Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Reklamer

Mormor henter

Nu er det testet. Både morfaren og mormoren har nu hentet Irma i vuggestue, og det er gået supergodt begge gange. Irma var i højt humør da hun blev hentet, de havde været på tur til Bondegården med stuen det meste af dagen. Og hun snakkede både om heste – og hvordan hun var blevet skubbet til af en ged… Jo jo, der er skam natur herude på Amager! Hun var tilmed det eneste af børnene der holdt sig vågen på vej hjem, alle de andre var kollapset i klapvognene. Og var åbenbart selv ret tilfreds med den situation, det havde hun snakket en del om på hele turen 🙂

Så Irma og mormor har hygget med iskøb og gåtur hjem, og til aftensmad havde Irma fået serveret pasta med hjemmelavet pesto (livret lige efter farens pizza…), hvorpå hun havde spist sin egen OG mormorens portion… Man blir jo så sulten af al den friske luft! Både manden og jeg har haft sene møder i dag, og så er det bare så vild luksus at have mine forældre så tæt på til at komme og hjælpe med logistikken.

Og apropos logistik, så har vi i dag hentet vores bil! Så bliver det pludselig en del nemmere at komme over sundet og besøge familie, og en del hurtigere at komme til og fra vestegnen. Nu ved jeg godt der kun er 20 km til Brøndby, og at der er fine forbindelser mellem her og der, men jeg ved simpelthen ikke hvor mange gange vi praktisk talt er løbet midt i en samtale fordi vi skulle nå den bus der kun går én gang i timen. Det glæder jeg mig rigtig meget til at slippe for.  Eller hvor ofte jeg har bedt om at blive kørt hjem…ikke særlig 33-år-gammel-agtigt vel?.. Så selvom det koster lige så meget som halvanden vuggestueplads at være bilejer, er jeg sikker på at vi bliver glade for det. Vi skal på vores første langtur i weekenden – og glæder mig til at teste både køreevner (bilens, ikke mine…), GPS og grad af komfort! Håber bare ikke Irma udvikler den køresyge som både manden og jeg har døjet med som børn. Jeg er ikke sikker på at varm bil, opkast og graviditet er nogen lykkelig kombi…