Tatoveringer og honningkagegaver

Tirsdag morgen var der ingen synlige nisseløjer og tilsyneladende var begge piger åbenbart bare så trætte, at de ikke rigtig bed mærke i at noget manglede. Men da pigerne gik ovenpå og tændte lyset på værelset, var der diskostemning (og lidt svært at se hvilket tøj man skulle have på…) Er stadig vild med at min gamle kollega viste mig at man med simpel diskopære, kan lave sjov i den almindelige lampe. Ingen af pigerne havde problemer med at det kun er et år siden at Nisseline sidst lavede discofest i køkkenet, Olga synes især at det var smadderskægt. Igen.

For at fejre at nissen havde fået det væsentligt bedre i løbet af dagen (…) var der honningkage-snemænd i stuen da vi gik op for at se julekalender. “Se hvad Nisseline er kommet med!!” Elsker at der er totalt accept af julekonceptet 😊

Her til morgen vågnede alle med små fingertatoveringer. Sørme om ikke Nissen havde lavet tatoveringer med julemotiver i løbet af natten. Olgas var desværre temmelig tværet ud, og Irma synes det var ret pinligt at hendes nisse havde gjort noget synligt på en skoledag, så hun fik skrubbet tatoveringerne godt væk… Nåja, kan jo ikke ramme plet hver gang.

Reklamer

Julestemningen er landet

Der er én herhjemme, der har frabedt sig julepynt før d. 1. december, og af hensyn til husfreden må det hellere overholdes. Så ingen julepynt herhjemme endnu – men så er det jo godt, at julehyggen kan opstøves andre steder. Først afsted til gymnastik-julehygge med gymnastikforeningen hvor op imod 12 frivillige trænere havde tømt redskabsrummet og sat den vildeste børnebane op. Så et hav af børn med nissehuer rendte rundt og lavede gymnastik – og fik inden vi sluttede, sagt hej til julemanden der kom med godteposer til alle.

Bagefter tog vi ind til Østerbro, hvor vi var inviteret til klippe-klister-stue tilsat massive mængder af godter fra Karen Volf. Jeg fik aktiveret min flette-julestjerne-hjerne, som på besynderlig vis altid lukker helt ned knap 11 måneder om året. Og jeg fik sæsonens første kop gløgg. Helt sikkert ikke den sidste.

Så nu er der i hvert fald tre herhjemme, der er tunet ind på at december starter lige om lidt. Og pigerne har spurgt ind til Nisseline omkring 8 gange i dag. Der er stor forventning om at hun flytter ind som hun plejer nu på fredag – og listen over de løjer der følger med, er under skarp udvikling…

SPONSORERET INDLÆG.

Hele fem år

I går blev hende den lille bandit fem. Fem år! Pludselig kan hun alt selv, “Mor, jeg er altså ikke en baby mer”. Og nej, det er hun bestemt ikke. Hun har bl.a. fået nogle udtryk, som er helt særlige og som vi bare falder lidt på halen over.

Fx forleden hjemme hos bedsteforældrene, og bedstefaren spurgte ind til hvilken kage bedstemor skulle bage til hende om søndagen: “Olga, hvad siger du til hvis bedstemor bare laver havregrød i stedet for kanelsnegle?” Olgas tørre respons var: “ja, det ville jeg ikke blive imponeret af”…

Eller her til aften da hun igen skulle teste fødselsdagsgaven fra mormor og morfar: Rulleskøjter. Hun fik dem på og noget shaky kørte/trak/skubbede hun og jeg hen ad køkkengulvet. Lidt efter ville hun selv, og med lidt vægstøtte gik det faktisk ok. Og der kunne jeg høre hende synge helt stille for sig selv: “Jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil”! Med den slags pepsang i ørerne skal det nok gå fint med at lære at stå på rulleskøjter 😊

Stod bare og fulgte hende med øjnene og prøvede at indprente lige præcis denne scene til evig tid. Dejligt minde til eftertiden.

Hun er jo samtidig også stadig kun fem år. Og vil altså stadig gerne helst krammetørres med håndklædet efter bad. Og som hver aften hviske-spørger: “Vil du gerne blive lidt hos mig i sengen, mor?” – hvilket betyder at hun gerne vil have os helt tæt på inden hun lægger sig til at sove. Hun har stadig sit absurd voldsomme temperament, med udbrud særligt rettet mod sin søster med underkæben skudt frem og stemmens helt store volumenknap i bund. Så i bund og grund er hun den samme vidunderlige Olga, nu med et ordforråd, der med lethed marcher en der starter i skole til sommer.

Følelsen af at have store børn

I går nåede vi til afsnittet om Christian d 4. i Sigurds Danmarkshistorie. Afsnittet benævner bla de bygninger og slotte som han har været ophav til – og derfor blev jeg inspireret til at vi i dag tog toget til Nørreport og gik i Rundetårn. Det giver bare et fedt lag ovenpå læsningen, at føje den fysiske historie til. Der var virkelig mange ting der faldt på plads i Irmas hoved, da vi igen talte om Kongens hestevognstur op igennem Rundetårn, viste hende emblemet på tårnets yderside og det flotte observatorium på toppen.

Fedt når man nærmest kan se knagerne i hjernen blive hægtet sammen 🙂

Resten af dagen skal nydes indendøre mens vinden suser udenfor. Kaffe i store baljer, og senere varm suppe og friskbagt brød!

Vi måtte i går redde vores hæk, der pludselig blev angrebet af en flyvende havesofa af bedste Bilka-plast-kvalitet… og lignende møbelsæt på tagterrassen er også blevet omrokeret en del gange siden i går morges.

Og jeg krydser alt hvad jeg har for at vinden er lullet totalt af til i morgen tidlig når cykel triller nordpå. Alt i alt har jeg nydt denne weekend uden planer og aftaler inden et mindre Marathon af planfyldte uger starter fra i morgen. Nu opladet – og med lidt held: også med vind i ryggen helt frem til jul.

Lidt mere ferie, tak

Jeg kan godt vænne mig til det her efterårsferieliv i sommerhus. Efter nogle dage i starten af ugen hvor pigerne og jeg var på udflugter, legede med lego og hyggede rundt derhjemme, har vi fra onsdag aften været her på Næsset. Alle fire. Med det faste sortiment: Brændeovn, baljer med kaffe, brætspil og bedsteforældre-besøg. Det har virkelig været dejligt. Og pigerne synes selv de har haft en god ferie. Hverdag med vækkeur, logistik og madplan er fantastisk langt væk. Men tror ærligt min krop snart bliver glad for mere bevægelse og mindre lænestol, og flere grøntsager end chokolade… så pyt da! Så vil jeg glæde mig til, at der nu kun er to uger til at jeg skal i sommerhus igen, men denne gang med nogle seriøst skønne kvinder, i en hel weekend! Altid godt med noget at se frem til 😊

Mens andre drikker vin…

Næææ, jeg er skam ikke den bitre type, der føler sig snydt og overladt til vasketøj, logistik og madpakker, mens andre tager på vinrejse til de skønneste steder i Italien og drikker femstjernet vin i 10 dage. Nej, puha, de der bitre typer hader jeg bare. Føj! Pigerne og jeg bliver bare her i regnvejret og hygger måsen ud af september! Nemlig!

…Så nu hvor manden er draget på ferie, skal der skrues en tand højere op for de nemme løsninger, og jeg spekulerer på hvor meget de gider gå med mor i byen og spise når jeg ikke gider være ene voksen ved madbordet mere. Vi ser hvordan det ender. Lige nu tænker jeg mest på den bilnøgle der i de næste ti døgn er MIN, og kun min! Og en god uges pause fra regnvåde cykelture er ikke sådan at kimse af. Nåja, det er de små halmstrå jeg griber efter her, men I forstår.

Og mens Irma har tegnet tegninger til faren for at vise hvor meget hun kommer til at savne ham, sad Olga lidt tænksomt ved aftenbordet:

Olga: “Jeg kommer altså ikke til at savne far”

Mig: “Nå?…Men hvad så med når du bliver sur på mig, og gerne vil have din far?”

Olga: “Så kan du jo bare lade være med at skælde mig ud, mor”

Så det er kort fortalt planen de næste ti dage. Ingen udskæld, ingen savn. Nemt.

Det går i øvrigt fremragende med hendes brækkede arm. Hun har tilsyneladende ingen smerter mere, og er mest af alt irriteret over, at jeg konstant tilbyder hende hjælp til ting, som hun plejer at kunne selv. Hun bliver vildt sur! Og så er hun træt af ikke at kunne cykle og køre på løbehjul. Dér er de strenge forældre ret firkantede. Men i morgen skal vi til fest i børnehaven, hvor hun igen-igen har bestilt pølsehorn (er der ikke en udløbsdato for bagværk man simpelthen har lavet for mange gange??..), og jeg tænker at spice det op med noget grønt af en slags (mest for show selvfølgelig…). I børnehaven er vi blevet stemplet som den mærkelige familie der ikke har et fjernsyn, og det skal med garanti nok også komme frem igen i morgen. Åhja, institutionsfester, you gotta love ‘em 🙂

 

 

For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!

Sikkerhed…

Nu arbejder jeg i et firma, der går utrolig meget op i sikkerhed. Også til et niveau, der for udefrakommende kan virke temmelig ekstremt. Men efter et par ugers indgående hjernevask formidling, kunne ingen medarbejdere finde på at drikke kaffe uden låg, tage trappen uden at holde i gelænderet eller sætte sin computer på en afsats. Helt utænkeligt. Nu burde det jo så være sådan, at al denne sikkerhedstankegang ville gennemsyre min hverdag, også i forhold til børnene. Men ak… Jeg er sgu nok lidt loose lige der. For når de fx cykler herhjemme i gården, så kan de sagtens cykle uden hjelm. Eller hvis de står på løbehjul, lader vi dem også gøre det uden hjelm. Og den regel var sådan set også ok, indtil for omtrent et halvt års tid siden hvor udfoldelser på cykel og løbehjul gik temmelig meget amok. Irma øver sig pt i at køre på løbehjul uden hænder. Eller siddende. Og begge dele i ret høj fart. Olga er blevet god til at køre på skrænter, ned ad bakker, i zigzag – også med temmelig god fart… Og da min nok lidt for laissez-faire tilgang til ikke-hjelm blev iagttaget til familiefest i lørdags, stod det klart, at vi nok bør skærpe reglerne en anelse. Pigerne kørte ræs ned af en flisebelagt sti mellem en parkeringsplads og et busstoppested. Stien var forholdsvist stejl og der kom virkelig god fart på. Pigerne havde en fest! Og vi havde ikke liiiige fået de hjelme med…

Nåja, der skete jo ikke noget – bortset fra min stakkels kusine, der var ved at få et hjerteslag når de små løbehjulshjul kom stormende forbi. Der skete ikke noget før i søndags altså. For efter pigerne havde været til legeaftale om eftermiddagen, kørte vi på dyregården – et dejligt lille bondegårdsidylramt sted i Albertslund – hvor der skulle klappes kaniner, gives æbler til heste og snakkes om store gede-yvere… Alt var godt, indtil cykelturen hjem. Vi er ikke kommet ret langt, og jeg kører bag ved pigerne. Olga er nok lidt mere træt og distræt end jeg regner med, så da vi nærmer os en bom, som Irma i selvsikker stil kører udenom, banker Olga lige hovedkulds ind i den. Hun ser den bare slet ikke. Og hendes cykelhjelm sidder ikke stramt nok på, og bliver derfor skubbet bagud, og giver panden det fulde drøn fra metalstangen. Åh, hvor blev hun forskrækket og ked af det. Og sikke en bule hun fik. En sød mand kom løbende med klædesvøbte frosne ærter, og det hjalp lidt på hævelsen. At hun overhovedet fik hjelmen på igen og op på cyklen, er nærmest uforståeligt. Der måtte et løfte om is til, men så cyklede de små ben også hurtigt de godt 2 km hjem. Med bule og hjelm.

Og så skal jeg lige skynde mig at sige tak for alle jeres fantastiske kommentarer – primært på min facebook-profil til gårsdagens frustrerede indlæg om mad, men også her på bloggen. Jeg forsøger at hvile i, at børnene trives, er mætte, spiser deres gulerødder (udover pasta med smør…), og har energi nok til cykelture og vilde løbehjulsræs. De er nok bare børn, og jeg er nok bare utålmodig – der er mantra-potentiale i den sætning!!

 

At være savnet

Jeg ved godt jeg ofte blir lamslået af hvor forskellige mine piger er af sind, men i dag er jeg endnu engang faldet på rø… over, at de kommer fra præcis samme udgangspunkt…

Vi er taget alene i sommerhus her til aften. Der skal males udendørs i morgen, og det blir simpelhen for kedeligt hvis pigerne skal sidde på sidelinjen hele dagen. Så mine forældre tilbød at underholde mens vi så får både friaften og arbejdsdag med god samvittighed i morgen. Tak for det!!

Inden vi kørte fra Brøndby, skulle Irma dog lige advare mormoren om, at hun i sidste weekend, da de sov hos bedsteforældrene på Fyn, kom til at savne os, og på et tidspunkt var blevet ked af det. Mormoren tog det med vanlig ro og forsikrede hende om, at det nok skulle gå.

Men inden vi faldt helt om over, at vi ikke kunne rejse fra børnene under et døgn uden at være savnet, kom det meget nøgternt fra Olga:

Jeg savnede ikke mor og far da vi var hos bedstemor og bedstefar, for vi fik både slik og is.

Og sådan kommer man nemt ned på jorden igen, når man hurtigt kan bytte et sæt forældre ud med et par vingummier…

Vi dropper sgu skolen 

“Og ved du hvad, ved du hvad, mor. Jeg kan faski læse nu! Det er faski rigtigt! For jeg var på tur med Kirsten, og jeg var den ENESTE der var med. Og så læste jeg i bøger. Helt selv. Så nu kan jeg faski læse. Faski.”

Lidt senere, efter aftensmaden talte vi om dyr, hvor store de var og hvilke andre dyr, de ville kunne slå. Og her tænker jeg, at vi måske alligevel ikke helt skal afskrive ideen  skole…

“Når rævene skal ned i deres huler, graver de så trapper? Kan de overhovedet gå på trapper? Eller laver de en rutsjebane under jorden? Og hvis der er en rutsjebane, hvad siger rævene så når de rutsjer ned? Siger de  ‘WIIIIIII’? Eller hvad siger de?”

Jeg fik i den konstante talestrøm og bombardement af spørgsmål indskudt at ræve næsten lyder som hunde. 

“Nå?! Så når de rutsjer ned af rutsjebanen ned i deres hule, siger de så ‘vov vov vov'”???

Imens var faren og Irma nået til at snakke om både grævling, elefant og løver. Hvor store de var, hvilke andre dyr de spiser og hvor de lever. Tror ikke vi kommer udenom at finde en zoologisk have mens vi er på ferie…