Hvad du ville ønske du aldrig havde gjort!!

Jeg elsker at hade disse click-bait-agtige overskrifter hvor jeg allerede inden klikket er foretaget, har fået dårlig samvittighed på neuroseplan og skyldfølelser nok til hele vejen ind i 2025. Og her til aften faldt jeg i endnu en fælde med en artikel fra Vores Børn, hvor de interviewer børnepsykolog/guru inden for opdragelse mv. Margrethe Brun om hvad forældre aldrig må gøre – men nok gør – og hvad de skal gøre for at undskylde/angre/modarbejde. Jeg nåede ikke artiklen igennem, for jeg havde dumpet i de første tre punkter og magtede ikke at få hele pladen fuld, og dermed vinde en bodsgang og omgang tørre tæsk fra de-korrekte-forældre-punktum-dk. For jeg ved sgu da godt at jeg ikke må råbe af mine børn. Du godeste. Og jeg ved da godt at jeg ikke må true mine børn til at opnå det jeg gerne vil: Hvis du ikke gør sådan og sådan, sker der sådan og sådan. Bare rolig, det er nu heller ikke mit førstevalg udi børneopdragelse – og alligevel kommer du ud af munden i ny og næ. Til gengæld er Irma nu erfaren ud i tomme trusler nok til at afværge 100% ved at sige: “man må ikke true mor, find på noget andet”. Hermed afmonteret!

Forleden klikkede jeg på en anden artikel med en listning af 30 (eller deromkring) ting, som skader børn FOR LIVET hvis du gør det som forældre!!! DANGER DANGER!! Hold nu op, hvor er det trættende. For her var der igen et væld at ting, jeg kunne bruge som checkliste for hvad pigerne kommer i terapi for i deres 20’ere.

Og hele denne dårlige samvittigheds-mani som jagter forældre (og som vi mødre primært suger til os?? eller er det bare sådan herhjemme??) er ved at suge mig ned i et sort hul, kaldet hverdags-træthed. For ikke nok med at du aldrig må hæve stemmen, sove over dig, være vægelsindet, lægge for mange planer, lægge for få planer, være for servicerende, så skal du også kunne håndtere arbejde, pendling, madplan, madpakker, forældreintra, gymnastik med forældredeltagelse, legegrupper, højtlæsning, indkøb, planlægning af fritid – OG helst sove godt om natten, spise grøntsager, dyrke masser af motion og smile imens. Smil for fanden da!!

Jeg kan faktisk godt alt det her, og ofte kører det virkelig på skinner. Men når jeg bliver dunket i hovedet af børnepsykologer og andre kloge hoveder, så får jeg bare mest lyst til at gå kontra. Helt på tværs. Marie-2-år-i-mega-trods! For ja, jeg råber og banker i bordet, men jeg får også mine børn til at grine hver dag! Hvis Irma beskriver mig som skrap og fjollet, er mit mål nået. Ukorrekt og trøstende. Og menneskelig.

Og hermed er jeg klar til en ny uge. Det krævede lige en salgstale!! Håber også det kan hjælpe et par stykker et andet sted.

Reklamer

Helsedum

Jeg falder igen og igen i fælden der hedder sundhed. Jo jo naturligvis går jeg ind for sundhed, det er ikke sådan. Jeg spiser mine grøntsager sprøde, økologiske og allerhelst lokale. Jeg cykler, løber og svømmer når jeg kan. Jeg serverer grønt og frugt og fiberrigt for mine børn (og så snakker vi ikke om, at de i dag begge spiste sig mætte i hvide ris med ketchup, fiber min bare), og holder igen med sukker, kager og alskens E-numre. Både hvad angår mine børn og mig selv (førstnævnte dog mere end sidstnævnte). Jeg vil vældig gerne kunne blive i den str 40, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og maven må gerne være til den flade side. Sundhed og forfængelighed går nu engang så fantastisk i spænd – i hvert fald hos mig.

Men jeg læser blogs og følgere bloggere på IG. Og det er nu vi kommer til fælden. For jeg har igennem de sidste mange måneder set et væld af regnbuefarvede morgenmadsskåle, toppet med blandede bær, hjemmelavet granola (det hedder åbenbart ikke müsli mere??), og smilende anbefalinger af dette vidunder der ligger under alle farverne. De udblødte chiafrø. Jeg troede ALLE vidste hvad det var, for jeg kan da ikke være den eneste der læser alle disse blogs og falder for farveserveringen? Men ingen af mine kolleger kendte det “chi-hvad-for-noget??”. Jeg kunne så fortælle om disse pissedyre frø som mest ligner små hørfrø, og de skal så blandes med mandelmælk, stå natten over i køleskabet, hvorpå de på magisk vis er blevet til smagsløst, slimet, blegt fiskeægslignende grød som du lige topper med lidt lækkert, frisk og knasende, for at tage den grimme smag af ingenting… Jeg havde kvalme i knap fire timer – alene pga konsistensen. Adr! Kan i dén grad ikke anbefale at hoppe med på den bølge! Oh, så sundt eller ej.

I næste uge hopper jeg sikkert på noget nyt, men forhåbentlig mere smagfuldt. Nu vil jeg Google mig til hvor jeg kan proppe de dyre frø hen,  så jeg kan indtage dem uden at smage dem. Som en klog jyde engang sagde: “Hellere skide det ud end smide det ud”.

Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)

De bedste forældre

“I er bare de bedste forældre”, fik vi at vide i børnehaven. Tilmed af en professionel. Og tilmed af en pædagog, som har oplevet os på nært hold, næsten dagligt, i snart to år… Og når sandheden skal frem, var det jo ikke mig der fik beskeden, det var manden min. Og måske burde beskeden have været: “Du er bare den bedste far”.

Og nej, det er ikke et forsøg på at sætte mit eget lys under en skæppe, men måske bare en sjov måde at være lidt taknemmelig på. I hvert fald på bagkanten… For når manden min bliver gal på mig, når jeg bliver vred på pigerne, så er det ikke just taknemmelighed jeg føler… Eller når Irma i dag kommer hjem fra børnefødselsdag med blandede følelser. Hun har haft en sjov dag, og de har leget sjove lege, og haft det rigtig hyggeligt. Men fødselaren blev slet ikke glad for den gave hun havde med. Og hun kunne jo ikke vide, at Irma havde lagt tanker bag at udvælge netop denne bling-bling-ægte-plastic-halskæde til hende, fordi det i virkeligheden var to halskæder, hvor der på Irmas vedhæng stod ‘friend’ og på hendes ‘best’, og at hun havde tegnet en tegning til fødselaren, der forestillede netop sådan en halskæde forud for vores tur i Amagercentret. Og hvor jeg prøver at forklare hende, at selvom Irma syntes det var en rigtig god gave, så var det ikke sikkert fødselaren syntes det (tydeligvis, Marie…), så vendte manden det om til at være en læresætning. Næste gang hun selv får gaver, så prøv at husk dette her… Sagt lidt mere i øjenhøjde.

Og samtidig med bare at være lidt kløgtigere hvad angår opdragelse, så er han også ophavet til et sidste vers i “En lille nisse rejste”. Jeg har sunget den sang tusindvis af gange for Irma og Olga, og siden Irma var helt lille er dette ekstra vers blevet sunget højt og frejdigt. Først kun af manden selv, senere også af mig – og nu også af Irma, når hun synger sangen for sin lillesøster…

Sangen slutter normalt med: ‘Han smilte, thi nu havde han set den største mand’. Vi fortsætter:

Og manden han hed Bjarne
Tra-lu-la-lu-la-lu-la-lej
Arne Bjarne Arne
Tra-lu-la-lu-la-lej

Jeg synes alle burde have det vers stående i deres udgave af De små synger, det pifter sådan sangen op 😀
Og selvom det ofte er temmelig irriterende at være gift med en, der bare ER lidt af en super-forælder, så er jeg også rimelig taknemmelig for det sikkerhedsnet, der ligger i det.

Lidt om ærlighed

Jeg tænker nogle gange på, hvornår man begynder at tillægge sig de her høflighedsløgne? Hvor gammel er man, når man aflæser et andet menneskes reaktion allerede inden den er sket, for så at svare det, man ved de bliver gladest for? Jeg er helt med på, at nogle mennesker sværger til 100% ærlighed – men let’s face it, det er også disse mennesker, som af andre ofte bliver opfattet ufølsomme og uden situationsfornemmelse. Så hvornår mon børn opfanger (eller er det noget vi simpelthen skoler vores børn i?), at en given situation vil blive mere smooth og mere tilfredsstillende for alle hvis du roser værtindens hjem, komplimenterer maden, siger, at det har været en virkelig sjov fødselsdag eller at den der bluse virkelig sidder blændende?..

Irma lægger jo efterhånden mærke til alt. Hun ser næsten altid hvis jeg har noget nyt tøj på, hvis jeg tager et par øreringe på hun aldrig har set før, og da jeg fik klippet pandehår i december, var hendes kommentar: ‘Du ser anderledes ud, mor. Du ligner ikke den rigtige mor’… Jeg har også efterhånden oplevet hendes observerende natur (som børn er flest, går jeg ud fra) når vi går hjem fra børnehaven eller kører i bus, hvor hun tit kommenterer på folk der går forbi, eller snakker om bygninger, hunde i snor, andre i cykelvogne ligesom vores eller noget helt syvende. Og med voksenbriller på, kan det altså blive helt afskyeligt pinligt! (Nu skal det måske lige indskydes at jeg bliver pinligt berørt over mange ting. Jeg kunne ikke holde til at se Klovn, og i serien Fraisier har jeg flere gange måtte skrue væk i de mest pinlige scener…).

Og nu har jeg ikke selv været for enden af sådan en børnepegefinger, der stritter og kommer med kommentarer som ‘se hende der, mor, hun er godt nok tyk’, og jeg tænker, at hvis det en dag skete, så ville jeg nok være temmelig overbærende og så bagefter, i al hemmelighed, gå en tur på vægten (vi ved jo alle hvor sandheden kommer fra!!)… Jeg har skam også været på tur med den pegende Irma, og selvom jeg vist har fortrængt hvad pigen i virkeligheden sagde, så var det noget med den der mand, der vist nok så lidt sjov ud. Og så har hun jo også været i svømmehallens omklædningsrum med faren, hvor hun både pegede og fulgte efter en temmelig stor nøgen mand, fordi det jo simpelthen var så imponerende… Børn er bare pinlige, det er simpelthen fakta!

Jeg synes måske bare det kunne være sjovt at finde ud af hvornår situationsfornemmelsen kommer til med al sin rigtighed og hvide løgne… For hvis nu alle lagde filteret ned bare en enkelt dag (og helst den samme dag tænker jeg..) og gik på Facebook. Hvordan ville det se ud? Og hvor mange venner ville man sige farvel til? Efter at have ytret sin bundærlige mening om børne-katte-mad-solopgangs-billeder? Eller efter at have kommenteret på jeg-har-fået-nyt-job med et det-har-du-da-vist-ikke-fortjent… Eller efter at have fortalt hele verden hvad man i virkeligheden synes om et andet menneskes holdning til straffelovgivningen-farthastighederne-børneopdragelse?

Jeg tænker vi alle sammen skal aftale en dato hvor vi prøver det af? 31. december måske? Så kan dagen derpå bruges på både fysiske og virtuelle tømmermænd…

 

Læs og forstå!

Back to school! Bibliotekaren søger bogtips… Hvad læser I – og har læst igennem tiderne – som har været god litteratur i krisetider? Og her mener jeg den såkaldte 3-års-krise. Jeg er så træt af konflikter, at jeg nu søger til eksperterne (burde nok have gjort det tidligere hrm hrm…), og jeg VIL være bedre til at håndtere de opgør vi har kørende for tiden. På bordet lige nu ligger “Din kompetente familie” af Jesper Juul, og i reolen står også “Det kompetente barn”. Jeg har netop reserveret et par bøger mere af selvsamme hr Juul, men hvis I kender andre kloge hoveder på området, som I sværger til, så vil jeg meget gerne høre om det. Artikler (og anden videndeling) er naturligvis også meget velkomne.

 

Ulækre børn…

Irma har lært at sige ulækker. Og det kommer ret prompte – og temmelig ofte også. Det er meget forskellige ting der er ulækre set fra hendes perspektiv, alt lige fra bussemænd og det at spise sand, til spegepølse eller en anden type mad hun ikke lige er i humør til at spise den dag… Der bliver rynket på næsen og så siger hun “det er ulækkert, mor”. Vi diskuterer det lidt – jeg er som udgangspunkt ikke så pjattet med at noget mad defineres som ulækkert, så der arbejdes lidt på den sag… Men én ting man selvfølgelig ikke kan finde på at sige er, at ens barn er ulækkert! Men helt ærligt… så er børn jo generelt ret klamme…

Jeg kom til at tænke lidt over sådan noget som spisning her til aften. Og fx i går da vi fik ris (og noget til, ik!?) var der jo ris ALLE steder bagefter. Både på Irma og rundt om hende, egentlig ikke specielt lækkert når man tænker over det. Og så er der det her med at spise ting fra jorden – én ting er 10 sekundersreglen hvor man LYN-hurtigt samler det op man har tabt og kommer det i kæften uden så mange dikkedarer, noget andet er at finde ting andre har tabt, og proppe det i munden…. FØJ! Irma er heldigvis ikke så slem til det, men jeg har da stoppet hende et par gange hvor noget ubestemmeligt har ramt tungen… Derudover er jeg mere end ti gange kommet på arbejde med noget på tøjet – uden at kunne identificere hvad pokker det er (nogle gange har jeg heller ikke lyst til at prøve!), men jeg kan godt regne ud, at det har noget med 10 små fedtede fingre at gøre…

Men her til aften synes jeg faktisk jeg nåede topmålet af klamt (og ja ja, jeg er bestemt klar på at høre jeres historier, der sikkert topper min historie x 100!). Irma og jeg havde lige spist pasta til aftensmad, og jeg trækker hendes stol ud så hun kan komme ned, og for at jeg lige kan tørre de der 5-6 pastaskruer op inden de bliver ét med gulvbrædderne… Hun bliver siddende på sin stol og kigger ned på mig, og kommer så til at nyse! Og post-middags-nys er ikke de lækreste at få i nakken!! På hals, trøje og oppe i håret sad nu madsnask, snot og almen ulækkerhed (jo, DET er i hvert fald et ord!). Ahrmen for pokker da! Tror da ikke det er et sekund for tidligt at begynde at lære sin pode at holde sig for munden! AD!

Irma-modsat!

Har lige opdaget en ting jeg har glemt i dag. Eller rettere sagt, da Irma og jeg havde været på legeplads i dag med min veninde og hendes søn August (Agau, som Irma kalder ham :-)), går hun og fortæller om nogle af resultaterne fra 2-års-undersøgelsen. Hvortil jeg bare måtte spørge: “Hvilken undersøgelse??”. Det er jo den hvor lægen tester motorik, reaktionsevne og hører om alting er ok. Det ANEDE jeg da ikke!! Jeg troede seriøst at det var slut med lægebesøgene nu, altså indtil næste vaccination. Ups. Så nu skal jeg da have bestilt en tid…

Det var i øvrigt en helt fantastisk tur på legeplads i dag. Det er altså en fest at se hvor glade de to er for hinanden, og hvor godt de leger sammen. De render lige efter hinanden og skal gøre præcis det den anden gør. Det bekymrer mig dog en anelse at Irma er ret så provokerende for tiden – er bange for det giver hendes selskab gode og frække ideer. Jeg undskylder på forhånd!!

For provo, det er hun sgu! Og i dag har hun været i særligt godt Rasmus-modsat-humør. Så meget, at manden 2 gange i dag har bedt mig om at dæmpe stemmen… altså! Men det her med at gøre det stikmodsatte af hvad der bliver sagt, også når det er 10. gang, det er da lige til at flå håret ud af hovedet af!! Skal vist virkelig indøve en tæl-til-ti-ting herhjemme, hvis jeg ikke skal blive hæs i den kommende uge. I får lige et par eksempler: “Kom skat, du skal have flyverdragt på, vi skal på legeplads”. Irma kommer ind på soveværelset hvor alt vores overtøj er (vi har en MEGET lille entre, derfor), kigger meget drillende på mig, og løber den modsatte retning… Det show udspiller sig tilpas mange gange, så mange at jeg kan høre, at når jeg siger skat, så mener jeg det faktisk ikke rigtigt længere…

Eller: August og Irma har på legepladsen fundet en vandpyt med is på, og den er rigtig sjov at hoppe i, og det knaser og er fedt. Irma begynder at tage is-stykker op og kommer dem i munden… “Du skal kaste med isstykkerne skat, ikke spise dem. Se mor!”, hvorpå hun tager de næste 7 stykker is op fra jorden og kommer i munden…great! Forklaringer omkring jord-i-mund, smager-dårligt, ikke-den-slags-is, virker helt utroligt ringe!

Og dagens sidste eksempel (som i virkeligheden bare er et eksempel fra enhver given aften…): “Det er puttetid, så du skal ind og have en ren ble på og natkjole”. Herefter tager det omkring 15 minutter med fagter og forklaringer på hvorfor det ikke er sengetid: “Jeg leger, mor”… Og en hel del renden frem og tilbage mens hun liiiige skal det ene og liiiige skal det andet…

Samtidig med alt det her, kan jeg jo så konstatere at hun (ligesom moren) forventer en øjeblikkelig respons, når det er noget HUN gerne vil… Men lige præcis den slags noget-for-noget får jeg nok lidt problemer med at trænge igennem med de næste par år…

Negationsfan

Okay, det er vist ikke ligefrem et ord der bliver godkendt i Wordfeud, men ikke desto mindre, er det tilsyneladende det jeg er. Jeg kan ikke holde op med at sige ikke. Og det er efterhånden klarlagt af adskillige kloge hoveder udi sprogudvikling, forståelse og pædagogik, at børn ikke forstår det der ikke og heller ikke negationer generelt. Specielt ikke når det bliver brugt forkert. Så vi øver os herhjemme på at tale anderledes og bruge færre ikke’r i vores snakke med Irma. Det går bedre for nogle end for andre… I løbet af en formiddag kan jeg nemt fyre 4-5 spørgsmål af til barnet, fx “Vil du ikke med på tur, Irma?”, “Skal vi ikke gå ind og lege i stuen?”, “kunne du ikke tænke dig et æble?. Og det er som om min hjerne sidder fast omkring det lille ord. Jeg får det kolde blik (og hvem ønsker det?) fra manden hver eneste gang jeg bruger det. Og jeg kan desværre ikke pege fingre, for han er irriterende nok ret bevidst om hvad han siger til Irma.

Det er jo egentlig tosset, for jeg kan sagtens se, når jeg kigger på de sætninger jeg har skrevet, at de lyder tåbelige og faktisk ikke rigtig giver mening. Og alligevel er det bare så dødsvært at holde op. I virkeligheden er der jo flere, (så vidt jeg har forstået altså, for jeg har jo ikke læst pædagogik, men i virkeligheden bare læst omskrevne rapportkonklusioner, som fortæller mig det her) der peger på, at man helt skal lade være med at bruge negationer i dialog med børn. Ikke engang sige “du må ikke…”. Her er det vist både du og ikke, der er lagt for had… Og hvis jeg skal stå og reflektere over enhver sætning, så kommer Irma til at skvatte ned fra sofaens armlæn 20 gange inden jeg når at sætte de rigtige ord på…

Jeg vælger derfor mine kampe og prøver at gøre op med det forkerte ikke, fremfor det måske upædagogiske, men dog grammatisk korrekte… Men jeg tror snart jeg skal anskaffe mig et aggregat, som kan fortælle mig når jeg er på gale vej. Det er jo ikke altid jeg har mandens kølige blik i nakken… Måske en elastik om håndledet, en art stød-dims, eller måske hyre en lille nisse, der kan give mig et rap over nallerne…. Er sgu lidt på herrens mark. Gider du ikke hjælpe?…

Her er din fremtidige mobber..

Vi søgte som sagt husly i nat, og selvom Irma af uvisse årsager var vågen en hel time i nat (…) var det stadig det hele værd! Vi hyggede med mormor og morfar hele formiddagen, og da Irma fortalte at hun var klar til at sove (blev en anelse overrasket her!!), så pakkede vi klapvognen og begav os på vej. Men søvn blev det ikke til. Hun sad godt nok og gned øjne i bussen, men da vi kom over i metroen var der ikke skyggen af klatøjethed. Da vi mødtes med min veninde og hendes søn, var jeg stadig fast besluttet på at barnet skulle sove, og travede rundt på Frederiksberg med en utilfreds pige. Omsider gik det op for mig, at det nok havde været en lidt lille frokost hun havde indtaget, og at hun jo, for pokker da også, var sulten! Altså!! Nogle gange er det de mest basale regler, jeg glemmer…

2 theboller røg indenbords (og inden I siger noget, så havde hun altså både fået æble, agurk og rugbrød tidligere på dagen – så ingen klid-kommentarer, tak…) og nu var hun klar til leg. Halvanden times legepladsleg indtil vores fingre var så gennemkolde, at gyngning ikke længere ville være forsvarligt.

Og det var her på legepladsen jeg observerede to piger, der gav mig myrekryb (kan børn virkelig det spørger du måske, og ja sgu, nogle kan!!). De havde ens dynejakker på, så jeg troede først de var søstre. Men de havde tilsyneladende hver deres mor med – som så også var ret ens… – så de kunne max være kusiner. Pigerne løb ind på legepladsen og så da egentlig meget tilforladelige ud. De har været omkring 4 og 5 år gamle. Men da de så Irma – og ja, jeg har fået købt en hue til hende, der er en tand for lille og derfor glider op på hovedet og får hende til at ligne verdens mindste (og mest lyserøde) fisker – stillede de sig og pegede og fniste. PEGEDE OG FNISTE!! Børn skal sgu da være ligeglade med hvordan man ser ud. Ja, måske overreagerer jeg, men det virkede bare så skolegårds-agtigt, at jeg fik det helt skidt. Irma lagde selvfølgelig ikke mærke til noget, hun synes bare alle store piger er død-interessante. Hysterisk mor, ja måske, men alarmklokkerne ringede til trods. Begyndte på hjemturen at tænke på hvad vi kan gøre for at forberede Irma på den slags, ikke ligefrem en nem opgave som forældre!

Og nu, ikke mere mobbetænkning, frem med lørdagshatten (for sådan en har vi vel alle, ik?)!