrende datter! Fra at tage sine første skridt i sidste uge, vandrer hun nu lejligheden rundt – MEGET koncentreret og meget stolt af sig selv. Irma tror nu at hun kan danse med Olga, men her går der nok lige en uge mere… Og hun kan også komme op på sofaer, skamler og andre gode fald-ned-agtige ting. Hold nu op, vi skal være hurtige på reflekserne, og hun kom da også i vuggestue i dag med et pænt stort hævet blåt mærke i panden. Ups! Nok ikke ligefrem sæsonens sidste…

Jeg nåede lige at holde to efterårsferiedage med de to banditter her mandag-tirsdag. Vi hyggede med udflugt sammen med veninde fra børnehaven og hendes familie, og en dag med metrotur, bibliotekshygge og sjovt besøg hos bedstevennen August. Temmelig splattet mor efter sådan et par dage – det var faktisk helt afslappende at tage på arbejde om onsdagen. Her kunne mine katastrofe-afværgnings-manøvrer holde en lille pause! Vi havde en sviptur i Søstrene Grene hvor jeg havde mulighed for at være verdens mest gavmilde mor, sagde nok ja til en del flere ting som Irma lagde i kurven end hvad den gængse standard er. Det blev faktisk også for meget for hende. Da jeg på et tidspunkt fandt to smøreknive og lagde ned til de andre ting, havde vi et mindre opgør hvor hun på dramatisk vis nægtede at gå videre før vi havde lagt knivene tilbage, der skal IKKE flere ting i kurven, mor!! Nå nå nå, unge dame. Til de interesserede, kan jeg oplyse at jeg kom hjem med mine knive… Det er så netop gået op for mig at vi overhovedet ikke har åbnet for den pose med de indkøbte ting i. Ret godt billede på hvor lang tid interessen holder for nips og blandede småting – også hos moren…

Little SunTil gengæld har vi fået et par andre hyggelige gaver. Denne her sjove lampe har jeg fået af LahmeLittle Sun hedder den og er drevet på solenergi – og hvis jeg nu var den fødte campist, ville jeg kunne se et fuldstændig oplagt behov for sådan en… Men det er jeg ikke, så nu har jeg tænkt lidt over hvad den ellers kunne være smart til: Sjov og anderledes børnelygte, ekstralampe til at lyse ind i det skab, hvor man aldrig får sat en pære op,  som ekstra lygte til cykelvognen og til vintergåturen i tusmørket. Hvis man laver en billedsøgning på ‘Little Sun’ på Google, får man andre sjove ideer!. Jeg har hængt den op i vinduet i køkkenet, så den kan lade op til når behovet pludselig kommer (ikke for at campere altså, men for en af de andre ting…) Den anden gave var til Olga, og var de her sjove overskægssutter fra Ulubulu. De er jo supersøde, men barnet vil simpelthen ikke have dem i munden. Hun er vant til de almindelige (*host host billige…*) runde sutter, og de andre fine ergonomisk korrekte har altså ingen interesse. Jeg har jagtet hende omkring og forsøgt at tage billede af hende med sutten i munden, men responstiden for kameraet er længere end de sekunder hun sidder med sutten. Jeg tror dog at de kan blive flittigt brugt til dukker, bamser og andet sjovt. Eller også bliver de doneret til en baby med en anden sutte-favorit 🙂Ulubulusutter med overskæg

Vinderen er fundet

Jeg har sådan cirka 1000 ting at fortælle jer! Om alt hvad der foregår herhjemme i babyboblen – eller babybobbel med trodsig (næsten) 3-årig… Om julerierne og om den intense forkælen af to børn med hver deres behov. Og om trætte forældre, der prøver at følge med det hele.

Men det må vente lidt endnu – højst sandsynligt til mandag hvor den store bandit skal i børnehave igen – der er ikke meget overskud tilbage når først Irma er puttet. Og så er der jo en vinder, der skal have en præmie! Jeg har taget billeder af den spændende lodtrækning, så I kan følge med i slagets gang.

Vinderudtrækning

 

Så tillykke til Louise, som også ønsker sig en Olga-kjole 🙂

Konkurrence på bloggen!!

I den her fine tid hvor vi herhjemme bliver beriget med gæster og gaver og masser af fine beskeder, så synes jeg det må være på sin plads med en gave den anden vej – til en af jer dejlige mennesker, der læser med 🙂 Vi taler simpelthen her om den første give-away på bloggen (efter 3 et halvt år i webosfæren må det også siges at være på høje tid…)

Jeg er nemlig blevet kontaktet af de gode mennesker fra Mammashop.dk, som gerne vil give et gavekort på 500 kr til et styks heldig kartoffel. Shoppen er en sand guldgrube for os med småfolk! Her er lækkert ammevenligt tøj, graviditetsgrej og babyting en masse! I min sidste barsel var sitet et af de mere farlige steder at klikke mig hen, og jeg har fået flere pakker tilsendt igennem tiden. Jeg købte bl.a. denne pusletaske, som jeg var vildt glad for, og som er blevet klargjort til denne omgang barnevognsvandring. Dengang købte jeg en pusletaske, som jeg tænkte at også faren ville kunne tage med over skulderen uden at skamme sig, men havde jeg vidst hvor lidt han faktisk brugte den, havde jeg nok brugt mine penge på en lidt mere feminin sag, som fx den her fra byStroom

Tror nu også jeg bliver nødt til at købe en lille decembergave til mig selv herinde, de har nemlig nogle rigtig fine ammekjoler, som ikke koster en bondegård – og som heller ikke sidder ålestramt mod det knap så stramme maveskind… Kigger på den her og den her (den sidste her, er jeg faktisk mere eller mindre nødt til at købe – modellen hedder jo Olga for pokker!) Det må vist være på sin plads med nye kjoler til alle de decemberfester jeg skal til i tide og utide… nå ikke?…Aj, lidt kommer jeg jo ud…

Nå, vi skal jo til sagen! Hvis I har lyst til at vinde gavekortet, skal I gå ind på Facebook og like Mammashop, og derefter lægge en kommentar herunder, hvor I linker til den ting I vil bruge pengene på (og her må I altså gerne ombestemme jer – det er jo jeres gavekort :-)) Jeg trækker en vinder på lørdag d. 1. december (eller får Irma til at hjælpe mig…) Jeg glæder mig til lodtrækning og gaveregn!!