Tatoveringer og honningkagegaver

Tirsdag morgen var der ingen synlige nisseløjer og tilsyneladende var begge piger åbenbart bare så trætte, at de ikke rigtig bed mærke i at noget manglede. Men da pigerne gik ovenpå og tændte lyset på værelset, var der diskostemning (og lidt svært at se hvilket tøj man skulle have på…) Er stadig vild med at min gamle kollega viste mig at man med simpel diskopære, kan lave sjov i den almindelige lampe. Ingen af pigerne havde problemer med at det kun er et år siden at Nisseline sidst lavede discofest i køkkenet, Olga synes især at det var smadderskægt. Igen.

For at fejre at nissen havde fået det væsentligt bedre i løbet af dagen (…) var der honningkage-snemænd i stuen da vi gik op for at se julekalender. “Se hvad Nisseline er kommet med!!” Elsker at der er totalt accept af julekonceptet 😊

Her til morgen vågnede alle med små fingertatoveringer. Sørme om ikke Nissen havde lavet tatoveringer med julemotiver i løbet af natten. Olgas var desværre temmelig tværet ud, og Irma synes det var ret pinligt at hendes nisse havde gjort noget synligt på en skoledag, så hun fik skrubbet tatoveringerne godt væk… Nåja, kan jo ikke ramme plet hver gang.

Reklamer

Når nissen er syg…

Jeg plejer at prale med at vi er familien, der aldrig bliver syge. Men jeg er lige nu lagt ned IGEN af latterlig virus. For 2 uger siden var det mave-ballade. Denne gang er det snot og feber. Og ovenpå weekend med firmajulefrokost i fredags virker det på en måde endnu mere sølle at være syg på en mandag! For i fredags valgte jeg at ignorere de beskeder min hals og mine bihuler prøvede at fortælle mig. Det var ærligt talt nogle ret kedelige beskeder. Og festen var skidesjov.

Og så er det bare gået ned ad bakke hele weekenden. Øv, hvor var der ikke meget adventhygge i vores lille hjem i går. Jeg havde planer om juletræ og alverdens ting, men nej, vi var bare indendørs og lidt kedelige. Og det smitter sjovt nok af på Nisseline…

I weekenden fik jeg kæmpe hjælp af mine forældre med juleriet. For det første sov pigerne hos dem mens jeg dansede fødderne ømme. Hele lørdagen gik med at rulle pebernødder, lave klejner og vende æbleskiver sammen med mormor og morfar. Og mine tømmermænd og begyndende syge legeme blev forkælet med varm leverpostej og julegodter. Og søndag havde Nisseline fundet den store kreagave frem og foræret pigerne limpistol og masser af julepapir. Så nu kan produktion af fantastiske julekreationer gå i gang.

Her til morgen var nissen stadig ret skidtmas så indsatsen var derefter, men pigerne blev alligevel ret begejstrede. Væk var hinkeruden på gulvet (lige i tide til besøg af rengøring i dag…), og en besked lå klar på spisebordet.

I morgen blir det nok noget med et par gengangere fra tidligere år. Så må vi se om de kan huske det…

Og der var skuffede børn

For tiden har vi nogle temmelig trætte og sure børn der kommer ned om morgenen. Meget modvillig start på dagen. Jeg tænker det er en kombi af sort og vådt vejr plus lidt for sene sengetider pga alle de julekalendre der skal ses. Og morgentrætte børn har det med at skjule deres begejstring for mere eller mindre alt, ret godt. Inklusiv nisseløjer. Der er ikke ret meget der er skægt eller gavmildt nok. Og jeg må ærligt sige, at det giver et knæk i motivationen sådan at blive mødt med sure kommentarer som: “Hvornår kommer nissen med en gave?” eller simpelhen bare sige den mest morgensure hrmpft-lyd, der kan komme ud af et menneske før 07 om morgenen…

Her til aften gik Olga i seng efter aftensmaden. Hun havde besluttet at hun ville stå på rulleskøjter indenfor (og jep, det må hun gerne – hun fik dem for tre uger siden, og det er bare for mørkt, koldt og vådt, at lære at stå på rulleskøjter efter børnehave udenfor!), men hun manglede de shorts som åbenbart var det bærende element i den akt… Og shortsene ville ikke findes. Så grædende lagde hun sig i sin seng – og mens jeg var ude med skraldet gik hun ud som et lys… så mon ikke vi får lidt friskere børn til morgenmaden i morgen?.. 12 timers søvn må da gøre noget!

Nå, men selv sure børn skal drilles og overraskes i december. Så i går morges havde de små nisser tilsyneladende leget sneboldskamp henne ved nissedøren. Og i morges var der chokolader i havregrynen og grøn mælk på forældrenes morgenmad.

Hop hop hop…

Der bliver skruet gevaldigt op for decemberstemningen herhjemme lige nu. Vi følger nu med i helt tre julekalendere fordi Irma (hende den store på snart 8!) mener, at det ikke er jul uden Bamses jul. Og hvem gider ikke bruge 20 minutter om dagen på at høre sine børn grine så meget at de får ondt i maven? Jeg ved ikke helt hvad det er ved Bamses jul der er SÅ skægt ved 5. gensyn, men gør det bestemt gerne.

Derudover har jeg lige åbnet den mindste pakke jeg nogensinde har set. Irma havde nemlig givet Nisseline en pakke med små fine hjerter i og et lille brev – og små afknækkede brunkagestykker serveret på en legotallerken. Der blir kræset for husets mindste logerende lige nu. Men ikke kun Nissen får gaver. Forældrene fik en hjemmelavet julekalender i dag. Tegnet og farvelagt og med små beskeder til den der åbner. Godt man ikke er den sentimentale type der kunne blive rørt over den slags…

Og selvfølgelig har Nissen igen takket for gaver og opmærksomhed ved at lave løjer. I morges hang tandbørster og tandpasta i snore ned fra badeværelseslampen. Olga synes det var vældig festligt, men havde samtidig en voldsom trang til at rydde op efter rodenissen inden morgenmaden…Og i morgen skal pigerne tilsyneladende hoppe ind i den nye dag… Det er jo gymnastikdag om tirsdagen så det passer helt perfekt.

Hjulpet af julekalenderen

Kors, hvor blev de glade, de piger. Alle deres forventinger blev mødt da de kom ned ad trappen i går morges. De vågnede endda før vækkeuret – hvilket ikke er normalt i hverdagene – og var så spændt på at komme nedenunder. Og nissedøren var der. Og en Legokalender. Og brevet fra Nisseline. For hulan de var begejstrede. Da jeg kørte hjemmefra var de begge kommet i tøjet og var i fuld gang med at lege med deres legopige.

Manden fandt dog Irma sidde ved spisebordet og se lidt mut ud efter lidt tid. Han spurgte hvad der var i vejen. “Jamen, det er den nissedør. Det er jo ikke en rigtig dør. Den er jo bare sat fast på væggen”… åh altså. Faren var ude i noget med nissetrylleri og hemmelige gange og alverdens ting. Og da vi i går aftes så første afsnit af Snefald (julekalenderen på DR) kunne jeg godt se genkendelsen i Irmas øjne da hovedpersonen Selma døjer med nogle klassekammerater, der driller Selma med, at hun tror på julemanden. Ikke at Irma blir drillet, men hun er nu i den alder, hvor klassen er delt op i dem, der stadig holder fast i eventyret og dem, der har vinket farvel til illusionen. Vi krydser fingre for at fantasien trods alt vinder over fornuften. Det er da sjovere!

Her til morgen havde Nisseline farvet klatkagemassen lilla – et stunt som pigerne bestemt synes var sjovt, men som ikke gav så meget salg i klatkagerne… og om lidt skal jeg ned og finde adventspakker og endnu et brev fra Nisseline frem.

Selvom jeg dybest set synes det her jul er noget værre rod, er det nu meget hyggeligt.

And so it begins

Og det skete i de dage… eller mere præcist den sidste aften i november, at voksne holdt sig oprejst fra sofaer, og mens børnene sov deres englesøvn, foldede kreativiteterne sig ud… Åh ja, 1. december. Du melder din ankomst med lige mængder glæde og pres. Du er elsket og hadet som ikke mange andre datoer. Og i præstationsangstens skær, frygter vi hvordan vi kommer til at se ud på de sociale medier. Vi prøver ikke at skele til naboens draperede lyskæder og hjemmelavede nissehuse. Vi forsøger at hvile i “vores er også godt” med et strejf af “pyt”. Og så håber vi at børnene elsker det hele og ser den lidt fallerede julepynt købt i Tiger for 4 år siden, i det magiske lys, som vi ønsker at fremstille det i. Åh ja, december… nu er du her…

I morgen fredag flytter Nisseline ind. Med samme punktlighed som altid. Nissedøren er landet og pigerne har glædet sig i flere dage. Irma i en slags dilemma, da hun også er mødt af børn i klassen, der ikke længere tror på nisser og derfor udfordrer hendes lyst til at holde fast. I morgen er lidt en særlig dag fordi det jo netop er den første dag. Så de får både kalenderbog, et brev fra Nisseline, julepynt i køkkenet og to pakkekalendere som manden ikke kunne stå for. Så må vi se hvad de siger til det.

Julestemningen er landet

Der er én herhjemme, der har frabedt sig julepynt før d. 1. december, og af hensyn til husfreden må det hellere overholdes. Så ingen julepynt herhjemme endnu – men så er det jo godt, at julehyggen kan opstøves andre steder. Først afsted til gymnastik-julehygge med gymnastikforeningen hvor op imod 12 frivillige trænere havde tømt redskabsrummet og sat den vildeste børnebane op. Så et hav af børn med nissehuer rendte rundt og lavede gymnastik – og fik inden vi sluttede, sagt hej til julemanden der kom med godteposer til alle.

Bagefter tog vi ind til Østerbro, hvor vi var inviteret til klippe-klister-stue tilsat massive mængder af godter fra Karen Volf. Jeg fik aktiveret min flette-julestjerne-hjerne, som på besynderlig vis altid lukker helt ned knap 11 måneder om året. Og jeg fik sæsonens første kop gløgg. Helt sikkert ikke den sidste.

Så nu er der i hvert fald tre herhjemme, der er tunet ind på at december starter lige om lidt. Og pigerne har spurgt ind til Nisseline omkring 8 gange i dag. Der er stor forventning om at hun flytter ind som hun plejer nu på fredag – og listen over de løjer der følger med, er under skarp udvikling…

SPONSORERET INDLÆG.

24.december

Jeg bliver altid lidt i tvivl om jeg synes december er gået langsomt eller stærkt. For på arbejde er december nærmest spurtet forbi, og det samme ift at nå i mål med julegaver og forberedelser til jul og fødselsdag. Og langsomt ift at slæbe sig igennem to julekalendre, især med nissebandens virkelig ringe fremførte sange, og ikke mindst komme i bekneb med at finde på flere nisseløjer. Men i mål er vi i hvert fald, også selvom Irma siger fødselsdag dobbelt så mange gange som hun siger jul når hun fortæller om hvad hun glæder sig til.  

I nat er Nissen til gengæld rejst. Vi må gå ud fra at julemanden har brug for flere kræfter end normalt, så alle nissestyrker bliver tilkaldt. Retur til hovedkontoret. Hun har efterladt en hvid væg under trappen, der hvor hendes dør sad, og en lille slikpose til hver af pigerne. Nu håber jeg bare at især Irma ikke bliver alt for skuffet, hun har nemlig talt om hvor dejligt det ville være at have Nisseline med til sin fødselsdag. Men jeg synes det er vigtigt at holde tingene lidt adskilt, så fødselsdagen overskygger juleriet. Og at Irma får lov til at holde fødselsdag med yndlingsting, livretter og hurraråb – uden forstyrrelser fra nisser og juletingeltangel. 


I morgen mangler jeg kun at pakke en mandelgave ind, pakke en taske og slæbe et uhyre stort antal pakker ud i bilen inden vi bevæger os mod Brøndby. Der skal nok også lige læses det sidst kapitel i Julekalenderbogen, og nydes den sidste stump på kalenderlyset. Så sætter vi alt ind på julehyggeriet, en enkelt dag mere. 

Må i allesammen få en skøn juleaften!!! Håber den bliver bedre end normalt, at anden bliver særligt saftig og rødkålen særdeles smagfuld. Håber I er omgivet af dem I holder af, og krammer dem mere end I plejer 🙂 Stort kram fra mig 

23.december

Der var hul i julekalenderen i går. Pigerne sov hos mine forældre og brugte hele formiddagen på at bage jule-småkager. Rigtig dejligt for alle parter. Og ingen har tilsyneladende savnet nissen. Vi brugte friaften til at gøre hver vores ting. Manden havde venner på besøg til brætspil og jeg var i byen med kolleger, og kom lidt “træt” hjem. Temmelig sent. Og med en stærk smag af gin i munden.. 

Her til aften har jeg pakket de sidste pakker ind og julen kan nu bare komme an. Og i morgen står den på konfekt, havregrynskugler og lidt fødselsdagsforberedelser. Satser på at blive ramt af sukkerchok lige omkring frokost. Passende juleferie-tilstand!!

Rodenissen har åbenbart også ordnet gaver, men er igen megadårlig til at rydde op. Blir nødt til at opdrage på hende før næste år. 

21.december

Det er på ingen måde kun forældrene herhjemme der er ramt af ferietrang! Begge piger er helt færdige når de rammer dørtærsklen og der er nærmest kun en forkert ske ved aftensmaden til at vælte hele læsset… Olga endte med at gå i seng kl 18 i dag, sur og træt lagde hun sig i vores seng, og har sovet lige siden. Jeg forsøgte at bære hende ind til sig selv da Irma gik i seng, men for en time siden kom hun retur. Vi burde afgjort være mere hardcore på sovning, men jeg magter det ganske simpelt ikke. Sidste år smadrede vi helt og aldeles nattesøvnen i juleferien da vi hængte Olgas sutter på suttetræet tre dage før jul – orker ikke den slags igen. Denne juleferie kræver søvn. Og om det så blir med eller uden børn i armhulen er jeg så godt som ligeglad med! 

Pigerne og jeg fik risengrød til aften, Nissen er tilfreds. Så i morgen hygger hun om os med levende lys og små nisser på bordet 😊