Gammel og slidt…

Den der Forestilling om at skulle på weekend med pigerne og komme retur med nyslåede fregner, med grin i maven og helt ladet op og klar til at se familien og være verdens bedste hustru og mor. Den forestilling er død og begravet og jeg må indse at det nok bare er mig, der er ramt af en overbevisning om at være 28 i stedet for 38… 

Det var en helt igennem forrygende fredag og en endnu bedre lørdag! Jeg er beriget med skønne, skøre og sjove veninder, som alle er fantastiske at være sammen med. De kender mig usandsynligt godt og er der for mig i tykt og tyndt. Beriget, siger jeg lige igen 😊 

Fejlen der gjorde at søndagen (og mandagen..) var meget tunge at komme igennem var de MEGET store mængder mad, chips, slik og sprut der blev kørt indenbords både fredag og lørdag. Et kalorieindtag svarende til en hel december!! Så da natten til søndag kom, måtte en hel del af alle disse gode sager retur igen. Og jeg hader at kaste op! Føj for den lede. Og derudover er jeg blevet den type der sover dårligt med alkohol i blodet, så søndag morgen besvimede jeg på badeværelset pga træthed, tømmermænd og almen dårligdom. Det er ikke bare sølle, det er bekymrende sølle!! 

Alko-pause?? Ja, det tror jeg nok!! Jeg kan jo ikke holde sukkerpause med mindre lægen tvinger mig – og hende skal jeg lige vende de her besvimelser med… nok ikke ligefrem et sundhedstegn… 

Godt på vej til 40 i en noget skravlet udgave – hvor fanden blev rock’n’rollen af???

Reklamer

På miniferie uden børn og mand

I morgen tidlig drager jeg mod Kastrup for at mødes med min mor og søster (bliver faktisk hentet og bragt af min meget servicerende far, så ‘drager’ er måske lige en tand for dramatisk). Og så tager vi simpelthen på dametur til Rom. Helt uden mænd og børn. Og jeg glæder mig helt skamløst. Min mor har inviteret min søster og jeg – bare fordi. 

Vi skal se en del af de obligatoriske ting – og så skal der ellers bare slentres, drikkes kaffe og rødvin, skåles lidt i prosecco, have lidt god mad (forudser at indtage det næste halve års forbrug af pasta på 3 dage!) og bare nydes. God løs plan, ik? Vi rejser i morgen formiddag og lander igen søndag formiddag. Fik jeg sagt at jeg glæder mig?..

Jeg har aldrig været så lang tid væk fra pigerne før, og det er dejligt trygt at de skal være sammen med faren og lidt med morfaren. Så i eftermiddag har vi sat ind på familiehyggen, Irma fik læst – også for Olga – og inden hun gik over til at synge teksten højt..


Vi fik spillet et par spil og sludret om dagen der er gået. Og jeg fik fortalt at jeg tog afsted på rejse i morgen. Fik to meget forskellige reaktioner: 

Irma: “mor, jeg vil ikke have at du rejser. Jeg synes du skal være hjemme hos os”

Olga: “betyder det så at vi skal have alt muligt lækkert når mor ikke er hjemme?? Far, gør det??”..

Samme genpulje!?! Jeg forstår det ikke altid. 

Hvad du ville ønske du aldrig havde gjort!!

Jeg elsker at hade disse click-bait-agtige overskrifter hvor jeg allerede inden klikket er foretaget, har fået dårlig samvittighed på neuroseplan og skyldfølelser nok til hele vejen ind i 2025. Og her til aften faldt jeg i endnu en fælde med en artikel fra Vores Børn, hvor de interviewer børnepsykolog/guru inden for opdragelse mv. Margrethe Brun om hvad forældre aldrig må gøre – men nok gør – og hvad de skal gøre for at undskylde/angre/modarbejde. Jeg nåede ikke artiklen igennem, for jeg havde dumpet i de første tre punkter og magtede ikke at få hele pladen fuld, og dermed vinde en bodsgang og omgang tørre tæsk fra de-korrekte-forældre-punktum-dk. For jeg ved sgu da godt at jeg ikke må råbe af mine børn. Du godeste. Og jeg ved da godt at jeg ikke må true mine børn til at opnå det jeg gerne vil: Hvis du ikke gør sådan og sådan, sker der sådan og sådan. Bare rolig, det er nu heller ikke mit førstevalg udi børneopdragelse – og alligevel kommer du ud af munden i ny og næ. Til gengæld er Irma nu erfaren ud i tomme trusler nok til at afværge 100% ved at sige: “man må ikke true mor, find på noget andet”. Hermed afmonteret!

Forleden klikkede jeg på en anden artikel med en listning af 30 (eller deromkring) ting, som skader børn FOR LIVET hvis du gør det som forældre!!! DANGER DANGER!! Hold nu op, hvor er det trættende. For her var der igen et væld at ting, jeg kunne bruge som checkliste for hvad pigerne kommer i terapi for i deres 20’ere.

Og hele denne dårlige samvittigheds-mani som jagter forældre (og som vi mødre primært suger til os?? eller er det bare sådan herhjemme??) er ved at suge mig ned i et sort hul, kaldet hverdags-træthed. For ikke nok med at du aldrig må hæve stemmen, sove over dig, være vægelsindet, lægge for mange planer, lægge for få planer, være for servicerende, så skal du også kunne håndtere arbejde, pendling, madplan, madpakker, forældreintra, gymnastik med forældredeltagelse, legegrupper, højtlæsning, indkøb, planlægning af fritid – OG helst sove godt om natten, spise grøntsager, dyrke masser af motion og smile imens. Smil for fanden da!!

Jeg kan faktisk godt alt det her, og ofte kører det virkelig på skinner. Men når jeg bliver dunket i hovedet af børnepsykologer og andre kloge hoveder, så får jeg bare mest lyst til at gå kontra. Helt på tværs. Marie-2-år-i-mega-trods! For ja, jeg råber og banker i bordet, men jeg får også mine børn til at grine hver dag! Hvis Irma beskriver mig som skrap og fjollet, er mit mål nået. Ukorrekt og trøstende. Og menneskelig.

Og hermed er jeg klar til en ny uge. Det krævede lige en salgstale!! Håber også det kan hjælpe et par stykker et andet sted.

Gode råd og hvordan jeg glemmer at lytte…

Tirsdag aften var jeg på Vallensbæk rådhus sammen med cirka 95 kvinder, 4 mænd og et styks familierådgiver. Lola Jensen – lille, sjov dame med mange historier, seriøse holdninger og en evne til at speedsnakke (med indhold), som jeg godt gad at mestre. Herhjemme har vi for efterhånden en del år siden lukket for tv-kanaler, så jeg har ikke mulighed for at se Lola Jensen på Tv2, med mindre det kan streames på facebook eller andet. Jeg læser nogle gange de her kilometer lange indlæg fra hende – og efter at have set hende live, kan jeg godt forstå hvorfor indlæggene er så lange, damen har seriøst meget på hjerte. Men hun er altså også seriøst underholdende. Oplægget handlede primært om de små ting i hverdagen. Små ting som forskel på drenge og piger (og mænd og kvinder!) og hvordan det nogle gange kan være svært at forstå hvorfor den 6-årige pige og den 6-årige dreng ikke kan rumme den samme slags beskeder på et givent tidspunkt. Hun talte meget om, at børn er så trygge ved gentagelser – specielt når de kommer hjem fra børnehave/skole, er trætte og “med en overophedet frontallap” (ja, det er vist et helt særligt Lola Jensen-udtryk…). “Bare sæt de samme små film på som de har set 40 gange før, det gør ikke noget”. Der bliver jeg nok ofte ramt af den der følelse af, at det er temmelig fordummende at se det samme My Little Pony-afsnit, som Irma har været meget ramt af – og Olga nu også kan svælge i… I det hele taget handlede det meget om den her overophedede hjerne, som nogle lærer at styre – eller måske nærmere blive venner med og lytte til. Om små børn, der lægger sig ned i flyverdragten og skriger lige op i luften fordi far sagde, at hun også skulle tage vanter på. Om voksne der kommer ind af døren efter en skæv dag på arbejde og i stedet for at kysse på familien, begynder at rydde op mens de vrisser af dem der tilfældigvis også er kommet hjem…

Kort sagt lød det hele utrolig bekendt … både dér hvor vi kigger rundt på hinanden i publikum og griner med en god portion selverkendelse, og der hvor vi helst ikke vil erkende, at damen taler lige til dit inderste grimme fjæs! Jeg kom hjem og var helt opløftet og følte mig klogere og gladere end da jeg tog afsted. Og onsdag var jeg klar til at være den bedste mor nogensinde – og måtte erkende, at jeg ikke engang kunne putte den ældste om aftenen… Hun blev ved med at diskutere med mig om godnathistorier, antal sange jeg skulle synge, ville bestemme hvor jeg skulle sidde, at jeg ikke måtte sidde for tæt på Olga… Jeg eksploderede i en grad, der virkelig ikke er noget jeg kan prale med. Og måtte overgive putningen til faren – og det samme skete fandme også om torsdagen. Jeg græmmede mig SÅ meget over mig selv. Og har brugt de sidste to dage på at reparere på min dårlige samvittighed og Irmas syn på min lunte og evne til at putte… Du godeste altså. Anede ikke jeg var udfordret på min pandelap, men så har jeg da omsider noget at skyde skylden på.

Sagde hun virkelig det??

Der er bare ting man ikke skal fortælle sine børn. Men sjovt nok skal den slags læres på den hårde måde…

Der er jo den her ting med, at jeg lige nu henter børn iført alt for stramme cykeltights. Øøøøndigt. Jeg er langsomt begyndt at affinde mig med det her look, men der er ting ved netop dette look som gerne må forblive min lille hemmelighed. Men ikke længere, takket være Irma. Tak skat.

Jeg hentede pigerne i dag sammen med Irmas veninde og hendes mor. Vi tog alle herhjem til leg og risengrød. Pigerne havde glædet sig hele dagen! På vej væk fra børnehaven, kom den skønne bemærkning, som jeg ville have ønsket ikke var blevet ytret – og slet ikke SÅ højt…

“Og min mor… Min mor har slet ikke nogen underbukser på”.

Tak…

Om teknik og panikangst

Der har været ret stille på bloggen her i september. Og det har ikke været med min gode vilje. Jeg har både hylet, skreget og banket min hånd ind i en dør (AV!!). Altsammen fordi jeg har været låst ude af wordpress og altså af min blog. Jeg har mailet med klog og erfaren hjælper. Jeg har haft besøg af bibliotekar-ven der kan finde bagveje ind i de fleste databaser. Og jeg har skrevet indlæg på online fora, oprettet pseudoprifiler og meget meget mere. Desperat siger du? Ja for fanden!! Endelig fik jeg hul igennem til wordpress’ egen support – ikke helt nemt, skal jeg lige hilse og sige, og her fik jeg langt om længe hjælp. Og en kyndig af slagsen. Så der kommer lige et godt råd herfra: Når du bliver rådet til at opgradere din sikkerhed, så tænk dig lige om en ekstra gang.
Lav i stedet et sikkert password, skift det med jævne mellemrum og lad så for guds skyld være med at køre det plugin der hedder totrins bekræftelse /Two step authentication.
Bare lad vær!! For når man som jeg, kom til at slette dokumentet med backup koder, og derefter så skiftede telefon uden at tænke nærmere over det, så var jeg fuldstændig spærret for adgang. Jeg siger tusind tak for hjælp til alle de tålmodige sjæle, jeg har snakket med – og så skal jeg prøve at blive bedre til at håndtere det panikangst, som jeg blev grebet af i sidste uge… Ikke videre klædeligt.

Der kommer lidt mere om børn og hverdag snarest… Jeg skal bare lige først lave en jubeldans over at være blevet lukket ind igen 🙂

Sker det kun for mig?

Jeg havde en klar forestilling om at lave nogle semisunde og lækre, børnevenlige pandekager til pigerne og mig til aftensmad. Men i stedet for at blive tykke, sprøde, græskarsøde, delikate pandekager, blev det til brankede klatkager, med streg under klat da de var helt umulige at vende… Irma smagte hvad der svarede til størrelsen på et riskorn, og var ikke videre begejstret – mildt sagt. Jeg overvejede ikke engang at servere det for Olga. Endte med at sætte skålen med den såkaldte pandekagedej tilbage i køleskabet (i et eller andet håb om at jeg finder på noget sjovt at bruge det til i morgen?..) De smadrede pandekager spiste jeg – efter jeg havde lavet havregrød til begge tøser… Børnene klager ikke over både at få havregrød til morgen- og aftensmad. Det skal nok bare ikke være en daglig gentagelse… Tror jeg forsøger mig med en mere sikker ret i morgen..

(Og nej, der er ingen fotodokumentation. Det bliver I altså skånet for…)

Et overflade-kig

Så går det altså lidt bedre. Ja, jeg ved ikke hvordan alle andre har haft det med at være sygemeldt, jeg synes fandme det er svært! Det er svært at slappe af, det er svært at lave ingenting, og det er svært have fokus på MINE behov. Jeg har set serier (og ikke rigtig noget jeg vil anbefale til nogle, det var bare noget trivielt tøsehejs), sovet middagslure, lavet mad, læst bog (og ja, desværre kun ental), dyrket yoga og gået og cyklet ture. Èn ting ad gangen! Og så har der også været lidt psykolog- og læge-sessions. Her er altså ikke blevet renere eller omorganiseret eller ryddet op i kælderrummet. Men der ER blevet lappet klapvogn, tømt ud i toiletskabet og løbet et par praktiske ærinder…

Nu er jeg kommet dertil hvor de professionelle i mit liv – min læge og min psykolog – ikke er enige. I samråd med min læge er jeg i dag startet på job igen. Min psykolog var mildest talt ikke tilfreds med den beslutning, og havde hele bekymringsarsenalet fremme. Både fordi det ER tidligt og hurtigt i forløbet, men helt sikkert også fordi jeg sidste gang tudede mig igennem mine 50 minutter… Til at starte med er det to dage om ugen, og det er med afgrænsede arbejdsopgaver, så jeg synes ikke det er så overmodigt som psykologen fik det til at se ud. Jeg har fået strenge ordrer om at mærke efter, lytte til krop og hoved, og acceptere hvis nogle dage ikke bliver til mere end lidt over frokost.

I weekenden har jeg haft skubbet tankerne om mandag morgen fra mig, og bare fokuseret på at være sammen med familien, og gøre det JEG havde lyst til (jeg slås altså stadig med det). Og i går aftes begyndte sommerfuglene langsomt at forme sig i maven. Held i uheld har vi de sidste tre nætter sovet sammen med en pibende-moslende-febersvedende halvandenårig, der skal have en kindtand, så der har ikke været så meget fokus på arbejde her… Sov når du kan, er princippet her i huset.

Og i dag, klokken 7.20 sad jeg så i bilen igen. Bekendt og fremmed på samme tid. Helt ind til afkørslen ved Roskilde S sad jeg og lyttede efter om sommerfuglene blev til hjertebanken. Om nervøsiteten blev til mere end bare dét. Men nej, jeg har virkelig haft en god dag. Jeg har tygget mig igennem min indbakke, fået ordnet et par småting, talt med nogle kolleger, læst op på lidt forskelligt, og ellers bare sørget for at tage den med ro i mit eget tempo. Og alle har været så megasøde! Omsorgs- og respektfulde!

Jeg er træt helt ind til benet som jeg sidder her i sofaen, men det er en tilfreds følelse jeg sidder med. Jeg er ikke i mål, men jeg er på vej, og det føles sgu godt. Jeg er i gang med at lære en hel del om sig selv, og der er en hel del jeg skal arbejde med og gøre anderledes. Så jeg tror ikke jeg er færdig med at være træt helt endnu… Og så er jeg skideglad for at jeg har fortalt om alt det her på bloggen. Det har givet mig helt overvældende meget feedback, opmuntring og inspiration. Og jeg er utrolig taknemmelig for hver eneste kommentar og mail jeg har fået. Og ja, blomster, kram og opkald har også været fuldstændig fantastiske. Tusind tak!

Kims leg for begyndere

Jeg sad forleden og skrev på et indlæg om koncentrationsbesvær… men jeg blev distraheret og det blev aldrig postet. Ironisk nok.

Det går lidt trægt med at huske alle detaljer, ting der skal huskes, ting der skal gøres, ting, der skal ordnes – heldigvis har jeg ikke formået at glemme mine børn endnu, og jeg satser hårdt på at det ikke sker. Men jeg er nu nået til at vejen jeg kører til og fra arbejde foregår ret meget på rygraden, og jeg tænker ikke mere om hvor der skal drejes og hvad gps’en siger. Det er jo lige før jeg har en formodning om at de andre biler på motorvejen har det fuldstændig ligesom mig… Vi sidder alle i vores små kabiner, og leger at de er private værelser, hvor vi kan opføre os som om ingen kiggede. Der blir pillet næse, skrålet med på musik, røget cigaretter, snakket i mobil, givet vrede håndtegn til nabobilen og lettet lidt på venstre balle når der lige skal slås en prut.. For der er jo ingen der kigger…Men ligesom med alt mulig andet, bliver gentagelser ret trættende i længden, og jeg er ved at nå et seriøst mætningspunkt hvad angår min biltur. Eller måske trænger jeg bare til påskeferie… Da jeg arbejdede i Gentofte og kunne cykle på arbejde, var det nogle gange nødvendigt at ændre cykelrute, for ikke at kede sig selv ihjel på cykelstien. Men det er bare lidt svært i bil. Jeg kan skifte imellem hvor jeg hopper på motorvejen, men ruten fra Amagermotorvejen til Roskilde S-afkørslen, kan jeg ikke rigtig slås med.

Nå, jeg skal ikke trætte jer mere med pendlerlivet, jeg har bare tænkt lidt over hvordan vaner kan føre til demens, og hvordan man kan vække sin hjerne til live igen. Og jo, selvfølgelig overdramatiserer jeg situationen!

Og apropos at bryde vaner, så er det min tur til at planlægge date med manden i morgen. Og på trods af at vi bor i byen og har alle slags muligheder foran os, så synes jeg faktisk ikke det er helt nemt. Her gik jeg og troede at byen lå og ventede på at VI ville komme og bruge den efter fire års pause? Og nej, sådan var det fisme ikke! Jeg synes alting lukker tidligt, eller holder deres arrangementer tirsdag og fredag, eller koster en halv milliard, eller har et minimum deltagerantal på 20… Konceptet dinner and a movie går ikke her. Der skal noget andet til! Jeg er stadig i tænkeboks – så har du den fødte ide, så hold dig endelig ikke tilbage. Giv den demensramte en hånd!!

Dagens fem fakta

  • Jeg har lært, at det kan være svært at planlægge en omsorgsdag i februar. Irma og jeg skulle have startet dagen med et besøg ved ørelægen (pigen taler UTROLIG højt hele tiden, og går hele tiden hen og skruer op for lyden på musik og tv når hun kan), og derefter havde jeg tænkt at vi skulle i Zoo, lidt cafe og lidt hjemme-hygge-pusle-tid, inden vi hentede Olga. Men nej, omsorgsdag i februar blev forvandlet til børns første sygedag – Olga med feber, Irma med hoste, begge med snot. Ørelæge meldte sig syg (ja, hvorfor ikke?), og vi brugte i stedet dagen på morfarbesøg (med kage, jatak) og med tandlægebesøg (tak til fleksibel skoletandlæge!).
  • Hjemmedag med to piger der begge kræver mere opmærksomhed end én person kan give, kræver meget mere kaffe end jeg har nået at brygge til mig selv i dag…
  • Alt kan tilgives og oplades på ny med et gjaldende “Mor, jeg elsker dig” (Efterfulgt af et meget mere insisterende “MOOOOOR, jeg ELSKER dig!” fordi jeg ikke lige responderede indenfor 100/sekund…)
  • Vi har hyret en babysitter! Jeg havde inviteret den søde pige på besøg til mad og en snak om alt det praktiske, og det gik fuldstændig forrygende. Hun er oprigtig glad for pigerne, og vi er 100% trygge ved at sætte hende som brandvagt næste gang vi gerne vil ud – om ikke så forfærdeligt længe…)
  • Manden og jeg er blevet afhængige af True Detective – serien vises på HBO og er fem afsnit inde. Den er blændende god, og endelig har vi noget vi ser sammen. Ved bare ikke helt om jeg skal afsløre hvor mange mareridt jeg ved jeg får, pga den her serie…