Begejstring – og mere nej…

Selvom man er nejsiger, kan man heldigvis godt udvise begejstring, og overfor de sjoveste ting. En ting er at få en stor krammer om morgenen eller når jeg henter nede i vuggestuen (hvis altså ikke man lige sidder på gyngen, så er der nemlig ikke tid til kram…), eller nikke ihærdigt når vi spørger om vi skal læse en bog. Men Irma er nu også begyndt at klappe og sige JAAAAAAAAA når fx farens nybagte brød bliver stillet på bordet, eller hvis morfar kommer med is – i det hele taget er det temmelig madrelateret begejstring det her, og det gør det da også lidt sjovere at lave mad, når det får den slags modtagelse 🙂 Har dog også oplevet det et par gange når Hr Skæg toner frem på skærmen…

Og i øjeblikket sætter jeg altså MEGET stor pris på al den begejstring jeg kan få! Jeg er seriøst bekymret for om den der trodsalder er begyndt at melde sig… Og ja, jeg har læst, at Jesper Juul (og sikkert mange andre anerkendte og dygtige folk) ikke kalder det trods, men noget andet og langt mere udviklende – men jeg må sgu sige, at når barnet smider sig midt på fortovet, skriger og græder, fordi hun ikke vil holde mig i hånden når vi går over vejen, så er det dælme trods! Og jeg må faktisk også sige, at jeg overraskede mig selv temmelig vildt i den situation (der kommer selvros nu, be ware!). Jeg formåede faktisk at tale med rolig stemme igennem hele scenen, og endte med at bære en mut, men stille pige over vejen. Så stolt!! Lige indtil næste fortov, hvor hele kampen startede forfra…

Og hvor manden mest synes det er komisk, så er jeg altså ved at gå op i en spids over alle de nej’er! Jeg har konstant en indre diskussion kørende om hvilke kampe Irma skal vinde, og hvilke hun OVERHOVEDET ikke skal – og det er sgu da ikke nemt. Hvilket faktisk skuffer mig en del, synes sgu altid det ser så dødnemt ud når andre forældre gør det! Pokkers.

Eksempel: Kampe Irma godt må vinde: En riskiks til, læse en bog mere, lege lidt mere med Lego, en gyngetur til, gå i stedet for at cykle hjem. Kampe Irma ikke må vinde: Ble på eller ej, vasket hår, tørret fingre af efter havregrødsfest, sovetider… Og efter at have skrevet den lille liste, kan jeg da godt regne ud, at det her mildest talt kun er toppen af isbjerget… Det med den rolige stemme på fortovet, kan godt gå hen og blive en éngangsforteelse…

Reklamer

10 x bonus!!

Så gik der hul. For første gang har Irma simpelthen skidt sin hud i laser… Vi talte sammen, og vi har skiftet 10 bonusbleer i dag – hendes stakkels numse og mave er helt i stykker. Så nu er hun puttet iført stykker af kogt stofble og godt med creme. Og så håber vi at aftenens kartoffelmos bliver lidt længere indenbords… Vi ved slet ikke hvad der har sat maven SÅ meget i gang, men min mor mener at kunne huske, at jeg også havde mavevrøvl når der var tænder på vej. Og Irma har helt sikkert ondt for tænder – vi har kæmpet med tandbørsten længe nu, men i de sidste dage er det blevet helt vanvittigt, hun nægter at tage den ind i munden, sidder bare med lukket mund, ryster på hovedet og græder – det er sgu da hjerteskærende.

Hun er i øvrigt blevet den store nejsiger, udover ‘hov’ og ‘hejhej’ er ‘nej’ det første rene ord hun er kommet med. Og det bliver understøttet af kraftig rysten på hovedet og stort grin. ‘Vil du have mere havregrød?’ udløser et stort smil, et kraftigt nej og et greb efter skeen… Ord og forståelse følges ikke helt ad 🙂

Nu sidder vi her lørdag aften, deler en flaske rødvin og planlægger menu for næste weekend – jeg har fødselsdag og har inviteret folk både fredag og lørdag, det bliver mægtigt. Indtil videre har jeg tre kogebøger åbne, har googlet op til flere opskrifter mens manden, ved hans computer, er i gang med at planlægge vinmenu – nyder hjemmelørdagen i fulde drag 🙂

Konsekvens NU!

Irma er begyndt at reagere voldsomt på nej’er – hun skraldgriner! Hver gang! Vi prøver at sige nej på en meget bestemt måde, måske endda tage den hånd hun laver ballade med, holde den så hun stopper med at slå, slukke for fjernsynet, tage toiletbørsten (…) og sige NEJ med store bogstaver og se meget alvorlige ud. Og når vi er helt alvorlige forstår hun det godt (ikke at hun husker ret meget længere end 2 minutter dog… total guppy-datter vi har…). Men langt de fleste gange hun får et nej, er hun bare flad af grin. Og det er bare så svært at bevare den stramme mine når der står en storgrinende lille charmer og tænder/slukker for fjernsynet. I går havde vi en “leg” (læs: Irmas leg, ikke min) hvor jeg tændte fjernsynet, slog hen på den kanal jeg gerne ville se, og satte mig til rette. Så kiggede hun på mig og gik målbevidst hen til skærmen, trykkede på afbryderknappen og kiggede afventende på mig… Lille provobarn!!

Hun har også opdaget, at hun får en skæg reaktion fra mig når hun slår sig selv… altså skæg som i, at jeg siger “stop nu Irma”, og ryster på hovedet. Nu øver jeg mig i ikke at reagere så hun holder op med at slå sig selv – hvilket resulterer i at vi nu har en datter, der render rundt og slår sig selv i hovedet når hun ser os…godt så. Det holder forhåbentlig op inden hun kommer seriøst til skade..

Vi plejer at være mere seriøse end det her: 

Ugerapporten

Vi starter fra begyndelsen: Baren i fredags. Det var SÅ sjovt!! Gamle venner, dans, mange mange øl og rigtig meget grinen 🙂 Der var virkelig god stemning fra start til slut, og det var helt igennem skønt at være til fest! Lørdagen var dog temmelig hård…Manden havde lavet planer om at besøge en kammerat om formiddagen, og alenemor med tømmermænd er sgu bare ikke en fest!!

Jeg fik til gengæld afprøvet at sige nej til Irma, og rent faktisk opleve at det virker. Hun synes at ovndøren er rigtig sjov at stå op af – man kan jo spejle sig i den… Men den bliver altså lige en tand for varm for små børnefingre når den er tændt. Så da jeg var i gang med at grille nogle peberfrugter var hun meget hurtig til at komme hen til ovndøren. Og her er det så utroligt rart at vide at morens bestemte og let angst-fremkaldte NEJ betyder at Irma sætter sig på numsen og trækker fingrene til sig (altså, jeg gentog jo kommandoen ca. 5 gange indtil hun ikke gad at prøve mere…)

Søndag var der desværre ikke mere autoritet tilbage i mig, sidst på eftermiddagen fik jeg det vildt skidt og endte med at gå i seng inden 8 med feber og kvalme – det kom simpelthen ud af det blå! I går eftermiddags var jeg stensikker på, at jeg var klar til at melde mig rask, men da jeg vågnede i morges var jeg stadig ikke gode venner med min krop. Oveni er hele hjemmet nu inficeret med sygdom. Manden har det ikke for godt, og Irma har feber for 2. aften i træk. Vi er hermed blevet til en bacille-celle 😦 Jeg håber dog at al dårligdommen har forladt i hvert fald mig i morgen. Det er aldrig særlig fedt at være syg, men når jeg oveni kun har været tilbage på arbejde i knap en måned, så er det virkelig ikke en god fornemmelse at være væk i over en halv uge.

Lige nu sidder jeg og er temmelig overrasket over hvor glad man kan være når man er en lille pige med feber, snot i hele hovedet og manglende appetit!? 🙂 Totalt oppe og ringe, fatter slet ikke hvor hun får energien fra – men er da glad for at hun ikke bruger sin sygdom på at sidde og græde!!