Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

Reklamer

For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!

Sikkerhed…

Nu arbejder jeg i et firma, der går utrolig meget op i sikkerhed. Også til et niveau, der for udefrakommende kan virke temmelig ekstremt. Men efter et par ugers indgående hjernevask formidling, kunne ingen medarbejdere finde på at drikke kaffe uden låg, tage trappen uden at holde i gelænderet eller sætte sin computer på en afsats. Helt utænkeligt. Nu burde det jo så være sådan, at al denne sikkerhedstankegang ville gennemsyre min hverdag, også i forhold til børnene. Men ak… Jeg er sgu nok lidt loose lige der. For når de fx cykler herhjemme i gården, så kan de sagtens cykle uden hjelm. Eller hvis de står på løbehjul, lader vi dem også gøre det uden hjelm. Og den regel var sådan set også ok, indtil for omtrent et halvt års tid siden hvor udfoldelser på cykel og løbehjul gik temmelig meget amok. Irma øver sig pt i at køre på løbehjul uden hænder. Eller siddende. Og begge dele i ret høj fart. Olga er blevet god til at køre på skrænter, ned ad bakker, i zigzag – også med temmelig god fart… Og da min nok lidt for laissez-faire tilgang til ikke-hjelm blev iagttaget til familiefest i lørdags, stod det klart, at vi nok bør skærpe reglerne en anelse. Pigerne kørte ræs ned af en flisebelagt sti mellem en parkeringsplads og et busstoppested. Stien var forholdsvist stejl og der kom virkelig god fart på. Pigerne havde en fest! Og vi havde ikke liiiige fået de hjelme med…

Nåja, der skete jo ikke noget – bortset fra min stakkels kusine, der var ved at få et hjerteslag når de små løbehjulshjul kom stormende forbi. Der skete ikke noget før i søndags altså. For efter pigerne havde været til legeaftale om eftermiddagen, kørte vi på dyregården – et dejligt lille bondegårdsidylramt sted i Albertslund – hvor der skulle klappes kaniner, gives æbler til heste og snakkes om store gede-yvere… Alt var godt, indtil cykelturen hjem. Vi er ikke kommet ret langt, og jeg kører bag ved pigerne. Olga er nok lidt mere træt og distræt end jeg regner med, så da vi nærmer os en bom, som Irma i selvsikker stil kører udenom, banker Olga lige hovedkulds ind i den. Hun ser den bare slet ikke. Og hendes cykelhjelm sidder ikke stramt nok på, og bliver derfor skubbet bagud, og giver panden det fulde drøn fra metalstangen. Åh, hvor blev hun forskrækket og ked af det. Og sikke en bule hun fik. En sød mand kom løbende med klædesvøbte frosne ærter, og det hjalp lidt på hævelsen. At hun overhovedet fik hjelmen på igen og op på cyklen, er nærmest uforståeligt. Der måtte et løfte om is til, men så cyklede de små ben også hurtigt de godt 2 km hjem. Med bule og hjelm.

Og så skal jeg lige skynde mig at sige tak for alle jeres fantastiske kommentarer – primært på min facebook-profil til gårsdagens frustrerede indlæg om mad, men også her på bloggen. Jeg forsøger at hvile i, at børnene trives, er mætte, spiser deres gulerødder (udover pasta med smør…), og har energi nok til cykelture og vilde løbehjulsræs. De er nok bare børn, og jeg er nok bare utålmodig – der er mantra-potentiale i den sætning!!

 

At være savnet

Jeg ved godt jeg ofte blir lamslået af hvor forskellige mine piger er af sind, men i dag er jeg endnu engang faldet på rø… over, at de kommer fra præcis samme udgangspunkt…

Vi er taget alene i sommerhus her til aften. Der skal males udendørs i morgen, og det blir simpelhen for kedeligt hvis pigerne skal sidde på sidelinjen hele dagen. Så mine forældre tilbød at underholde mens vi så får både friaften og arbejdsdag med god samvittighed i morgen. Tak for det!!

Inden vi kørte fra Brøndby, skulle Irma dog lige advare mormoren om, at hun i sidste weekend, da de sov hos bedsteforældrene på Fyn, kom til at savne os, og på et tidspunkt var blevet ked af det. Mormoren tog det med vanlig ro og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

Men inden vi faldt helt om over, at vi ikke kunne rejse fra børnene under et døgn uden at være savnet, kom det meget nøgternt fra Olga:

Jeg savnede ikke mor og far da vi var hos bedstemor og bedstefar, for vi fik både slik og is.

Og sådan kommer man nemt ned på jorden igen, når man hurtigt kan bytte et sæt forældre ud med et par vingummier…

Vi dropper sgu skolen 

“Og ved du hvad, ved du hvad, mor. Jeg kan faski læse nu! Det er faski rigtigt! For jeg var på tur med Kirsten, og jeg var den ENESTE der var med. Og så læste jeg i bøger. Helt selv. Så nu kan jeg faski læse. Faski.”

Lidt senere, efter aftensmaden talte vi om dyr, hvor store de var og hvilke andre dyr, de ville kunne slå. Og her tænker jeg, at vi måske alligevel ikke helt skal afskrive ideen  skole…

“Når rævene skal ned i deres huler, graver de så trapper? Kan de overhovedet gå på trapper? Eller laver de en rutsjebane under jorden? Og hvis der er en rutsjebane, hvad siger rævene så når de rutsjer ned? Siger de  ‘WIIIIIII’? Eller hvad siger de?”

Jeg fik i den konstante talestrøm og bombardement af spørgsmål indskudt at ræve næsten lyder som hunde. 

“Nå?! Så når de rutsjer ned af rutsjebanen ned i deres hule, siger de så ‘vov vov vov'”???

Imens var faren og Irma nået til at snakke om både grævling, elefant og løver. Hvor store de var, hvilke andre dyr de spiser og hvor de lever. Tror ikke vi kommer udenom at finde en zoologisk have mens vi er på ferie… 

De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

Om læger og hospitaler

Min mor og pigernes mormor er lige nu indlagt på hospital og er blevet beriget med en ny hofte. Pigerne har været ret optagede af hvad søren det egentlig er, der sker med mormor, og om det gør ondt, og hvor længe hun skal være der. I dag ringede jeg til hende på hospitalet – alt er gået som det skal – og det affødte en ny snak. Vi startede med bedøvelsen:

Mig: “Lægerne stikker mormor med en nål og så sover hun superdybt og kan ikke vækkes før lægerne bestemmer det. Og når hun er bedøvet kan hun ikke mærke noget”

Irma: “Ligesom når du besvimer?”

Mig: “Nej, slet ikke. Besvime er ligesom at sove almindeligt, bedøvelse er en meget tungere søvn”

Irma: “Kommer hun også til at sove helt almindeligt igen?..”

Olga: “Hvis man skal stikkes med en nål, vil jeg ikke prøve det!!”

Og bagefter talte vi om operationen:

Mig: “Mormor havde rigtig ondt i hoften når hun gik, men nu har hun fået skiftet den dims i hoften ud, der gjorde ondt, og så får hun det meget bedre”

Irma: “Hvordan skiftet ud?” (Ser meget skeptisk ud!)

Mor: “Ligesom når vi bygger med Lego, og du så skifter nogle klodser ud så det hele virker bedre”

Irma: “Men mor, hvordan gør de?” (Endnu mere skeptisk!!)

Jeg begynder at forklare noget med at lægen skærer i mormor og skifter noget ud under huden. Hun kigger nærmest helt vantro på mig.

Irma: “Når man er læge skal man godt nok ikke være bange for at se ind i kroppen. Det tør jeg altså ikke. Det lyder ret ulækkert”.

Olga: “Hvis man skal skæres i på hospitalet, vil jeg altså ikke derhen!”

Irma: “Kan det her også ske for børn??”

Vi er hermed blevet enige om at hospitalerne er en god ting, men vi behøver altså ikke komme der alt for tit. Kom snart hjem, mor 🙂

Afslapning tiltrængt!

Min lille børnehave-udbryder af en 4-årig valgte igen i mandags at chokere både personale og forældre, da hun endnu engang tog turen væk fra børnehaven, uden opsyn… Ikke verdens sjoveste opkald at få, midt i en mødetung dag, at “Olga har sammen med to andre piger åbnet den store låge og gået på tur”… pigerne var blevet stoppet af en voksen, der syntes de var lige lovlig små til at gå rundt for sig selv, og så var de blevet eskorteret retur… 

Så resten af ugen har jeg haft telefonen lige ved hånden just in case at de igen skulle ringe fra børnehaven… Hvor mange grå hår kan man mon gro på en enkelt uge??? Heldigvis har hun (tilsyneladende) forstået budskabet, men sidder nu bare og venter på hendes næste træk…

Da faren fx havde talt med pigerne om hvad de mente fantasi var. Irma havde talt længe om hjemmedigtede historier om prinsesser og drager. Olga derimod havde sagt: 

“Far, jeg har hele tiden fantasi i hovedet, for jeg tænker jo hele tiden. Og fantasi og tænke er det samme. Jeg tænker når jeg spiser, og lige inden jeg skal sove, og når jeg sidder på toilettet”. 

Det kommer ikke bag på mig, at hun er en lille tænker, for hun forsvinder meget ofte ind i sine egne tanker. Men hvis jeg lige kunne få en personlig gps til de tanker, bare i ny og næ, så jeg ved hvor hun tager hen?? Det må være en mors privilegium…

 

Tøseweekend

Det viste sig at være verdens bedste ide. At tage pigerne med i sommerhus og lade manden blive hjemme med arbejde og brætspilsplaner. Opskriften på god weekend er selvfølgelig også hjulpet virkelig godt på vej af fantastisk vejr og ikke mindst fantastisk besøg. For jeg havde inviteret veninder på Næsset: Ét døgn med arbejdsveninde og hendes drenge, ét døgn med folkeskoleveninde og hendes piger. Der har været børneleg, badning i fjorden, isspisning, kolde bobler, og seriøst meget sladder. Whats not to like? Ungerne har været fedtet ind i faktor 30 og nærmest intet andet i 3 hele dage, og jeg har – bortset fra en overivrig lørdag middag med græsslåning og bilvask – også været god til at passe på huden… Kun en nat med skoldede skuldre er faktisk flot – set med mine øjne… 


Jeg glemte i øvrigt at pakke min indre speltmor, så vi har (nærmest) levet af hvidt brød (hjemmebagt dog!), slik, is, pølser og alkohol til de voksne… hov. Og da jeg foreslog at vi i går aftes kørte til Holbæk havn og spiste is til aftensmad, var der ingen klager. Irma nævnte det faktisk i morges: “i går spiste vi slet ikke noget sundt, mor”… 

Balladefrø og ét styks heldig mor

Forbryderkarrieren er nu lagt i støbeskeen. Både Olga og forældre har været til samtale i børnehaven, og vi har for første gang fået brev med hjem om vores barns unoder (bliver det mon sidste gang?..). Olgas børnehave ligger ud til en ret trafikeret vej. På den anden side af vejen ligger både politistation og Vestre Fængsel. Bare lige for at give jer et billede af rammerne… Yderdøren til børnehaven er en stor trælåge med håndtag plus ekstra slåen ovenpå døren = Udenfor børnenes rækkevidde. Men fire piger – alle fire år gamle – kan med hjælp fra et kosteskaft lige vippe den slåen fra, og kigge ud på friheden… to af pigerne gik hånd i hånd mod den enes mormor. Olga og den sidste pige løb ind efter en voksen. Dog! De undslupne blev hentet ind og alle fire fik de besked på at det var strengt forbudt. 

10 minutter senere havde de gjort det igen…

Dét udløste samtalen på lederens kontor og påsætning af ekstra lås på døren. Da jeg her til morgen igen ville snakke med Olga om misæren, udløste det først verdens frækkeste smil fra banditten og derpå ordene: “Jamen når vi åbner døren, kan vi gøre hvad vi vil”. Tja, hvem kender ikke lysten til det?..


Jeg har til gengæld (tilsyneladende???) været ekstra artig, for jeg blev helt og aldeles forkælet i går. Jeg landede efter en tur på biblioteket med pigerne, herhjemme ved spisetid, og kunne så se at mormoren var kommet… hun skulle spise med pigerne mens manden og jeg drog til Alsace-vinsmagning og fransk menu i Taastrup. Totalt overrasket og med ingen tid til ret meget andet end at følge med på cyklen, ud i det grønne. Pigerne hyggede herhjemme, og vi blev forkælet – og halvsnalrede – på en helt almindelig tirsdag. Så efter en dag med lette tømmermænd på arbejde, er jeg helt klar til forlænget weekend i sommerhus! Med sol, gode veninder, rosé på terrassen og glade børn. Forårs-helligdage holder 100.