Musikidentitet

Når jeg tænker tilbage på mine unge år som 13-15-årig, i starten af 90’erne, så husker jeg mig selv med farvede, hullede jeans, langt hår og converse-sko. Jeg hørte Guns’n’roses, Metallica, Alice in Chains, Soundgarden og Nirvana. Senere på efterskole blev der lagt med ovenpå, både mere flippet og mere hårdt. Fra The Doors og Pink Floyd til Pantera og Sepultura. I gymnasiet var jeg tit sammen med veninder der hørte britpop, Oasis, Blur og Pulp, uden sådan helt at falde for genren. Og i mine 20’ere blev kærligheden til hård rock udsat for en hel del koncerter og jam-koncerter. Søndage med ondt i nakkemusklerne var ret hyppige… 

Men samtidig med det her spor af metal, har jeg haft en musikaffære. Et langtrukkent, svedigt og oppe-hele-natten forhold. Dansegulvsforholdet!! For selvom jeg har været til mange koncerter hvor dansen mest har været vi-smadrer-ind-i-hinanden-foran-scenen, så er det begrænset hvor skægt det er i længden med maste bryster og albuer i ryggen… 

Og den her affære har langsomt men sikkert vundet over rocken. Jeg tager mig selv i at lytte til Nova frem for DR Rock i bilen. Jeg kan teksten til langt de fleste Meghan Trainer og Justin Bieber-sange som Irma hører på youtube, og sætter hellere Bruno Mars på når jeg laver mad end det nye fra Metallica… 

Til sommer skal manden afsted til Copenhell som han plejer. Og jeg har længe haft lyst til at købe en éndagsbillet og se alt det som han er så vild med. Jeg er sikker på at det blir megafedt, men jeg kan ikke sige mig fri for hellere at ville til en stor fest med en seriøs god dj… Lad det blive mellem os, det er 25 års musikidentitet der er på spil!!

Reklamer

Musikken i familien

I 3. klasse da kataloget fra musikskolen i Præstø kom, spurgte mine forældre mig, om der var noget jeg havde lyst til at gå til. Jeg bladrede kataloget igennem et hav af gange, tænkte mig godt om, og svarede så ‘blokfløjte’. En af mine gode veninder skulle nemlig også starte til blokfløjte, så det gav fin mening i mit hoved. Vi kunne jo følges. Og det gjorde vi. Min interesse holdt til præcis to undervisningsgange, hvor Kamilla allerede var blevet væsentligt bedre end mig. Så holdt det sjove ved blokfløjten op… Heldigvis var mine forældre okay med mit kasten-håndklædet-i-ringen, men de mente nu alligevel, at det med at spille et instrument, kunne være en god ide. Nu, en anelse klogere, valgte jeg så det instrument som ingen andre valgte: Violin.

Jeg havde en vældig sød lærer, der på bedste pædagogiske vis lærte mig suzuki-metoden (det kan googles, hvis I vil vide mere…). Han stoppede desværre efter et år – om det var min skyld eller den fremskredne alder, fremgår altså ikke af denne historie… Den næste lærer var vanvittig pjattet med folkemusik, og her skulle jeg så lære at spille musik til kendte folkedanse-sange (kendte…jeg gik nu i 4. klasse..), og han gik meget op i, at jeg dansede lidt omkring mens jeg spillede… Han og jeg blev aldrig gode venner! Årene efter gik jeg på Nykøbing F. musikskole og spillede bl.a. som andenviolin (…) i et strygerorkester.

Lad mig sige det sådan: Jeg blev aldrig god! Jeg øvede mig virkelig sjældent og jeg hadede at spille for andre end mig selv. Jeg lærte aldrig de der noder (tror faktisk jeg ville have nemmere ved hebraisk!), og juleaftenerne hvor jeg skulle akkompagnere til Dejlig Er Den Himmelblå, var aldrig specielt gode før DET var overstået. Vi havde en hund dengang, og hver gang jeg hev violinkassen frem for at øve mig, så løb den pibende i kælderen (her burde jeg have indset et par ting…)

3xIrmaJeg elsker musik og kan rigtig godt lide at synge (mest godnatsange for pigerne), men det, med det musikalske er vist begrænset til en okay rytmesans og en erkendelse af begrænsninger (jeg må fx ikke fløjte når manden er i nærheden…) Irma er også VILDT glad for musik. Hun er startet på et nyt dansehold, og er vild med det. Hun elsker at fjolle rundt til musik og så kan hun melodi og tekst til efterhånden rigtig mange sange. Hun genkender melodier når vi hører dem i radioen, og prøver at synge med lige så snart hun øjner en mulighed. Hun digter tekster til melodier der kun findes i hendes hoved, og hun finder på nogle supersjove ting ind imellem. Bedstemoren har i lang tid rost hendes sangstemme, men både manden og jeg har grinet lidt af det og bare hygget os med, at hun er så glad for sang og musik.

Men i dag (sgu!) er hun blevet rost for sit sangtalent! (og undskyld bedstemor/svigermor, men det er bare noget andet, når det kommer fra en ikke-familie-relateret kilde ;-)) En af Irmas pædagoger kom og fortalte mig, at Irma havde sunget solo til deres formiddagssamling. De synger den med ‘Og vi trækker skuffen ud, og vi skubber skuffen ind, imens røgen stiger opad sådan her…’. Og Irma havde så lidt senere, på pædagogens opfordring sunget den nede på legepladsen – helt rent og fint. Ja, hun havde faktisk gået gåsehud, så fint havde det været. Jamen altså. Så bliver man da lidt rørt som kun en umusikalsk mor kan blive…

(Tone)døv

Jeg kan aldrig blive træt af at høre ros af min datter, eller selv rose hende for den sags skyld. Men nogle gange er det altså ikke roserne der ligger først for. I morges havde vi fx en af de der morgener hvor Irma vågner før fanden får sko på, men er topglad helt ind til benet. Hun kommer ind for at putte i vores seng, men jeg kan godt mærke på lopperne i benene at det ikke bliver til mere søvn…
Og så bryder barnet ud i sang. Og sang praktisk talt non stop indtil jeg afleverede hende i børnehave. Og bestemt om jeg ikke synes at glade børn er søde børn, men hold nu op altså! Hvor meget en hoppebold kan et barn på knap en meter være??

Når Irma er så fuld af energi og musik, så er der ikke plads til ret meget andet. Bl.a. sætter hørelsen helt ud! Så det er nogle ret tossede samtaler man ender med at have:

Mig: Irma, kom og spis morgenmad.
Irma: Bimbambusse…bøllebobbøllebobbøllebobbob…

Mig: Du har lavet lort skat, du skal have en ren numse.
Irma: (løber ind i et andet rum) i Afrika jeg sååå, en indianer gå, med mave og bælte og krigsmaling pååå…

Mig: Vi skal ned i børnehaven nu, du skal have strømpebukser og støvler på.
Irma: Lille Peter edderkop, kravlede op af muren… Han skød den stakkels krage…

For fanden, hvor kan den pige mange sange!!