Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Reklamer

Forår under frakken

Jeg ved godt, at cykelturen i dag var helt absurd kold, og at atriet imellem kontorerne på arbejdet føltes som 10 grader varmt, og at kaffen nærmest var kold inden den blev suget ud af koppen. MEN! I den weekend jeg lige har haft i Rom var der solskin og 16 grader, og til tider bare arme i en solstråle. Så pyt med den kolde grå danske februar – jeg er blevet ladet godt op i Italien, og kan nærmest modstå hvad som helst (og ja ja, giv mig 10 dage mere med modvind på cykelstien så er jeg tilbage på den sure “hvornår-pokker-stopper-denne-evigheds-kulde”-vogn… Men lige nu går det godt, så den holder vi fast i!)

Det her med voksenferie er ret meget noget jeg godt kan vænne mig til. Vi har slentret i eget tempo, og set alt det vi gad, spist is og god mad, drukket masser af vin og prosecco og har endda nået at slappe af, læse lidt bog og spille lidt kort. Den ultimative miniferie med søster og mor. Og jeg vil sige, efter vores sidste tur til Rom, som min mor inviterede på da hun blev 60, og hvor mænd og børn var med (vi havde en lille Irma på halvandet), var jeg faktisk en anelse forbeholdende overfor storbyen. Fordi den virkelig ikke er god i børnehøjde – som andre europæiske hovedstæder i høj grad er – og fordi trafikken var fuldkommen altædende lige dér hvor vi boede. Klapvogn, vanvidskørsel og et højt sightseeing-tempo passede ikke så godt til vores ide om en efterårsferie med barn. Men Rom i voksenhøjde er fantastisk. Smuk og indtagende. Charmerende og voldsom.

Og jeg kom hjem med alt muligt godt. Spil og knas og sødt til ungerne – kød og ost til manden. Alle var glade. Og det er jo ingen sag at tage afsted når pigerne så vælger at være fuldstændigt eksemplariske i mit fravær. Fik kun beskeder om hvor søde de var, hvor gode de var til at lege selv og hvor fint alting gik. Tror sgu snart jeg må på tur igen… Synes i hvert fald det giver stof til eftertanke, at begge børn nærmest kun er afsindigt hysteriske når jeg er hjemme… bum bum bum… (har øvet mig på at finde den vindende fortælling om det her, men jeg må desværre krybe til korset og give fortabt. Pokkers!)

Billeder fra Rom

Selvom hverken min søster eller mor forstår sig på selfies, er der heldigvis ingen skam i at fotografere sig selv med seværdigheder i ryggen – med det antal turister og ikke mindst det antal sælgere af bl.a. selfiestænger – bliver man slet ikke kigget skævt til ved den slags fototagning (bortset altså fra rejsepartnerne…)

Til de muligt interesserede så forestiller billederne (i læseretning): Peterskirken, Den Spanske Trappe, kaffe på Rom ældste cafe “Caffe Grecco” fra 1760, et stykke af bymuren nede ved Via Appia, Cocktails, Mor og Søster på førnævnte bymur, Trevifontænen (som excellerede i at tiltrække 80% af alle turister..), Is fra Roms (muligvis) ældste isbar, og hullet i Pantheon 🙂 Et mindre udsnit af hvad vi nåede på knap 3 døgn i Rom.

Mini-tri for anden gang

I søndags deltog jeg i mit andet mini-triathlon (200m svøm, 20km cykling, 4 km løb), og det var mindst lige så fedt som første gang. Faktisk bedre, for nu var der ikke de store nerver på – jeg vidste godt jeg kunne, og at jeg “bare” gerne ville gøre det bedre end første gang. Og bortset fra to dage med gevaldigt ondt i måsen og temmelig trætte ben, er jeg nu ved at være klar på at gøre det igen. Det fede ved de her arrangementer er, at der dels er alle slags kvinder til stede, høje og lave, slanke og knap så slanke, og unge og gamle. Og dels at det simpelthen er en fryd at se så mange damer som uden tvivl til hverdag har hver deres værdisæt, karrierer og familieforhold, men som en tilfældig søndag i august, tager ud til Brøndby iført deres allerbedste lycra og yder deres bedste, mens de hepper på hinanden. Det er sgu da så cool som det kan blive.

Jeg havde tilmed lokket min mor med, som også deltog og var helt høj ovenpå den tur rundt på Vestegnen! Og som stensikkert kan lokkes med en anden gang også. SÅ pokkers sejt.

Mit mål til næste gang – for det bliver der helt sikkert – er at forbedre mit løb. Indtil for ca 6 måneder siden har jeg aldrig løbet før (efter bussen og børnene maks!), og jeg kan godt mærke, at det bestemt ikke er min styrke. Jeg nåede også at få et seriøst sidestik på turen i søndags, og det er virkelig træls at måtte kapitulere og gå et stykke af vejen, når nu jeg ved, at jeg godt kan løbe en strækning på 4 km. Så jeg VIL blive bedre til at løbe – ikke mindst fordi det bare er så nem en sport at få tid til. Bare sko på og ud af døren. Motivationen må jeg selv slå på tromme for, for jeg er ikke klar til at melde mig i klub endnu – hvis jeg synes det er svært at finde tid til at læse 20 minutter med min datter om dagen, skal jeg nok ikke begynde at pålægge mig selv flere hverdagspligter! Men jeg vil vildt gerne have flere med på næste kvinde-tri! Det bliver kun sjovere af at have flere kendte ansigter at smile stolt til – så kom frisk!!

Lige før mål, efter 20 km i højt tempo

Lige før mål, efter 20 km i højt tempo

Årets udfordring udført – og udfordret!

Rimelig presset løberDet kommer lidt bag på mig hvor fedt jeg synes det var, at deltage i den kvinde-tri, som jeg gjorde i går. Vi var 1400 kvinder, der svømmede, cyklede og løb (luntede) igennem Gentofte i går. Og det fungerede utrolig godt. For mig startede morgenen hjemme hos mine forældre i Brøndby. Her havde pigerne og jeg sovet, fordi manden var på weekend, og pigerne skulle hygge hos mormor mens jeg var på min lille søndagsudflugt… Jeg tog toget lidt før halv otte søndag morgen, og bortset fra de nik og den småsludren som jeg havde med de andre kvinder jeg mødte i toget, der tydeligvis havde samme destination som mig, var det bare skideskægt at se, at de temmelig fulde folk, der var på vej hjem i seng, kiggede henimod os med et blik, som jeg kunne genkende fra mit 15 år yngre selv…Undren og medlidenhed…

Velankommet i Gentofte prøvede vi at forstå hele systematikken. Parker din cykel her. Læg din bluse med nummer, cykelhjelm og sko klar her. Håndklæde klar. Svømmetøj på. Badehætte frem. GO!

Svømmehalsdelen var lidt så kaotisk som jeg havde frygtet. Vi var 4 der svømmede samtidig, så det var bare med at få lagt sig ind i en god stime, se sig for når der skulle overhales, og passe på sprøjtende ben og arme. Men de seks baner er ret hurtigt overståede og så er det bare sti-afsted ud til cyklen, sko, trøje og hjelm på, og så småløbe ud af skiftezonen med cyklen. De 20 km var to runder á 10. Og der var både bakker og masser af sving. Og kvinder der råbte BAGFRA når de overhalede… Her gav jeg personligt alt hvad jeg havde, for jeg kunne godt regne ud, at jeg var nødt til at give den max gas for ikke at komme langt bagefter mine teammates, som var især sejere til at løbe end mig. Og løbet var afgjort også det hårdeste. Jeg måtte ned og gå flere gange, fordi benene føltes som blylodder med gummi som knæ. Men jeg løb over målstregen, som jeg havde lovet mig selv, og kunne give de andre damer en high-five lige efter.

For første gang i mit liv har jeg lyst til at konkurrere med mig selv, og gøre det igen, bedre endnu. Kan faktisk ikke mindes nogensinde at have haft den følelse før. Så jeg har besluttet at melde mig til et lignende kvinde-tri i Brøndby d. 14. august. Og så ellers forsøge at forbedre min løbeform sommeren igennem. Jeg skal have knækket den kode, der gør at jeg kan løbe hele distancen, uden at få sidestik eller andet, der giver mig flashback til fortidens kiksede motionforsøg. Der er stadig pladser på holdet 🙂 Var det noget??

 

Svære planer

Vi nærmer os fødselsdagstid, og normalt ville jeg have startet mine fødselsdagsplaner og -ønsker for over en måned siden. Hvem skal komme, hvad skal vi have at spise og hvad skal der ske. Alle den slags vigtige ting. Men af sære årsager er i år ikke ligesom andre år. Er mærkeligvist ret apatisk om hele konceptet…

Plejer faktisk oprigtigt at være en af den slags mennesker, som ikke bekymrer sig om alder. Jeg kan alligevel aldrig huske hvor gammel jeg er når folk spørger mig… Og synes egentlig ikke alder er så spændende. Men så alligevel… Måske er der noget der trykker? (Jeg prøver virkelig at opklare dette NERVEpirrende drama, kan I nok høre…) Det er blevet til at fødselsdagsfejringen (som jo efter reglen fylder mere end én dag, det er vel en lov, ik?) skal rumme vennebesøg på lørdag. Og forældrebesøg på søndag. Jeg glæder mig rigtig meget til begge dele, men i virkeligheden kunne det sagtens have været en hvilken som helst anden weekend, jeg synes jo bare det er dejligt at disse mennesker kommer på besøg! (Og så er det jo altid godt med en undskyldning for at lave brunsviger!!)

Tror måske jeg kommer til at bruge de næste dage på at summe over hvorfor i år er så anderledes, og hvad jeg skal gøre ved det (og bare rolig, I slipper for at høre om alle tankerne, det er måske lige rigelig navlepillende…).

Meeeen helt galt er det nu ikke gået, jeg ønsker mig jo stadig alle de dejligt overfladiske ting som sko og tasker – og jeg har husket vigtigheden omkring at købe fødselsdagsgave til mig selv… i fredags var jeg på lagersalg hos min absolutte yndlingsdesigner. Er nu beriget med nye nederdele, bukser og forårsjakke. Så pyt med det indadskuende blik, alting bliver lidt bedre med en fornyet garderobe 😉